Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE
EN VANDRING
Lærervejledning for 7.-10. klasse

Litteratur:
Aries, Philippe
Dødens Historie i Vesten.
1986 Sjakalen.
Aries, Philippe
The Hour of Our Death.
1981 Allen Lane.
Egger, Gert Den dansende død.
1987 Stofskifte nr. 15
Tidsskrift for Antropologi.
Foucault, Michel Klinikkens fødsel.
2000 Hans Reitzels forlag.
Sontag, Susan
Illness as Metaphor.
1988 Penguin.
Valeur-Larsen
En tur på Assistens Kirkegård.
1960 Historiske meddelelser om
København.
Weitemeyer, H. Kulturskildringer fra
København i det 18. århundrede.
1916 Gads forlag.
Illustrationer:
1. Foto: Gert Egger, efter
Ludwig Suhls Akvarel (1783)
Fra Stofskifte nr. 15
Tidsskrift for Antropologi.
2. Udsnit af kalkmaleri fra Nørre
Saltum Kirke.
Fra: WWW. Kalkmalerier.dk.
3. Maleri af Alessandro Casolani:
Ung pige betragtende et dødningehoved.
Fra: Kunstmuseets Årsskrift 1950.
1951 Gyldendalske Boghandel.
Nordisk forlag.
4. Øvrige fotos: Formidlingscentret.
2

FORORD
Dette undervisningsmateriale er
udarbejdet med henblik på de
lærere, som ønsker at gå i dybden
med emnet død og sorg over et
længerevarende tilrettelagt forløb.
Baggrunden er dels undervisningstilbuddet
Døden i
Europæisk Kulturhistorie, som
finder sted i Etisk Værksted på
Assistens Kirkegård, og den relaterede
dialog med de mange
besøgende siden 1999, samt et
generelt udtalt behov for en tilgang,
der afdækker temaet.
Dette behov for at revitalisere –
eller genopdage – døden fremstår
i disse år med en så iøjnefaldende
intensitet, at det næsten forekommer
unødvendigt at præsentere
døden som et tabuiseret emne.
Det siger sig selv, at man ikke kan
ønske at genopdage "noget", som
ikke er godt og grundigt skjult,
og at der derfor samtidig er tale
om en besværlig størrelse.
At vi står over for et besværligt
emne, har derfor ingen nyhedsværdi
for unge mennesker, som
primært ønsker overblik i relation
til egen identitet og dermed fornemmelse
for tid og sammenhæng.
Intentionen med det foreliggende
materiale er foretaget med denne
problemstilling for øje.
Den teoretiske del af undervisningstilbuddet
Døden i Europæisk
Kulturhistorie har fra begyndelsen
ligget fast. Den er foretaget på
baggrund af litteraturstudier, som
detaljeret beretter om skiftende
tiders forestillinger om døden.
Disse forestillinger kan meget
tydeligt aflæses på Assistens
Kirkegård, fordi kirkegården er så
gammel og velbevaret, som den
er, og vi kan helt konkret slå fast,
at forestillinger om døden ikke er
statiske.
Den dialogbaserede del af undervisningstilbuddet
har af naturlige
årsager ikke været fastlagt, men
har opnået sin nuværende form i
samarbejde med besøgende unge
mennesker.
Det betyder, at jeg i mine kommentarer
til vandringen på kirkegården
har prioriteret at inkorporere
de mange, særdeles konkrete
spørgsmål, som har været gennemgående
fra aldersgruppen, og
ligeledes valgt at gøre opmærksom
på den tankevækkende
følsomhed, som især opstår på
kirkegårdens aktive del.
Det er således ikke tilfældigt, at
jeg omtaler fortidens skræk for
levende begravelser eller detaljeret
oplyser om lovgivning og sidst
men ikke mindst opfordrer til
specifikke iagttagelser på
Lokalkirkegården.
Det er her, vi kan opleve et nærvær,
som lægger op til en accept
af et fælles menneskeligt vilkår,
som hverken bør undskyldes eller
forties.
Marianne Devantier
Antropolog
3

