You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
TEKST Peter Tygesen [6. ja<strong>nu</strong>ar 2006]<br />
Hundred Hundred glemte glemte år år i<br />
i<br />
Congo<br />
Congo<br />
Peter Tygesen er forfatter<br />
bla. til Congo - formoder jeg<br />
(Centrum, 2001) og senest<br />
til tv-udsendelserne „Det<br />
danske Congo-Æventyr“ (Final<br />
Cut Productions, 2006).<br />
<strong>Historie</strong> Netmagasinet<br />
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong><br />
<strong>Historie</strong>-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> er et gratis<br />
historie magasin, der<br />
sætter <strong>nu</strong>tiden i perspektiv<br />
og giver baggrunden.<br />
I <strong>som</strong>meren 1879 landede to unge danskere i byen Banana ved Congoflodens<br />
munding. Beskyttet bag en smal krum sandtange lå byens lille samling<br />
lave pak- og beboelseshuse lige bag Atlanterhavet, ideelt til sit formål<br />
<strong>som</strong> udskibningshavn for Centralafrikas produkter. Det var dem, de var<br />
kommet efter.<br />
Albert Christophersen og Martin Mortensen anede imidlertid ikke, hvad<br />
deres opgave var. De to sømænd havde nogle måneder tidligere hygget sig<br />
på en havneknejpe i Antwerpen, da ”en fin herre” spurgte dem, om de<br />
havde lyst til ”at føre nogle skibe op ad nogle floder i Afrika.” Det hele var<br />
en lille smule mystisk, men da han tilbød dobbelt løn og gav et klækkeligt<br />
forskud, var de med på vognen1 .<br />
Det blev startskuddet til en udvikling, hvor flere tusinde skandinaver omkring<br />
slutningen af 1900-tallet rejste til Centralafrika for at deltage i den<br />
blodigste kolonisering, Afrika har undergået. Mange hundrede danskere<br />
deltog, især sømænd og soldater. Det er en historie, <strong>som</strong> siden er forsvundet<br />
ud af vore historiebøger og dermed af den kollektive erindring.<br />
Albert og Martin anede intet om, at de var med til at tage et første skridt til<br />
en verdenshistorisk begivenhed, der giver ekko den dag i dag. Tværtimod<br />
var de spydspidser for et gigantisk, topdiplomatisk svindel<strong>nu</strong>mmer. Den<br />
belgiske kong Leopold II havde i årevis brændende ønsket sig en koloni.<br />
Men midt i det stadigt vold<strong>som</strong>mere kapløb mellem Europas stormagter om<br />
at eje eller kontrollere de sidste ’ukendte’ dele af jor<strong>dk</strong>loden, havde det lille<br />
Belgien ikke store chancer. Kongens intentioner var desuden stækket af<br />
landets grundlov, <strong>som</strong> ganske vist havde gjort hans far til konge efter Bel-
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 2<br />
giens selvstændighedsoprør i 1830, men <strong>som</strong> samtidig begrænsede kongens<br />
rolle i et konstitutionelt monarki. I modsætning til sin kusine Victoria i<br />
Storbritannien, havde Leopold II ingen direkte adgang til landets finanser,<br />
og den folkevalgte regering ville ikke skyde penge i tvivl<strong>som</strong>me kolonieventyr.<br />
Leopold måtte bruge list.<br />
Nu var kongen var en af Europas rigeste mænd, og han satte sig ganske<br />
enkelt for at skaffe sig selv en koloni. Under dække af at støtte tidens store<br />
opdagelsesrejser i Afrika finansierede han en række ekspeditioner, hvis<br />
formål angiveligt var videnskabelige undersøgelser af Centralafrika, dvs.<br />
landet omkring Congofloden og dens mange, store bifloder – det eneste<br />
tilbageværende store ukendte område i det mørke kontinent.<br />
Albert og Martins opgave var derfor ganske rigtigt ’at føre nogle dampere<br />
op ad nogle floder i Afrika’. Formelt var formålet at hjælpe fremtidige<br />
