You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙<br />
<strong>22</strong> MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
I klodens
tjeneste<br />
I Greenpeace sidder en 63-årig kampagnemedarbejder ved navn Tarjei<br />
Haaland. I 1960 – samme år som Connie Hedegaard blev født – deltog<br />
han i den første march herhjemme mod atomvåben. Og lige <strong>side</strong>n har<br />
han kæmpet for at gøre jorden til et bedre sted at være. En kamp, der i år<br />
har resulteret i indstillingen til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris.<br />
”Tarjei Haaland er en ildsjæl, der med<br />
klart og sikkert fokus har gjort en markant<br />
forskel, når det gælder bevidstheden<br />
om energibesparelser, udvikling af<br />
vedvarende energiproduktion og en<br />
målrettet indsats for at begrænse klimaændringerne.”<br />
Sådan hedder det i indstillingen til<br />
Nordisk Råds Natur- og Miljøpris, der<br />
uddeles til en organisation, en virksomhed<br />
eller en person, som har udvist et<br />
særligt initiativ inden for natur- og<br />
miljøbeskyttelse.<br />
I år er temaet for prisen klimaforandring<br />
og klimatilpasning, og uanset om<br />
kampagnemedarbejderen i Greenpeace<br />
med det underlige navn får prisen eller<br />
ej, så hersker der ingen tvivl om, at der<br />
et sted inden i hans korte, 63-årige krop<br />
brænder en særlig flamme, der gennem<br />
årtier har fået ham til at tage en lang<br />
række initiativer på netop disse områder.<br />
I sandaler med tykke sokker og en<br />
smule febrilsk over, at hans person<br />
skulle være genstand for opmærksomhed,<br />
tager Tarjei Haaland imod på Greenpeaces<br />
langtfra prangende kontor i en<br />
baggård på fjerde sal i Bredgade i København.<br />
Og selvom Tarjei Haalands rigtige<br />
alder ingen steder er at læse i hans godt<br />
nok gråhårede, men forholdsvis urynkede,<br />
glatte ansigt, så er han dog tydeligt<br />
meget ældre end resten af medarbejderne<br />
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
><br />
23
❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙<br />
på det danske Greenpeace-kontor, hvor<br />
han har været ansat <strong>side</strong>n 1992. Hans<br />
skrivebord midt i lokalet stikker også ud,<br />
fuldkommen overdækket og rodet som<br />
det er med papirer, pjecer og rapporter<br />
fra et langt liv i det, han sikkert selv ville<br />
kalde ’klodens tjeneste’.<br />
”…de fik med spanskrøret, mens vi andre<br />
kun fik lussinger. Det er noget af det<br />
mest uretfærdige, jeg har oplevet.”<br />
Allerede som teenager og ung mand var<br />
han i slutningen af 1950’erne og i starten<br />
af 1960’erne på barrikaderne i kampen<br />
mod atomvåben, og han var en af de absolut<br />
drivende kræfter bag Organisationen<br />
til Oplysning om Atomkraft, OOA,<br />
der i 1985 kunne fejre Danmarks endelige<br />
nej til atomkraft. Atomkraft er Tarjei<br />
Haaland stadig inderligt imod, men kampen<br />
er i dag først og fremmest blevet afløst<br />
af en omsorg for klodens klima. Den<br />
består i en indædt modvilje mod brugen<br />
af kul, mod de problematiske stigninger i<br />
24 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
CO2-udslippet og mod den globale opvarmning.<br />
Med et aldrig svigtende engagement<br />
har han gennem mere end 40 år markeret<br />
sig i miljø- og klimadebatten, men hvem<br />
er han egentlig dette lille energibundt<br />
med den beskedne facon? Og hvad er<br />
Tarjei Haaland nu for et navn?<br />
– Det udtales HÅland. Der er mange,<br />
