Læs som pdf - Historie-nu.dk

TEKST Peter Tygesen [6. januar 2006] 

Hundred Hundred glemte glemte år år i 

i 

Congo 

Congo 

Peter Tygesen er forfatter 

bla. til Congo - formoder jeg 

(Centrum, 2001) og senest 

til tv-udsendelserne „Det 

danske Congo-Æventyr“ (Final 

Cut Productions, 2006). 

Historie Netmagasinet 

www.historie-nu.dk 

Historie-nu.dk er et gratis 

historie magasin, der 

sætter nutiden i perspektiv 

og giver baggrunden. 

I sommeren 1879 landede to unge danskere i byen Banana ved Congoflodens 

munding. Beskyttet bag en smal krum sandtange lå byens lille samling 

lave pak- og beboelseshuse lige bag Atlanterhavet, ideelt til sit formål 

som udskibningshavn for Centralafrikas produkter. Det var dem, de var 

kommet efter. 

Albert Christophersen og Martin Mortensen anede imidlertid ikke, hvad 

deres opgave var. De to sømænd havde nogle måneder tidligere hygget sig 

på en havneknejpe i Antwerpen, da ”en fin herre” spurgte dem, om de 

havde lyst til ”at føre nogle skibe op ad nogle floder i Afrika.” Det hele var 

en lille smule mystisk, men da han tilbød dobbelt løn og gav et klækkeligt 

forskud, var de med på vognen1 . 

Det blev startskuddet til en udvikling, hvor flere tusinde skandinaver omkring 

slutningen af 1900-tallet rejste til Centralafrika for at deltage i den 

blodigste kolonisering, Afrika har undergået. Mange hundrede danskere 

deltog, især sømænd og soldater. Det er en historie, som siden er forsvundet 

ud af vore historiebøger og dermed af den kollektive erindring. 

Albert og Martin anede intet om, at de var med til at tage et første skridt til 

en verdenshistorisk begivenhed, der giver ekko den dag i dag. Tværtimod 

var de spydspidser for et gigantisk, topdiplomatisk svindelnummer. Den 

belgiske kong Leopold II havde i årevis brændende ønsket sig en koloni. 

Men midt i det stadigt voldsommere kapløb mellem Europas stormagter om 

at eje eller kontrollere de sidste ’ukendte’ dele af jordkloden, havde det lille 

Belgien ikke store chancer. Kongens intentioner var desuden stækket af 

landets grundlov, som ganske vist havde gjort hans far til konge efter Bel-

www.historie-nu.dk - side 2 

giens selvstændighedsoprør i 1830, men som samtidig begrænsede kongens 

rolle i et konstitutionelt monarki. I modsætning til sin kusine Victoria i 

Storbritannien, havde Leopold II ingen direkte adgang til landets finanser, 

og den folkevalgte regering ville ikke skyde penge i tvivlsomme kolonieventyr. 

Leopold måtte bruge list. 

Nu var kongen var en af Europas rigeste mænd, og han satte sig ganske 

enkelt for at skaffe sig selv en koloni. Under dække af at støtte tidens store 

opdagelsesrejser i Afrika finansierede han en række ekspeditioner, hvis 

formål angiveligt var videnskabelige undersøgelser af Centralafrika, dvs. 

landet omkring Congofloden og dens mange, store bifloder – det eneste 

tilbageværende store ukendte område i det mørke kontinent. 

Albert og Martins opgave var derfor ganske rigtigt ’at føre nogle dampere 

op ad nogle floder i Afrika’. Formelt var formålet at hjælpe fremtidige 

opdagelsesrejser ved at anlægge en stribe af ’stationer’ fra Congoflodens 

munding tværs over kontinentet. Mens de to danskere arbejdede sig op ad 

floden fra vest, rejste andre af Leopold IIs udsendinge fra øst; de fulgte 

zanzibariternes karavaneveje tværs over det nuværende Tanzania. Når nogen 

spurgte, oplyste ekspeditionernes ledere og Leopold II, at stationernes 

skulle være vejstationer for alle fremtidige ekspeditioner, hvor de kunne 

skaffe bærere, fødevarer og anden provision. Reelt var hensigten imidlertid 

at skabe ”facts on the ground” – dvs. give Leopold II gode kort på hånden, 

når han senere skulle forhandle med de øvrige europæiske statsoverhoveder 

om retten til landområder i Afrika. Derfor tilskyndede Leopold også 

alle deltagere til at holde mund med deres opgave – og han sendte danskerne 

af sted fra Antwerpen ganske få dage efter, de var hyret. 