opdagelsesrejser ved at anlægge en stribe af ’stationer’ fra Congoflodens<br />
munding tværs over kontinentet. Mens de to danskere arbejdede sig op ad<br />
floden fra vest, rejste andre af Leopold IIs udsendinge fra øst; de fulgte<br />
zanzibariternes karavaneveje tværs over det <strong>nu</strong>værende Tanzania. Når nogen<br />
spurgte, oplyste ekspeditionernes ledere og Leopold II, at stationernes<br />
skulle være vejstationer for alle fremtidige ekspeditioner, hvor de kunne<br />
skaffe bærere, fødevarer og anden provision. Reelt var hensigten imidlertid<br />
at skabe ”facts on the ground” – dvs. give Leopold II gode kort på hånden,<br />
når han senere skulle forhandle med de øvrige europæiske statsoverhoveder<br />
om retten til landområder i Afrika. Derfor tilskyndede Leopold også<br />
alle deltagere til at holde mund med deres opgave – og han sendte danskerne<br />
af sted fra Antwerpen ganske få dage efter, de var hyret.<br />
Mens de ventede i Banana sammen med fire andre europæere, der var<br />
hyret til samme ekspedition, vidste de for eksempel heller ikke, at deres<br />
chef skulle være Henry Morton Stanley, den eneste hvide mand, der kendte<br />
Congoflodens løb. I november 1876 var han i gået ombord i sin medbragte,<br />
sammenklappelige båd, Alice, og havde fulgt flodens mægtige, krumme<br />
løb, indtil han året efter var ankommet til Banana.<br />
Mens de ventede på deres ukendte chef, kunne de studere omfanget af<br />
handelen ved flodmundingen. Den var vold<strong>som</strong>. Ned ad floden strømmede<br />
varer, hvoraf nogle havde rejst helt inde fra kontinentets center. I 1872 blev<br />
der fra Congoflodens munding udskibet 1.500 tons baobab-fiber, 7.500<br />
tons håndskallede jordnødder, 1.000 tons kaffe - plus sesamfrø, gummi,<br />
palmenødder til margarine-industrien og elfenben, hele 185 tons af<br />
kontinentets fineste stødtænder; i alt mere end 12.000 tons2 . Det var
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 3<br />
denne handel, Leopold II havde sit sigte på: Jo højere oppe ad floden han<br />
kunne kontrollere handelen, jo bedre pris kunne han få. Det var derfor han<br />
skulle bruge sømænd: Tre fjerdedel af Congo er dækket af tæt regnskov, så<br />
floderne var fuldstændig afgørende for at Leopold kunne udforske, erobre<br />
og udnytte det kolossale område.<br />
I de følgende år, da Stanley ledte sin lille trop af europæiske eksperter og<br />
afrikanske arbejdere dybere og dybere ind i skoven, etablerede de<br />
(handels)station efter (handels)station – og end<strong>nu</strong> vigtigere: Stanley indgik<br />
over 400 traktater med lokale høvdinge, hvori de solgte suveræniteten over<br />
deres jord, floder og folk til Leopold II. 3 Og da Leopold i tiden op til Berlinkonferencen<br />
i 1884-85 kunne præsentere de europæiske stormagter og<br />
USA for disse ’facts on the ground’ lykkedes det ham at få opbakning til at<br />
tage hele landområdet <strong>som</strong> sit eget, med det udtrykkelige formål at skabe<br />
frihandel for alle, frihed for slaveri for afrikanerne og fri forkyndelse af det<br />
kristne budskab.<br />
Fristaten Congo forblev dog Leopolds personlige ejendom - og dermed<br />
også hans personlige økonomiske investering: I de følgende år måtte han<br />
betale stadig større summer til både infrastruktur og erobring, og snart blev<br />
hans behov for indtægter desperat. Frihandel fik de andre lande aldrig noget<br />
af, og hurtigt k<strong>nu</strong>ste han afrikanernes handel for at opnå sit eget monopol.<br />
Da denne svindel gik op for afrikanerne – der var blevet lovet nye indtægter<br />
