Engens ryle truet af udryddelse - Zoologisk Museum

Flere danskere rapporterer om ringe
Danmarks nye ’storke’ følges
Musvitter invaderede Danmark
Ringmærket svensk vandrefalk i pleje
Engens ryle truet af udryddelse
Juni
2004
nr 5
Zoologisk Museum, Københavns Universitet

Sidste RINGnyt
Dette nummer af RINGnyt er desværre
det sidste i denne omgang.
Som det kan læses andetsteds
i bladet, er Zoologisk Museums
oplysningskampagne om ringmærkning
af fugle ved at slutte.
Siden kampagnen startede i
begyndelsen af 2001, har Zoologisk
Museum afholdt fire Åbent
Hus-dage, senest den 25. april i
år. Arrangementet har hver gang
været afholdt seks-otte steder i
landet med over 1.700 besøgende
i alt. Fra alle stederne meldes om
interesserede og spørgelystne
besøgende. Publikum fik muligheder
for at studere fugle på nært
hold. Pressen udviste stor interesse
for arrangementerne, og
der har været flotte omtaler også i
landsdækkende medier.
I kampagneperioden har Zoologisk
Museum også udgivet fem
numre af RINGnyt. Det første
nummer udkom i 3.500 eksemplarer,
og læserskaren er med dette
sidste nummer steget til 5.000.
Det er vores indtryk, at mange har
læst bladet med stor interesse.
Vi er ved at lægge sidste hånd
på udarbejdelsen af et informationshæfte
og en vandreudstilling
om ringmærkningen af fugle og de
resultater, det afstedkommer.
Vi har selv været glade for kampagnen
og mener, at det er lykkedes
at øge kendskabet til den
danske fuglefauna med fokus på
fugleringmærkningen.
Fremover er det planen, at Zoologisk
Museum i samarbejde med
Danmarks Ringmærkerforening vil
afholde ét årligt Åbent Hus-arrangement.
Annonceringen vil ske på
Ringmærkningscentralens hjemmeside
og i pressen.
Fremvisning af skovhornugle ved Gedser d.25. april 2004. Foto: Gedser Fuglestation.
Flere danskere rapporterer om ringe
Ringmærkningscentralens kampagne for at udbrede kendskabet
til ringmærkning af fugle i Danmark har virket.
Af Jan Skriver
Den folkelige forståelse i Danmark
for betydningen af at ringmærke
fugle med henblik på at opnå et mere
nuanceret kendskab til danske fugles
trækveje, overvintringsområder m.m.
er steget.
I hvert fald kan Ringmærkningscentralen
på Zoologisk Museum ved
Københavns Universitet notere en
stigning i antallet af genmeldte ringmærkede
fugle.
For få år siden modtog Ringmærkningscentralen
årligt omkring 2.600
genmeldinger. Nu, hvor kampagnen
har kørt i tre år er antallet af genmeldte
fugle steget til omkring 3.400
indberetninger.
”Noget tyder på, at den folkelige forståelse
og interesse for ringmærkningen
er steget. Vi fornemmer, at flere
og flere mennesker er interesseret i
at sende oplysninger ind til Zoologisk
Museum, når de finder en fugl, der
har ring på”, siger professor Carsten
Rahbek, der er leder af Ringmærkningscentralen.
De seneste år har afdelingen,
blandt andet i kraft af dette blad, gjort
opmærksom på ringmærkningens
betydning og fortalt om aktuelle
forskningsprojekter og offentliggjort
dugfriske resultater.
Den videnskabelige ringmærkning,
der overalt i verden har kastet nyt lys
bl.a. over fugletrækkets gåder, er en
dansk opfindelse med mere end 100
års traditioner bag sig (se RINGnyt
nr. 1).
”Kampagnen, der blandt andet har
indbefattet fem numre af RINGnyt, er
ved at slutte nu. Men vi vil fortsætte
den åbenhed omkring ringmærkningen,
som kampagnen har givet start-
Solsort. Foto: Bente Steffensen.
side 2

Korttået træløber. Foto: H. Ettrup
skud til”, siger Carsten Rahbek.
”Vi fornemmer ikke kun en større
folkelig interesse for ringmærkningen
i disse år og i det hele taget en positiv
ånd omkring fugleforskningen. Vi
fornemmer også, at selvforståelsen
og sammenholdet blandt museets
godt 175 frivillige ringmærkere har
fået et løft. Kun i kraft af et motiveret
korps af ringmærkere kan vi skaffe
os brugbar viden om vores fuglefauna”,
siger lederen af Ringmærknings-
side 3
centralen.
Kampagnen for at øge kendskabet
til dansk ringmærkning har været
støttet økonomisk af Friluftsrådet,
15. Juni Fonden, Georg Bestle &
Hustru’s Mindelegat, BG Fonden,
Dronning Margrethe & Prins Henriks
Fond og Lemvigh-Müller Fonden.
En bred vifte af grønne foreninger,
friluftsorganisationer, vildtkonsulenter,
jagtforeninger, naturvejledere,
naturskoler, Falck-stationer og ikke
mindst private, som har leveret oplysninger
om fund af ringmærkede
fugle inden for de seneste par år, har
modtaget Ringmærkningscentralens
nyhedsbrev, RINGnyt.
”RINGnyt har været en platform,
hvorfra vi har taget afsæt til en ny
epoke i dansk ringmærkning. Vi vil
fortsætte med at gøre opmærksom
på de resultater, der bliver høstet på
fuglefronten, bl.a. ved at invitere danskerne
til Åbent-Hus-arrangementer”,
siger Carsten Rahbek.