der udtaler det forkert, og det er frygteligt<br />
besværligt, når jeg fx skal bestille en<br />
billet eller sådan noget. Navnet er norsk<br />
og Tarjei er en telemarksversion af Terje.<br />
Jeg er født i Norge under krigen, men da<br />
den var slut, blev min norske far og min<br />
danske mor skilt, og min mor tog mig<br />
med til Danmark, hvor hun senere fandt<br />
en anden mand, som blev en dejlig stedfar,<br />
indtil de skiltes, da jeg var 13 år. Jeg<br />
er fuldkommen pæredansk på trods af<br />
mit navn, siger Tarjei Haaland, der boede<br />
i Nærum i det meste af sin barndom. Her<br />
gik han et par år på Nærumgårdsskolen,<br />
og det var bestemt ’ikke nogen fornøjelse,”<br />
som han siger:<br />
– De børnehjemsbørn, der boede i<br />
Nærum på det tidspunkt, og som gik på<br />
skolen, de fik med spanskrøret, mens vi<br />
andre kun fik lussinger. Det er noget af<br />
det mest uretfærdige, jeg har oplevet.<br />
” Vi var en lille gruppe, der startede, og<br />
aviserne syntes, at sådan en march var<br />
fuldstændig tåbelig. Information kaldte<br />
os bl.a. ’barfodsgængere.’ ”<br />
Hans mor flyttede ham hen på Bernadotteskolen,<br />
og det var godt. Men så begyndte<br />
han på Holte Gymnasium i 1959,<br />
og her blev han kanøflet. Det blev man<br />
bare, når man kom fra Bernadotteskolen.<br />
Men det betød mindre, for Tarjei havde<br />
allerede en sag at brænde for, da han gik<br />
i 1.g. Moren var politisk engageret på<br />
venstrefløjen, og i hjemmet kom der<br />
mange mennesker, der ivrigt diskuterede<br />
politik. Især var atomvåben og Den<br />
Kolde Krig et varmt emne.<br />
– Der havde på det tidspunkt været<br />
nogle Aldermaston-marcher mod atom-
våben i England. Og min mors kusines<br />
søn og jeg blev så enige om, at vi skulle<br />
prøve at samle nogle skoleelever til<br />
sådan en march. Så vi sendte et brev til<br />
Niels Bohr, om han ikke ville modtage os<br />
på sin balkon, når vi kom ind. Men han<br />
sagde nej, og det var vi så skuffede over,<br />
at vi opgav det. Men senere så startede de<br />
voksne Nej til Atomvåben. Ud over en<br />
anden, som allerede gik ud i 1.g, var jeg<br />
den eneste på gymnasiet, der interesserede<br />
mig for det her emne. Det optog mig,<br />
fordi jeg var bange for at det kunne gå<br />
galt. Simpelthen. Der måtte protesteres<br />
imod atomvåben og de atmosfæriske<br />
atomprøvesprængninger. Jeg talte om det<br />
og begyndte at dele materiale ud. Men jeg<br />
fik hurtigt besked om, at den slags ikke<br />
hørte til på Holte Gymnasium, siger<br />
Tarjei Haaland, der, mens han gik i 2.g,<br />
var med på den første Nej til Atomvåbenmarch<br />
i 1960 fra Holbæk til København.<br />
– Vi var en lille gruppe, der startede,<br />
og aviserne syntes, at sådan en march<br />
var fuldstændig tåbelig. Information<br />
kaldte os bl.a. ’barfodsgængere.’ Det var<br />
absolut ikke velset. Men det blev det jo<br />
ikke mindre interessant af, at man som<br />
ung kunne være med til noget, som var<br />
sådan lidt frækt og anderledes. Efterhånden<br />
blev en stor del af min private<br />
venne- og omgangskreds involveret i<br />
marcherne. Min mor kom med, og min<br />
onkel kørte lokumsvognen. Jeg var ikke<br />
med til at arrangere marcherne som<br />
sådan, men jeg var som aktivist med til,<br />
at det logistisk kunne lade sig gøre, at<br />
der blev ryddet op efter os og den slags.<br />
”Det der med atomvåben var en del af<br />
mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk<br />
funderet på den måde, og jeg har aldrig<br />