DØDEN I
EUROPÆISK
KULTUR-
HISTORIE
Indledning.
Døden og forestillingen om døden
er og har altid været en balance
mellem det rationelle og det irrationelle.
Vi ved det ikke præcist.
"Det", vi som mennesker ikke ved
præcist, er mystisk og ubehageligt,
og alt, hvad der er mystisk og
EGENDØDEN
Hovedparten af Europas befolkning
var bønder, og det var mest
almindeligt med flere generationer
samlet i et hushold.
Gennemsnitslevealderen var lav
og børnedødeligheden meget stor.
Afslutningen på livet var derfor
ikke et fremmed syn for nogen
mennesker, men derimod en
naturlig begivenhed, man ofte var
vidne til. Som døende var man
derfor fortrolig med det, der nu
4
ubehageligt, er et smitsomt anliggende,
man i vor tid gemmer af
vejen.
Ovenstående er i korte træk
essensen af dødshistorikeren
Philippe Aries’ konkluderende
betragtninger om vor egen tid, og
de er næppe en enestående nyhed
for nogen.
Vi ved godt, at vi er fortrængningseksperter
med hensyn til
døden – på det nærmeste dødsfornægtende
– og vi er også vel
vidende om, at fortrængninger
generelt er en besværlig psykisk
størrelse, der appellerer til skyld.
Vi får det med andre ord rigtig
dårligt, når der er kendsgerninger,
vi ikke vil tænke på eller tale
om.
engang skulle ske, og man overlod
sin skæbne i kirkernes sikre
varetægt.
Man ved en del om menneskers
tro og forestilling om døden på
dette tidlige tidspunkt. Man
havde den forestilling, at man
som kristent menneske var sikret
et glorværdigt liv i Himmerige
efter en lang ventetid i søvnen.
Man ventede på Dommedag, altså
den dag hvor Vor Herre kollektivt
aflagde regnskab med alle afdøde
på én gang.
Døden er afgjort bedst på film!
Mennesker har imidlertid ikke
altid haft så svært ved at acceptere
døden, som vi har nu.
Der har været epoker, hvor menneskeheden
var fuldstændig fortrolig
med døden, og epoker, hvor
døden nærmest blev opfattet som
vidunderlig.
Vi vil nu vende blikket mod tidlig
Middelalder, omkring Korstogenes
tid i 1200- tallet. Fra dette tidspunkt
har dødshistorikerne en ret
stor viden om, hvorledes mennesker
har forestillet sig døden, og
hvordan denne forestilling langsomt
forandrer sig i løbet af middelalderen.
Forestillingen om den lange søvn
indtil Dommedag ændrede sig
ganske langsomt i løbet af de
næste par hundrede år af middelalderen.
Dommedag rykkede simpelt
hen nærmere dødsøjeblikket
og fortrængte hermed forestillingen
om kollektiv opstandelse.
Man blev mere og mere bevidst
om egen død og eget regnskab.
Døden blev ens egen.
Man havde naturligvis – ligesom
nu – etiske forestillinger og moralske
regelsæt for, hvad man anså

for rigtig og forkert levevis, men
moralske tilstande var – ligesom
nu – en fleksibel størrelse. Det
var svært altid at være et korrekt
menneske, og advarslerne mod
det afskyelige kunne derfor ikke
fortælles grundigt nok.
Man formidlede budskabet ved
hjælp af billedfortællinger i kirkerne.
Det var i kirkerne, mennesker
kom, det var her, man var
social.
Alle kirker havde disse billedfortællinger
– i form af kalkmalerier
– med en motivverden, der var i
fuld overensstemmelse med datidens
virkelighedsopfattelse. Man
forstod budskabet.
I vore dage forekommer kalkmalerierne
både besynderlige og absurde
og for enkelte motivers vedkommende
ligefrem pornografiske.
Mange kendte kalkmalerier i
Europa blev fjernet efter reformationen,
men i Danmark var man
mere sparsommelig, man kalkede
dem over. Billederne er nu tilgængelige
igen i mange af landets
middelalderkirker, til glæde og
forundring for nutiden.
Døden fra Lübeck eksisterer ikke
mere i bogstavelig forstand, men
vi ligner “ham” stadig en gang
imellem i overført betydning.
Hvornår er det i grunden, at vi
gør det?
Mennesket var – høj som lav –
forgængeligt, og enhver stod for
tur. Ingen havde lyst til at danse
med Døden fra Lübeck.
Forestillingen om Døden fra
Lübeck var absolut ikke en vittighed,
men derimod en cementeret
overbevisning.
Har man adgang til internet, kan
en del malerier iagttages på www.
Kalkmalerier.dk – her iblandt den
lille fyr med rumpen i vejret.
I løbet af middelalderen tog man
som nævnt højde for de betænkeligheder,
man måtte have haft i
forbindelse med Vor Herres regnskab,
og lod derfor kirkerne varetage
alt vedrørende død og
skæbne.
Man stolede på kirkens folk –
andre kunne være upålidelige –
og man lod dem foretage
begravelserne, der fandt sted i
selve kirkegulvet eller umiddelbart
uden for kirkerne.
I den tidligste epoke – ca. 12-
1300- tallet – hvor alle sov til
Dommedag, benyttede man hverken
gravsten eller inskriptioner,
men i takt med, at døden fik en
5