Oplysningskampagnen om ring-
Hvidbrynet løvsanger. Foto: E. Ecklon
mærkning af fugle i Danmark afsluttes
med udgivelse af et informationshæfte
om ringmærkning, som skal
bruges til særligt interesserede, samt
færdiggørelse af en vandreudstilling,
som udlånes til interesserede institutioner,
udstillingssteder, naturskoler
m.v., som ønsker at arbejde med
emnet fugle, fugletræk og ringmærkning.
Kloster Mølle d. 25 april 2004. Foto: Henning Ettrup

Tekst og foto af Jan Skriver
Naturen ved fjorden står i fuldt flor,
da vi en dag i slutningen af juni
sidste sommer sejler ud til skestorkenes
koloni på en ø i Limfjorden.
Mågerne har store unger, og de
tidligste kuld af skestorke har allerede
forladt ynglestedet, der ligger i
et vildtreservat. Tagrørene er vokset
til halvanden meters højde, og det
er en saftiggrøn, svajende jungle, vi
begiver os ind i.
Vi skal hurtigt lokalisere og indkredse
tre kuld skestorke, inden ungerne
skjuler sig i den tætte rørskov.
Alt går som planlagt. Skestorkenes
unger er samarbejdsvillige og rolige.
Ringmærker Willy Mardal, der er en
dygtig og erfaren ringmærker, håndterer
fuglene: Én ring af plastik med
indgraveret kode placeres på højre
ben. På venstre ben anbringer han
den traditionelle, mindre letmetal-ring
med indgraveret ’personnummer’
og Zoologisk Museums
adresse. I alt ringmærkes seks
unger.
Det er første gang nogensinde,
at danskfødte skestorke er blevet
Danmarks nye ’storke’ følges
Skestorken, som er en ibis, har fået fodfæste som ynglefugl i Danmark. Seks ungfugle er blevet ringmærket
og kommet godt fra start.
mærket med farveringe. Farveringene
gør det muligt at aflæse ringens
kode på selv stor afstand med kikkert
eller teleskop uden at forstyrre fuglene,
når de for eksempel holder hvil
under trækket til Afrika.
Ringmærkningen er en del af et
stort europæisk forvaltningsprojekt,
der skal give os mere viden om Europas
skestorke og deres levesteder.
Skestorke bliver farveringmærket i
Tyskland, Ukraine, Ungarn, Tjekkiet,
Bulgarien, Kroatien, Serbien, Rumænien
og Holland.
Mærkningen har bl.a. til formål at
belyse, hvor stor en andel af de unge
skestorke, der overlever. Det er også
formålet at finde ud af, hvor de forskellige
europæiske bestande af skestorke
holder til efter yngletiden, og
hvor fuglene overvintrer, samt hvilke
ruter de benytter under trækket.
Den hollandske skestorke-forsker
Otto Overdijk koordinerer den internationale
indsats. Det sker på vegne
af EUROSITE, der er paraplyorganisation
for 80 naturbeskyttelsesorganisationer
i 18 europæiske lande.
Holland er som skestorkens nordvesteuropæiske
bastion med cirka
1.400 ynglepar naturligt nok foregangsland
for ringmærkning af skestorke.
Siden 1982 er flere end 3.000 unge
skestorke blevet ringmærket i Holland.
Det har resulteret i mere end
31.000 meldinger om aflæste fugle.
Med en koordineret indsats for at
aflæse skestorke under trækket og
i vinterkvarterne er det således lykkedes
at kortlægge de væsentligste
trækruter og vigtigste overvintringslokaliteter
for den hollandske skestorke-bestand.
De hollandske skestorke
overvintrer primært i Marokko
i Nordvestafrika, samt i Senegal og
side 4

Mauretanien i Vestafrika.
De øvrige europæiske skestorkebestande
ved man meget lidt om.
Af naturlige årsager kender man
heller ikke de danske ynglefugles
trækruter, da arten først i 1996 begyndte
at yngle i Danmark efter 30
års fravær.
Siden skestorken koloniserede
det danske fjordlandskab på ny, har
arten hvert år haft fremgang. I 2003
ynglede 15-16 par skestorke fordelt
på tre lokaliteter i danske fjord- og
laguneområder.
De danske skestorke er sandsynligvis
”afhoppere” fra Holland. Vi formoder,
at de danske skestorke, der
er verdens nordligst ynglende, deler
trækvaner og overvintringskvarterer
med deres hollandske artsfæller. Farveringmærkningen
vil kunne afsløre,
om teorien er rigtig.
Der hvor skestorken lever og trives,
er der i reglen garanti for en stor
mangfoldighed af vandfugle og en rig
natur. Mere viden om skestorken og
mere fokus på den smukke hvide fugl
kan derfor også komme andre arter
til gode. Måske i form af en bedre
beskyttelse af vådområder.
Noget tyder på, at den eksotiske
skestork, der systematisk slet ikke er
nogen stork, men en ibis, er i færd
side 5
Willy Mardal med skestorken, sort N9.
med etablere en fast forpost mod
nordvest i Danmark og Tyskland.
I den tyske del af Vadehavet ynglede
14-16 par skestorke i 2003. Og
antallet af observationer af skestorke
er steget jævnt både i Danmark og
Tyskland siden 1996. Stigningen i
antallet af skestorke har været særlig
markant de seneste par år.