i handelen med de hvide – og da kolonistyret udskrev tvangsarbejdere,<br />
gjorde de modstand mod invasionen. Snart var der permanent<br />
krig i Congo, så kongen kunne få kontrol over sit kolossale gods og udnytte<br />
dets rige ressourcer af især naturgummi, der blev høstet fra skovens lianer<br />
ved tvangsarbejde.<br />
I denne frådende røverkolonialisme var der konstant mangel på specialiseret<br />
europæiske arbejdskraft, og når de fattige skandinaver i disse<br />
udvandringsår kiggede ud over jor<strong>dk</strong>loden efter mulige udveje fra deres<br />
hjemlandes ørkesløse udsigt, fandt nogle af dem muligheden i Fristaten<br />
Congo. Det gjaldt især sømænd og officerer fra hæren.<br />
Deres kontrakter var måske økonomisk lukrative, men meget disciplinerende.<br />
Hvis den lokale kolonikommandant var utilfreds med deres opførsel,<br />
kunne de blive sendt hjem uden appel og uden løn, og de kunne også blive<br />
posteret overalt i Congo til hvilket <strong>som</strong> helst arbejde.<br />
Mange af de nordiske søfolk tog efterhånden hyre i private, belgiske<br />
handelsfirmaer, der opererede i Congo. Her var løn og arbejdsvilkår ofte<br />
bedre end i Congo-staten. Snart var næsten alle private dampere i hæn-
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 4<br />
derne på nordiske søfolk.<br />
To af de tidlige kaptajner, Jens Chr. Martini (fra Oslo) og danske Christian<br />
Victor Schønberg rejste i 1886 på en treårig kontrakt til Congo, hvor de fik<br />
kommandoen over hver deres lille dampskib. De første år sejlede de små<br />
hærstyrker ind i ukendte egne på opdagelse og erobring. Martini var med til<br />
at udforske bifloderne Kasai, Lopori, Itimbiri, Lulonga og Ruki; Schønberg<br />
besejlede Ubangi og Uele. Begge deltog i mange kampe med congoleserne.<br />
I perioder sejlede de på egen hånd rutefart mellem Leopoldville og den fjerneste<br />
station, Stanleyville – en tur på fire-fem måneder, tur/retur.<br />
Efter deres første kontraktperiode vendte begge kaptajner et halvt år<br />
senere tilbage til Congo, men Martini opgav i 1892 på grund af malaria;<br />
han døde af tropesygdomme få år senere. Schønberg fortsatte til 1902. Da<br />
var han 47 år og så ødelagt af sygdom, at han aldrig mere førte skib. Han<br />
levede dog længe nok til at opleve sin 85-års fødselsdag, men døde ludfattig,<br />
da Første Verdenskrig satte en stopper for hans pension fra den belgiske<br />
stat.<br />
Opholdet i Congo var livsfarligt. Martin Mortensen døde af tyfus, og især<br />
malaria og gul feber tog livet af mange. Kendskabet til tropesygdomme og<br />
kuren imod dem var tilsvarende spinkel. Således beskriver Schønberg et<br />
sygdomsanfald – og en kur: ” Rejsen nedad blev langvarig, fordi jeg havde<br />
for lidt Mandskab. Under hele Nedturen følte jeg mig mere og mere daarlig -<br />
da vi endelig kom til Leopoldville, maatte jeg lide, Kuldegys, Mathedsfornemmelser<br />
afvekslede. Dr. Mense undersøgte mig. Dr. Mense - en tysk<br />
Læge, uddannet ved Kiel Universitet fandt ud, at det var galt fat med min<br />
Lever, idet den nemlig havde vokset i en foruroligende Grad og <strong>nu</strong> søgte at<br />
bane sig Vej op gjennem Halsen paa mig. Ordren lød da: ”Tilkøjs, ingen<br />
Mad, Kinin, Arsenik, Citronvand, The og Arrowroot med Rødvin.” I seksten<br />
Dage laa jeg uden at føle nogen Bedring. Jeg havde ulidelige Smerter i<br />
højre Side og op ad Ryggen. Den ene Morfinindsprøjtning fulgte efter den<br />
anden uden at berolige mig. Efter tre-fire Dage efter begyndte Leveren virkelig<br />
at svinde. Nu gik det løs baade med cocktail og Champagne, thi Dr.<br />