Mens de ventede i Banana sammen med fire andre europæere, der var 

hyret til samme ekspedition, vidste de for eksempel heller ikke, at deres 

chef skulle være Henry Morton Stanley, den eneste hvide mand, der kendte 

Congoflodens løb. I november 1876 var han i gået ombord i sin medbragte, 

sammenklappelige båd, Alice, og havde fulgt flodens mægtige, krumme 

løb, indtil han året efter var ankommet til Banana. 

Mens de ventede på deres ukendte chef, kunne de studere omfanget af 

handelen ved flodmundingen. Den var voldsom. Ned ad floden strømmede 

varer, hvoraf nogle havde rejst helt inde fra kontinentets center. I 1872 blev 

der fra Congoflodens munding udskibet 1.500 tons baobab-fiber, 7.500 

tons håndskallede jordnødder, 1.000 tons kaffe - plus sesamfrø, gummi, 

palmenødder til margarine-industrien og elfenben, hele 185 tons af 

kontinentets fineste stødtænder; i alt mere end 12.000 tons2 . Det var


denne handel, Leopold II havde sit sigte på: Jo højere oppe ad floden han 

kunne kontrollere handelen, jo bedre pris kunne han få. Det var derfor han 

skulle bruge sømænd: Tre fjerdedel af Congo er dækket af tæt regnskov, så 

floderne var fuldstændig afgørende for at Leopold kunne udforske, erobre 

og udnytte det kolossale område. 

I de følgende år, da Stanley ledte sin lille trop af europæiske eksperter og 

afrikanske arbejdere dybere og dybere ind i skoven, etablerede de 

(handels)station efter (handels)station – og endnu vigtigere: Stanley indgik 

over 400 traktater med lokale høvdinge, hvori de solgte suveræniteten over 

deres jord, floder og folk til Leopold II. 3 Og da Leopold i tiden op til Berlinkonferencen 

i 1884-85 kunne præsentere de europæiske stormagter og 

USA for disse ’facts on the ground’ lykkedes det ham at få opbakning til at 

tage hele landområdet som sit eget, med det udtrykkelige formål at skabe 

frihandel for alle, frihed for slaveri for afrikanerne og fri forkyndelse af det 

kristne budskab. 

Fristaten Congo forblev dog Leopolds personlige ejendom - og dermed 

også hans personlige økonomiske investering: I de følgende år måtte han 

betale stadig større summer til både infrastruktur og erobring, og snart blev 

hans behov for indtægter desperat. Frihandel fik de andre lande aldrig noget 

af, og hurtigt knuste han afrikanernes handel for at opnå sit eget monopol. 

Da denne svindel gik op for afrikanerne – der var blevet lovet nye indtægter 

i handelen med de hvide – og da kolonistyret udskrev tvangsarbejdere, 

gjorde de modstand mod invasionen. Snart var der permanent 

krig i Congo, så kongen kunne få kontrol over sit kolossale gods og udnytte 

dets rige ressourcer af især naturgummi, der blev høstet fra skovens lianer 

ved tvangsarbejde. 

I denne frådende røverkolonialisme var der konstant mangel på specialiseret 

europæiske arbejdskraft, og når de fattige skandinaver i disse 

udvandringsår kiggede ud over jordkloden efter mulige udveje fra deres 

hjemlandes ørkesløse udsigt, fandt nogle af dem muligheden i Fristaten 

Congo. Det gjaldt især sømænd og officerer fra hæren. 

Deres kontrakter var måske økonomisk lukrative, men meget disciplinerende. 

Hvis den lokale kolonikommandant var utilfreds med deres opførsel, 

kunne de blive sendt hjem uden appel og uden løn, og de kunne også blive 

posteret overalt i Congo til hvilket som helst arbejde. 

Mange af de nordiske søfolk tog efterhånden hyre i private, belgiske 

handelsfirmaer, der opererede i Congo. Her var løn og arbejdsvilkår ofte 

bedre end i Congo-staten. Snart var næsten alle private dampere i hæn-


derne på nordiske søfolk. 

