Studietur til Japan - Boyes Fond

Studietur til
Japan
1.-14. juli 2007
FLS -Forening for Landskabsarkitekt Studerende

Studietur til Japan 2007
Vi var 18 landskabsarkitektstuderende
fra det Biovidenskabelige Fakultet
(tidligere KVL) der i perioden 1.-14. juli
2007 var på studietur i Japan.
Rejsen blev arrangeret af Rejseudvalget
under FLS (Forening for Landskabsarkitekt
Studerende).
Formålet med rejsen var at studere byrum
og japansk havekunst i henholdsvis
Tokyo og Kyoto.
Rejsen startede med tre dage i den
nordøstlige del af millionbyen Tokyo,
efterfulgt af en uge i Kyoto. De sidste
dage blev tilbragt i den sydvestlige del
af Tokyo.
Vi havde tilrettelagt et tæt pakket program
for turen. Dette måtte undervejs
modifi ceres efterhånden som vi fandt
frem til nye, interessante udfl ugtsmål,
mens andre måtte vige, fordi tiden ikke
slog til.
Rejsen gav et indblik i en kultur der på
mange måder ligger fjernt fra den danske
og europæiske kultur, og der har
været rig mulighed for som landskabsarkitektstuderende,
at søge inspiration
indenfor alt lige fra byparkdesign til
belægninger.
FLS Rejseudvalget og deltagere på turen
ønsker at sende en stor tak til sponsorer
og fonde der har været med til at gøre
rejsen til en realitet.
Med denne rejserapport vil vi videregive
oplevelser og indtryk fra turen.
Karl Johan Baggins
Louise Røhr Bengtsen
Nanna Davidsen
Louise Hansen
Martin Lysholm Hjerl
Ellen Sofi e Holmboe
Ann Theill Jensen
Rikke Larsen
Henriette Kia Syrak Lund
Malan i Jakupsstovu Magnussen
Jacob René Medborg
Karen Refslund Nielsen
Rie Celina Cathrine Nielsen
Gertrud Retoft
Annette Gerd Schmidt
Sara Skouboe Termansen
Asbjørn Morsing Thomasen
Lise Thorsager

Tokyo d. 2. juli 2007
Ueno Park
Den første dag i Tokyo brugte vi på at
udforske en af de store byparker.
Efter sigende skulle det være den største
park i Tokyo.
Vi kom igennem tre store hovedafdelinger
i parken: Først et tæt bevokset,
nærmest uigennemtrængeligt og
skovagtigt, område med brede asfalterede
veje igennem.
Dernæst kom vi til et stort åbent areal
med et stramt udformet bassinanlæg
med et springvand. Området var hele
vejen rundt omgivet af grønne vægge af
trækroner.
Til sidst kom vi til vandområdet. En sø
var helt dækket af lotusblomster. Midt i
søen lå en ø med et tempel, og denne
var forbundet til bredden af broer på to
sider.
Vi krydsede over søen og nød de lange
kig over lotusplanterne mod de fjerne
højhuse. Derefter fulgte vi en allé rundt
langs søbredden.
Det var en park med tre meget forskellige
stemningsoplevelser, med plads til
mange besøgende. Men man savnede
umiddelbart nogle elementer der kunne
have bundet de forskellige dele sammen
til en helhed, ligesom grænserne virkede
utydelige og udfl ydende.
Stor plads i det tætbevoksede parkområde. Bassin med formelt, stramt udtryk.
Sø dækket af lotusblomster med Tokyos højhuse i baggrunden.

Tokyo d. 3. juli 2007
Tsukiji fi skemarked
Ordnet kaos, alle er i gang med noget
eller på vej et sted hen. Kun få turister
har fundet dette sted og er stået op så
tidligt. Der er en fantastisk travlhed,
men forbavsende lidt råben eller dytten.
Larmen består af maskinlarm og ikke af
menneskestemmer.
Der bliver solgt alt godt fra havet og der
er en blanding af fi rmaer, restauranter
og privatpersoner som køber ind ved
de mange boder. Hele markedet er
forbavsende rent og lugter af hav, is og
friske fi sk.
Morgentravlhed på verdens største
fi skemarked.
Stående inde midt i parken, kan man se de
mange højhuse, som omgiver hele området.
Hama Rikyu
Hama Rikyu er en park tæt på Tokyo
havn, der også er kendt som ”the
Detached Palace Garden”.
Det er en typisk have fra Edo-perioden
(omkring 1650). Parken fremstår som
en landskabshave med såvel åbne
arealer med spredte træer, som tættere
beplantede, skovagtige områder. Parken
er omgivet af en randbeplantning af
træer og buske som effektiv lukker for
udsynet til den omgivende by.
Skitse af tehus af Nanna Davidsen.
På siden ud mod havneområdet er
udsynet dog relativt åbent, og der er
udsyn til både mole og byens bygninger.
Haven indeholder bl.a. en pæonhave,
en 300 år gammel fyr og et søparti
med en 118 m lang cedertræs-bro (otsutai-bashi),
der går tværs over søen
med et tehus (Nahajima-no-ochaya) på
midten. Den oprindelige bro fra 1707
blev erstattet med en ny i 1997. Broen
skal primært opleves fra bredden, hvor
det er et smukt syn når den spejler sig i
vandoverfl aden.