mere individuel karakter, blev
synlige navne og årstal betydningsfulde.
Man tog med andre
ord ingen chancer mere med hensyn
til, hvem man var, og hvor
man lå.
Bekymringen for egen skæbne
kulminerede i slutningen af middelalderen
med en form for "makabre"
gravsten, der i udformning
ikke blot angav afdødes data, men
tillige et udtryk for en indre forestilling.
Det blev almindeligt med
gravsten, som viste billeder af
kranier og knogler på en måde,
der ligesom kalkmalerierne fremstod
som Memento Mori, altså en
påmindelse om egen død og
skæbne.
Afslutningen af Middelalderen bliver
en forandringstid med hensyn
til, hvorledes mennesker forestiller
sig døden, og vi taler her om
en diametral ændring – et paradigmeskift.
Dels bryder det nordlige Europa
med katolicismen – hvilket er et
emne helt for sig selv – men der
er mange andre faktorer, som i
lige så høj grad som teologien
medvirker til det ændrede syn på
døden.
Dette nye syn vil vi vende tilbage
6
til efter en afrunding af den sidste
del af middelalderen på vore egne
hjemlige breddegrader.
Vi befinder os nu helt præcist i
begyndelsen af 1700- tallets
gamle København, hvor man
åbenlyst begynder at have behov
for en ændret begravelsespraksis.
København var på det tidspunkt
en klassisk middelalderby, der lå
beskyttet bag mure og volde.
Indbyggertallet var stærkt stigende,
og tilstedeværelsen af så
mange mennesker på dette relativt
lille areal betød, at leveforholdene
blev mere og mere kaotiske.
Vand fik man fra brønde, kloakker
fandtes ikke, og man brugte
gaderne til affald. Det var et slaraffenland
for bakterier og epidemisygdomme.
Pestepidemien, der florerede i
København i 1711, var eksempelvis
af en sådan voldsomhed, at
den forårsagede, at en tredjedel af
byens indbyggere døde.
De døde skulle naturligvis begraves,
og Regensianerne – studerende
som boede på Regensen – fik
status som autoriserede ligbærere
med "fri" uniform, hvilket vil sige
eget tøj.
Begravelserne fandt stadig sted
indenfor i kirkernes gulvareal og
på små tilstødende assistance-kirkegårde
– hvoraf der var seks –
som alle var overbelagt til det
ubeskrivelige!
Datidens lægevidenskab var
udmærket klar over, at tilstanden
var uholdbar. Det var mere end
uhygiejnisk med "lig i lag" i
nærheden af byens drikkevand,
men folketroen var svær at hamle
op med.
Man begyndte imidlertid at tale
om at anlægge en assistance-kirkegård
– altså en hjælpekirkegård
– langt uden for byen. Man talte i
meget lang tid om anlæggelsen,
faktisk talte man om ideen i ikke
mindre end 50 år, før Magistraten,
kirkerne og videnskaben blev
nogenlunde enige, og Assistens
Kirkegård blev en realitet.
I 1760 blev første del af kirkegården
indviet. Hver kirke fra den
indre by fik deres lille del, som de
selv skulle administrere, men succesen
var i begyndelsen til at overskue.
Det blev primært de fattige,
der inden for de næste 30 år lod
sig begrave på Assistens
Kirkegård. De, der havde råd til
det, foretrak stadig en plads i kirkegulvet
trods kraftige prisstigninger.

DEN ANDENS DØD
Menneskers holdninger til
begravelser og forestillinger om
døden var imidlertid begyndt at
ændre sig i denne periode, og
dommedagstanken i forbindelse
med døden blegnede. Døden blev
romantisk.
Det betød, at selve livet nu blev
opfattet som Vor Herres prøvelse,
og døden derimod som en velsignet
hjemkomst til Himmerige
og det evige liv i fællesskab med
andre kære afdøde.
Døden fik hermed karakter af at
være en afsked, og til denne
afsked fik familien for første gang
en betydningsfuld rolle.
Familierne overtog kirkernes
"monopol" og omsorg for
begravelser, fordi slægtninge nu
blev opfattet som de mest troværdige
og uundværlige iscenesættere
af afdødes dyder og gerninger i
relation til det jordiske livs
prøvelser. Familien kendte afdøde
bedst.
For denne tillid overtog familien
afdødes formue, og omsorgen for
den døde blev sat i system.
Udtryk for omsorg skulle først og
fremmest være synlig, og en synlig
iscenesættelse krævede plads.
Der var masser af plads på
Assistens Kirkegård, og de store
monumenter holdt deres indtog.
Det blev mondænt at blive begravet
under de skønneste forhold
med storslåede eftermæler og
inskriptioner, der udførligt berettede
om afdødes dyder og gerninger
i livet.
Denne overdådige pragt havde
naturligvis den konsekvens, at de
gamle gravsten forekom vulgære
og decideret ækle, og man ønskede
dem fjernet.
Det fremgår tydeligt af utallige
klageskrifter til Københavns
Magistrat, hvor man ikke blot
kræver ordnede forhold med
hensyn til de "latterlige" gravsten,
men også med den usømmelige
skovtursadfærd, der finder sted
mellem gravstenene.
De gamle gravsten med de "ildegrinende
dødningehoveder" bliver
fjernet, men det rekreative
aspekt på Assistens Kirkegård
kommer til at bestå – og består i
øvrigt stadig.
Det var imidlertid ikke kun på
kirkegården, at den synlige velstand
og iscenesættelse af døden
var dominerende.
De efterladtes sorg blev også sat i
system. Man viste åbenlyst sin
sorg og smerte i forbindelse med
et dødsfald, og det var helt legalt
at græde offentligt.
Sørgetiden, der var lang, krævede
specielle sørgeklæder, og man
7