Sidste sensommer blev der i reservatet
Vejlerne i Nordvestjylland set
en rekordstor flok på 57 skestorke
efter ynglesæsonen. Og i Slesvig-
Holsten blev der i vandfuglereservatet
Hauke-Haien-Koog talt 80 skestorke
i samlet flok.
Klimaforandringen betyder tilsyneladende,
at somrene bliver en smule
lunere, hvilket er i skestorkens favør.
Der er oven i købet eksempler på, at
skestorken har overvintret i England
og det sydlige Europa de seneste år.
Hvis klimatologernes spådomme
om mildere, grønnere, og mere
regnfulde vintre går i opfyldelse, vil
skestorken måske ændre eller i hvert
fald justere dele af sine vintervaner.
I januar 2004 blev der i de vældige
delta-områder i Senegal og
Mauretanien talt flere end 5.000
skestorke. Det er cirka halvdelen
af hele bestanden i vores del af
verden.
Den fælleseuropæiske farveringmærkning
skal blandt andet
belyse, om et stigende antal skestorke
de kommende år vil droppe
den lange rejse til Vestafrika og i
stedet tilbringe vinteren i Europa.
Efter 30 års fravær yngler skestorken
atter i Danmark.
Læs mere:
Nyhedsbreve fra EUROSITE
Spoonbill working group på internetadressenhttp://www.eurosite-nature.org/article.php3?id_article=100
De første resultater:
De danske skestorke kom godt af sted. Der indkom mange aflæsninger af de seks unge skestorke i deres første måneder.
Men formentlig vender de først tilbage til Danmark, når de er ynglemodne om to-tre år.
Fra den 20. juli og til slutningen af august 2003 opholdt alle de seks farveringmærkede skestorke sig sammen med
deres forældrefugle på Bygholm Vejle mellem Fjerritslev og Thisted. Ofte stod ungfuglene i selskab med et halvt
hundrede artsfæller i en flok. Det er Danmarks-historiens hidtil største samling af skestorke.
RØD D1 blev den hyppigst genmeldte af de unge skestorke. Den blev set i selskab med en af
sine søskende, SORT D1, den 5. september på Bygholm Vejle. Det var årets sidste observation
i Danmark af de ringmærkede ungfugle. Men RØD H6 var allerede på langfart. Den blev
den 4. september observeret i reservatet Hauke-Haien-Koog i Slesvig-Holsten i den tyske
del af Vadehavet. Et par dage efter, den 9. september, dukkede RØD D1 og SORT D1 op
samme sted, hvor de slog sig sammen med RØD N9 og SORT H6.
Den 24. september 2003 blev RØD D1 aflæst og rapporteret fra Ruidhorn
i Uithuizen i Holland, 434 kilometer fra fødestedet på øen i Limfjorden, hvor
skestorkene var blevet farveringmærket. De danske ungfugle var kommet godt
af sted på efterårstrækket.
I reglen tilbringer skestorke to-tre år i vinterkvartererne i Vestafrika, før de som
ynglemodne vender tilbage til deres hjemegn for at yngle.

Derfor bliver fugle
ringmærket:
• For at tilvejebringe viden om
fuglenes bevægelsesmønstre
og stedtrofasthed.
• For at kortlægge trækruter
mellem yngleområder og
overvintringsområder.
• For at følge fuglenes
ynglesucces eller mangel på
samme.
• For at skaffe viden om fugles
valg af levested, størrelsen
af deres territorier og sociale
struktur.
• For at følge variationen
i de enkelte fuglearters
udbredelsesområder.
• For at beskrive fuglenes
anatomi, fældningsmønstre og
geografiske variation.
• For at kunne forebygge, at
bestande kommer i krise og
ender med at forsvinde.
• For at skaffe viden om, hvor
gamle fugle bliver, og hvad de
dør af.
• For at kunne formidle ny
viden fra fuglenes verden.
• Fordi ringmærkning er en
billig og skånsom metode
at skaffe oplysninger på til
brug ved videnskabelige
undersøgelser og forvaltning
af fuglene i Danmark.
Musvitter invaderede Danmark
I efteråret 2003 trak tusinder af skandinaviske og russiske musvitter til
Danmark. Invasionen gav ringmærkerne ekstra arbejde.
Oktober 2003 vil blive husket af blandt andre ringmærkeren William Carøe
Aarestrup, der bor i Pandrup i Vendsyssel. Og det vil den blive for sin mejserigdom.
I løbet af efteråret fangede og ringmærkede han 532 musvitter i sin
have, mod normalt 200 fugle på et helt år.
”Den kendsgerning, at jeg i løbet af bare fire måneder kunne fange 532 forskellige
musvitter, fortæller alt om de tusindvis af mejser, der må have været
i Danmark sidste efterår”, siger Zoologisk Museums ringmærker, William
Carøe Aarestrup.
Alene i oktober fangede og ringmærkede den nordjyske ringmærker 351
musvitter. Den bedste dag var den 22. oktober med 32 musvitter.
Ved Danmarks vestligste punkt, Blåvands Huk, var der også gang i mejserne.
Trækstedet på Vestkysten har ry for at samle mange fugle, der kommer
nord- og østfra.
”Vi satte ring på 306 musvitter sidste efterår, mod 40-60 fugle på et normalt
efterår. Alene den 12. oktober gik 88 musvitter i nettene. Samme dag fangede
vi også 181 blåmejser”, siger naturvejlederen og ringmærkeren Bent Jakobsen,
der leder Blåvand Naturcenter, der kunne notere, at efteråret 2003 blev
det næstbedste nogensinde, hvad angår musvitter.