været medlem af noget parti.”<br />
I midten af 60’erne opløstes bevægelsen,<br />
da man fik et løfte om, at der ikke befandt<br />
sig atomvåben på dansk grund.<br />
Thule var der ingen, der dengang anede<br />
noget om.<br />
Tarjei Haaland gik ud af gymnasiet,<br />
læste filosofikum og begyndte så på geologistudiet.<br />
Det skyldtes en inspirerende<br />
lærer i gymnasiet, men også hans norske<br />
ophav.<br />
– Hver sommer besøgte jeg som barn<br />
min norske far på en lille ø syd for Bergen.<br />
Og der var jo fjeld. Der var en gammel<br />
tysk bog, som beskrev geologien i<br />
området, og jeg syntes, det var spændende<br />
at gå og finde det, der var på kortene.<br />
For at tjene penge til studierne begyndte<br />
han at privatundervise elever fra<br />
Bernadotteskolen, hvor han senere blev<br />
ansat som lærer – et job, der holdt ham<br />
kørende helt ind til slutningen af 80’erne.<br />
Tiden var glødende, ungdomsoprøret var<br />
i fuld gang, og Tarjei Haaland var med i<br />
demonstrationerne mod Vietnamkrigen.<br />
Men supermarxisternes akademiske bragesnak<br />
sagde ham ikke meget.<br />
– Det der med atomvåben var en del af<br />
mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk<br />
funderet på den måde, og jeg har<br />
aldrig været medlem af noget parti. Og<br />
marxisternes sprog kunne jeg slet ikke<br />
holde ud. For mig handlede det om at<br />
gøre sig forståelig. Jeg var ikke til alle de<br />
der fine ord og var heller ikke med i<br />
selve studenteroprøret, men var efterfølgende<br />
fagpolitisk aktiv. Så kom EF-afstemningen<br />
i 1972 – den var jeg meget<br />
engageret i som modstander. Og så blev<br />
jeg igen upopulær, da jeg på studiet<br />
hængte plakater op, der advarede imod,<br />
at blev vi medlem af EF, så risikerede vi,<br />
at man ville bryde uran på Grønland,<br />
som kunne ende i atombomber. Det blev<br />
taget meget ilde op, siger Tarjei Haaland,<br />
der på sit studie også savnede en mere<br />
miljøpolitisk vinkel på geologien. Derfor<br />
var han en af drivkræfterne bag oprettelsen<br />
af et kursus, der hed Miljøgeologi.<br />
– I den forbindelse satte jeg mig ind i<br />
atomkraftens affaldsproblematik. Og jeg<br />
blev dybt chokeret over, at alle talte om<br />
atomkraft, men ingen berørte affaldsproblemet,<br />
som var fuldkommen uløst.<br />
Der var en udbredt accept af fredelig udnyttelse<br />
af a-kraft, også blandt Nej til<br />
Atomvåben-folk. Men problemerne var<br />
der slet ingen fokus på. Heller ikke i<br />
medierne, fortæller Tarjei Haaland, der i<br />
1973 hørte om en gruppe mennesker, der<br />
havde lavet en studiekreds om atomkraft.<br />
For mig er – og var – det enormt vigtigt,<br />
at det faglige grundlag er i orden. Hvis<br />
jeg ikke ved, at jeg har dokumentation<br />
for det, jeg siger, så duer jeg ikke.<br />
– Jeg bankede på, og det blev så til, at vi<br />
var 12 mennesker – alle helt ubeskrevne<br />
– der sammen startede OOA i begyndelsen<br />
af 1974. Vi tog fat i debatten fra USA<br />
og prøvede at føre den til Danmark. Op<br />
gennem 60’erne var de danske elværker<br />
ikke interesserede i at indføre a-kraft,<br />
men efter den første oliekrise i 1973 blev<br />
de meget varme på idéen. På det tidspunkt<br />
kunne de indføre a-kraft blot ved<br />
en underskrift fra undervisningsministeren,<br />
fordi Risø hørte under dét ministerium.<br />
Vi startede i OOA med blandt andet<br />
at kræve, at det var Folketingets opgave<br />
at beslutte, om Danmark skulle<br />
