Tre skiturfortelli - Bokselskap.no

og Bølgedale; men saa havde alt pludselig stivnet, Skyerne delt sig – og det
størknede Hav laa her udstrakt for en i Vintersolens Glans. Let og lyst var her
overalt, Fjeldene fra igaar vare ikke at kjende igjen; nu hævede de sig smilende
op mod den klare lyseblaa Himmel, igaar vare de indhyllede i en mørk Kaabe, og
man saa da kun med lange Mellemrum et lidet Glimt af de tinende Masser.
Landskabet var vakkert, storartet. Det virker dog mindre ved sin eiendommelige
Skjønhed og Vildhed end ved sin ørkenagtige Stilhed, der griber en saa mægtigt.
Nede i Bakken kunde ikke mærkes det svageste Vindpust, ikke den mindste Lyd
naaede ens Øre. Og hvor øde var her ikke. Ikke det mindste Spor af Planteliv eller
Dyreliv, hvor man saa; overalt Stilhed og Øde.
41 Det begyndte imidlertid snart at vise sig nogle lette Skyer i vest, om lidt
begyndte det at sne, og saa havde jeg Snekavet paany; men det var den sidste
Snebyge. Kommen til KeyteldyrskaretKeyteldyrskaret] Muligens en skrivefeil eller en liten
hukommelsesglipp? Etter reiseruta å dømme befinner han seg der Kreckli Skaaret, nå skrevet Kreklingdyrskaret, ligger.
vendte min Fører om, da Dalranden nu var naaet, og jeg fik Retningen anvist.
Heldigvis fik jeg om lidt Klarveir, og VoxliddalenVoxliddalen] Vågslidalen laa foran mig.
Fra nu af skulde jeg gaa alene paa Eventyr, og jeg lovede mig megen Moro. Til en
Begyndelse havde jeg hele Dalsiden som en eneste umaadelig Skibakke foran
mig, og dermed begyndte Turen gjennem Thelemarken i en lynende Fart. Det var
et herligt Løb nedover en Bakke, brat nok til at skaffe en susende Fart og dog ikke
brattere end man til Nød staar den, – og saa alle de smaa Hop, der fremkom ved
Sneskavlerne. Skien glider saa let ovenpaa den haarde, glitrende Sne, og fygende
gaar det nedover, saa Sneen spruder om Fødderne og Vinden suser om Ørene.
Hei saa det gaar! Og dermed laa jeg dybt begraven i Sneen. Jeg var for overlegen
og dermed faldt jeg, og det ordentlig. Da man ikke plages af mange Tilskuere
her, saa slap jeg fra at blive flau; desto mere angst blev jeg for at have knækket
mine Ski eller for at se dem toge iveien foran mig ned i Dalen. Ja, da havde jeg
staaet der net i tre Alen dyb Sne og en Mil fra Folk. Heldigvis var alt i Orden, og
nu gik det en god Del forsigtigere videre ad Dalen til [sic],ad Dalen til [sic]] Her ser det ut til
at et stedsnavn har falt ut fra teksten. Muligens «Voxlid», dvs. Vågslid. der naaedes, før jeg havde ønsket
det. Forkrøblede Birketræer fortalte mig snart, at de lavere Regioner vare
naaede, og om ikke længe saaes ogsaa de første mørke, forkrøblede, vanskabte
Furue. Det var ganske besynderligt at blive i slig Fart forflyttet fra Fjeldets Top til
converted by Web2PDFConvert.com