Tre skiturfortelli - Bokselskap.no

hvad man tilsidst saa, var noget graat noget, hvori man kun saa Formandens
nedover Ørene trukne Pelshue, brede Ryg og kraftige Ben med hvide Gamasker.
Ja, mange Alen foran sig kunde man ikke skimte her i den tykke Snedrive. Alt var
graat, og hele Landskabet var som overklattet med den triste, graa Farve, som
man kjender fra Kalle LøchensKalle Løchen] Kunstmaler (1865–1893) assosiert med Kristiania-
bohemene. Vakte oppsikt og forargelse på Høstutstillingen 1883 med bildet «Malerskolens atelier» (Opstad 1993: 60).
Bildet preges av at et trist og grått vinter-/seinhøstslandskap glir umerkelig over og inn i kunstnerens atelier, som utgjør
bildets hovedmotiv. Høstbilleder. Hertil kom, at her blæste en ganske net liden Storm
fra vest og vi gik i sydostlig Retning. Ubehagelig som denne Blæst var med at
piske os Sneen i Ansigtet, saa det sved, saa vare vi dog nu ovenpaa, da vi jo vare
komne op paa selve Fjeldet, der er forholdsvis fladt. Vi kunde ogsaa faa hvile
mere her, hvilket tiltrængtes høilig, da Sneen blev seigere jo høiere vi steg. At
være første Mand i dette Føre, var et tungt Arbeide, men nu, da al Fare var forbi,
kunde man ogsaa tage sig en Hvil for hvert hundrede Alen. Vi kastede os ned i
Sneen, lod saa Vinden jage henover os, og saa pustede vi ud.
19 Endelig naaedes da Pashøiden, og fra nu af gaar det hele Tiden nedover til
Røldal saa at man i godt Føre har for sig en eneste umaadelig Skibakke. Presten i
Røldal forsikrede mig, at han paa fem Minuter havde staaet den hele lange
Strækning ned næsten i et eneste Rend; en herlig Fart. Vi brugte mindst to Timer.
Tænk, hvilken Skibakke nedover, og nu maatte vi gaa Skridt for Skridt i den dybe
Sne; Skiene vilde aldeles ikke glide. Først da vi atter kom ind i Regnregionen, seg
Skiene langsomt og trægt nedover og det selv i de bratteste Bakker, hvor det
ellers skal gaa baade strygende og fygende.strygende og fygende] Mulig henspilling på Bjørnstjerne
Bjørnsons episke diktsyklus Arnljot Gelline (187 0), hvis første sang – «Skifærden» – åpner med versene: «Går d’ikke
fygende, / går d’ikke rygende, / tre mand oppe på ét par ski, / skogveje, fjældveje, bygderne forbi» (Bjørnson 187 0: 5).
Man maa imidlertid ikke tro, at Røldølerne, der vel ere nogle af vore bedste
Skiløbere, sætte saa lige bumsbums] Gå rett løs på. udover, og at de rak og strak staa
nedover Horrebrækkerne.Horrebrækkerne] Formodentlig bakker ned mot Håradalen og Håra. Det vilde
ingen vove, og Røldølen sætter derfor Staven mellem Benene, huker sig ned,
stemmer i alt det han orker, og dermed rider han afsted, saa Sneen spruter høit
op om Staven. Thelemarkingen vilde maaske heller krydse nedover; men det gaar
nok ikke godt an her i disse trange Fjeldskar, hvor man ofte er nødsaget til at
sætte bent paa, og da er Ridningen paa Staven ikke afveien, – helst naar det
converted by Web2PDFConvert.com