Registrerede planter i Hama Rikyu:
Latin Dansk
Acer sp. Løn
Azalea sp. Azalea
Campanula sp. Klokke
Castanopsis cuspidata
var. sieboldii
-
Erythrina crista-galli Koralbusk
Ficus benjamina Stuebirk
Gardenia sp. Gardenia
Hemerocallis fulva Brun daglilje
Hosta hybrid Funkia
Hydrangea macrophylla Hortensia
Hydrangea paniculata Havehortenzia
Ilex sp. Kristtorn
Howea forsteriana Kentia palme
Iris sp. Iris
Lilium longifl orum Trompetlilje
Pinus thunbergii Japansk
sortfyr
Platanus sp. Platan
Prunus sp. Kirsebær
Quercus arguta Eg
Rhus typhina Hjortetaktræ
Wisteria fl oribunda Blåregn
Zelkov serrata -
Klippet græs danner bund for de opstammede
træer på forpladsens store areal.
Imperial Palace
Forpladsen består af enorme, ensformige
fl ader med græs og fyrretræer. Veje
og fortov er kendetegnet ved at
være meget brede, og hele området
er kæmpe stort og virker øde, på
trods af at man kan se mange andre
besøgende. Meget af området er lukket
for offentligheden, og forpladsen virker
umiddelbart steril og afvisende. Man
får indtryk af at paladset er meget
lukket, blandt andet på grund af store
stenvægge (gamle forsvarsværker) og
de kæmpemæssige lukkede porte. I
det hele taget føler man sig meget lille
og underdanig når man går inde på
området.
Eastgardens
Eastgardens er haveområdet direkte
tilknyttet til paladset. Man vil her
nok forvente et traditionelt japansk
haveanlæg, da det jo trods alt er en
have som er tilknyttet kejserpaladset i
Tokyo. Men det er kun et lille område
der fremstår som japansk have, resten
af anlægget er mere vestligt inspireret.
Vedligeholdelsen er imidlertid meget
japansk, idet det er ældre mennesker
med forklæde og kyser som passer
haveanlægget. Der bliver næsten ikke
brugt maskiner, langt det meste arbejde
foregår med håndkraft.
Det kejserlige område var nok lidt af
en skuffelse, især set i forhold til de
haver og parker vi så i Kyoto. Grunden
til at der kommer så mange turister til
kejserpladset kan næppe være på grund
af haverne.
Japansk inspireret afdeling af Eastgar-

Tokyo d. 4. juli 2007 Kyoto d. 6. juli 2007
Tokyo dome
Tokyo dome var lidt en skuffende
oplevelse. For det første kunne vi ikke
komme ind i selve kublen og for det
andet virkede pladsen rundt om kuplen
forvirrende og kikset. Der var lilla og
lyserøde kakler som gulvbelægning og
der var stort set ikke nogle mennesker
på den enorme plads. Der var en kold
og forladt stemning. Selve Domen
er trods alt, i kraft af sin størrelse,
et imponerende stykke arkitektur,
men området overordnet set var ikke
vellykket.
Tokyo Dome, der bl.a. bruges til store sportsbegivenheder,
indeholder 50.000 siddepladser.
Akihabara
Akihabara distriktet er et område i Tokyo
der er kendt for de mange butikker der
forhandler elektronik.
Umekoji park
Parken er en brugspark, hvor man
mødes og spiller baseball og fodbold,
eller går tur med børnene eller hunden.
Det er en meget robust park med
store græsfl ader, og forskellige sorter
af kirsebærtræer og blomster placeret
langs hovedstien i parken. Det var et
af de få steder hvor vi så blomstrende
stauder. Stedet var meget lidt japansk
inspireret og kunne lige så godt have
været placeret i et stort boligområde i
en europæisk by.
Hovedfærdselsåre i Umekoji park.
Hingashi Hongan-ji Templet og Nishi
Hongan-ji Templet
To store tempelkomplekser, begge
under ombygning, men bygningerne
er stadigvæk kæmpemæssige. I Nishi-
Hongan-ji templet fi k vi virkelig et
eksempel på japanernes venlighed,
idet vi i informationen spurgte til deres
have, som viste sig at værre lukket for
offentligheden på grund af ombygning.
Alligevel ville en ung kvinde, som ikke
talte særlig meget engelsk, gerne
vise os rundt. Hun lukkede os ind i de
afl åste områder. Selve haven bestod at
en lille sø omgivet af træer og buske,
med en meget smal sti rundt om.
Bygningerne stod meget tæt på haven
og man havde en klar fornemmelse af
at haven havde været større, men var
blevet ”ofret” til fordel for udvidelsen af
tempelkomplekset.
Ældgammel Gingko biloba er “fredet” under ombygningen.
Grenene holdes opppe ved hjælp af
støttepæle, noget der ses overalt i Japan.

Toji-templet
Et stort tempel kompleks med en fem
etager høj pagode placeret i en mindre
park. Dele af parken er omgivet af en
voldgrav med lotusblomster i vandet.
Parken er i forhold til Umekoji park mere
som en stor have, som man enten går
rundt i eller sidder og ser på. Vi så kun
få blomstrende træer (langt de fl este
træer, buske og stauder var grønne og
uden blomster på det tidspunkt vi var
i landet). Det er dog et kendetegn, at
langt de fl este træer og buske blomstrer
på et eller andet tidspunkt eller får
smukke efterårsfarver. Sammenlignet
med Danmark, hvor højsæsonen for
haver er sommeren med alle dens
blomster, så er den ideelle tid at se
haver i Japan helt klart om foråret
(kirsebærtræerne blomstrer) eller
efteråret (efterårsløvet).
Den 5-etager høje pagode
Panorama view fra Shosei-en garden
Shosei-en garden
Dette sted var oprindeligt ikke med i
programmet. Det er en klassisk gåhave
(stroll garden), med kirsebærtræer,
søer, vandfald og fl ere mindre bygninger
placeret i haven. Gåturen rundt i
haven er opbygget på samme måde
som en engelsk landskabs have, med
”overraskende” kik efterhånden som
man bevæger sig gennem haven.
Tofokuji-templet
Tempelkomplekset er placeret op af
en bjergskråning, og der løber en dyb
kløft igennem området. Desværre
ankom vi først til området en halv
time før lukketid, så det var meget
begrænset hvor meget vi kunne nå
at se af haverne. Dog nåede vi bl.a.
at se en zenhave. Selve haven er en
utypisk zenhave, idet der går en sti midt
igennem det rektangulære areal. På den
ene side af stien er et klippelandskab
med klippede buske og på den anden
side af stien er der sand revet i et
kvadratisk mønster. På de øvrige tre
sider er haven omgivet af bygninger.
Grus revet i kvadrater i Tofokujitemplets
zenhave.
Stiliseret bjerglandskab i zenhaven.

