Læs som pdf - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 4
derne på nordiske søfolk.
To af de tidlige kaptajner, Jens Chr. Martini (fra Oslo) og danske Christian
Victor Schønberg rejste i 1886 på en treårig kontrakt til Congo, hvor de fik
kommandoen over hver deres lille dampskib. De første år sejlede de små
hærstyrker ind i ukendte egne på opdagelse og erobring. Martini var med til
at udforske bifloderne Kasai, Lopori, Itimbiri, Lulonga og Ruki; Schønberg
besejlede Ubangi og Uele. Begge deltog i mange kampe med congoleserne.
I perioder sejlede de på egen hånd rutefart mellem Leopoldville og den fjerneste
station, Stanleyville – en tur på fire-fem måneder, tur/retur.
Efter deres første kontraktperiode vendte begge kaptajner et halvt år
senere tilbage til Congo, men Martini opgav i 1892 på grund af malaria;
han døde af tropesygdomme få år senere. Schønberg fortsatte til 1902. Da
var han 47 år og så ødelagt af sygdom, at han aldrig mere førte skib. Han
levede dog længe nok til at opleve sin 85-års fødselsdag, men døde ludfattig,
da Første Verdenskrig satte en stopper for hans pension fra den belgiske
stat.
Opholdet i Congo var livsfarligt. Martin Mortensen døde af tyfus, og især
malaria og gul feber tog livet af mange. Kendskabet til tropesygdomme og
kuren imod dem var tilsvarende spinkel. Således beskriver Schønberg et
sygdomsanfald – og en kur: ” Rejsen nedad blev langvarig, fordi jeg havde
for lidt Mandskab. Under hele Nedturen følte jeg mig mere og mere daarlig -
da vi endelig kom til Leopoldville, maatte jeg lide, Kuldegys, Mathedsfornemmelser
afvekslede. Dr. Mense undersøgte mig. Dr. Mense - en tysk
Læge, uddannet ved Kiel Universitet fandt ud, at det var galt fat med min
Lever, idet den nemlig havde vokset i en foruroligende Grad og nu søgte at
bane sig Vej op gjennem Halsen paa mig. Ordren lød da: ”Tilkøjs, ingen
Mad, Kinin, Arsenik, Citronvand, The og Arrowroot med Rødvin.” I seksten
Dage laa jeg uden at føle nogen Bedring. Jeg havde ulidelige Smerter i
højre Side og op ad Ryggen. Den ene Morfinindsprøjtning fulgte efter den
anden uden at berolige mig. Efter tre-fire Dage efter begyndte Leveren virkelig
at svinde. Nu gik det løs baade med cocktail og Champagne, thi Dr.
Mense kom ofte ned med en Halvflaske af den sidstnævnte Drik og sagde
da altid: ”Her er for meget til en, lige tilpas til to - Skaal Kammerat!” Endelig
den treogtyvende Dag listede jeg ud paa Verandaen med en normal Lever.
Hele den Historie havde kostet mig 36 Pd. af min Vægt. Fjorten Dage efter
at jeg var kommen op, rejste Dr. Mense til stor Sorg for alle. Efter min Formening
vil Kongostaten næppe nogensinde faa nogen bedre Læge eller
noget bravere Menneske i sin Tjeneste end Dr. Mense.” 4