To af de tidlige kaptajner, Jens Chr. Martini (fra Oslo) og danske Christian 

Victor Schønberg rejste i 1886 på en treårig kontrakt til Congo, hvor de fik 

kommandoen over hver deres lille dampskib. De første år sejlede de små 

hærstyrker ind i ukendte egne på opdagelse og erobring. Martini var med til 

at udforske bifloderne Kasai, Lopori, Itimbiri, Lulonga og Ruki; Schønberg 

besejlede Ubangi og Uele. Begge deltog i mange kampe med congoleserne. 

I perioder sejlede de på egen hånd rutefart mellem Leopoldville og den fjerneste 

station, Stanleyville – en tur på fire-fem måneder, tur/retur. 

Efter deres første kontraktperiode vendte begge kaptajner et halvt år 

senere tilbage til Congo, men Martini opgav i 1892 på grund af malaria; 

han døde af tropesygdomme få år senere. Schønberg fortsatte til 1902. Da 

var han 47 år og så ødelagt af sygdom, at han aldrig mere førte skib. Han 

levede dog længe nok til at opleve sin 85-års fødselsdag, men døde ludfattig, 

da Første Verdenskrig satte en stopper for hans pension fra den belgiske 

stat. 

Opholdet i Congo var livsfarligt. Martin Mortensen døde af tyfus, og især 

malaria og gul feber tog livet af mange. Kendskabet til tropesygdomme og 

kuren imod dem var tilsvarende spinkel. Således beskriver Schønberg et 

sygdomsanfald – og en kur: ” Rejsen nedad blev langvarig, fordi jeg havde 

for lidt Mandskab. Under hele Nedturen følte jeg mig mere og mere daarlig - 

da vi endelig kom til Leopoldville, maatte jeg lide, Kuldegys, Mathedsfornemmelser 

afvekslede. Dr. Mense undersøgte mig. Dr. Mense - en tysk 

Læge, uddannet ved Kiel Universitet fandt ud, at det var galt fat med min 

Lever, idet den nemlig havde vokset i en foruroligende Grad og nu søgte at 

bane sig Vej op gjennem Halsen paa mig. Ordren lød da: ”Tilkøjs, ingen 

Mad, Kinin, Arsenik, Citronvand, The og Arrowroot med Rødvin.” I seksten 

Dage laa jeg uden at føle nogen Bedring. Jeg havde ulidelige Smerter i 

højre Side og op ad Ryggen. Den ene Morfinindsprøjtning fulgte efter den 

anden uden at berolige mig. Efter tre-fire Dage efter begyndte Leveren virkelig 

at svinde. Nu gik det løs baade med cocktail og Champagne, thi Dr. 

Mense kom ofte ned med en Halvflaske af den sidstnævnte Drik og sagde 

da altid: ”Her er for meget til en, lige tilpas til to - Skaal Kammerat!” Endelig 

den treogtyvende Dag listede jeg ud paa Verandaen med en normal Lever. 

Hele den Historie havde kostet mig 36 Pd. af min Vægt. Fjorten Dage efter 

at jeg var kommen op, rejste Dr. Mense til stor Sorg for alle. Efter min Formening 

vil Kongostaten næppe nogensinde faa nogen bedre Læge eller 

noget bravere Menneske i sin Tjeneste end Dr. Mense.” 4


I de første år døde en tredjedel af søfolkene i Congo. Yderligere en tredjedel 

måtte vende hjem på grund af sygdomme; nogle af dem døde undervejs, 

mange af dem var mærket for livet. 

Allerede i 1882 havde Kong Leopold II rekrutteret de første svenske officerer 

til sin kolonihær, og snart fulgt danske og norske. Hans hær skulle 

overvinde to stærke lokale grupper for at få kontrol over området. Ud over 

landets indbyggere den såkaldt ’arabiske’ kolonimagt, der fra sit hovedsæde 

i Zanzibar kontrollerede hele den østlige del af territoriet og stadig 

ekspanderede længere mod vest. Leopold II havde brug for en stærk, velorganiseret 

og velbevæbnet hær. 

Koloniseringen havde allerede fra første dag været akkompagneret af 

overvældende europæisk ildkraft. Da Stanley ankom til Banana i august 

1879, medbragte han hundrede lejesoldater fra Zanzibar, bevæbnede med 

moderne bagladegeværer og maskingeværer5 . Fire år senere sendte Leopold 

yderligere et dusin præcisionskanoner fra Krupps fabrikker6 . 