deltog hverken i festligheder eller
indledte nye relationer i denne
periode. Man levede tilbagetrukkent.
Det var indlysende, at mindre bemidlede
mennesker havde svært
ved at leve op til guldaldertidens
luksus og normer. Børn skulle jo
forsørges, og kvinder kunne ikke
altid sidde til pynt.
Den overdrevne, romantiske forestilling
om døden blev derfor hurtigt
udsat for kritik fra tidens
"tænkere".
Kritikken betød naturligvis ikke,
at mennesker fra den ene dag til
den anden ændrede holdninger
og stil, men at man langsomt i
løbet af 1800- tallet blev mindre
pralende. Enkelhed og beskedenhed
blev i mere og mere udtalt
grad opfattet som en dyd, da rigdom
i sig selv ikke nødvendigvis
var et fortrin hos Vor Herre. Det
enkelte menneske skulle først og
fremmest være ansvarlig over for
sit eget liv og sin egen skæbne.
Individet fik en samvittighed,
der ikke kunne udstilles offenligt.
Det betød, at etiske spørgsmål om
godt og ondt blev et indre personligt
anliggende, som var uafhængigt
af andre menneskers og
institutioners vurdering; man
blev sin egen moralske vogter.
8
DEN OMVENDTE DØD
Den helt nye måde at forholde sig
til livets afslutning på, som åbenlyst
blev almindelig i slutningen
af 1800- tallet, var naturligvis
ikke kun forårsaget af etiske overvejelser.
Andre store samfundsændringer
havde været medvirkende
til, at mennesker fik en
helt ny forestillingsverden.
Industrialiseringen i 1800- tallet
havde blandt andet forårsaget, at
tusindvis af mennesker forlod
landbruget og migrerede til byerne
som arbejdskraft for industrien.
Befolkningsvæksten betød for
Københavns vedkommende, at
Brokvartererne i hast var blevet
opført, og en ny familieform –
som den, vi kender i dag – så
dagens lys. Denne konstruktion
betød, at generationerne herefter
meget ofte boede langt fra hinanden.
Folkesundheden var desuden blevet
så god som aldrig før. Man
vaccinerede mod tidligere så forfærdelige
sygdomme, børnedøde-
ligheden faldt, og menneskets
gennemsnitlige levealder steg.
Man levede simpelthen længere,
og det blev mest almindeligt at dø
på et hospital – med den ekspertise,
man nu engang havde – når
tiden var inde. Døden blev et
relativt professionelt anliggende.
Kommunernes begravelsesvæsen
havde i 1880´erne overtaget kirkernes
administration af begravelser,
ligbrænding blev indført
omkring århundredeskiftet, og
bedemandsforretninger tog sig i
stor udstrækning af det praktiske.
Døden var for alvor kommet på
afstand i menneskers dagligdag,
hvilket helt bogstaveligt betød, at
det blev en sjældenhed at se
døende eller afdøde mennesker.
Døden bliver fra dette tidspunkt
mere mystisk, og alt, hvad der er
mystisk – det man ikke ved –
forekommer ubehageligt og
appellerer til fortrængning.
Mennesket var på godt og ondt

levet sin egen moralske vogter,
og den enkelhed, man søgte, kom
i praksis til udtryk i en mere og
mere anonym form, hvilket vil
sige ønsket om ubemærkethed.
Flere og flere mennesker valgte i
forbindelse med egen død en
begravelse som ukendt på kirkegårdenes
nye fællesarealer eller et
mindre urnegravsted.
Sorgen for de efterladte blev ligeledes
anonym. Det blev i mere og
mere udtalt grad pinligt at vise
sine følelser offentligt. Følelser
holdt man for sig selv, og forventningen
fra det øvrige samfund
appellerede til, at man udadtil
opførte sig normalt få dage efter
et dødsfald. Man gik på arbejde
eller skole igen.
At være sin egen moralske vogter
fik også en mere direkte psykologisk
betydning for vores forestilling
om døden.
Troen på Vor Herre eller ej blev
en privat sag, og forestillingen
om Dommedag var ikke mere en
udvisket størrelse som i guldalderen,
men på det nærmeste et fænomen,
der blot indgik i vores
sprogbrug som anvendeligt for en
køsituation.
Menneskets ubehag ved tanken
om døden handlede altså ikke
mere om en "hinsides" forestilling
– om opstandelse eller ej – men
derimod om en meget jordisk
situation.
Ubehaget opstod, fordi mennesket
begyndte at frygte tanken om
tiden før døden.
Man var blevet så ansvarlig for sit
eget liv, at man næsten også følte
sig ansvarlig for sin egen dødelighed
som menneske.
Sygdom og svækkelse blev ens
egen skyld, det var fordi man
havde levet forkert.
Tanken om døden og svagheden
blev hermed så ubehagelig, at
man hverken ville tænke på den
eller tale om den. Man gemte
døden meget langt væk i et hjørne
af bevidstheden.
I løbet af 1980´erne – og vi nærmer
os nutiden – begynder der
ifølge dødshistorikerne at opstå
nogle holdningsændringer, og
disse forandringer foregår stadig
lige her og nu.
Vi er begyndt at se vores dødsfornægtelse
og fortrængninger i
øjnene.
Vi er med andre ord begyndt at
sætte spørgsmålstegn ved traumatiserende
"forbud".
Hvorfor skal livet se lykkeligt ud,
selv når livet til tider ikke er lykkeligt?
Hvorfor skal forfald skjules som
noget hæsligt?
Hvorfor har man kun ret til at
vise følelser i enrum, eller i biografen?
Hvorfor vækker synlig sorg afsky
og ikke medlidenhed?
Disse spørgsmål har helt konkret
haft betydning for de sidste årtiers
tiltag til at tale om ældre og
døende menneskers vilkår, og i
lige så høj grad om vores behov
for at udtrykke sorg.
Forestillinger om døden er ikke
statiske. De har ændret sig kolossalt
i tidens løb, og de ændrer sig
til stadighed.
Det vil I kunne se og aflæse på
Assistens Kirkegård, hvor det
samtidig er værd at huske på, at
det altid er mennesker, der har
foretaget forandringerne. Det
betyder, at vi også på nuværende
tidspunkt er medbestemmende
for, hvorledes vi i fremtiden
ønsker at forholde os til livets
afslutning.
Jeg vil efterfølgende foreslå en
vandring, hvor det både vil være
muligt at aflæse kulturhistorien i
praksis og opleve og tage stilling
til den gravkultur, som finder
sted lige her og nu.
9