Kyoto d. 7. juli 2007
Ryoan-ji
Vi stod op tidligt lørdag morgen i håb
om at undgå de værste turister, da vi
skulle se en af de mest berømte haver
i hele Japan, nemlig Ryoan-ji. Vi havde
høje forventninger til stedet og vores
første indtryk var nok lidt skuffelse
over anlæggets størrelse, men det tog
ikke lang tid før vi begyndte at nyde
zenhaven meditative stemning i fulde
drag.
Fra en veranda langs den ene side af et
kvadratisk område med grus, kan man
betragte 15 sten. Baggrunden er en
gammel lermur, der på smukkeste vis
veksler i orange, gule og brune toner på
grund af olie der står og trækker ud af
muren med tiden. De 13 sten er placeret
i mos øer. Om de bryder op af jorden
eller er på vej ned er op til beskueren at
fortolke.
De sidste to er placeret direkte i gruset.
Gruset omkring
øerne er revet
i runde former.
Resten i lige baner
i havens fulde
længde.
Tegning: Rikke Larsen
De 15 sten har forskellig højde, størrelse
og retning. Man kan som beskuer aldrig
se alle 15 sten på én gang. Måske symboliserer
de bjerge? At forsøge at løse
den slags gåder kan ifølge zen-buddhismen
lede til en højere indsigt og oplysning
for det enkelte menneske.
Daitokuji
Man kan også roligt sige vi havde høje
forventninger til Daitokuji, vi havde
nemlig lavet en øvelse som gik ud på
at skrive en videnskabelig opgave om
stedet et halvt år tidligere. Dette gjorde
kun besøget bedre.
Daitokuji er et tempelkomplex der er
opbygget af en række undertempler.
Daisen-In er nok den mest berømte
zen have i Daitokuji. Haven er en ”tør
landskabshave” fra ca. 1510. Brugen
af planter er begrænset, og man kan
ikke overskue hele haven på en gang,
da den omgiver huset. Man er nødt til
at bevæge sig omkring for at oplve alle
delene. En stensætning i en del af haven
skal illudere et vandfald, mens en stor
fl ade af revet grus med to gruskegler
i midten skal forestille ”intethedens
ocean”.
Fotografering i haven er desværre
forbudt.
Kinkakuji Guldtemplet
Det første syn der mødte os var fem
store turistbusser. Da man kom ind på
de smalle stier gik man nærmest i kø og
denne have var også helt klart det mest
”turistede” tempel vi besøgte på vores
tur. Haven var smuk og templet der
lyste op ude på den spejlblanke sø var
noget af et syn. At se bygningen og de
omgivende træer og småøer spejle sig
i vandoverfl aden, havde stor effekt, og
har formentlig været skaberens ide fra
starten.
Den nederste etage af Guldtemplet manglede
ved vores besøg guldbelægningen.

Kyoto d. 8. juli 2007
Nanzen-ji
Nanzenji er et område med nogle af rinzaizen-buddhismens
vigtigste historiske
templer og i dag hovedkvarter for en af
dens sekter. Tempelområdet er stort og
består af mange bygninger, som ligger
smukt placeret i landskabet blandt høje
cedertræer. Til området hører der mange
haver til, bl.a. fl ere stenhaver. Vi besøgte
Ten Juan og Nanzen-in.
Ten Juan
Ten Juan er et zen-tempel fra 1337,
hvoraf nogle af elementerne i haven
repræsenterer Meiji-perioden fra 1868-
1912. Østhaven er en stenhave, og
særligt ved denne have er at den har
en geometrisk fl isegang lagt på et
mostæppe, hvilket vi ikke har set andre
steder.
Dette giver mulighed for at man kan
bevæge sig rundt i stenhaven, til forskel
fra de andre stenhaver vi besøgte,
der kun kan betragtes fra templernes
verandaer.
Den sydlige del af haven er fra det sene
14. århundrede og bærer præg af denne
tids landskabshaver.
Nanzen-in
Nanzen-in paladset er fra 1264, og
blev bygget om til et tempel i 1291,
fordi bygherren troede stærkt på zenbuddhimen.
Haven er en typisk landskabshave. I
haven er der en gruppe store robuste
sten, der danner et naturligt vandfald.
Herudover fi ndes der fl ere søer fyldt med
store karper, med forskellige små broer og
trædestier henover. Broer udføres oftest
med ”knæk” der forhindrer onde ånder i
at passerer, da de kun er i stand til at
Flisegang i mos. Flisegang i mos.
gå i lige linjer.
Beplantningen i haven er mere
vildtvoksende end andre
japanske haver, som er mere styret,
hvilket giver en mere landskabelig
stemning.
Foran templet er en akvadukt, som fører
vand fra en kilde i bjergene bag Nanzenin
over slugten. Det er et imponerende
bygningsværk med enorme buer. Det
var ikke den stilart vi havde forventet at
møde i et japansk tempelområde langt
fra middelhavsområdet.
Akvadukten i Nanzen-ji.