Mense kom ofte ned med en Halvflaske af den sidstnævnte Drik og sagde<br />
da altid: ”Her er for meget til en, lige tilpas til to - Skaal Kammerat!” Endelig<br />
den treogtyvende Dag listede jeg ud paa Verandaen med en normal Lever.<br />
Hele den <strong>Historie</strong> havde kostet mig 36 Pd. af min Vægt. Fjorten Dage efter<br />
at jeg var kommen op, rejste Dr. Mense til stor Sorg for alle. Efter min Formening<br />
vil Kongostaten næppe nogensinde faa nogen bedre Læge eller<br />
noget bravere Menneske i sin Tjeneste end Dr. Mense.” 4
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 5<br />
I de første år døde en tredjedel af søfolkene i Congo. Yderligere en tredjedel<br />
måtte vende hjem på grund af sygdomme; nogle af dem døde undervejs,<br />
mange af dem var mærket for livet.<br />
Allerede i 1882 havde Kong Leopold II rekrutteret de første svenske officerer<br />
til sin kolonihær, og snart fulgt danske og norske. Hans hær skulle<br />
overvinde to stærke lokale grupper for at få kontrol over området. Ud over<br />
landets indbyggere den såkaldt ’arabiske’ kolonimagt, der fra sit hovedsæde<br />
i Zanzibar kontrollerede hele den østlige del af territoriet og stadig<br />
ekspanderede længere mod vest. Leopold II havde brug for en stærk, velorganiseret<br />
og velbevæbnet hær.<br />
Koloniseringen havde allerede fra første dag været akkompagneret af<br />
overvældende europæisk il<strong>dk</strong>raft. Da Stanley ankom til Banana i august<br />
1879, medbragte han hundrede lejesoldater fra Zanzibar, bevæbnede med<br />
moderne bagladegeværer og maskingeværer5 . Fire år senere sendte Leopold<br />
yderligere et dusin præcisionskanoner fra Krupps fabrikker6 .<br />
Mens Stanleys ekspedition trængte op ad Congo og dens bifloder, blev<br />
yderligere soldater rekrutteret fra Senegal og Ghana; de var billigere at<br />
transportere end zanzibariterne. Desuden var ghaneserne trænede soldater,<br />
der havde tjent den britiske hær. I de følgende år strømmede afrikanske<br />
lejesoldater af mange nationaliteter til Congo: Monrovianere, abyssinere,<br />
ægyptere, zuluer7 etc.<br />
Alle officerer var hvide. Leopold havde lovet den bekymrede belgiske<br />
regering kun at bruge frivillige i sin kolonihær; de første var rekrutteret i<br />
Belgien og enkelte i Storbritannien, senere fulgte også italienere og Schweizere.<br />
Skandinaverne udgjorde dog den største gruppe. Allerede dengang<br />
spillede angsten for ’bodybags’ en rolle i statslederes krigsførelse: Den danske<br />
løjtnant A. E. A. Lindegaard fortæller i sin erindringsbog, at han på sin<br />
lille, øde udpost i det vestlige Congo i 1897 fik brev fra distriktskommissæren,<br />
”<strong>som</strong> meddelte, at der fra Guvernøren var udsendt en Rundskrivelse<br />
til samtlige Distrikter, der havde Skandinaviske Officerer, med Ordre<br />
til at forespørge disse, om de frivilligt vilde melde sig til Deltagelse i<br />
Expeditionen til Bekæmpelse af det store Soldateroprør ved Nilen. Sagen<br />
var nemlig, at der hjemme i Belgien var opstaaet en Del Misfornøjelse over<br />
at saa mange Belgiere havde mistet Livet ved dette Oprør, og saa mente<br />
man vel, at det vilde gaa mere roligt af, naar det blev Skandinaver, der kom<br />
paa Tapetet i Stedet.” 8 I flere af de værste krigszoner udgjorde<br />
skandinaverne en tredjedel af officerskorpset.<br />
Behovet for nye soldater voksede uafbrudt. Efterhånden <strong>som</strong> koloni-
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 6<br />
hæren erobrede kystområdet og de vigtigste strækninger langs floden,<br />
turde Leopold rekruttere congolesere til hæren og i maj 1886 var de første<br />
