Læs som pdf - Historie-nu.dk

More documents

Recommendations

Info

www.historie-nu.dk - side 8 det tvangsindsamlede naturgummi. Med Mørkets Hjerte rejste Conrad ham en skamstøtte for at have indledt ”det ondeste kapløb om bytte som nogensinde har plettet menneskets samvittighed.” Hvad er så de danske kolonisatorers eftermæle? I bornholmeren Jespersens erindringsbog, der udkom i 1930, fortæller han om Leopoldtidens praksis i de store koncessionerede gummiselskaber med at afkræve soldaterne en menneskehånd for hver spenderet patron – et bevis for, at den dyre ammunition ikke var spildt. Han havde selv set, hvordan gummikaravanerne til handelsstationerne også medbragte kurve fyldte med menneskehænder, omhyggeligt røgede over bål som en anden letfordærvelig kødvare, så de kunne klare rejsen frem til ammunitionsregnskabet på stationen. Som stedlig ordensmagt skulle Jespersen gribe ind, når disse handelsselskaber for brutalt håndhævede tvangsarbejdet, og det gjorde han også, siger han. 25 år senere. Til gengæld har andre officerer fortalt om voldsomme overgreb, de selv foranstaltede, som det Frederik Keyper beskrev i et brev til sin mor: En dag red han ud med 86 soldater for at samle proviant til kasernen. Da han fandt en landsby med masser af mad, overfaldt han den, ”fordrev de Indfødte og slog mig ned her, og sendte Soldaterne ud efter flere Fødevarer,” som han skriver i et brev til sin mor. Under opholdet forsøgte indbyggerne flere gange at fordrive besættelsesmagten, men de blev nådesløst mejet ned, og deres afskårne hænder hængt op i træerne til skræk og advarsel. Soldaterne begik overgreb, søfolkene var vidner og deltagere. Når den store danske bistand til Congo i 1960erne kunne gennemføres uden opgør med det tidligere engagement i landet skyldtes det muligvis, at også denne indsats, inklusive Keypers, havde fundet sted under samme godgørende overskrift. I 1960erne og 1970erne skulle vi give afrikanerne ’udvikling’ – tidligere var kodeordet ’civilisation’; Leopolds, og siden Belgiens, kolonisering skulle befri congoleserne fra arabiske slavejægere og give dem frugterne af vores civilisation: Handel og ’en mere menneskekærlig Tænkemaade’, som Jenssen-Tusch formulerede det. At intet af dette blev leveret skyggede ikke dengang for projektets omdømme – danske aviser bragte kun sporadisk omtale af de afsløringer af barbari, der i USA og Storbritannien rejste en så voldsom storm, at Leopold II i 1908 måtte afstå kolonien (til Belgien). Siden sænkede den store stilhed sig over Congo – eller Zaire, som Mobutu omdøbte landet, og i dag er de danske aktiviteter i Congo glemt af alle andre end overlevende FN-soldater og sygehuspersonale.
www.historie-nu.dk - side 9 Undervisningshospitalet er for eksempel gledet helt ud af bistandsverdenens bevidsthed. Congos historie er grusom. Millioner af indbyggere omkom under de første årtiers kolonisering – netop da skandinaverne ”muliggjorde belgiernes erobring.” Efterkommere af de overlevende voksede op med tvangsarbejde og apartheid, der gjorde dem til tilskuere til moderniseringen af deres land. Da demokratiet blev indført i 1960 stod Belgien, USA og Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident og de næste 35 års diktatur under Mobutu. Mobutu-tiden, som vi har lært at kende som selveste indbegrebet af ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig: Landet i hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han kunne tillade sig at styre Congo uden noget hensyn til, hvad der tjente landet og dets indbyggere bedst – han skulle jo tjene os. Nu er Congo ved at genrejse sig. Dets første frie valg siden 1960 er lovet om få måneder. Danmark bidrager praktisk talt ikke til genopbygningen, det er jo vanskeligt at arbejde i Congo: Et enormt land med kun rudimentært opretholdte transportveje og infrastruktur, gennemsyret af korruption, fyldt med indbyggere mistroiske overfor hvide mennesker og deres motiver. Congo ligner kort sagt det øvrige Afrika, det er bare endnu værre – lige som landets historie. For Danmark er der imidlertid en afgørende forskel på Congo og resten af kontinentet: Det er det eneste afrikanske land, hvor vi har en ubrudt historie fra koloniseringen og frem til nutiden, og hvor vore landsmænd tog aktivt del i kolonisering og undertrykkelse. Følger der intet ansvar af sådan en historie? I de tidligere kolonilande har der aldrig været tvivl om det nationale ansvar over for de tidligere kolonier – diskussionen i Frankrig, Storbritannien og Belgien har dels været, hvor meget et sådant ansvar for fortidens synder skal koste, dels været en konstant historierevision for at nærme sig sandheden om det katastrofale ansvar. Men hvad med ansvaret i lande, hvis borgere deltog i koloniseringsprojektet, selv om deres stat ikke gjorde? Danske officerer nedkæmpede congolesernes oprør mod en diktatorisk kolonimagt, terroriserede de opsætsige, afbrændte landsbyer, plyndrede forrådskamre og marker – vel at mærke uden at én eneste af dem nogen sinde offentligt protesterede eller tog afstand fra deres gerninger eller det store koloniseringsprojekt. Disse sønner af den danske militærstand udførte deres arbejde med et brev i lommen fra den danske konge, der bemyndigede
Page 1 and 2: TEKST Peter Tygesen [6. januar 2006
Page 3 and 4: www.historie-nu.dk - side 3 denne h
Page 5 and 6: www.historie-nu.dk - side 5 I de f
Page 7: www.historie-nu.dk - side 7 naver,
Page 11: 1902-5. www.historie-nu.dk - side 1

Læs som pdf - Historie-nu.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?