Kiyomizudera
Templet er fra 1700-tallet og er bygget
op ad en skovbeklædt bjergside med en
veranda på hundredevis af store stolper,
hvilket gør det meget karakteristisk.
Man er meget bevidst om placeringen i
landskabet, i det turen op gennem templet
er særdeles anstrengende, da det går op
ad bakke hele vejen. Fra templet er der til
gengæld en storslået udsigt over Kyoto.
Japanerne er gode til at bygge templer
og haver i bjergene, og udnytte terrænet.
Området omkring templet er i den store
skala, der afgrænses af terrænet, her
hører ingen detaljerede haver til.
Det er en stor turistattraktion, med rigtig
mange turister, så der er et meget hektisk
tempo og et mylder af mennesker.
Templet med verandaen på stolper
Vandparti i Sho-ren-in med Awata-bjerget i
baggrunden
Skitse af “dragen i søen” - Shören-in af Henriette Lund
Sho-ren-in
En meget harmonisk og fredfyldt lille have
med få besøgende. Der var mulighed for
at nyde en kop grøn te på rismåtterne i
templet, mens man nød udsigten.
I haven er der bl.a. en sø der grænser op
til en del af Awata-bjergets fod, og haven
er hermed et fi nt eksempel på, at man
bruger det eksisterende natursceneri, og
bringer det med ind som en del af havens
landskab.
I søen ligger dragen med sin store krop
og hovedet stikkende op af vandet i
vandoverfl aden, som en slags vagtdrage.
Der er to templer tilknyttet haven og
man kan via en lille træbro gå fra det ene
til det andet, imens man betragter de
omkringliggende havescenerier.

Ginkaku-ji
Ginkaku-Ji oversat betyder sølv-templet,
hvilket oprindeligt også var planen at det
skulle opføres i sølv – men det blev dog
aldrig realiseret.
Indgangen til templet består af en
gang, omkranset af en fem meter høj,
rektangulær, klippet cameliahæk. På
denne strækning lægges hverdagens
stress og jag fra sig. Herfra mødes
man af en indgangshave med enkelte,
klippede fyrretræer og azaleaer,
hvidt grus m.v. Bevæger man sig
videre kommer man ind i haven med
Sølvtemplet. Haven er fra 1500-tallet og
beliggende langs et bjerg. Haven består
af hvidt grus, revet som rismarker og
Fujibjerget genskabt med kvartssand,
hvilket er stedets hovedattraktion.
Umiddelbart langs med det stiliserede
landskab grænser en naturalistisk have
med små søer, broer, stier trædesten
og masser af spændende, klippede
fyrretræer. Havens nærhed med bjerget
er udnyttet til at skabe en effekt, kaldet
‘lånt sceneri’. Overgangen mellem have
og natur er fl ydende. Plejeniveauet
af træer og buske bliver lavere jo
længere man kommer væk fra templet.
Derved kan overgangen mellem det
menneskeskabte og naturen knapt nok
skelnes. Det lånte sceneris tankegang
er for længst taget med til de danske
haver.
Grus revet som rismarker samt Fujibjerget genskabt
med kvartssand.
Der var fremvist 48 mosarter, som er anvendt i
haven.
Tori
Den orange, gevaldigt store tempelport
(tori) ved indgangen til Heian Jingu
står monumentalsk og prangende med
hovedvejen og bilmyldret lige under den.
Porten er Japans største på 23 meter.
Tempelport ved indgangen til Heian Jingu

Kyoto d. 9. juli 2007
Garden of Fine Art, Kyoto
Det er formiddag og vejret er gråt
og regnfuldt, men vi skal ud at fi nde
Garden of Fine Arts. I går søgte vi
forgæves efter den, selvom adskillige
hjælpsomme japanere, turister,
forretningsfolk, vagter og politibetjente
havde forsøgt at hjælpe os. Efter
et par omveje og et vildspor når vi
endelig frem. Entréafgiften er på 100
yen (ca. 5 kroner), så det er bestemt
overkommeligt. Vejret er ikke blevet
bedre, det regner stadig. Vel inde
åbner en fantastisk verden sig for
os. Regnen bliver pludseligt et plus
istedet for at være et entydigt minus,
for den japanske arkitekt Tadao Ando
har i dette projekt ladet vandet være
et vigtigt element. Størstedelen af
grundfl aden på stedet udgøres af
bassiner i forskellige højder. Mellem de
forskellige niveauer er der vandfald.
Den resterende grundfl ade, som udgør
gangarealet for de besøgende er belagt
med chaussesten. Som Tadao Ando
ofte benytter dem, er de lagt uden
forbandt. Regndråberne slår fi nt mod
vandoverfl aden og gør granitstenene
og betonvæggene mørke. I det første
bassin ved entréen fi nder vi Monet’s
”Water Lillies: Morning”, der ligesom
de øvrige kopi-malerier i haven, er
udført som glaserede porcelænsfl iser.
Dette maleri med åkanderne er, som
det eneste i haven, placeret under
en bassinoverfl ade. Det giver en
spændende og overraskende effekt,
idet regndråberne laver ringe i vandet,
som har til følge at maleriet konstant
forandres en smule.
Videre kommer vi forbi en betonmur,
med et par ”vindues”-udskæringer.
Igennem disse kan vi se over på to
skærme med Renoir’s ”On the Terrace”
og van Gogh’s ”Road with Cypress and
Star”. Efterhånden, som vi bevæger os
forbi udskærringerne kommer forskellige
dele af de to bagved hængende malerier
frem. Videre rundt kommer vi forbi Toba
Sojo’s ”Choju giga” og Zhang Zeduan’s
”Quingming shanghe tu”.
Havens største maleri er Michelangelo’s
”Last Judgement”, som med hele 1430 X
1309 cm virkeligt markerer sig. Iøvrigt
fi ndes Leonardo da Vinci’s ”Last Supper”
og Seurat’s ”A Sunday Afternoon”.
Haven er et imponerende anlæg, som
starter i gadeniveau for derefter at
bevæge sig ned i jorden. Væk fra gadens
liv og støj, ned til lyden af vandfald eller
blot stilhed. Det er en fantastisk måde
at opleve disse kendte malerier på, også
selvom der er tale om reproduktioner
udført som porcelænsmaling.
Fornemmelsen af at være ude i vejr
og vind og samtidig nyde denne
verdenskendte kunst er helt fantastisk.

