Tre skiturfortelli - Bokselskap.no

Ben, og saa – ja saa stod man der i den dybe Sne langt borte fra Folk; at braute
sig Vei her uden Ski var næsten utænkeligt. Der skulde nok findes nogle Pladse
inde i Skoven, men jeg saa intet til dem. Dertil kom, at man temmelig let kunde
gaa i Elven i dette Mørke, og da var man væk, rent væk; thi Elven gik dybt nede i
Kløften fossende henover de isklædte Stene. Snedækket paa sine Steder over
Elven var visselig ikke det tryggeste og skjulte Elven, saa at man havde Anledning
nok til at dumpe gjennem, og saa –
43 Endelig kom da Maanen op, som jeg saa længe havde ventet paa. Gud ske
Lov! Mere og mere af den ene Dalrand kom nu i Lys, til Gjengjæld kom den
anden Side saa meget mere i Mørke; men da jeg kom længere ned i Dalen, og
Maanen høiere op paa Himmelen, var alt tilslut Lys. Fra nu af blev Turen den
behageligste, man kunde tænke sig, og især efter at jeg fandt Vei igjen og det
selve Storveien, der var en Smule optraadt. Det hele Landskab fik en anden
Karakter; alt blev lyst og vakkert. Elvens Fossedur fik en anden Klang, og den
selv blev ikke længer uhyggelig at se paa, tvertimod. Dens grønne Vand blev
endnu grønnere og fik et smaragdagtigt Gjenskin, idet det i muntre
KaskaderKaskader] vannfall styrtede sig frem mellem Isblokkerne, hoppende lystigt
henover Klippestykkerne. Efter at have frydet sig ved saaledes vildt at tumle
nedover Styrtningerne forsvinder Elven under Sneen, og borte er den saa paa
lange Stykker. Granerne staa med sænkede, snebedækkede Grene og se
sørgmodigt efter den. Langs Elven gaar Veien, og begge to ligge i Bunden af den
trange, vilde Dal, der nu med sine mørke Skygger ser endnu vildere ud. Fra
Dalbund til Fjeldtop er her Siderne bevoxede med svære, mørke Graner, der som
Kegler stige lodret i Veiret klemmende sig fast ind mellem Stenene med sine
lange Rødder. Gjennem den herligste Skov gaar saa Veien, hvor Granerne staa
som paa Geled paa begge Sider, og hvor Elven glimter mellem de snebelagte
Grene. Fuldmaanen hæver sig mere og mere paa den stjerneklare Himmel og
bringer Sneen overalt til at glitre og glimre. Det funkler fra de tindrende Stjerner
over en og fra de straalende Snekrystaler rundt omkring en, fra Graner og fra
Klippeskrænter. Sneen knitrer under Skien; men stanser man og er Elven ikke
lige i Nærheden, er der med engang den dybeste Stilhed og Fred rundt omkring.
Naturen er gaaet til Hvile; man frygter for at forstyrre dens Søvn, og man bliver
næsten bange for Lyden af sine egne Skridt. Dog af og til er det, som gaar der en
Hvisken gjennem Træerne. Det suser gjennem Granerne; man hører de
converted by Web2PDFConvert.com