have atomkraft eller ej. Og at befolkningen<br />
skulle informeres om problemerne<br />
og alternativerne. Alle partier undtagen<br />
VS og alle myndigheder var for atomkraft,<br />
så det var virkelig op ad bakke.<br />
Hele vejen gennem systemet var der linet<br />
op til, at vi skulle have atomkraft ligesom<br />
i Sverige og USA, siger Tarjei Haaland,<br />
der, dengang som nu, var optaget af<br />
at have fagligheden i orden.<br />
– Vi ville have de kritiske ting på bordet,<br />
så man kunne få en fair diskussion.<br />
Det har altid præget mig. Min indgangsvinkel<br />
var affaldsproblematikken, og jeg<br />
brugte mit naturvidenskabelige fundament.<br />
For mig er – og var – det enormt<br />
vigtigt, at det faglige grundlag er i orden.<br />
Hvis jeg ikke ved, at jeg har dokumentation<br />
for det, jeg siger, så duer jeg ikke. En<br />
af grundene til, at det lykkedes for OOA,<br />
var netop, at vi havde læst på lektien. Vi<br />
blev hurtigt klar over, at skulle vi overbevise<br />
et flertal i Folketinget, så skulle vi<br />
vidensmæssigt matche både myndigheder<br />
og politikere. Det lykkedes så endeligt<br />
i 1985, da et flertal Folketinget sagde<br />
nej til atomkraft i Danmark. Min opgave<br />
i OOA var at være et slags energipolitisk<br />
dyr. Og jeg lærte i de år, at timingen betyder<br />
alt, at man skal være der, når politikerne<br />
er klar til at lytte. Det har fulgt<br />
mig lige <strong>side</strong>n. En vigtig del af mit arbejde<br />
i Greenpeace er også at læse det ><br />
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
25
❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙<br />
politiske spil og finde ud af den rigtige<br />
timing, siger Tarjei Haaland.<br />
– Man kan sige meget dårligt om mig,<br />
men magt har aldrig interesseret mig, og<br />
jeg har været fuldstændig håbløs til at<br />
gøre karriere.<br />
OOA fortsatte trods succesen med at eksistere<br />
indtil 2000. Og Tarjei Haaland<br />
fortsatte med at knokle frivilligt og uden<br />
løn. Arbejdet tog al hans tid, og først da<br />
han var over 40, havde han overskud og<br />
tid til at stifte familie. Han mødte den<br />
kvinde, han i dag er gift og har børn<br />
med, i forbindelse med en underskriftsindsamling<br />
på Kultorvet. Og geologistudiet?<br />
Ja, det fik han aldrig afsluttet. Godt<br />
nok kørte han i 1990 nogle papkasser<br />
med al sit OOA-arbejde ned til RUC og<br />
fik ja til at skrive et afsluttende speciale.<br />
To år senere afleverede han samme sted<br />
en større udredning om drivhusgasudledningen<br />
i Danmark, men fik ikke svar<br />
26 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
og fulgte det ikke op, da han lige var<br />
startet i Greenpeace.<br />
– Man kan sige meget dårligt om mig,<br />
men magt har aldrig interesseret mig, og<br />
jeg har været fuldstændig håbløs til at<br />
gøre karriere. Det var dumt, at jeg ikke<br />
blev færdig med mit studie, når jeg var<br />
så tæt på. Men jeg kunne simpelthen<br />
ikke slippe det politiske arbejde. Det var<br />
her og nu, fandeme. Ellers risikerede vi<br />
jo at få atomkraft.<br />
Men projekt Nej til Atomkraft lykkedes<br />
jo i 1985. Hvorfor fortsatte OOA med at<br />
eksistere indtil år 2000?<br />
– Fordi vi sagde: Nu har vi fået nej til<br />
atomkraft, men det kan ikke nytte noget,<br />
at vi skal have kul i stedet for. Det har<br />
været min kæphest og min hjertesag lige<br />
<strong>side</strong>n at prøve at påvirke den udvikling.<br />
Jeg startede i 1992 som ozonlagsbeskytter<br />