Fire genmeldinger fortæller, at mange af efterårets musvitter tilsyneladende
er kommet fra Norge, Rusland og De Baltiske Lande.
Den 7. december 2003 fandt Martin Vang Pedersen fra Herning en død
musvit i Snejbjerg i Jylland. Musvitten var ringmærket med en ring fra
Moskva.
Henholdsvis den 29. oktober og den 24. november ved Råhede på Ribeegnen
fangede og aflæste ringmærkerne Søren Nygaard og Kurt Bredal
Christensen to mærkede musvitter. Den første var ringmærket i Litauen, den
anden bar en ring fra Estland.
Endelig fandt Camilla Petersen den 30. oktober en død musvit i Villingerød i
Nordsjælland. Fuglen var ringmærket i Norge.
Mejse-invasioner har altid afsæt i en kombination af et frugtbart yngleår med
mange unger på vingerne og fødeknaphed i hjemlandet. JS
Seneste resultater:
Hvert år udgives over 100 videnskabelige og populære artikler med baggrund
i ringmærkningsdata fra Danmark. Blandt de nyeste kan nævnes følgende udgivelser:
A.P. Tøttrup (2004): Changing Phenology of Migratory Passerines in
northern Europe. Specialeprojekt, Zoologisk Museum [på engelsk]. Grundlaget
for analyserne er 22 års ringmærkningsdata for 25 almindelige trækfuglearter
indsamlet på Christiansø. Analyserne viser bl.a. at ankomsttidspunktet
for vore trækfugle om foråret er gennemsnitlig ca. seks dage tidligere end for
godt 20 år siden. (Se evt. http://www.berlingske.dk/viden/artikel:aid=440854).
M.N. Skov m.fl. (2003): Zoonoser i fugle og vildt. Dansk Veterinær Tidsskrift
vol. 86, nr. 18 side 6-11. På baggrund af 2.743 prøver fra bl.a. ringmærkede
fugle indsamlet ved danske landbrugsbesætninger blev salmonella påvist hos
0,8% fugle, og udelukkende omkring besætninger med i forvejen salmonellapositive
produktionsdyr (Artiklen kan også findes på: www.ddd.dk).
P. Lyngs (2003): Migration and winter ranges of birds in Greenland. Dansk
Ornitologisk Forenings Tidsskrift vol. 97 side 1-167. Det grønlandske trækfugle-atlas,
udgivet som et særnummer af dette tidsskrift. Over 17.000 genfund
indgår i gennemgangen. Art for art fremlægges den nuværende viden om
arternes bevægelsesmønstre. Administrationen af den grønlandske ringmærkning
varetages af Zoologisk Museum i København.
L.R. Nielsen & L.G. Pedersen, red. (2003): Fasanudsætningers betydning for
bestanden af duehøge. Vildtinformation 2003 side 12-13. Især unge og uerfarne
duehøge skaber problemer ved fasanudsætninger i august-september.
Duehøgene kan indfanges og flyttes. Ringmærkningen har vist, at det som regel
løser problemet, da de færreste duehøge vender tilbage til indfangningsstedet
(artiklen kan bl.a. fås som pdf-fil på www.sns.dk/udgivelser).
side 6

Vildtkonsulent Kurt Thomsen med den skadede vandrefalk. Foto: Jan Skriver
Ringmærket svensk vandrefalk i pleje
Falcks vildtkonsulent Kurt Thomsen har i måneder plejet
og passet en ung ringmærket vandrefalk. Patienten havde
brækket sit næb.
Den 22. januar 2004 modtog vildtkonsulent Kurt Thomsen i Ålbæk syd
for Skagen en usædvanlig patient på den plejestation, som han driver
for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark.
En fortumlet vandrefalk var blevet fundet på et fortov i Hjørring. Dens
næb var brækket, så der var udsigt til en langtidsindlæggelse på ’enestue’.
Da falken var ringmærket, kunne man få klarhed om dens oprindelse.
”Der står B4 på falkens blå og hvide farvering, mens metalringen har
påskriften 90.A43.150 Stockholm, Sverige”, fortæller Kurt Thomsen.
Den svenske ringmærkningscentral oplyser, at den skadede vandrefalk
er en hun fra et kuld på fire, der blev ringmærket den 2. juni 2003 i
Västergötland i det vestlige Sverige.
Kuldet på fire var resultatet af en frugtbar alliance mellem far og
datter! Begge forældrefalke er nemlig ringmærket, så man har et grundigt
kendskab til de familiære forhold.
Faderen blev født og ringmærket i 1995, mens moderen, der altså er
hans datter, kom til verden og fik ringe på i sommeren 1999.
”Et næb er som en negl, der hele tiden gror. Så vidt jeg kan vurdere,
vil det vare omkring 4-5 måneder, før næbbet er intakt. Fuglen skal i
hvert fald ikke lukkes ud, før den med garanti kan klare sig selv”, siger
vildtkonsulenten, der mener, at vandrefalken med de svenske rødder er
klar til ’udskrivning’ først på sommeren.