FORSLAG TIL EN
VANDRING PÅ
ASSISTENS
KIRKEGÅRD
Forgangne tiders forestillingsverden
om døden og udtryk for sorgarbejde
kan tydeligt aflæses på
Assistens Kirkegård, fordi kirkegården
er så gammel og velbevaret,
som den er.
Vi kan iagttage enkelte eksempler
fra slutningen af middelalderen,
som mirakuløst har overlevet
guldaldertidens paradigmeskift og
"oprydningstrang", og vi kan selvfølgelig
opleve selve guldaldertidens
udtryksform.
De eksempler, jeg i den forbindelse
vil fremhæve, er ikke en stillingtagen
til de afdøde personers
kvaliteter – personalhistorien er et
kapitel helt for sig selv – men fortrinsvis
eksempler på den tids
forestillingsverden.
Man kan give sig god tid og finde
mange andre eksempler end dem,
jeg vil foreslå, og det samme vil
gøre sig gældende med efterfølgende
epokers gravkultur.
For lokalkirkegårdens vedkommende
har jeg fundet det upassende
at henvise til specifikke
10
gravsteder og har i stedet valgt at
referere til bestemte områder med
hensyn til kategorier og nye tendenser
på gravkultur.
Lokalkirkegården er – som aktivt
fungerende kirkegård – tilgængelig
for alle besøgende, og jeg vil
blot opfordre til at udvise hensyn
og følge kirkegårdens almindelige
reglement.
Vi vil nu begive os ind på Assistens
Kirkegård, nærmere bestemt
fra porten til Kapelpladsen.
Lige inden for porten tager vi
indgangen til højre side og står
nu på den ældste del af kirkegården
fra 1760. Denne del af
kirkegården har i dag museumsstatus,
hvilket vil sige, at der ikke
bliver foretaget nye begravelser
eller ændringer af det bestående.
Vi går til højre for det karakteristiske
hængebøgetræ og fortsætter
ad stien, til vi næsten når frem
til bagmuren.Vi går igen et par
meter til højre ad sidestien og
står nu foran Roslins familie-
gravsted. Det er et spændende
gravsted i den forstand, at det
repræsenterer to forskellige forestillingsverdener
og stilarter. Af
særlig betydning er den store flade
gravsten med det udhuggede kranie.
Gravstenen er ikke blot kirkegårdens
ældste gravsten, den er
også ældre end selve kirkegården.
Man ved med sikkerhed, at stenen
tidligere har været placeret uden
for Nicolaj Kirke på familiens
daværende gravsted i den indre
by.
Da kirkegården blev anlagt i 1760
vrimlede alle gravsten med den
type motiver, men billedsprogets
morale og løftede pegefinger virkede
stødende på guldalderens
nye tidsånd i 1800- tallet. Sjælens
skæbne kunne efter bedste overbevisning
ikke sammenlignes med
kroppens skæbne, og gravstenene
blev efter talrige anmodninger
fjernet.
En undtagelse er denne sten, som
nok helt bogstaveligt er for tung
at bugsere med, og middelalder-

moralen bliver i øvrigt også modsagt
af inskriptionen på det opslåede
bogrelief. Teksten fortæller
helt i guldalderens ånd, at de salige
"ere de som doe i Herren. De
hvile fra deres Arbejde men deres
Gerninger følge dem". Det jordiske
liv er med andre ord Vor Herres
prøvelse, mens Himmerige er
det betydningsfulde evige liv.
Referencen til "Den andens død"
– længslen efter Himmerige og
fremhævelsen af jorde-livets dyder
og gerninger – vil ligeledes
være lette at aflæse på de efterfølgende
gravsteder, jeg vil fremhæve.
Vi skrår ud på hovedstien og går
et lille stykke mod højre. Her finder
vi – ved selve muren – grev
Schmettaus gravsted, som er
prydet med hjelm og sværd.
Inskriptionen fortæller blandt
andet, at greven er "hædret af
kongen". Oplysningen forekommer
at være en vigtig dyd at fremhæve,
men sandhedsværdien er
selv i datidens øjne yderst tvivlsom.
Man mente, det var pral. Efter
Københavns bombardement i
1807 var det nemlig grev
Schmettau, der fik den ubehagelige
opgave at meddele kronprinsen
– som opholdt sig i Kiel – om
henholdsvis Københavns brand,
kapitulationen og overdragelsen
af hele den danske flåde til englænderne.
I den anledning hædrede
kronprinsen absolut ingen,
men gjorde derimod generalerne
ansvarlige for nederlaget.
Fortsætter vi herefter ad samme
sti, vil vi møde Finansraad G.D.F.
Koes gravsted og monument.
Inskriptionen giver med tydelighed
udtryk for en opfattelse af,
hvad livet er: "Et pust i sivet som
synker ned. Et spil af kræfter som
higer efter en evighed. Til evigheden
saa morgenrød gaar vei herneden
kun gennem død".
Efter dette livssyn fortsætter vi
lidt i samme retning til P.C.
Abildgaards monument med den
"mangebrystede" Artemis.
Der skal ikke herske tvivl om
Abildgaards dygtighed som videnskabsmand,
men inskriptionen
lader sig ikke nøje med dyder
som lærdom og oplyser til overflod,
at Abildgaard "som borger og
menneske (var) elsked for venne-
salig fromhed-, usvigelig trofasthed
og ædel beskedenhed".
Denne lidt "svulstige" retorik kan
findes på utallige andre monumenter
fra perioden, men det vil
jeg overlade til jer. Jeg vil nu henvise
til et fænomen, der ligeledes
var fremherskende i guldaldertidens
forestillingsverden – rædslen
for levende begravelse.
Vi bevæger os et lille stykke tilbage
ad stien og skrår derefter over
det åbne græsareal, til vi befinder
os på afdelingens midterste
hovedsti.
Her møder vi et stenbelagt
gravsted over Caroline F.
Simonsen, der umiddelbart er
mest bemærkelsesværdigt ved
dets åbenlyse behov for restaurering.
Det, vi skal koncentrere os om, er
det såkaldte "åndehul" midt på
gravstedet – et af mange på kirkegården.
Det er selvfølgelig ikke et
åndehul, men derimod en ventilationskanal
til gravkammeret
nedenunder, men – kanalen
omtales kun som et åndehul.
Navnet er et levn fra den kollektive
rædsel for at blive levende
begravet, som florerede overalt i
Europa i løbet af 1800- tallet.
Den almindelige forklaring på
denne overdrevne rædsel er, at
lægevidenskaben på dette tidspunkt
insisterer på at afgøre,
hvornår døden indtræder, men
møder modstand fra teologien og
folketroen. Til det formål er van-
11