126 bangalamænd indrulleret9 .<br />
Stanley var ankommet med løfter til congoleserne om, at formålet med<br />
de hvides indtrængen ”kun er at handle.” Men efter kolonimagten i slutningen<br />
af 1880erne forbød alle ikke-autoriserede (dvs. afrikanske) købmænd<br />
at handle med elfenben og naturgummi, forsøgte congoleserne at stoppe<br />
denne underminering af deres livsgrundlag. Koloniens svar var en nådesløs<br />
og overvældende voldsanvendelse, der skulle tvinge congoleserne til total<br />
underkastelse. Forholdene blev bl.a. tilspidset i 1889, da den danske skibskaptajn<br />
Victor Freiesleben blev skudt under et skænderi i den store handelsby<br />
Tshumbiri. Han var den første hvide, der blev dræbt af congolesere,<br />
og ivrige efter at statuere et eksempel sendte kolonistyret en straffeekspedition<br />
på 37610 soldater op ad floden. “De ødelagde samtlige landsbyer<br />
mellem udmundingen af Kasai og byen Bolobo,” skrev en ansat i et<br />
handelskompagni, <strong>som</strong> senere rejste gennem området. “Markerne er hærget.<br />
Indbyggerne forsvarede sig, og et stort antal blev dræbt.” 11<br />
Straffekorpsets to skibe blev ført af de danske kaptajner Hans Madsen<br />
og Siegfried Duhst. Sidstnævnte fortæller om overfaldet på Tshumbiri: “Vi<br />
kunne se Byen brænde på flere steder, flere Kanoer med Døde og Sårede<br />
kom padlende op til os langs Stranden12 .” Herefter fortsatte de myrderierne<br />
tre hundrede kilometer længere op ad floden og standsede først, da også<br />
byen Irebu var raseret. “Vores store og blomstrende by… er <strong>som</strong> skyllet<br />
bort,” skrev en amerikansk missionær. “…det eneste, der er tilbage af<br />
Irebu, bortset fra nogle få huse nær missionsstationen, er sværtet græs,<br />
brændte grene og væltede træer.” 13<br />
I det følgende halve århundrede rejste stadig flere forskellige grupper af<br />
danskere til Congo: Læger, plantører, forretningsfolk, jernbaneingeniører,<br />
maskinister, landmænd, entreprenører, missionærer, mange af de sidste<br />
også læger. Senere fulgte 800 FN-soldater (1960-3) og sundhedspersonale<br />
i Danmarks først bistandsprojekt, undervisningshospitalet i Kinshasa<br />
(1963-81).<br />
I dag er deres indsats glemt i Danmark. Men den var afgørende. I sit<br />
storværk fra 1905, Skandinaver i Congo, sammenfatter den danske officer,<br />
H. Jenssen-Tusch, vore landsmænds indsats således: ”det er de svenske,<br />
norske og danske Skibskaptajner, Styrmænd, Maskinister og<br />
Skibshaandværkere, der i Virkeligheden i første Række har muliggjort<br />
belgiernes erobring af Congolandet.... Allerede i 1889 var der lutter skandi-
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 7<br />
naver, fortrinsvis danske, i flodsejladsen, og med den gennemsnitlige årlige<br />
tilgang af en snes kaptajner, styrmænd og maskinister må så godt <strong>som</strong> alle<br />
pladser på floddamperne næsten konstant have været besat af skandinaver.<br />
I Banana beklædte disse alle lodsstillingerne, i Boma var ledelsen af<br />
sejladsen på Nedre-Congo og maskininspektørstillingen i deres hænder, i<br />
havnen og på værftet i Leopoldville så man kun svenskere, nordmænd eller<br />
danskere, og i regelen tilhørte den øverste myndighed med hensyn til flodtransportforholdene<br />
på øvrefloden også en af disse nationers sønner.”<br />
Mange af danskerne avancerede til høje stillinger: Da kaptajn Jespersen<br />
fra Bornholm i 1909 blev forfremmet til chef de zone i hjertet af urskoven,<br />
var han således øverste myndighed i et territorium på størrelse med<br />
Tyskland og Østrig.<br />
