Ondskabens anatomi - Elbo

FOLKEMORD AF REDAKTØR JØRGEN CARL
O N D S K A B E N S
Man husker sit første drab på samme måde, som man husker sit første kys og sin første
kæreste ... Folkemord er temaet for tre seminarer i november og for et stærkt filmessay.
- Jeg har
besluttet mig for at møde
hjerteløsheden, selve hjerteløsheden,
ansigt til ansigt.
Sådan indleder filminstruktør Ove
Nyholm sit halvanden timer lange filmessay
”Ondskabens anatomi”. Mødet sker
i form af en rejse ned i Europa, der for
blot et årti siden, midt i 1990’erne, var
skueplads for omfattende folkemord i
Kosovo og Bosnien. Samtidig er der tale
om en rejse tilbage i tid, til folkemordene
i Østeuropa begået under Anden
Verdenskrig.
Pointen med rejsen er primært gennem
konfrontation med bødlerne, men
22 PSYKOLOG NYT Nr. 20 . 2005
anatomi
også med overlevende og andre vidner
at søge forklaringen på hvorfor – for
herfra også at nå frem til et muligt svar
på, om vanviddet kan gentage sig. Hvad
er det i den menneskelige natur, der
”tillader” at indgå i dræberenhederne.
Hvad er drivkraften, hvad føler de ved
drabet? Og med hvilke følelser ser de
tilbage på det?
Filmessayet varer halvanden time. Det
er stilfærdigt fortalt, rædselsscenerne er
nærmest ’understated’, men virker netop
på den paradoksale baggrund så meget
stærkere. Som beskuere lukker vi ikke
ned for skrig og død, men bivåner dag-
ligstueagtigt vidnesbyrd efter vidnesbyrd
fra serbiske paramilitære, der anonymt
fortæller om drabene.
Ikke den samme historie hver gang.
Tværtimod går spændet fra dem, der
skammer sig og erkender, at de har
mistet sig selv, til dem, der ”med få
justeringer” ville gøre det samme igen.
Sårbare sjæle, følelseskolde umennesker,
blinde nationalister, nedslåede fiaskoer.
Enkelte påstår, at det næsten er lykkedes
at glemme, men hovedparten er ødelagt
af håndværket.
Der er mange stærke udsagn undervejs,
sådan som der har været mange

Tre seminarer
I forbindelse med premieren på ”Ondskabens anatomi” afholdes der tre seminarer. Alle
finder sted i Kunstakademiets Arkitektskole, indgang K, auditorium, Danneskjold-Samsøes
Allé 51, København (= Holmen). Ved hvert seminar vises filmen kl. 10-12.00, efterfulgt
af en frokostpause. Seminaret foregår kl. 13-15.30. Arrangementerne gennemføres
med støtte fra Det Danske Filminstitut og Oak Foundation.
Seminar 1: Den 20. november 2005. Børn af gerningsmænd. At leve med det.
Døtre af tyske gerningsmænd under Anden Verdenskrig. Ordstyrer: professor, psykolog
Dan Bar-On, Ben-Gurion University in Beersheva, Israel.
Seminar 2: Den 26. november 2005. Retsopgør efter folkemord. Omfang og perspektiver.
Ledende personer fra det tyske retsopgør gennem 30 år.
Seminar 3: Den 27. november 2005. Indgriben mod folkemord.
Prisbelønnet serbisk menneskeretsforkæmper. Ekspert i international ret. Repræsentant
fra international menneskerettighedsorganisation.
Dansk Psykolog Forening har tillige med andre tilknyttede organisationer fået tilbudt
et antal pladser. Prisen for at deltage er 100 kr. pr. seminar, som opkræves ved indgangen.
Ønsker du at deltage, da venligst reservér plads på seminar@dp.dk. Sidste frist er 16.
november 2005 kl. 12. Husk at opgive navn og dato for det eller de ønskede seminarer.
Efter fristens udløb kan der kun reserveres plads på digitalfilm@mail.dk.
stærke episoder. En siger: ”Man husker
sit første drab på samme måde, som
man husker sit første kys og sin første
kæreste.” En anden: ”Det første mord
er på alle måder en ubehagelig følelse,
hvorimod de efterfølgende drab har
en del triumf i sig.” Det er tydeligvis
ingen kliché, selv om sætningerne på
skrift ser sådan ud. De senere drab har
tilbøjelighed til at glide over i hinanden.
De bliver til nedskydninger i stedet for
mord, eller de giver en opblussen, som
forstærkes af de drukorgier, drabene
ofte ledsages af.
En bøddels ansigt
På Balkan hed det mørkeste kapitel
Srebrenica. Mere end 7000 mænd og
drenge blev et døgn i juli 1995 ofre for
en systematisk tilintetgørelse.
Dette er dog ikke specielt en film
om Balkan, men om folkemordet
som genre, og essayet bevæger sig
både klogt og pointeret geografisk
og tidsmæssigt andre steder hen. Der
sættes særligt lys på de tyske Einsatzgrupper,
uskyldigt betegnet A, B, C
og D, der i 1941-42 fik til opgave at
’sikre’ de erobrede områder i Rusland.
Der var tale om rene dræberenheder, de
fire grupperinger nedskød 1,2 millioner
uskyldige, fortrinsvis russiske jøder.
Kommandanten for en sådan enhed
lever stadig. Han har for længst udstået
sin fængselsstraf og bliver nu interviewet
i filmen. Hvad rører der sig i ham i den
scene, hvor han har fået stukket et foto
af en nedskydning i hånden og bruger
sin fulde koncentration på at undersøge,
om han blandt de tyske soldater kan
genkende nogen fra dengang. En høj,
slank officer står i baggrunden. ”Det
kunne godt være mig”, siger han. ”Jeg
var netop sådan, høj og slank, og stod
undertiden ved siden.” Så en lille pause.
”Men jeg gjorde ikke …” – og han holder
fingeren om en imaginær aftrækker og
understøtter i tanken et skydevåben.
Det var ikke ham, der skød. Kun udstak
han ordren.
En ordre er en ordre. Standardundskyldningen
er naturligvis med i denne
film. Det var dem eller os. Ja, selve kernen
i folkemordet udtrykt i en tysk befaling:
”Ihr müsst sterben, auf dass wir leben
können.” Hvad ville det så have tjent
med lydighedsnægtelse?
Den tyske kommandants ansigt ser vi,
som støbt i stål, han har ingen problemer
med at stå frem eller stå ved gamle
standpunkter. Alle andre bødlers ansigter
ser vi i sløret silhuet eller skjult bag en
partisanmaske.
Filmen vises for et indbudt publikum
– herunder interesserede medlemmer af
Dansk Psykolog Forening – i forbindelse
med tre seminarer om folkemord, som
afholdes i København senere i denne
måned.
Indtil da kan man tænke over,
hvilket svar filminstruktøren når
frem til. Spørgsmålet lød helt
præcist: Kunne også jeg under
ekstreme omstændigheder gøre
mig skyldig i folkemord?
jc
Nr. 20 . 2005 PSYKOLOG NYT
23