drehistorier, som spreder skræk
og væmmelse, særdeles effektive.
Nyere forklaringer siger imidlertid,
at det er en forkert rekonstruktion.
Vandrehistorierne var
dønninger fra en videnskabelig
konflikt mellem to retninger
indenfor lægevidenskaben.
Det blev nødvendigt at bruge ligargumentationen
som overgang til
en positiv observation – altså
interessen for de levende – hvilket
vil sige den profylaktiske –
forebyggende – retning, som vi
kender i dag.
Vandrehistorier er ikke desto
mindre sejlivede, og alle ældre,
europæiske kirkegårde med
respekt for sig selv har sin "egen"
gyserhistorie. Det har Assistens
Kirkegård også.
Vi vil derfor forlade åndehullet og
fortsætte til højre ad stien mod
Nørrebrogademuren. Her møder
vi Bodenhoffs familiegravsted,
bevogtet af billedhuggeren
Wiedewelts smukke statuetter.
Den nederste sektion af gravstedet
er et eftermæle over det unge
familiemedlem Giertrud Birgitte,
som efter sigende bliver begravet
levende. Historien er i den grad
sigende, at den findes i tyve, måske
tredive udgaver.
Jeg vil kort referere til et par stykker
og overlade resten til jer.
Eventuelle nye udgaver vil være
mindst lige så korrekte.
Giertrud Birgitte blev efter datidens
normer begravet med alle
12
juvelerne på – og hun var meget
velhavende.
Hun fik omgående besøg af en
ligrøver, hvilket ikke var ualmindeligt.
Og nu starter gyset!
Idet ligrøveren løfter låget på
kisten for at tage for sig af varerne,
vågner Giertrud Birgitte, og
ligrøveren bliver så rædselsslagen,
at han slår den stakkels kvinde
ihjel med en skovl.
En mere moderat udgave af historien
lyder, at Giertrud Birgitte slet
ikke er blevet begravet endnu,
men ligger afventende i et af kirkegårdens
små kapeller, hvor hun
selvfølgelig får besøg af en ligrøver.
Idet røveren løfter låget på kisten,
vågner Giertrud Birgitte, og da
hun ser den fæle mand, bliver
hun så rædselsslagen, at hun dør
af skræk,– det gjorde kvinder
nemlig dengang.
Historiernes mangfoldighed førte
til en opgravning for ca. 50 år
siden, som imidlertid ikke førte til
noget som helst.
Personligt betragter jeg historierne
som eksempler på tidens skræk,
historier der i øvrigt er på-faldende
identiske med alle tidstypiske
historier – om især rige kvinder –
fra det europæiske kontinent.
Vi vil nu forlade emnet levende
begravelse og fortsætte til venstre
ad stien, indtil vi møder en ny
venstregående sti. Her går vi et
godt stykke frem, indtil vi står på
den åbne plads foran
Kierkegaards familiegravsted.
Gravstedet er selvfølgelig bemærkelsesværdigt
ved at være filosoffen
Søren Kierkegaards gravsted,
men også som eksempel på den
enkelhed og beskedenhed, der
blev normgivende i den sidste del
af guldalderen. Søren Kierkegaard
var – om nogen – kritisk
over for pral og iscenesættelse.
Ethvert individ er ansvarlig over
for eget liv i og med, at ethvert
menneske er i besiddelse af en
samvittighed, – en forestillingsverden,
der fra dette tidspunkt slår
igennem.
Vi kan på vores tur gennem kirkegården
iagttage mange lignende