Awaji Shima
Vi tog med toget fra Kyoto til Osaka. En
rejse, hvor toget stort set ikke kommer
uden for bymæssig bebyggelse. I Osaka
skiftede vi til et regionaltog, som kørte
ned ad kysten til Kobe og videre til den
store bro over til Awaji Island. Broen,
som er verdens længste hængebro,
og som blev påbe-gyndt senere end
Storebæltsbroen og færdiggjort tidligere.
Herfra skal vi med bus ud til Tadao
Andos Water Temple, eller Honpukuji
Temple, Shingonshu Honpukuji. Bussen
kører hurtigt over den lange høje bro,
hvorfra der er fi n udsigt over kysten.
På Awaji øen drejer vi af og kører langs
kysten. Lidt senere sættes vi af, og
skal gå et stykke for at komme op til
templet. Der er ikke skiltet dertil, så vi
satser og går op ad en lille vej. Efter
et kort stykke tid er vi virkeligt ude på
landet. Vi står midt mellem rismarkerne,
som terraserede ligger op ad bjergfoden.
En stejl stigning senere er vi fremme.
De glatte betonmure danner ramme om templet.
Går forbi de gamle tempel-bygninger,
op ad en smal sti gennem et krat, og
pludseligt er de der, de store hvide
betonmure. Honpukuji temple er
opført i 1991-1992. Dette moderne
tempel i beton er meget minimalistisk og
holdt i rene linier: En ret linje, en buet
linje samt en oval.
De to linier kommer til udtryk ved ca.
3,5m høje mure i glatpudset beton. Det
siges, at den rette linje skal symbolisere
et snit i landskabet, som skabt af en
samurais sværd.
Plan over templet og dets minimalistiske stil.
Den rette linje danner ramme om
indgangen, hvorefter man følger en sti
langs den buede linje for at komme til
ovalen, som er selve templet.
Man møder templets tag, hvorpå
der er anlagt en lille sø med lotus og
nøkkeroser i knæhøjde. Omgivet af
bambus og med udsigt til bjergene. I
vandet svømmer små fi sk, ellers er der
ingen tegn på liv.
Denne ”tagsø” gennemskæres af en ret
linje, der ved nærmere eftersyn viser sig
at være nedgangen til templet. Trappen
ned giver en højdeforskel på ca. 7 m, en
meget dramatisk effekt.
Indgangen til selve templet under søen med
lotus.

Vi går ned ad trappen midt i bassinet
og kommer ind i templet. Selve templet
er i modsætning til den ovale sø helt
cirkulært og holdt i en kraftig orangerød
farve, som har symbolsk betydning
for munkene. Vi går rundt i de smalle,
høje korridorer, mærker hvordan
lysintentiteten skifter. Ser hvordan lyset
er mere eller mindre rødt, som følge
af refl ektioner af de store mængder
rødmalet træ.
Den orange farve er fra gammel tid symbolsk
for munkene.
En stille stund i templets inderste følger.
En enkelt munk kigger forbi.
Efterfølgende sidder vi en stund
ved kanten af Lotus-bassinet, nyder
stilheden, solen og hinandens selskab.
Awaji Yumebutai
Vi vedtager at det godt kan lade sig gøre
at gå derhen fra Tadao Andos tempel.
Det er varmt at gå langs kysten, så der
ryger en del vand. Efter et stykke tid
er vi endeligt fremme ved det virkeligt
store anlæg Awaji Yumebutai fra 2000.
Anlægget er som templet opført med beton som
hoved element.
Hotel og konferencefaciliteter.
Nogle områder kligger næsten spøgelsesagtigt
øde hen.
Anlægget er mildest talt overvældende.
Det er så enormt og samtidigt så
gennemført ned i den mindste detalje. Vi
går lige så stille rundt og forsøger

at forstå stedet. Et sted, som virker
helt ufatteligt. Som noget fra en anden
tid. Stedet huser mange forskellige
faciliteter: Hotel, konferencelokaler,
botanisk have, væksthuse, amfi teater,
restauranter m.m. Alt er opført i
samme fi npudsede beton som templet
vi først besøgte. Awaji Yumebutai er
et yderst komplekst område sammensat
at vidt forskellige elementer
sammenholdt af materialet (beton)
og et strengt geometrisk formsprog
udtrykt gennem kvadrater, cirkler, ovaler,
buer og trekanter. Desuden er vand et
gennemgående element der ses som
kaskader, bassiner og springvand.
Kig ud gennem kaskade af vand.
Formsproget og elementerne
understreges af det omkringliggende
landskab, elementerne er opført så de
har en bjergside i ryggen og udsigt over
havet, dette skabet et spændingsfelt og
et drama der ikke ville være opnået på
et fl adt stykke land. Højdeforskellene er
på den ene side med til at gøre området
mere overskueligt og på den anden side
betyder det, at man hele tiden bliver
overrasket over nye ting i landskabet.
“Botanisk have” - en art i hvert kvadrat.
Efter at have besteget den botaniske
have, som ligger øverst på bjergsiden
bag resten af anlægget, kommer
man helt op i skovkanten, hvor der
er advarsler om vildsvin, og påbud
om at holde lågerne lukkede. Herfra
er der en perfekt udsigt over hele det
overvældende kompleks og tankerne
går til gamle græske og romerske
bebyggelser, specielt Villa Adriana, som
Hadrian lod opføre som en idealby. Dette
sted er simpelthen så gennemført, som
var det en kæmpe herskers idé om en
idealby, som kom til udførelse. Her er
der imidlertid tale om at et landskab
er forsøgt rekonstrueret efter et stort
jordskælv i 1995. Stedet skal fungere
som et mindesmærke for de tusindvis
af mennesker, som omkom under
selvsamme jordskælv.
Tegning der viser fordelingen af de forskellige
elementer i anlægget.