”Da jeg modtog vandrefalken, havde den mistet næsten halvdelen
af næbbet. Den var i fin form og i god foderstand. Falken vejede 830
gram. Jeg tror, at den unge vandrefalk har jagtet et bytte, men i sin
jagtiver er den stødt mod en gren og har brækket sit næb. Rovfuglen
havde en stump kvist siddende i mundvigen, hvilket tyder på en kollision”,
siger Kurt Thomsen.
En dyrlæge har fjernet grenstumpen fra vandrefalkens mundvig og
har renset såret og syet det. Tilbage er blot at vente på, at falkens næb
igen er spidst og rustet at flænse sit bytte. JS
side 7
Regler for
ringmærkning
Ringmærkning af vildtlevende
fugle i Danmark hører under
”Lov om jagt og vildtforvaltning”.
Der er strenge regler
og en nøje kontrol forbundet
med mærkningen. Mærkning
af fugle og andet vildt må kun
ske efter tilladelse fra Skov-
og Naturstyrelsen.
Med hjemmel i ”Lov om jagt
og vildtforvaltning” har Zoologisk
Museum og Danmarks
Miljøundersøgelser bemyndigelse
til selv eller ved tredjemand
efter nærmere retningslinier
at foretage fangst og
ringmærkning af fugle.
Al fangst og mærkning af
fugle og andre dyr i Danmark
bliver fulgt tæt af Vildtforvaltningsrådet.
Rådet tæller
repræsentanter fra bl.a.
Danmarks Jægerforbund,
Danmarks Naturfredningsforening,
Dansk Ornitologisk
Forening og Foreningen til
Dyrenes Beskyttelse. Rådet
fungerer som et rådgivende
organ for Skov- og Naturstyrelsen
samt Miljøministeriet.
Den administrative del af
Ringmærkningscentralen på
Zoologisk Museum bliver finansieret
af museet og Skov-
og Naturstyrelsen.
Arbejdet på Ringmærkningscentralen
bliver løbende
fulgt af en styringsgruppe,
der består af repræsentanter
fra Skov- og Naturstyrelsen,
Vildtforvaltningsrådet,
Danmarks Miljøundersøgelser,
samt Zoologisk Museum.

Ringmærker Ole Thorup arbejder
på at finde ud af, hvordan vi kan
give den danske almindelige ryle
bedre levevilkår.
Tekst og foto af Jan Skriver
”Prøv at se, her har vi et af problemerne”,
siger Ole Thorup og bøjer
sig ned, mens en nysgerrig kvie
ånder ham i nakken. Ringmærkeren
har fundet en forladt rylerede.
Æggene er knust, og forklaringen på
ulykken står og gumler lige bag os.
”En del rylereder går tabt, fordi for
mange kreaturer græsser på engene.
Hvis kvieholdet er for massivt, er det
svært at være en vadefugl med sin
rede gemt i græsset. De mange dyr
træder overalt. På den anden side
kan rylen ikke undvære de græssende
dyr. Kunsten består i at finde det
rette forhold mellem antal kreaturer
og områdestørrelse, så vi kan
forvalte fuglereservatet Tipperne
på en måde, der giver engens
ryler de bedste muligheder for
at yngle”, siger Ole Thorup, der
normalt aldrig går hen for at kontrollere
en rylerede, hvis der er
kreaturer i nabolaget. Da risike-
Engens ryle truet af udryddelse
Ole Thorup med knuste ryleæg. Forklaringen på ulykken står bag ham.
rer han at tiltrække trampende dyr.
I Danmark forekommer der to racer
af almindelig ryle: Den nordlige race
(Calidris alpina alpina), som forekommer
meget talrigt under tækket, samt
den sydlige race (C. a. schinzii), der
findes som fåtallig ynglefugl. Den
sydlige race kaldes populært for
’engrylen’ med hentydning til dens
foretrukne ynglebiotop.
I løbet af de seneste 14 år har Ole
Thorup med en skrædders fingerfærdighed
sat bittesmå letmetalringe
og ligeså sirligt lavede farveringe på
benene af 213 voksne ryler og 481
unge ryler.
Ringmærkningen har gjort det
muligt for ham at følge fuglene år
efter år. Han kan se, hvor mange af
rylerne, der vender tilbage. Ja, han
kender adskillige af parrenes livshistorier
fra fødsel, til de forsvinder.
Hovedformålet med Ole Thorups
projekt er at blive klogere på ‘eng-
rylens’ biologi og adfærd. En vigtig
viden, der vil være grundlaget for en
kommende redningsaktion for den
danske bestand.
For engens ryle er stærkt truet som
ynglefugl i Danmark. Engang ynglede
flere hundrede par ryler i Danmark.
Med sin trillende sang over vidtstrakte
enge havde rylen sin særlige plads
i lydbilledet i den danske kystnatur.
Men rylesangen er næsten forstummet.
I dag menes der kun at være
højst 1.400 par ’engryler’ tilbage
på verdensplan. Flest i Estland. I
Sydsverige er ‘engrylen’ forsvundet,
mens Danmark kun råder over tre
lokaliteter af betydning for ynglende
ryler. Ud over Tipperne i Ringkøbing
Fjord er det Harboøre Tange og Vejlerne
i Nordvestjylland.
Med ringmærkningen har Ole
Thorup påvist, at ‘engrylen’ er en
hjemmefødning. Stedtro vender den
år efter år tilbage i det tidlige forår og
besætter det samme territorium på
engen.
Hvor de danske ’engryler’ overvintrer
fra september til marts er fortsat
en gåde. Men ét helt nyt genfund
indikerer dog, at Tippernes ynglende
ryler tager til Vestafrika for at overvintre
(se boks).