gravsteder, der i al sin enkelhed
blot oplyser om afdødes data
eventuelt suppleret med et kors
eller et par strofer.
Vi vil herfra gå videre gennem
porten til kirkegårdens næste
afsnit, Mindeparken. I
Mindeparken forsøger man i lighed
med det museale afsnit at
bevare gravsteder af kulturhistorisk
værdi, men enkelte begravelser
foretages stadig. Det er desuden
på dette område af kirkegården,
at man om sommeren kan
iagttage det fænomen, som er helt
unikt for Assistens Kirkegård, at
den lokale befolkning – traditionen
tro – benytter stedet til solbadning,
eksamenslæsning og
almindelig hygge.
Man kan vælge at gå til højre for
porten og her fortsætte iagttagelsen
af guldaldertidens monumenter
og forestillingsverden, men jeg
vil foreslå en anden rute.
Vi vil gå til venstre ad stien, til vi
når Martin Vahls gravsted. Her
drejer vi til højre ad stien, der
fører ind mellem træerne.
På en lille åben plet kan vi se en
skulptur af en skildpadde. Det er
en gravsten, men – som vi kan
se– uden inskriptioner.
Vi har foretaget et spring i kronologisk
tid og befinder os nu i sidste
halvdel af 1900- tallet. Denne
periodes forestillingsverden –
1900- tallet som helhed – kan
være svær at få øje på, idet dens
anonymitet på meget sigende vis
netop glimrer ved dens fravær.
Det, vi imidlertid ser, er forfatteren
og maleren Hans Scherfigs
gravsted.
Han ønskede ikke inskriptioner
og i realiteten heller ikke et
gravsted som sådan. Men skulle
han hædres med en gravplads på
Assistens Kirkegård – som han i
øvrigt ofte brugte som "scene" i
sine romaner – var man velkommen
til at benytte skildpadden,
som stod i hans egen baghave.
Skildpadden har ifølge forfatteren
den funktion, at den kan tåle at
blive siddet på og leget med, og
det er man meget velkommen til.
Vi forlader skildpadden og skrår
lidt til venstre i retning af tværstien.
Her møder vi forfatteren Dan
Turèlls gravsted, og vi befinder
os nu i absolut nyere tid.
Da det er almindeligt kendt, at
Dan Turèll oprindeligt har udtrykt
ønske om en alternativ begravelsesform,
finder jeg det oplagt at
benytte lejligheden til at oplyse
om aktuel lovgivning og praksis
vedrørende begravelser i dagens
Danmark.
Dan Turèlls personlige ønske var
ligbrænding, og at hans aske
skulle strøs omkring Istedgade.
Dette ønske kunne ikke imødekommes.
Lovgivningen gør opmærksom
på, at askespredning kun er tilladt
over åbent hav i to vidners nærvær,
hvoraf den ene skal være ski-
bsføreren. Man kan altså hverken
benytte byen, naturen eller for
den sags skyld egen baghave til
formålet.
Hvad må man så, hvis man selv
ønsker at være medbestemmende?
Det er en god ide at stifte bekendtskab
med formularen, "Min
sidste vilje". Her vil det blandt
andet fremgå, at alle mennesker
har krav på en begravelse – med
eller uden ceremoni – og at
begravelsen betales af det of-fentlige,
såfremt boet er uden midler.
Det næste, man skal vide, er, at
gravsteder i almindelighed er på
åremål – undtagelser eksisterer i
forbindelse med trossamfund,
hvor overbevisningen kræver
gravfred til evig tid.
Det betyder i praksis, at en urnebegravelse
på kirkegårdens fællesareal
har en varighed på 10 år,
hvorefter den bliver sløjfet.
13

En urnebegravelse på et mindre
gravsted er for en 10-årig periode,
der imidlertid kan forlænges, så
længe det ønskes og finansieres.
En kistebegravelse er for ca. 20 år
– afhængig af jordbundsforhold -,
og gravstedet kan på samme vilkår
som med urnegravstedet forlænges.
Enhver form for udsmykning af
de enkelte gravsteder er herefter
dels et spørgsmål om økonomi og
retningslinier for de enkelte kirkegårde.
Det er altså ikke alle fænomenale
ideer, som kan imødekommes!
Før vi forlader Dan Turèlls
gravsted, er det værd at vide – og
må-ske kan det også iagttages – at
stedet bliver besøgt af rigtig
mange mennesker, som i forbifarten
mindes Turèll ved at lægge en
lille hilsen. Det er ofte en cigaret
eller lignende.
Vi tager herefter stien til venstre
og går helt frem til hovedstien
ved muren, hvor vi drejer til
højre. I det fjerne kan vi se en
lille gul bygning. Der skal vi hen.
Bygningen, vi ser, er kirkegårdens
eneste mausoleum. Det betyder,
at kisterne med de afdøde ikke er
begravet i jorden, men står på forhøjninger
inde i bygningen.
Gravstedet tilhører Peter von
Scholten - Generalguvernør for
De Dansk Vestindiske Øer. Han
var berejst i den store verden, og
han havde set, hvorledes gravste-
14
der og eftermæler kunne tage sig
ud andre steder end i Danmark.
Von Scholten var især charmeret
af tanken om et mausoleum, og
for at realisere dette alternative
ønske måtte han selv både tegne
og lade bygningen opføre for egne
midler.
Man kan forsigtigt åbne lågen, og
når lysforholdene tillader det, se
ind af vinduerne. Von Scholten
selv ligger i kisten til højre og
hans danske kone til venstre.
Efter dette besøg fortsætter vi ned
langs "benhusene" – tidligere
tiders små kapeller – hvorefter vi
drejer skarpt til venstre.
Umiddelbart før svinget kan vi til
højre side se et lille firkantet
område med nogle lidt "anderledes"
kors. Området tilhører den
russiske kirke – i øvrigt til evig
tid – og der er to sådanne områder
på Assistens Kirkegård.
Vi vil imidlertid runde hjørnet, og
vi befinder os nu på
Lokalkirkegården, eller, om man
vil, den aktive del.
Her gælder almindelige kirkegårdsregler
for adfærd og dermed
hensyn til de besøgende ved
gravstederne.
Det store græsområde til højre
side er et eksempel på fællesgrave
med et mindesmærke, hvor
pårørende kan lægge blomster og
kranse.
Vi vil følge stien og gå lidt til
højre, når vi møder den første
tværgående hovedsti.
Her ser vi et område med helt
nye urnegravsteder. Dem vil jeg
anbefale, at vi betragter lidt nærmere.
Både disse gravsteder og mange af
de efterfølgende, vi vil se, er
eksempler på nutidens gravkultur.
Vi kan iagttage små personlige
hilsener, som pårørende –
udover blomster – har placeret på
gravstederne, og vi kan se, hvilke
inskriptioner man i vore dage
vælger.
Det samme vil efterfølgende gøre
sig gældende, når vi når frem til
den tværgående midtersti, hvor vi
kan se et område med mindeplader,
som er et alternativ til det
almindelige afgrænsede urnegravsted.
Man kan bruge lang tid på at læse
inskriptioner, og man kan undres
over enkeltheden eller over forskelle
og ligheder.
Nogle gravsten og mindeplader
nævner blot et fornavn, inskriptionen
"far" eller "mor", mens
andre har sentenser, som umiddelbart
kun forstås af de pårøren-