Kyoto d. 10. juli 2007
Jizu-in
Vi var 6 studerende, som mødtes kl.
8.30 for at følges ad til Jizu-in, et
mindre tempel med en moshave. Vejret
var imod os; det var mørkt, overskyet
og regnfuldt. Efter en times bustur var
vi ved indgangen til Jizu-in. Man gik
gennem en bambusskov og kom til den
første tempelbygning, som var beregnet
til en kort bøn, før man gik videre til
hovedtemplet.
Det var det mindste tempel, som vi
indtil da havde set i Japan. Til gengæld
var der meget få turister, så vi kunne
nyde stilheden forholdsvis uforstyrret.
Templets hoved rum var dækket af
tatamier (måtter) og lige udenfor
Beskåret nåletræ i Jizu-in.
skydedørene var den traditionelle
træterrasse i højde med gulvet indenfor.
I disse gamle templer er gulvene slidt
glatte og næsten bløde; man færdes
ubekymret på bare fødder og støjen fra
de besøgende er minimal. Efter at have
taget billeder, satte vi os og skitserede
haven.
Desværre var der ikke nogle
blomstrende buske eller træer, men
alt så meget frodigt ud. Der var en
baggrund af træer i varierende grønne
nuancer og et underlag af grønt mos.
Mørke klippestykker stod spredt rundt
i haven, som regel ledsaget af grønne
vækster. Man så også et lille vaskefad
af sten og en statue af en ældre
mand; sandsynligvis en munk eller
en vis mand. Det måske smukkeste
grønne element i denne have, var et
skulpturelt beskåret nåletræ. Det stod
i kontrast til de mere ”naturlignende”
beskårne træer og buske, men passede
stemningsmæssigt fi nt til templets
ro og formmæssigt til de rene linjer i
bygningens udformning.
Dette sted kaldes også for ”Fattigmands
Saiho-ji”, da det ligesom Saiho-ji
er en tempel-moshave, men blot i
mindre skala og mindre pompøst. Det
er korrekt, at Jizu-in er mindre, men
ikke desto mindre er det også en stor
oplevelse.
Beskåret nåletræ. Skitse af Ellen Holmboe.

Saiho-ji
Efter besøget i Jizu-in gik vi hen til
Saiho-ji, som er beliggende ganske tæt
ved. Vi havde booket et besøg for vores
gruppe til deltagelse i en ceremoni, der
startede kl. 13. Der har været omkring
50 andre mennesker, som blev lukket
ind sammen med os denne dag.
Indgang til Saiho-ji.
Vi gik gennem en fi n port, over en stor
gårdsplads, hen til en forbygning til
selve tempelrummet og satte vores
fodtøj. Herefter kunne vi indtage en
plads på gulvet ved hver vores skrivepult
med tilhørende pen og blækkasse. Den
mest brugte siddestilling her i Japan er
traditionelt seiza – dvs. man sidder på
knæ – men for os, som ikke er vant til
at sidde sådan i længere tid på tynde
måtter og trægulv, var det nødvendigt
at skifte mellem mere alternative
havfruestillinger og skrædderstillinger.
Dette kunne lige lade sig gøre, hvis man
ikke havde lange ben og man skulle
anstrenge sig for ikke i bestræbelserne
at komme til at vælte skrivepulten.
Ceremonien blev foranlediget af en
præst/munk og hans medhjælpere.
Vi havde fået af vide, at der ville være
ceremoni i 90 min. og tid til at nyde
haven i 90 min., før besøgt var slut.
Præsten messede i kort tid, før vi gik
over til Sutra-skrivning; vi skulle skrive
oven på en række fortrykte tegn. Jeg
spurgte kvinden ved siden af mig, om
hun vidste hvad det betød, men hun var
ikke i stand til at videregive det, da det
var gamle tegn og ikke hverdagssprog.
Vi vesterlændinge fi k af vide, at hvis vi
blot skrev en bøn eller et ønske på vores
eget sprog eller engelsk samt navn og
adresse, ville det være godt.
Efter at have afl everet bøn og skrivning
var der lejlighed til at gå rundt i
moshaven der overordnet bestod af to
dele: et fl adt parti med en sø og et stejlt
teræn på en klippeside. Ad snirklede
glatte stier, belagt med klippestykker
Næsten alt i haven er dækket af mos-vækster.
bevægede vi os rundt i den regnfulde
have. Her var en park med skovstemning
og mos voksende som græs
ville gøre i en dansk park. Stejle trapper
med bambus-gelænder ledte op til
udsigtspunkter, en lille hytte med et
rundt vindue, der kunne lukkes med
skyde-rispapirs-låger og atter ned igen
til en stor sø fl ankeret af lønnetræer. I
søen var der små klippeøer, hvor der
også voksede mos og et enkelt fyrretræ
nu og da. Det var virkelig en imponerede
komponering af et landskab. Store fl ade
klippestykker hugget ud som kantsten
blev afl øst af en mere pikstenslignende
belægning; små vandløb skar sig
gennem mosdækket og fl ød forbi
bregner, høje gamle nåletræer og ud i
søen. Når man nåede til en korsvej på
stien, var den ene vej spærret af en
bambus-bom for at vise, at denne vej
ikke var åben for os. Stemning var på en
gang sørgmodig og udenfor tid og sted,
og samtidig frodig og levende.