De øvrige ni genfund af rylerne fra
Tipperne er alle fra trækperioderne.
Under forårstrækket er der rapporter
fra Skallingen ved Esbjerg, fra det
side 8

sydlige Belgien, fra Portsmouth i
England og fra Gironde i Sydfrankrig.
Fra efteråret er der genmeldinger
fra øen Sylt og halvøen Eiderstedt,
begge i Tyskland, og fra the Wash i
det østlige England.
På hjemmebanen Tipperne har ringmærkeren
aflæst mærkede ryler et
par tusinde gange. Aflæsningerne er
samlet i en database og har bidraget
til at tegne et mønster af ‘engrylens’
krav til sine levesteder.
”Rylerne er totalt afhængige af de
få lokaliteter, de har i dag. Hvis Tip-
En ryle viser vej
Ryle aflæst i Vestafrika
Ringmærkeren og ryle-eksperten Ole
Thorup har for første gang fået en af sine
ringmærkede ryler fra Tipperne genmeldt
fra artens formodede vinterkvarter i Vestafrika.
Den 7. juni 1991 satte Ole Thorup ring
nummer ”8.205.752 Zool. Mus. DK” på
en mindst to år gammel rylehan, der
havde rede på Tippernes strandenge.
Den 22. december 2003 blev rylen
fanget og dens ring aflæst af hollandske
ringmærkere i nærheden af det verdensberømte
vådområde Banc d´Arguin i
Mauretanien i Vestafrika.
Aldrig tidligere er en dansk ringmærket
ryle rapporteret så langt fra Danmark.
Der er næsten 4.500 kilometer mellem
Tipperne i Vestjylland og Banc d´Arguin i
Mauretanien.
Den vestjyske ryle har nu dansk rekord
i både alder og langdistancetræk for
arten. Rylen var mindst 14½ år gammel,
da den før jul blev aflæst i Vestafrika.
I det hele taget er Tipper-fuglen med
nummer ”8.205.752” en rigtig superryle.
Den har i 8 ud af 13 ynglesæsoner fostret
afkom på Tipperhalvøens enge. Samme
fugl er tidligere aflæst på træk i Frankrig.
Det bliver spændende om rylen vender
tilbage og yngler i sommeren 2004!
side 9
Den sydlige race af almindelig ryle ynglede engang talrigt i Danmark.
perne forringes, så fuglene ikke kan
yngle dér, kan den nyligt genoprettede
Skjern Ådal for eksempel ikke
bare tage over. Etablerede ryler
flytter ikke. De bliver på trods af forringelser,
hvad enten disse skyldes
et øget pres fra rovfugle og rovdyr
eller for mange eller for få kreaturer.
Derfor handler det om at fastholde
kvaliteten af ‘engrylens’ nuværende
kerneområder”, siger Ole Thorup.
En række faktorer skal være i
orden, hvis et ryleterræn skal være
frugtbart. Der skal være masser af
vand på engen, der ikke må være
drænet og gødet. Tæpper af kæruld,
der repræsenterer næringsfattige
plantesamfund, bør veksle med våde
partier. Vegetationen skal være kort.
Her kommer kreaturerne ind i billedet.
”De helt små ryleunger lever blandt
andet af skumcikader, de små insekter,
der sidder i ’spytklatter’ nederst
på græsstrå. Ryleungerne er meget
afhængige af de småinsekter, der
findes i lav højde. Ungerne går ikke
ud på vadeflader og tager bunddyr
eller insekter, som mange andre vadefugle
gør”, siger Ole Thorup.
Ringmærkerens undersøgelser på
Tipperne viser, at saltholdigheden
i Ringkøbing Fjord, der i højvande
i vinterhalvåret skyller ind over
engene, ikke betyder noget for rylerne.
Rylen er ikke sart over for saltholdigt
vand.
Derimod øger et stigende antal
rovdyr, rovfugle og måger naturligt
nok risikoen for rylerne. Ræve, rørhøge
og stormmåger kan lokalt være
et problem.
Som ryle-detektiv på Tipperhalvøen,
hvis enge er flade som billardborde,
skal man træde varsomt og tage
det yderste hensyn til de sjældne og
truede ryler.
”Når jeg ringmærker ryleunger,
skal jeg vide præcist, hvornår
æggene klækkes. Når jeg finder
en rede med æg, fortæller min
mangeårige erfaring mig næsten
på dato, hvornår æggene klækkes,
så jeg kan komme af sted og ringmærke
de små unger på den rette
dag, inden de forlader reden. Jeg
kan påvise, at der ikke er forskel i
overlevelse og succes på kuld, der
bliver ringmærket og kuld, som jeg
springer over”, fortæller Ole Thorup,
der bogstaveligt talt laver blindspor,
når han færdes på engen. Det gør
han for at snyde rylens fjender.
Spørgsmålet er nu, om den danske
natur er blevet et blindspor for ‘engrylen’.
Den næringsfattige natur
på engen med høslæt og kreaturer
jævnt fordelt i terrænet er fortid.
I kraft af blandt andre Ole Thorups
undersøgelser er vi dog bedre rustet
til at hjælpe en af verdens mest
sjældne bestande af vadefugle, den
nordvesteuropæiske ’engryle’.
Læs mere:
- om Ole Thorups arbejde med
almindelig ryle på Tipperne i artiklen
’Breeding dispersal and sitefidelity
in Dunlin Calidris alpina at
Tipperne, Denmark’ i Dansk Ornitologisk
Forenings Tidsskrift, vol.