Mens Stanleys ekspedition trængte op ad Congo og dens bifloder, blev 

yderligere soldater rekrutteret fra Senegal og Ghana; de var billigere at 

transportere end zanzibariterne. Desuden var ghaneserne trænede soldater, 

der havde tjent den britiske hær. I de følgende år strømmede afrikanske 

lejesoldater af mange nationaliteter til Congo: Monrovianere, abyssinere, 

ægyptere, zuluer7 etc. 

Alle officerer var hvide. Leopold havde lovet den bekymrede belgiske 

regering kun at bruge frivillige i sin kolonihær; de første var rekrutteret i 

Belgien og enkelte i Storbritannien, senere fulgte også italienere og Schweizere. 

Skandinaverne udgjorde dog den største gruppe. Allerede dengang 

spillede angsten for ’bodybags’ en rolle i statslederes krigsførelse: Den danske 

løjtnant A. E. A. Lindegaard fortæller i sin erindringsbog, at han på sin 

lille, øde udpost i det vestlige Congo i 1897 fik brev fra distriktskommissæren, 

”som meddelte, at der fra Guvernøren var udsendt en Rundskrivelse 

til samtlige Distrikter, der havde Skandinaviske Officerer, med Ordre 

til at forespørge disse, om de frivilligt vilde melde sig til Deltagelse i 

Expeditionen til Bekæmpelse af det store Soldateroprør ved Nilen. Sagen 

var nemlig, at der hjemme i Belgien var opstaaet en Del Misfornøjelse over 

at saa mange Belgiere havde mistet Livet ved dette Oprør, og saa mente 

man vel, at det vilde gaa mere roligt af, naar det blev Skandinaver, der kom 

paa Tapetet i Stedet.” 8 I flere af de værste krigszoner udgjorde 

skandinaverne en tredjedel af officerskorpset. 

Behovet for nye soldater voksede uafbrudt. Efterhånden som koloni-


hæren erobrede kystområdet og de vigtigste strækninger langs floden, 

turde Leopold rekruttere congolesere til hæren og i maj 1886 var de første 

126 bangalamænd indrulleret9 . 

Stanley var ankommet med løfter til congoleserne om, at formålet med 

de hvides indtrængen ”kun er at handle.” Men efter kolonimagten i slutningen 

af 1880erne forbød alle ikke-autoriserede (dvs. afrikanske) købmænd 

at handle med elfenben og naturgummi, forsøgte congoleserne at stoppe 

denne underminering af deres livsgrundlag. Koloniens svar var en nådesløs 

og overvældende voldsanvendelse, der skulle tvinge congoleserne til total 

underkastelse. Forholdene blev bl.a. tilspidset i 1889, da den danske skibskaptajn 

Victor Freiesleben blev skudt under et skænderi i den store handelsby 

Tshumbiri. Han var den første hvide, der blev dræbt af congolesere, 

og ivrige efter at statuere et eksempel sendte kolonistyret en straffeekspedition 

på 37610 soldater op ad floden. “De ødelagde samtlige landsbyer 

mellem udmundingen af Kasai og byen Bolobo,” skrev en ansat i et 

handelskompagni, som senere rejste gennem området. “Markerne er hærget. 

Indbyggerne forsvarede sig, og et stort antal blev dræbt.” 11 

Straffekorpsets to skibe blev ført af de danske kaptajner Hans Madsen 

og Siegfried Duhst. Sidstnævnte fortæller om overfaldet på Tshumbiri: “Vi 

kunne se Byen brænde på flere steder, flere Kanoer med Døde og Sårede 

kom padlende op til os langs Stranden12 .” Herefter fortsatte de myrderierne 

tre hundrede kilometer længere op ad floden og standsede først, da også 

byen Irebu var raseret. “Vores store og blomstrende by… er som skyllet 

bort,” skrev en amerikansk missionær. “…det eneste, der er tilbage af 

Irebu, bortset fra nogle få huse nær missionsstationen, er sværtet græs, 

brændte grene og væltede træer.” 13 

I det følgende halve århundrede rejste stadig flere forskellige grupper af 

danskere til Congo: Læger, plantører, forretningsfolk, jernbaneingeniører, 

maskinister, landmænd, entreprenører, missionærer, mange af de sidste 

også læger. Senere fulgte 800 FN-soldater (1960-3) og sundhedspersonale 

i Danmarks først bistandsprojekt, undervisningshospitalet i Kinshasa 

(1963-81). 