og klima-campaigner her i Greenpeace<br />
og har arbejdet meget på at fremme<br />
en afvikling af kulkraften. Og det var en<br />
sejr, da det lykkedes at få den daværende<br />
regering til sammen med de radikale og<br />
SF at beslutte, at man ikke skulle bygge<br />
nye kulfyrede værker i Danmark. Argumentet<br />
var, at vi ikke kunne leve op til<br />
vores klimamål med nye kulfyrede værker.<br />
Og det er i dag stadig en de facto beslutning.<br />
Men i Danmark bruger vi stadig<br />
45 procent kul i elproduktionen – og ligger<br />
i verdens top 5 med hensyn til kulimport<br />
pr. indbygger. Så Danmark skal<br />
ud af kulalderen, hvis vi skal kunne nå<br />
vores klimamål.<br />
OOA havde en stor folkelig opbakning.<br />
Hvor er den henne i spørgsmålet om brugen<br />
af kul?<br />
– Atomkraftdebatten var et spørgsmål<br />
om ja eller nej. Det var meget enkelt at<br />
tage stilling til. Kuldebatten derimod er<br />
ikke så nem og så skåret ud i pap, som<br />
atomkraftdebatten var. Klimaet kom på<br />
dagordenen i 1987 i forbindelse med udgivelsen<br />
af Brundtland-rapporten. Ud
Nordisk Råds store Natur- og Miljøpris på 350.000 kroner uddeles i år for 12. gang. Bag indstillingen<br />
af Tarjei Haaland står folketingsmedlemmerne Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard, tidligere miljø- og<br />
energiminister Svend Auken, tidligere energiminister Jens Bilgrav-Nielsen samt professor Peder Agger.<br />
”Tarjei Haaland har <strong>side</strong>n 1992 arbejdet i Greenpeace med det samme skarpe fokus på at påvirke offentligheden<br />
og det politiske system til at tage klimaproblemerne alvorligt og sørge for at ord bliver fulgt op<br />
af handling. Altid med udgangspunkt i videnskabelige facts og sikker dokumentation. Initiativerne er omfattende<br />
(…) I år kulminerende med et nordisk scenarium for reduktion af CO2-udslip i Norden på 67 procent<br />
i 2030 – uden atomkraft,” hedder det blandt andet i indstillingen.<br />
over at kullene er forurenende, er de jo<br />
også de meste beskidte i forbindelse med<br />
CO2-udslippet. Og det eneste positive<br />
man kan sige om atomkraft, er, at der<br />
ikke kommer CO2 ud af skorstenen. Et<br />
argument atomindustrien bruger i dag.<br />
Er det ikke også et meget godt argument?<br />
– Joh, men atomkraft er forbundet med<br />
så mange andre problemer, som gør den<br />
uacceptabel. Eksempelvis et uløst affaldsproblem.<br />
Og selv en markant udbygning<br />
med atomkraft, som udelukkende<br />
producerer el, vil kun give et helt marginalt<br />
og meget dyrt bidrag til løsning af<br />
vores klimaproblemer.<br />
Først atomvåben, så atomkraft, så kul og<br />
klima – hvad er den røde tråd?<br />
– Det, der fletter det sammen, er<br />
spørgsmålet om, hvilken energipolitik<br />
man vil føre. Den røde tråd har været<br />
min bekymring for miljøet, og hvad der<br />
kan ske med vores klode – måske lyder<br />
det højtravende, men det er jo det, det<br />
handler om. Vi kan godt indrette vores<br />
samfund med energisystemer, som hverken<br />
baserer sig på kul eller atomkraft. Og<br />
det er det, vi skal. For det er det, der er<br />
bedst for os, vores børn og børnebørn.<br />
Men alligevel er det folkelige engagement<br />
i klimadebatten jo nærmest ikkeeksisterende?<br />
– Folk er i dag nok mere interesserede<br />
i de nære ting, som fx patientforeninger<br />
og hvad der sker i børnehaven. Indkalder<br />
man fx til et folkeligt møde om klimadebatten,<br />
så kommer der ikke særligt<br />
mange mennesker. Det er ikke et emne,<br />