93 (1999), side 255-265.
- om status for de truede fuglearter
der yngler på engene i ’Truede
engfugle – status for bestande og
forvaltning i Danmark’ skrevet af
Ole Thorup og udgivet af Dansk
Ornitologisk Forening i 2003.

Fynsk fjordterne på langfart
En ringmærket fjordterne født ved Knudshoved nær Nyborg på Fyn
er blevet aflæst ved Lambert’s Bay på Kap det Gode Håb i Sydafrika.
Det svarer til en afstand på godt 9.750 kilometer i lige linje.
Aflæsningen af den fynske fjordterne fandt sted den 19. november
2003, da tre sydafrikanske ringmærkere fangede fuglen. De kunne
konstatere, at fuglen var i god stand. Godt fire år tidligere var den i
juni blevet ringmærket i sin rede af Zoologisk Museums ringmærker
Lars Hansen. De fleste danske fjordterner overvintrer ved de næringsrige
havområder ud for Vestafrika, hvor også mange af Nordeuropas
splitterner og dværgterner søger føde i vinterhalvåret. Men
enkelte fjordterner tager altså afstikkere til sydspidsen af Afrika. En
halv snes danskmærkede fjordterner er gennem de sidste 58 år genmeldt
fra det sydlige Afrika. Foto: Jens Kristian Kjærgård.
Korte nyheder
Trofaste rejsefæller blandt halemejser
Sammenhold over Østersøen er tilsyneladende kodeordet for finske halemejser på træk mod sydvest. I hvert fald fik
ringmærkeren Mikkel Lausten et bevis på fornem flokmentalitet, da han den 14. oktober sidste efterår fangede fire
halemejser på Christiansø nordøst for Bornholm. De fire små langhalede mejser, der sandsynligvis var søskende,
var alle ringmærket med finske ringe. Men hvad der var endnu mere bemærkelsesværdigt var, at alle mejserne var
ringmærket samme dag på samme sted. De havde altså været fanget i det samme net i Finland. Halemejserne, der
alle var født samme sommer, var ringmærket den 3. oktober 2003 ved Säppi Bird Observatory ved Luvia i det sydvestlige
Finland. Blot 11 dage senere havde de unge halemejser lagt Finland bag sig og var fløjet over Østersøen,
formentlig via Sverige, til den lille øgruppe ved Bornholm. Sammenholdet var tilsyneladende så stærkt, at de fire
mejser også lod sig fange i samlet trop i et net i Danmark. Halemejser er normalt ikke trækfugle, men som andre
mejser kan de optræde invasionsagtigt i visse år med fødeknaphed i hjemlandet.
Sidste suk for mallemuk
Der er langt mellem mallemukkerne i de indre
danske farvande, og det er endnu mere udsædvanligt
at finde døde eksemplarer. Men den 4. marts i
år blev en død mallemuk fundet af Børge Reinecker
på stranden ved Kerteminde på Nordfyn. Havfuglen
viste sig at være ringmærket som voksen på
Shetlandsøerne nord for Skotland den 6. juli 1972.
Fuglen var altså mere end 31 år, da den bukkede
under og endte på kysten ved Fyn. Sandsynligvis
har mallemukken rundet Skagen og turneret ind
i Kattegat og altså ned til Storebælt. Netop mallemukker
er kendt for at kunne blive meget gamle.
Engelsk ringmærkning har dokumenteret, at en
mallemuk er blevet 43 år. Foto: Jens K. Kjærgård.
side 10

Slørugle over Nordsøen
For første gang nogensinde er en dansk ringmærket
slørugle blevet rapporteret fra England. Det skete, da en
trafikskadet slørugle den 1. december 2003 blev indleveret
på en fugleplejestation i Romanby i North Yorkshire i England.
Letmetal ringen på uglens ene ben afslørede, at den
som redeunge var blevet ringmærket den 30. juni 2003
af Zoologisk Museums ringmærker Peder Thellesen. Han
satte ringe på et kuld ugler i Skovlund-området nordøst for
Varde. Aldrig tidligere er danske slørugler blevet genmeldt
så langt væk. Sløruglen er nemlig ikke en trækfugl. De
fleste ringmærkede slørugler fra Danmark er genmeldt
inden for landets grænser eller i den nordlige del af Tyskland.
Den gyldne ugle fra Vestjylland er sandsynligvis ved
et uheld kommet for langt ud over Nordsøen, og har først
fundet fast grund under kløerne i North Yorkshire. Her blev
den så uheldigvis ramt af en bil under sin natlige jagt.
Sydlig nattergal fra Tipperne til
England
I modsætning til almindelig nattergal er den sydlige nattergal
en sjælden fugl i Danmark. Der er da også kun ringmærket 45
individer af arten her i landet, de fleste ved Blåvands Huk. Det
er derfor opsigtsvækkende, at en danskmærket sydlig nattergal
bliver genmeldt. Historien tager sin begyndelse den 1. maj
2002, da ringmærkerne Ole Amstrup og Mogens Bak fanger
og ringmærker en nattergal i et krat nordligst på Tipperhalvøen.
Fuglen er en sydlig nattergal i sit andet kalenderår, og med ring
”9.P86.821 Zool. Mus. DK” bliver den hurtigt sluppet fri igen. Lidt
over et år senere, den 7. juni 2003, bliver den sydlige nattergal
fra Tipperne fanget af den engelske ringmærker Chris Hughes.