Indgangen til området
Fushimi-inari
Ved foden af bjerget Inari-san fi ndes et
sted for tilbedelse af guden Inari, der er
knyttet til shintoismen.
Hans budbringere siges at være ræve,
så det bliver også kaldt rævegudens
tempel. I årenes løb har tilbedere
doneret orange porte, som står langs
kilometerlange stier, der fører op til
Inari-sans top. Vi ankom sidst på
dagen, som anbefalet i guidebøgerne;
solens spil og skumringen skulle give
en helt speciel stemning, men desværre
gjorde det hverken fra eller til, da det
blot var regnvejr.
Allerede fra togstationen kunne vi se
de orange porte, hvorigennem man
kom først til templet, og dernæst op ad
bakken.
Her stod store rævestatuer, med hver
deres individuelle præg. En ræv bar en
nøgle, en anden et risknippe; de havde
alle en halsklud på med påskrevene
tegn.
Turen op ad bjerget gik gennem en
endeløs pergola af orange træporte
i lidt forskellige størrelser, alle med
sortmalede baser og giverens navn
påskrevet. Langs hovedstien lå der små
helligdomme; små lommer markeret
med stenportaler. Her kunne man gå
ind, bede og bringe en gave, f.eks. en
lille orange port eller tofu til rævene.
Endeløse rækker af Tori porte.

Tokyo d. 11. juli 2007
Omotesando-dori
Turen gik forbi Shibya-station, et meget
tæt bebygget område med en masse
skyskrabere hen til Omotesando-dori,
som er den dyre gade med en masse
design-forretninger. Her var en masse
ny, fl ot og anderledes arkitektur. En af
de mest bemærkelsesværdige bygninger
var Prada Store Epicenter tegnet
af de schweiziske arkitekter Herzog &
de Meuron. Hele facaden var sammensatte
romber i glas, hvilket gav en fed
effekt med det indvendige lys. En meget
geometrisk, enkel og fl ot bygning. Ude
foran var der en underjordisk gang op til
bygningen, som var dækket af et grønt
mostæppe. Desværre var det ikke gå
grønt, men det skabte en fi n kontrast til
forretningens hårde, glatte glas look.
Prada huset på Omotesandodori,
til højre ses selve indgangen
til forretningen.
Shibya atation
Tæt på Shibya-station ligger et kæmpe
trafi kknudepunkt for både biler og bløde
trafi kanter. Fodgængere kommer gående
fra alle retninger samtidig og smelter
sammen i et kulørt hav af paraplyer
– virkelig fascinerende at se.
På en god dag i myldretiden siges det
at næsten 1,5 mio. mennesker passerer
krydset i timen.
Det travle kryds ved Shibya station

Tokyo d. 12. juli 2007
Tokyo Tower
Tårnet blev bygget i 1958 som et monument,
der skulle symbolisere Japans
indfl ydelse på den globale økonomiske
scene. Således kiggede man da også i
Vesten efter inspiration og besluttede at
opføre et tårn med en klar design-reference
til Eiffeltårnet i Paris. Tachu Naito
Architects tegnede Tokyo Tower som
er 333 meter højt og verdens højeste
fritstående stålkonstruktion. Det er af
hensyn til fl ytrafi kken malet i hvid og
orange. Om aftenen er tårnet oplyst i
forskellige farver afhængig af årstiden
og af særlige arrangementer.
Man kan ikke lade være med at sammenligne
tårnet med Eiffeltårnet. og det
er Paris der vinder over Tokyo i dette tilfælde.
Som tårnet ligger i sine omgivelser
får det ikke den samme majestætiske
fremtræden som Eiffeltårnet. Tokyo Towers
omgivelser ligger ikke under for tårnet.
Det er nærmere omvendt: En større
vej løber tæt forbi og tårnet skræver
over en bygning der indeholder butikker,
voksmuseum og akvarium. Bygningen
i bunden har i øvrigt ikke arkitektonisk
sammenhæng med tårnet.
Tårnet fungerer i dag som et ”landmark”.
Effekten må dog have været betydelig
større inden talrige skyskrabere
Gade i Tokyo med Tokyo Tower i horizonten.
skød frem i den omgivende by, men tårnet
skiller sig dog stadig arkitektonisk og
farvemæssigt ud.
Rollen som imponerende magtfaktor
har tårnet med tiden måttet overdrage
til omkringliggende bygningsværker. Da
tårnets funktion som antenne-tårn i dag
er blevet overfl ødig, planlægger man nu
nedrivning af Tokyo Tower.
Tårnet på klos hold.

Tokyo d. 12. juli 2007
Mori art museum
Kohn Pedersen Fox har tegnet Mori
Building i Roppongi Hills, hvor Mori Art
Museum og Tokyo City View ligger øverst
på 54. etage. Bygningen stod færdig i
2001, som Tokyo’s højeste, med en facade
i stål og glas og på en ”fod” af gule
sten indeholdende et center.
Det første indtryk af stedet er af et fi nt
grønt område der ligger i forbindelse
med bygningen.
Centeret har en fi n indendørs atmosfære.
Til forskel fra mange andre butiksområder
i Japan var det her bygningens
vægge der prægede gadebilledet frem
for butikkernes vareudstillinger. Bygningens
eksklusive og smukke materialer
kom herved fi nt til sin ret.
Mori Art Museum havde en fl ot udstilling
om Le Corbusier, ”Art and Architecture
– A Life of Creativity”, som gav et
godt indblik i arkitektens og kunstnerens
værker, arbejdsform og fremsynede
tankegang.
Det var fantastisk at komme op til Tokyo
City View når man havde bevæget sig i
dagevis nede i byens tætte gader. Det
har selvfølgelig mest at sige i en meget
stor by, men det minder én om, hvor
vigtigt det er en gang imellem at være i
stand til at se langt. Man har behov for
muligheden for at se mod en horisont og
se en stor himmel over sig.