I dag er deres indsats glemt i Danmark. Men den var afgørende. I sit 

storværk fra 1905, Skandinaver i Congo, sammenfatter den danske officer, 

H. Jenssen-Tusch, vore landsmænds indsats således: ”det er de svenske, 

norske og danske Skibskaptajner, Styrmænd, Maskinister og 

Skibshaandværkere, der i Virkeligheden i første Række har muliggjort 

belgiernes erobring af Congolandet.... Allerede i 1889 var der lutter skandi-


naver, fortrinsvis danske, i flodsejladsen, og med den gennemsnitlige årlige 

tilgang af en snes kaptajner, styrmænd og maskinister må så godt som alle 

pladser på floddamperne næsten konstant have været besat af skandinaver. 

I Banana beklædte disse alle lodsstillingerne, i Boma var ledelsen af 

sejladsen på Nedre-Congo og maskininspektørstillingen i deres hænder, i 

havnen og på værftet i Leopoldville så man kun svenskere, nordmænd eller 

danskere, og i regelen tilhørte den øverste myndighed med hensyn til flodtransportforholdene 

på øvrefloden også en af disse nationers sønner.” 

Mange af danskerne avancerede til høje stillinger: Da kaptajn Jespersen 

fra Bornholm i 1909 blev forfremmet til chef de zone i hjertet af urskoven, 

var han således øverste myndighed i et territorium på størrelse med 

Tyskland og Østrig. 

Frederik V. Olsen fra Kalundborg blev general og øverstkommanderende 

for kolonihæren og siden direktør for hele koloniens skibs- og jernbanetrafik. 

Rasmus Høier fra Nyborg drev landets største nationalpark. Valdemar 

Sølver fra Helsingør grundlagde minedistriktets hovedby Lubumbashi 

(Elizabethville). Rederiet Dansk-Fransk gik i fast rutefart fra Antwerpen til 

Congo. Senere ejede og drev den legendariske ’Kapselkonge’ Congos eneste 

fabrik til fremstilling af ølkapsler. Vordingborg-Køkkenets grundlægger 

og ejer opkøbte en landbrugs- og skovkoncern og leverede i mange år fra 

sine tre savværker såkaldt ’Congo-eg’ til danske hjem. Østasiatisk Kompagni 

drev plantager, oprettede handelsagenturer og sørgede for leverancerne 

af både Folkevogne og Studebakers. 

Danskerne fandt et stort og videbegærligt publikum, når de kom hjem. 

Allerede i 1890 udkom den første bog med egne oplevelser, 

skibskaptajnerne Schønberg og Martinis Danske Kongo-Farere. 

Siden gik der ikke et årti uden adskillige Congobøger fra danske veteraner. 

Så omfattende var produktionen, at Jürgen Jürgensens Opfylder Jorden! 

har genrebetegnelsen ’Congo-roman’; alene han udgav elleve bøger 

om Congo. Så sent som i 1940erne udkom Congo-romanerne fortsat, f.eks. 

Viggo Jungsbølls ”Peer Just på Kongoeventyr”. Sammen med tusinder af 

avisartikler i lands- og lokalblade, udstillinger af ’negergenstande’ på de 

nyoprettede antropologiske museer og veteraners foredrag gjorde bøgerne 

Congo til det land i Afrika, danskerne helt op til 1960erne var bedst bekendt 

med. 

Leopolds Congoprojekt blev 25 år efter Albert og Martins ankomst afsløret 

som et næsten ufatteligt barbari, hvor op mod halvdelen af indbyggerne 

omkom, mens Leopold II opbyggede en kolossal formue fra salget af


det tvangsindsamlede naturgummi. Med Mørkets Hjerte rejste Conrad ham 

en skamstøtte for at have indledt ”det ondeste kapløb om bytte som nogensinde 

har plettet menneskets samvittighed.” 