Frederik V. Olsen fra Kalundborg blev general og øverstkommanderende<br />
for kolonihæren og siden direktør for hele koloniens skibs- og jernbanetrafik.<br />
Rasmus Høier fra Nyborg drev landets største nationalpark. Valdemar<br />
Sølver fra Helsingør grundlagde minedistriktets hovedby Lubumbashi<br />
(Elizabethville). Rederiet Dansk-Fransk gik i fast rutefart fra Antwerpen til<br />
Congo. Senere ejede og drev den legendariske ’Kapselkonge’ Congos eneste<br />
fabrik til fremstilling af ølkapsler. Vordingborg-Køkkenets grundlægger<br />
og ejer opkøbte en landbrugs- og skovkoncern og leverede i mange år fra<br />
sine tre savværker såkaldt ’Congo-eg’ til danske hjem. Østasiatisk Kompagni<br />
drev plantager, oprettede handelsagenturer og sørgede for leverancerne<br />
af både Folkevogne og Studebakers.<br />
Danskerne fandt et stort og videbegærligt publikum, når de kom hjem.<br />
Allerede i 1890 u<strong>dk</strong>om den første bog med egne oplevelser,<br />
skibskaptajnerne Schønberg og Martinis Danske Kongo-Farere.<br />
Siden gik der ikke et årti uden adskillige Congobøger fra danske veteraner.<br />
Så omfattende var produktionen, at Jürgen Jürgensens Opfylder Jorden!<br />
har genrebetegnelsen ’Congo-roman’; alene han udgav elleve bøger<br />
om Congo. Så sent <strong>som</strong> i 1940erne u<strong>dk</strong>om Congo-romanerne fortsat, f.eks.<br />
Viggo Jungsbølls ”Peer Just på Kongoeventyr”. Sammen med tusinder af<br />
avisartikler i lands- og lokalblade, udstillinger af ’negergenstande’ på de<br />
nyoprettede antropologiske museer og veteraners foredrag gjorde bøgerne<br />
Congo til det land i Afrika, danskerne helt op til 1960erne var bedst bekendt<br />
med.<br />
Leopolds Congoprojekt blev 25 år efter Albert og Martins ankomst afsløret<br />
<strong>som</strong> et næsten ufatteligt barbari, hvor op mod halvdelen af indbyggerne<br />
omkom, mens Leopold II opbyggede en kolossal formue fra salget af
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 8<br />
det tvangsindsamlede naturgummi. Med Mørkets Hjerte rejste Conrad ham<br />
en skamstøtte for at have indledt ”det ondeste kapløb om bytte <strong>som</strong> nogensinde<br />
har plettet menneskets samvittighed.”<br />
Hvad er så de danske kolonisatorers eftermæle? I bornholmeren<br />
Jespersens erindringsbog, der u<strong>dk</strong>om i 1930, fortæller han om Leopoldtidens<br />
praksis i de store koncessionerede gummiselskaber med at afkræve<br />
soldaterne en menneskehånd for hver spenderet patron – et bevis for, at<br />
den dyre ammunition ikke var spildt. Han havde selv set, hvordan<br />
gummikaravanerne til handelsstationerne også medbragte kurve fyldte med<br />
menneskehænder, omhyggeligt røgede over bål <strong>som</strong> en anden letfordærvelig<br />
kødvare, så de kunne klare rejsen frem til ammunitionsregnskabet på<br />
stationen. Som stedlig ordensmagt skulle Jespersen gribe ind, når disse<br />
handelsselskaber for brutalt håndhævede tvangsarbejdet, og det gjorde<br />
han også, siger han. 25 år senere.<br />
Til gengæld har andre officerer fortalt om vold<strong>som</strong>me overgreb, de selv<br />
foranstaltede, <strong>som</strong> det Frederik Keyper beskrev i et brev til sin mor: En dag<br />
red han ud med 86 soldater for at samle proviant til kasernen. Da han fandt<br />
en landsby med masser af mad, overfaldt han den, ”fordrev de Indfødte og<br />
slog mig ned her, og sendte Soldaterne ud efter flere Fødevarer,” <strong>som</strong> han<br />
skriver i et brev til sin mor. Under opholdet forsøgte indbyggerne flere gange<br />
at fordrive besættelsesmagten, men de blev nådesløst mejet ned, og deres<br />