Tokyo d. 13. juli 2007
Shinjuku Gyoen
Shinjuku Gyoen er anlagt på en privat
grund, der oprindeligt tilhørte Lord Naito,
en feudal hersker fra Edo perioden.
Parken blev færdig som kejserlig have I
1906 og blev omlagt til en national park
efter 2. verdenskrig, hvor den blev åbnet
for befolkningen.
Det er en forholdsvis stor park på 58,3
hektar. Den indeholder tre landskabstyper;
fransk renaissancestil, engelsk
landskabshave og japansk traditionel
stil.
Det var dejligt at få et pusterum fra
de traditionelle japanske haver, men
den franske havestil og den engelske
landskabshave trådte ikke så tydeligt
frem ved besøget.
Det er rart med en stor grøn oase midt
i byen. Når man står i parken og nyder
roen, føles det lidt uvirkeligt at kigge op
og se skyskrabere til alle sider. Heldigvis
var der dele af parken, hvor man ikke
oplevede udsynet til skyskrabere.
Kort over Shinjuku Gyoen.

Japansk vandhave
Typisk japansk vandhave med en ø i
midten af søen. Man kan gå ud på øen
via broerne der er forskudte i forhold
til hinanden, så ånderne ikke kan følge
efter. Beplantningen er meget enkel og
alt er formklippet til pudefacon. Især
azaleaerne går ofte igen i plantevalget.
Broer ud til øen i søen.
Japansk parkpræg
Formklippede buske og små
formklippede træer går igen overalt.
Bunddækket er overalt velplejet græs.
Enkelte stier slynger sig igennem det let
bakkede græsbeklædte terræn, og det
er som en sammensmeltning mellem
de japanske traditioner og den engelske
landskabshave på dette sted.
Formklippede buske og træer på det græsklædte
terræn.
Den frans inspirerede del af parken.
Fransk have
En interessant fortolkning af den
franske havestils bede ses her. Haven
er ”japaniseret” med bl.a. formklippede
buske langs alléerne. Der er lagt vægt
på den franske formklipning af små
hække langs parterret og et udvalg af
forskellige roser, som giver liv til haven.
Engelsk landskabshave
Den engelske landskabshave ligger i
forlængelse af den franske have og
der er mulighed for et langt storslået
kig ned igennem haven, med store
træer som afgrænser haven og
indrammer kigget. Dog mangler de store
hestekastanietræer, og større klynger
af træer, der normalt er meget brugt i
England.
Engelsk landskabshave med solitærtræer på
græsfl ade.

Tokyo Metropolitan Government
building, Tocho
‘Tocho’ er designet af den japanske
arkitekt Kenzo Tange, som lod sig
inspirere af Notre Dame i Paris. Der
fi ndes et observationsdæk på 45. etage.
Herfra kan man se ud over den vældige
betonby, der strækker sig længere end
man kan se med det blotte øje. Hvis
vejret er klart kan man endda se Fujiyama
i det fjerne.
I skyggen af Tocho ligger parken
Shinjuku Central Park. Et forsømt
parkområde, hvor de hjemløse søger
ly, og overnatter i små huse bygget
af blå presenninger og papstykker.
Parkinventar og legeredskaber lignede
noget der for længst burde være skiftet
ud med mere tidssvarende modeller.
Buske og træer havde en mere
vildtvoksende karakter i forhold til hvad
vi har set andre steder i Japan, hvor
man må sige at det generelt har været
meget højt.
De asfalterede stier slyngede sig
gennem parken, som var vi i en
landskabelig have, men et utal af
forskellige hegn sørgede for, at det ikke
var muligt at træde udenfor stien og ind
i det vilde buskads.
Det var interessant at opleve, at man i
Japan, som ellers har været så rent og
pænt overalt, kan fi nde et så forsømt
sted, og det endda lige bagved en stor
regeringsbygning.
National Yoyogi Stadium
Stadionet er designet af Kenzo Tange til
de Olympiske lege i Tokyo, 1964. Det
bliver i dag benyttet til koncerter og
sportsaktiviteter. Der er plads til 8.000
mennesker.
Byggeriet er specielt pga. dets skallignende
stålkonstruktion. Bygningen har
forskellige udtryk alt efter hvilken vinkel
man ser den fra. Der er en god overgang
mellem bygningen og de grønne,
terraserede arealer omkring.
National Yoyogi Stadium

Ud af byen seværdigheder
Nikko
Beliggende ca. 1 time med tog fra
Tokyo fi nder man byen Nikko. På
vej dertil ser man ud over det rurale
Japan, hvor teknologien har indhentet
landsbysamfundene. Dette ses bl.a.
i form af el-nettet der ligger som et
spindelvævslag over boligerne.
Togturen belønnes med et besøg ved
Taiyuin-byo shrine. Et område som
huser fl ere mere eller mindre store
templer i en skov af Cryptomeria træer.
Hovedtemplet stod færdigt i 1625, og
samtidig plantedes i løbet af en tyveårig
periode fl ere tusinde Cryptomeria træer.
I dag er der ca. 1300 af dem tilbage, og
de står som store majestætiske vækster
og vogter over templerne.
Når man går rundt i områder hersker en
stemning af de gamle tiders mystik fra
tiden hvor stedet blev brugt til at oplære
munke.
Det er imponerende at se hvordan
templerne er blevet bygget ind i
landskabet; de ligger kilet ind i
bjergsiderne. Andre steder er landskabet
tilpasser templerne i så høj grad at der
fremkommer dramatiske terrasseringer
og terrænspring.
Snit
Shinkansen
Højspænding
Elnet
Tætte huse, ca 2 etager
Nikko -tempelområdet omgivet af de
statelige Cryptomeria.
Tegninger: Rikke Larsen