Det sker i en nedlagt og kratbevokset grusgrav i Cambridgeshire
i England. Ud over at det er første gang, en danskmærket sydlig
nattergal genfindes, er det også blot Storbritanniens andet genfund
af en udenlandsk ringmærket sydlig nattergal. Den første var
mærket i Frankrig. Foto: Kenneth Rude Nielsen (Blåvand, 24.
maj 2002).
Dansk stormmåge fortsat
europamester
En dansk ringmærket stormmåge fortsætter med at sætte
ny europæisk rekord i alder for sin art (omtalt i RINGnyt
nr. 4). I alt 21 gange i den forgangne vinter er stormmågen
blevet aflæst i Holland, senest den 25. marts 2004.
Dermed er det bevist, at stormmåger kan blive op til 33½
år gamle. Og hvis den danskfødte måge, der tilsyneladende
overvintrer i Holland, lever endnu, er den tæt på
34 år. Stormmågen ”5.003.247” blev ringmærket den 25.
juni 1970 af Zoologisk Museums ringmærker Lars Halling
Sørensen i en mågekoloni på det vestlige Amager ved København.
Billeder af mågen kan findes på internetadressen:
http://www.xs4all.nl/~calidris/canus33.htm
side 11

Ringnyt
Informationsblad om ringmærkning
af fugle i Danmark og de resultater,
den afstedkommer. Udsendes
gratis til flere grønne foreninger,
friluftsorganisationer, naturskoler,
naturvejledere, jagtforeninger,
statsskovdistrikterne, vildtkonsulenter,
Falck-stationer, vejvæsener,
samt til private, som har leveret
oplysninger om ringmærkede fugle
til Zoologisk Museum inden for de
seneste år.
Udgiver:
Zoologisk Museum
Københavns Universitet
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Redaktion:
Jesper Johannes Madsen (red.)
Journalist Jan Skriver
Jan Bolding Kristensen
Carsten Rahbek (ansv.)
Tegninger:
Jon Fjeldså
Layout:
Birgitte Rubæk
Redaktionsadresse:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Telefon: 35 32 10 97
Fax: 35 32 10 10
E-mail: jjmadsen@zmuc.ku.dk
Udkommer:
Fem gange i perioden 2001 til 2004
Oplag:
5.000
Grafisk produktion og tryk:
Grafikom a/s
Tlf. 54 76 00 41
ISSN:
1601-3565
Forside:
Ung ringmærket skestork
Foto: Jan Skriver
Udgivet med støtte fra:
Friluftsrådet
15.Juni Fonden
Bestles Mindelegat
BG fonden
Dronning Magrethe &
Prins Henriks Fond
Lemvigh-Müller Fonden
Returneres ved varig adresseændring
(angiv venligst ny adresse)
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Hvis du finder en ringmærket fugl
Ringmærkning af vildtlevende fugle udføres i videnskabeligt øjemed. Du kan
hjælpe forskningen ved at indsende oplysninger om fundet af ringmærkede fugle til
Zoologisk Museum.
Hvis du finder eller iagttager en fugl, som er ringmærket, bør du indrapportere
ringnummeret m.v. til Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum. Du kan enten
ringe, e-maile, sende et brev eller indtaste oplysningerne via vores hjemmeside (se
nedenfor).
Vi skal bruge følgende oplysninger:
1. Ringnummer og ringmærkningscentralens navn/land (står på ringen)
2. Art, hvis kendt, og gerne køn og alder hvis det er muligt
3. Dato og tidspunkt for, hvornår fuglen er fundet/aflæst
4. Sted med præcis angivelse af, hvor fundet er gjort, samt navnet på
nærmeste større by
5. Fuglens tilstand: Var fuglen levende, død, syg, skadet eller andet. Hvis
fuglen var død, vil vi gerne vide, om den var død for nylig (under en uge),
eller om fuglen havde været død længe
6. Fundomstændigheder: Hvordan var fuglen død, f.eks. trafikdræbt, fløjet
mod vindue, fløjet mod højspændingsledning, skudt, forgiftet,
dræbt af et andet dyr, eller er fuglen fanget og frigivet, fanget og aflivet
(angiv grunden hertil), er ringnummeret aflæst med kikkert, er kun ringen
fundet m.v.
7 Navn og adresse på finder/indsender.
Hvis fuglen er død, vil vi gerne have tilsendt ringen. Ringen bør rettes ud og fastgøres
forsvarligt med tape til følgebrevet. Vi oplever desværre sommetider, at ringen går
tabt i posten. Skriv derfor ringens nummer i følgebrevet samt oplysningerne som
nævnt under punkt 1-7.
Hvis vi får finders postadresse, sender vi et svarbrev med oplysninger om, hvor og
hvornår fuglen er ringmærket, hvilken art der er tale om, samt fuglens køn og fuglens
alder, da den blev ringmærket.
Er fuglen ringmærket i udlandet, får vi tilsendt ringmærkningsdata fra den
pågældende ringmærkningscentral. Nogle centraler er længere tid om at svare end
andre. Derfor kan der forekomme kortere eller længere ventetid. Vi tilstræber at gøre
ekspeditionstiden så kort som mulig.
Fund af ringmærkede fugle rapporteres til:
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Tlf. direkte 35 32 10 29
Fax. 35 32 10 10
E-mail: ringing@zmuc.ku.dk
Web adresse: http://www.zmuc.dk/ring