folk prioriterer. Folk ved dog godt, at der<br />
her er et problem, og mange forsøger<br />
også at gøre noget i deres daglige hand-<br />
linger. Men hvad skal de som enkeltpersoner<br />
stille op med det globale problem,<br />
spørger de sig selv. Vi skal jo have de<br />
store u-lande og USA til at også forpligte<br />
sig på de her områder, og det er jo ikke<br />
noget Fru Andersen i Danmark kan få<br />
dem til. Verdens miljøministre, herunder<br />
Connie Hedegaard, har forstået problemets<br />
alvor, men deres problem er at få<br />
deres regeringskolleger og befolkningen<br />
til at forstå, hvor alvorligt problemet er,<br />
og hvor meget der skal til for at rette op<br />
på det. Og det er meget vanskeligere end<br />
at sige ja eller nej til atomkraft. Problemet<br />
er meget mere omfattende, for det<br />
handler i høj grad om vores livsstil i de<br />
rige lande.<br />
Har Bjørn Lomborg og hans synspunkter<br />
ikke været et slag i bugen på den debat?<br />
– Jo, bestemt. Desværre har han været<br />
en mediedarling, fordi han har udtrykt<br />
det, folk egentlig helst gerne vil høre. At<br />
det hele nok skal gå, og at vi ikke behøver<br />
bekymre os. Det har været<br />
brandærgerligt, og fagligt set er det et<br />
fuldstændig urimeligt synspunkt. Lomborg<br />
har gjort verden en meget, meget<br />
dårlig tjeneste. EU har vedtaget, at opvarmningen<br />
i forhold til før industrialiseringen<br />
skal holdes under 2 grader. Og<br />
allerede nu er vi oppe på 0,8, og der er<br />
lagt i kakkelovnen til, at vi kommer op<br />
på 1,4 grader. Derfor SKAL der igangsættes<br />
en kraftig reduktion af udslippene<br />
af drivhusgasser inden for de næste 10-<br />
20 år. Vi har været nede i en bølgedal.<br />
Men jeg fornemmer, at vi i dag er forbi<br />
Lomborg, og at der er en stigende forståelse<br />
for problemerne i befolkningen –<br />
især blandt de unge. Men det er svært at<br />
etablere en folkelig rejsning. Jeg håber<br />
dog, den kommer – det vil jeg arbejde<br />
for. Den her kamp er langt sejere end<br />
kampen mod atomkraft. Men jeg bliver<br />
ved, til jeg ikke kan mere. Og så må jeg<br />
håbe, at de yngre generationer vil tage<br />
over<br />
Har du tænkt over, at du måske kunne<br />
have gjort mere nytte som embedsmand<br />
frem for at være ansat i en bevægelse<br />
som Greenpeace?<br />
– Ja, det har jeg da. Men jeg er helt<br />
overbevist om, at jeg kan få mere igennem<br />
der, hvor jeg er nu. Jeg ville heller<br />
ikke kunne holde ud at arbejde som embedsmand.<br />
Jeg har enorm respekt for<br />
dem, der bliver embedsmænd med en<br />
miljømæssig holdning, og jeg ville ikke<br />
kunne arbejde uden dem. Men det er<br />
bare ikke mig. Min måde at tænke på og<br />
mit temperament ville ikke kunne holde<br />
til det.<br />
Tænker du over din alder, du er jo langt<br />
ældre end de andre Greenpeace-medarbejdere?<br />
– Ja, heldigvis er de yngre end mig.<br />
Men det meste af tiden tænker jeg ikke<br />
på det. Når man brænder for en fælles<br />
sag, så er alder ikke afgørende. Og mit<br />
engagement er ikke gået ned. Jeg kan<br />
ikke lade være med at gøre det her. Det<br />
er en meget vigtig ting i mit liv at bruge<br />
mig selv maksimalt, dér hvor jeg kan se,<br />
at jeg kan gøre en forskel. Kunne jeg ikke<br />
det, ville jeg holde op. Det interessante<br />
er, at gider man sætte sig ind i sagerne,<br />
så kan man fandeme gøre en forskel.<br />
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI <strong>2006</strong><br />
<strong>27</strong>