Hvad er så de danske kolonisatorers eftermæle? I bornholmeren 

Jespersens erindringsbog, der udkom i 1930, fortæller han om Leopoldtidens 

praksis i de store koncessionerede gummiselskaber med at afkræve 

soldaterne en menneskehånd for hver spenderet patron – et bevis for, at 

den dyre ammunition ikke var spildt. Han havde selv set, hvordan 

gummikaravanerne til handelsstationerne også medbragte kurve fyldte med 

menneskehænder, omhyggeligt røgede over bål som en anden letfordærvelig 

kødvare, så de kunne klare rejsen frem til ammunitionsregnskabet på 

stationen. Som stedlig ordensmagt skulle Jespersen gribe ind, når disse 

handelsselskaber for brutalt håndhævede tvangsarbejdet, og det gjorde 

han også, siger han. 25 år senere. 

Til gengæld har andre officerer fortalt om voldsomme overgreb, de selv 

foranstaltede, som det Frederik Keyper beskrev i et brev til sin mor: En dag 

red han ud med 86 soldater for at samle proviant til kasernen. Da han fandt 

en landsby med masser af mad, overfaldt han den, ”fordrev de Indfødte og 

slog mig ned her, og sendte Soldaterne ud efter flere Fødevarer,” som han 

skriver i et brev til sin mor. Under opholdet forsøgte indbyggerne flere gange 

at fordrive besættelsesmagten, men de blev nådesløst mejet ned, og deres 

afskårne hænder hængt op i træerne til skræk og advarsel. 

Soldaterne begik overgreb, søfolkene var vidner og deltagere. Når den 

store danske bistand til Congo i 1960erne kunne gennemføres uden opgør 

med det tidligere engagement i landet skyldtes det muligvis, at også denne 

indsats, inklusive Keypers, havde fundet sted under samme godgørende 

overskrift. I 1960erne og 1970erne skulle vi give afrikanerne ’udvikling’ – 

tidligere var kodeordet ’civilisation’; Leopolds, og siden Belgiens, kolonisering 

skulle befri congoleserne fra arabiske slavejægere og give dem frugterne 

af vores civilisation: Handel og ’en mere menneskekærlig 

Tænkemaade’, som Jenssen-Tusch formulerede det. At intet af dette blev 

leveret skyggede ikke dengang for projektets omdømme – danske aviser 

bragte kun sporadisk omtale af de afsløringer af barbari, der i USA og Storbritannien 

rejste en så voldsom storm, at Leopold II i 1908 måtte afstå kolonien 

(til Belgien). 

Siden sænkede den store stilhed sig over Congo – eller Zaire, som 

Mobutu omdøbte landet, og i dag er de danske aktiviteter i Congo glemt af 

alle andre end overlevende FN-soldater og sygehuspersonale.


Undervisningshospitalet er for eksempel gledet helt ud af bistandsverdenens 

bevidsthed. 

Congos historie er grusom. Millioner af indbyggere omkom under de 

første årtiers kolonisering – netop da skandinaverne ”muliggjorde 

belgiernes erobring.” Efterkommere af de overlevende voksede op med 

tvangsarbejde og apartheid, der gjorde dem til tilskuere til moderniseringen 

af deres land. Da demokratiet blev indført i 1960 stod Belgien, USA og 

Frankrig bag mordet på den valgte ministerpræsident og de næste 35 års 

diktatur under Mobutu. 

Mobutu-tiden, som vi har lært at kende som selveste indbegrebet af 

ryggesløs afrikansk korruption, var et produkt af den kolde krig: Landet i 

hjertet af Afrika måtte ikke falde i hænderne på kommunisterne, hvorfor 

Mobutus magt blev garanteret af vore allierede i en sådan grad, at han 

kunne tillade sig at styre Congo uden noget hensyn til, hvad der tjente landet 

og dets indbyggere bedst – han skulle jo tjene os. 

Nu er Congo ved at genrejse sig. Dets første frie valg siden 1960 er lovet 

om få måneder. Danmark bidrager praktisk talt ikke til genopbygningen, 

det er jo vanskeligt at arbejde i Congo: Et enormt land med kun rudimentært 

opretholdte transportveje og infrastruktur, gennemsyret af korruption, 

fyldt med indbyggere mistroiske overfor hvide mennesker og deres motiver. 

Congo ligner kort sagt det øvrige Afrika, det er bare endnu værre – lige 

som landets historie. For Danmark er der imidlertid en afgørende forskel på 

Congo og resten af kontinentet: Det er det eneste afrikanske land, hvor vi 

har en ubrudt historie fra koloniseringen og frem til nutiden, og hvor vore 

landsmænd tog aktivt del i kolonisering og undertrykkelse. Følger der intet 

ansvar af sådan en historie? 