afskårne hænder hængt op i træerne til skræk og advarsel.<br />
Soldaterne begik overgreb, søfolkene var vidner og deltagere. Når den<br />
store danske bistand til Congo i 1960erne kunne gennemføres uden opgør<br />
med det tidligere engagement i landet skyldtes det muligvis, at også denne<br />
indsats, inklusive Keypers, havde fundet sted under samme godgørende<br />
overskrift. I 1960erne og 1970erne skulle vi give afrikanerne ’udvikling’ –<br />
tidligere var kodeordet ’civilisation’; Leopolds, og siden Belgiens, kolonisering<br />
skulle befri congoleserne fra arabiske slavejægere og give dem frugterne<br />
af vores civilisation: Handel og ’en mere menneskekærlig<br />
Tænkemaade’, <strong>som</strong> Jenssen-Tusch formulerede det. At intet af dette blev<br />
leveret skyggede ikke dengang for projektets omdømme – danske aviser<br />
bragte kun sporadisk omtale af de afsløringer af barbari, der i USA og Storbritannien<br />
rejste en så vold<strong>som</strong> storm, at Leopold II i 1908 måtte afstå kolonien<br />
(til Belgien).<br />
Siden sænkede den store stilhed sig over Congo – eller Zaire, <strong>som</strong><br />
Mobutu omdøbte landet, og i dag er de danske aktiviteter i Congo glemt af<br />
alle andre end overlevende FN-soldater og sygehuspersonale.
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 9<br />
Undervisningshospitalet er for eksempel gledet helt ud af bistandsverdenens<br />
bevidsthed.<br />
Congos historie er gru<strong>som</strong>. Millioner af indbyggere omkom under de<br />
første årtiers kolonisering – netop da skandinaverne ”muliggjorde<br />
belgiernes erobring.” Efterkommere af de overlevende voksede op med<br />
tvangsarbejde og apartheid, der gjorde dem til tilskuere til moderniseringen<br />
af deres land. Da demokratiet blev indført i 1960 stod Belgien, USA og<br />
Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident og de næste 35 års<br />
diktatur under Mobutu.<br />
Mobutu-tiden, <strong>som</strong> vi har lært at kende <strong>som</strong> selveste indbegrebet af<br />
ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig: Landet i<br />
hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor<br />
Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han<br />
kunne tillade sig at styre Congo uden noget hensyn til, hvad der tjente landet<br />
og dets indbyggere bedst – han skulle jo tjene os.<br />
Nu er Congo ved at genrejse sig. Dets første frie valg siden 1960 er lovet<br />
om få måneder. Danmark bidrager praktisk talt ikke til genopbygningen,<br />
det er jo vanskeligt at arbejde i Congo: Et enormt land med kun rudimentært<br />
opretholdte transportveje og infrastruktur, gennemsyret af korruption,<br />
fyldt med indbyggere mistroiske overfor hvide mennesker og deres motiver.<br />
Congo ligner kort sagt det øvrige Afrika, det er bare end<strong>nu</strong> værre – lige<br />
<strong>som</strong> landets historie. For Danmark er der imidlertid en afgørende forskel på<br />
Congo og resten af kontinentet: Det er det eneste afrikanske land, hvor vi<br />
har en ubrudt historie fra koloniseringen og frem til <strong>nu</strong>tiden, og hvor vore<br />
landsmænd tog aktivt del i kolonisering og undertrykkelse. Følger der intet<br />
ansvar af sådan en historie?<br />
I de tidligere kolonilande har der aldrig været tvivl om det nationale ansvar<br />
over for de tidligere kolonier – diskussionen i Frankrig, Storbritannien<br />
og Belgien har dels været, hvor meget et sådant ansvar for fortidens synder<br />
skal koste, dels været en konstant historierevision for at nærme sig sandheden<br />
om det katastrofale ansvar. Men hvad med ansvaret i lande, hvis borgere<br />