de. Atter andre nævner på traditionel
vis navne og årstal.
Det er mit indtryk, at dette
område af kirkegården generelt
appellerer meget til eftertænksomhed
og kommentarer,
og det er mest hensigtsmæssigt
at gå omkring i mindre
grupper.
Vi vil efterfølgende fortsætte
ad Lokalkirkegårdens midtersti i
retning af Kapelpladsen.
På det første stykke vej kan vi –
både til højre og venstre side –
iagttage nogle rækker af helt ensartede
gravsteder. Det er den
katolske del af Assistens
Kirkegård, og det er fortrinsvis
Sct. Josef Søstrene, som har deres
gravsteder her. Inskriptionen
R.I.P. – som findes på alle
gravstenene – er forkortelsen af
Requiescat In Pace, altså hvil i
fred.
Idet vi passerer endnu en
tværgående sti, begynder
Lokalkirkegårdens afsnit for kistegrave.
Det første område går
under betegnelsen kistefællesgrave,
hvilket er synligt ved, at de
enkelte gravsteder ikke er afgrænsede,
og at der er helt ens mindeplader.
Her vil vi gå ind til venstre side
og iagttage nogle af disse mindeplader.
Vi kan blandt andet se eksempler
på en del graverede aids-sløjfer.
Aids-sløjfer på et gravsted er et
stærkt symbol, som fortæller en
historie om levet liv, eller nærmere
bestemt om afslutningen på
livet.
Forekommer aids-sløjfen som
symbol anderledes på en gravsten
end på en frakke, og synes I, at
der er en morale?
Det er værd at fundere lidt over.
Herefter vil vi fortsætte lidt længere
frem, til vi møder de mere
traditionelle kistegravsteder.
På dette område vil jeg igen anbefale,
at vi giver os god tid til at
betragte den nyeste kirkegårdskultur.
Her er gravsteder, gravsten
og monumenter i alle formater og
afarter, og her findes sidst men
ikke mindst et meget synligt
udtryk for vore dages sorgbearbejdelse.
Vi kan iagttage utallige meget personlige
hilsener og prydsgenstande
og undre os over, at dette er et
helt nyt fænomen, der faktisk
kun har fundet sted de sidste 20
år.
Der er med andre ord en del, der
tyder på, at vi – som dødsforskerne
påpeger – er i færd med at
"genopdage" døden med et alt
andet end anonymt udtryk.
Vi har på vores vandring talt
om og ved selvsyn set udtryk
for forskellige forestillinger om
døden, og nogle har været
mere genkendelige – set med
vore dages øjne – end andre.
Vi ser også, at vi stadig producerer
forestillinger, men nu er
spørgsmålet så – hvordan?
Bruger vi for eksempel fortiden
til at tænke med, eller det
"fremmede", eller noget helt tredje;
og sidst men ikke mindst, hvordan
opnår vi en accept af døden, som
gør, at vi lever vores liv uden
skyldbetyngede fortrængninger?
Ingen bør forlade Assistens Kirkegård
uden at have besøgt H.C.
Andersens gravsted. Det vil vi
heller ikke.
Vi skrår ud på Poppelalléen og
går et lille stykke frem. Her går vi
ind til højre side og følger skiltningen,
til vi når frem til gravstedet.
Mange bliver lidt skuffede over
især stenens format, men gravstedet
repræsenterer til fuldkommenhed
den periode, hvor H.C.
Andersen døde.
Man var meget beskeden, og
oprindeligt var gravstedet heller
ikke H.C. Andersens eget. Det tilhørte
familien Collin, som han
ofte besøgte, og i hvis gravsted
han fik plads, da han døde, men
den historie er helt sin egen.
15

Den gamle
askehave
Jazzhaven
Fremtidig park
H.C. Andersens
have
Fremtidig park
urnegrave
JAGTVEJ
LOKALKIRKEGÅRDEN
Mindeparken
Assistens Kirkegård
Kistegrave
Kapel
pladsen
KAPELVEJ KAPELVEJ
askelund
Det museale område
NØRREBROGADE
Udgivet med støtte fra:
Københavns Kommune, Puljen for Kunst– og Kulturprojekter.
UniDanmark Fonden.
© 2002 Skoletjenesten / Formidlingscentret
Tekst: Antropolog Marianne Devantier
Layout: RAAA / Skoletjenesten
Tryk: Kailow Graphic
NØRREBROS
RUNDDEL
0
S