I de tidligere kolonilande har der aldrig været tvivl om det nationale ansvar 

over for de tidligere kolonier – diskussionen i Frankrig, Storbritannien 

og Belgien har dels været, hvor meget et sådant ansvar for fortidens synder 

skal koste, dels været en konstant historierevision for at nærme sig sandheden 

om det katastrofale ansvar. Men hvad med ansvaret i lande, hvis borgere 

deltog i koloniseringsprojektet, selv om deres stat ikke gjorde? Danske 

officerer nedkæmpede congolesernes oprør mod en diktatorisk kolonimagt, 

terroriserede de opsætsige, afbrændte landsbyer, plyndrede forrådskamre 

og marker – vel at mærke uden at én eneste af dem nogen sinde offentligt 

protesterede eller tog afstand fra deres gerninger eller det store 

koloniseringsprojekt. Disse sønner af den danske militærstand udførte deres 

arbejde med et brev i lommen fra den danske konge, der bemyndigede


dem til at træde i belgisk kolonitjeneste. Naturligvis skal disse mænd ikke 

dømmes med nutidens moral. Men det skal nutidens gerninger naturligvis 

– herunder også det, vi ikke gør. 

I Congo har man næppe kunnet skelne mellem de mange slags europæere, 

der opererede i landet, og den danske indsats har derfor ikke været 

noteret som dansk – bortset fra én væsentlig detalje: Fortæller man i hovedstaden 

Kinshasa, at man er dansker, er der stor sandsynlighed for at en 

eller anden i selskabet med et stort smil siger: ”Åh! Clinique Danoise!” 

Smilet skyldes ikke bare en form for genkendelsesglæde. Årsagen er, at 

klinikken skabte et enestående ry for Danmark – for professionalisme, for 

partnerskab og for en lighedstanke, der måske er udbredt i vor ende af verden, 

men et sjældent gode i Congo. ”Danskerne… De var anderledes,” siger 

den tidligere chef for sygehusets bilpark, Mr. Loui, ”de var lige med os. De 

ville have, at vi skulle behandle alle ens, når de kom på sygehuset – uanset 

om de var hvide eller sorte, højt på strå eller almindelige mennesker.” 

Dét er altså vort nuværende omdømme i landet – at vi indledte en afgørende 

indsats for skabelsen af et professionelt sundhedsvæsen og for retfærdighed. 

Men congolserne spørger også, hvorfor vi overlod dem til 

Mobutus forgodtbefindende, og hvornår vi dog kommer tilbage? 

NOTER 

1 Andersen, Edward: Eventyrlige Congo. København, Forlaget Fremad, 1957. 

2 Monteiro, JJ: Angola and the river Congo, vols I-II. New Impression, London: Frank Cass & 

Co Ltd, 1968, gengivet i Friedman, K. Ekholm: Catastrophe and Creation. The transformation 

of an African culture. Amsterdam, Harwood Academic Publishers GmbH, 1991. 

3 Stanley, Henry Morton: Congo and the founding of its Free State. London, Sampson, Low 

& Co. 1885 

4 Chr. Martini og Chr. Schønberg: To danske Congofarere. København, V. Pontoppidans 

Forlag, 1890. 

5 Hochschild, Adam: King Leopold’s Ghost. A Story of Greed, Terror and Heroism in Colonial 

Africa. Boson, New York, Houghton Mifflin Co., 1998 

6 La Force Publique de sa naissance à 1914. Participation des militaires à l’histoire des 

premières années du Congo. Ouvrage réalisé par la Deuxième Section de l’Etat-Major de la 

Force Publique. Bruxelles, Institut Royal Colonial Belge, 1952 

7 La Force Publique 

8 Lindegaard, A.E.A.: Soldaterliv i Congo. Kjøbenhavn, Nyt nordisk Forlag, 1928. 

9 La Force Publique 

10 Jenssen-Tusch, Harald: Skandinaver i congo. Svenske, norske og danske Mænds og 

Kvinders Virksomhed i den uafhængige Congostat. København, Gyldendalske Boghandel

1902-5. 


11 Harms, Robert: River of Wealth, River of Sorrow. New Haven and London, Yale University 

Press, 1981 

12 Jenssen-Tusch 

13 Harms

Læs som pdf - Historie-nu.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?