deltog i koloniseringsprojektet, selv om deres stat ikke gjorde? Danske<br />
officerer ne<strong>dk</strong>æmpede congolesernes oprør mod en diktatorisk kolonimagt,<br />
terroriserede de opsætsige, afbrændte landsbyer, plyndrede forrådskamre<br />
og marker – vel at mærke uden at én eneste af dem nogen sinde offentligt<br />
protesterede eller tog afstand fra deres gerninger eller det store<br />
koloniseringsprojekt. Disse sønner af den danske militærstand udførte deres<br />
arbejde med et brev i lommen fra den danske konge, der bemyndigede
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 10<br />
dem til at træde i belgisk kolonitjeneste. Naturligvis skal disse mænd ikke<br />
dømmes med <strong>nu</strong>tidens moral. Men det skal <strong>nu</strong>tidens gerninger naturligvis<br />
– herunder også det, vi ikke gør.<br />
I Congo har man næppe kunnet skelne mellem de mange slags europæere,<br />
der opererede i landet, og den danske indsats har derfor ikke været<br />
noteret <strong>som</strong> dansk – bortset fra én væsentlig detalje: Fortæller man i hovedstaden<br />
Kinshasa, at man er dansker, er der stor sandsynlighed for at en<br />
eller anden i selskabet med et stort smil siger: ”Åh! Clinique Danoise!”<br />
Smilet skyldes ikke bare en form for genkendelsesglæde. Årsagen er, at<br />
klinikken skabte et enestående ry for Danmark – for professionalisme, for<br />
partnerskab og for en lighedstanke, der måske er udbredt i vor ende af verden,<br />
men et sjældent gode i Congo. ”Danskerne… De var anderledes,” siger<br />
den tidligere chef for sygehusets bilpark, Mr. Loui, ”de var lige med os. De<br />
ville have, at vi skulle behandle alle ens, når de kom på sygehuset – uanset<br />
om de var hvide eller sorte, højt på strå eller almindelige mennesker.”<br />
Dét er altså vort <strong>nu</strong>værende omdømme i landet – at vi indledte en afgørende<br />
indsats for skabelsen af et professionelt sundhedsvæsen og for retfærdighed.<br />
Men congolserne spørger også, hvorfor vi overlod dem til<br />
Mobutus forgodtbefindende, og hvornår vi dog kommer tilbage?<br />
NOTER<br />
1 Andersen, Edward: Eventyrlige Congo. København, Forlaget Fremad, 1957.<br />
2 Monteiro, JJ: Angola and the river Congo, vols I-II. New Impression, London: Frank Cass &<br />
Co Ltd, 1968, gengivet i Friedman, K. Ekholm: Catastrophe and Creation. The transformation<br />
of an African culture. Amsterdam, Harwood Academic Publishers GmbH, 1991.<br />
3 Stanley, Henry Morton: Congo and the founding of its Free State. London, Sampson, Low<br />
& Co. 1885<br />
4 Chr. Martini og Chr. Schønberg: To danske Congofarere. København, V. Pontoppidans<br />
Forlag, 1890.<br />
5 Hochschild, Adam: King Leopold’s Ghost. A Story of Greed, Terror and Heroism in Colonial<br />
Africa. Boson, New York, Houghton Mifflin Co., 1998<br />
6 La Force Publique de sa naissance à 1914. Participation des militaires à l’histoire des<br />
premières années du Congo. Ouvrage réalisé par la Deuxième Section de l’Etat-Major de la<br />
Force Publique. Bruxelles, Institut Royal Colonial Belge, 1952<br />
7 La Force Publique<br />
8 Lindegaard, A.E.A.: Soldaterliv i Congo. Kjøbenhavn, Nyt nordisk Forlag, 1928.<br />
9 La Force Publique<br />
10 Jenssen-Tusch, Harald: Skandinaver i congo. Svenske, norske og danske Mænds og<br />
Kvinders Virk<strong>som</strong>hed i den uafhængige Congostat. København, Gyldendalske Boghandel
1902-5.<br />
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 11<br />
11 Harms, Robert: River of Wealth, River of Sorrow. New Haven and London, Yale University<br />
Press, 1981<br />
12 Jenssen-Tusch<br />
13 Harms