Polarfronten 2001 – 3

LØSSALGSPRIS 25 kr. 

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER • NR. 3/SEPTEMBER 2001 

Polar fronten 

Verdens nordligste ruin 

udgravet, læs s. 4 

Nye øer fundet nord for 

Grønland, læs s. 8 

Grønlandske studerende taler 

ikke grønlandsk, læs s. 12

Dansk Polarcenter er en institution 

under IT & Forskningsministeriet 

og har til opgave 

at støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 5800 

Deadline for bidrag 

til næste nummer: 

15. november 2001. 

Abonnement er gratis og tegnes 

gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Hanne Petersen, 

Ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Kirsten Caning 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Irene Seiten, layout, DJ 

Henning Thing 

Pernille Toft 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: 

Morten Meldgaard: 

På knæ ved Frigg Fjord 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse. 

ISSN: 0907-2322 

NORDISK MILJØMÆRKNING 

541 Tryksag 166 

Indhold 

Mennesker ved isens rand 

Spor efter mennesker nord for Polarcirklen 

for 40.000 år siden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 

På knæ fra nord til syd 

Verdens nordligste ruin var ét af mange 

resultater af sommerens arkæologiske feltarbejde 

i Grønland …… . . . . . . . . . . . . . . 4 

Kontinenternes kamp 

Bjergkæden Kaledoniderne i Østgrønland 

blev skabt under voldsomme omstændigheder 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Verdens nordligste ø 

Flere nye øer er blevet observeret nord for 

Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

Bunden blev ikke nået 

Iskerneborerne på Indlandsisen løb denne 

sommer ind i komplicerede, tekniske problemer 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

Alle mand i god behold 

Alt gik galt, da den britiske opdagelsesrejsende 

Ernest Shackleton i 1914 ville 

krydse Antarktis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

På talefod med fremtiden 

Kun hver fjerde grønlandske studerende 

taler grønlandsk, og det er et problem for 

Hjemmestyrets sprogpolitik . . . . . . . . . . 12 

Knas i konsultationen 

I den grønlandske lægekonsultation kan 

tolken hæmme patientens muligheder for 

at komme igennem . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

Kommentar 

Visioner på tre ben . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 

Kortlægning på vandrefødder 

To danske vandrere har bidraget til nye 

vandrekort over området syd for Jakobshavn 

Isfjord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Mennesker ved isens rand 

Af Poul-Erik Philbert 

For næsten 40.000 år siden slog en gruppe 

mammut-jægere lejr ved Usa-flodens 

bred lige vest for Ural-bjergkæden. Det 

viser fund, som norske og russiske geologer, 

arkæologer, botanikere og zoologer 

har gravet frem i løbet af 1990’erne. 

Det helt centrale fund er en 1,3 meter 

lang mammutstødtand med tydelige riller, 

som forskerne efter minutiøse undersøgelser 

under mikroskop er sikre på 

er udført af mennesker med en skarp 

stenøkse. 

Desuden er der fundet over 100 andre 

mammutknogler, hestetænder og rensdyr- 

og ulveknogler, og en kulstof 14analyse 

daterer med stor sikkerhed fundene 

til at være mellem 35.000 og 40.000 

år gamle. Der er også i de samme lag fundet 

flere stenredskaber. 

Arktis beboet under istiden 

Dateringen har skabt berettiget opmærksomhed 

i forskerkredse. Hidtil har det 

været den almindelige opfattelse, at de 

første mennesker nåede frem til det arktiske 

område for omkring 13-14.000 år 

siden på et tidspunkt, hvor den sidste 

istid nærmede sig sin afslutning. 

Udgravninger i det nordligste Rusland viser, at der var mennesker 

nord for Polarcirklen midt under den sidste istid for næsten 40.000 år 

siden, hvor man hidtil har troet, at Arktis var totalt dækket af is. 

De nye fund ændrer derfor radikalt 

denne opfattelse af menneskets historiske 

tilstedeværelse i de arktiske egne. 

De viser også overraskende, at denne 

del af Arktis ikke har været permanent 

dækket af is gennem den sidste istid. 

- Dele af arktisk Rusland må have været 

isfrit for omkring 40.000 år siden og 

har for en periode givet adgang til mennesker, 

som har jaget især mammut, siger 

professor John Inge Svendsen fra 

Bergen Universitet i Norge. Vores undersøgelser 

viser, at de hårdføre beboere 

har levet på et åbent steppeområde bevokset 

med græs og spredt arktisk pil 

især omkring floderne helt op mod Barentshavets 

kyst. 

Klimaoplysninger fra de grønlandske 

iskerneboringer på Indlandsisen bekræfter, 

at der har været relativt milde mellemspil 

i løbet af istiden bl.a. mellem 36- 

39.000 år før vor tid. Alligevel har det 

været et ekstremt ugæstfrit og udsat tundraområde 

med gennemsnitstemperaturer 

på mindst 10 grader lavere end i dag. 

Navnløse spor 

Det er den fremherskende teori, at neanderthalerne 

netop for omkring 40.000 år 

siden måtte vige for det moderne menneske, 

som trængte nordpå i Europa fra 

Afrika. Men forskerne bag fundet i 

Nordrusland kan på nuværende tidspunkt 

ikke sige, om det er moderne 

mennesker eller neanderthalere, de har 

fundet spor efter. 

- Tidligere undersøgelser peger på, at 

neanderthalerne har opholdt sig længere 

mod syd og sandsynligvis ikke har kunnet 

klare sig i de ubeskyttede, arktiske 

omgivelser, siger John Inge Svendsen. Så 

enten er neanderthalerne trængt længere 

nordpå, end vi hidtil har troet muligt, eller 

også har det moderne menneske formået 

at tilpasse sig de ekstreme forhold 

nordpå blot få tusind år efter, at de havde 

forladt et langt varmere, afrikansk klima. 

Uanset hvilket resultat forskerne eventuelt 

når frem til, vil det grundlæggende 

ændre videnskabens syn på menneskets 

historiske tilstedeværelse i det arktiske 

område. 

Interesserede kan læse mere om fundet i 

Nature fra 6/9-2001. 

Kontakt: John Inge Svendsen, Universitetet 

i Bergen, tlf. +47 55 58 42 51, 

John.Svendsen@smr.uib.no 

3 • Polarfronten 3 / 01

På knæ fra 

nord til syd 

Sommeren har budt på et omfattende arkæologisk feltarbejde i den 

nordligste og sydligste del af Grønland. Det har givet spændende og 

uventede fund, bl.a. verdens nordligste ruin i Nordgrønland og den 

første palæo-eskimoiske boplads i det sydligste Grønland. 

4 • Polarfronten 3 / 01 

Foto: Jens Fog Jensen 

Verdens nordligste ruin blev i sommer fundet ved Columbus Sø ved bunden af Frigg Fjord i Nordgrønland. Det drejer 

sig om et stensat ildsted med overliggende stegeplade, som moskusjægere har efterladt for måske 700 år siden. 


Arkæologer er grundige mennesker, som 

tænker sig godt om, før de går i felten, og 

ofte finder de netop det, de målrettet er 

gået efter. Men nogle gange er de bare 

velsignet af ren og skær held, som denne 

sommer i Kap Farvel-området, hvor en 

gruppe arkæologer fra Sila, Nationalmuseets 

Center for Grønlandsforskning, 

netop havde indtaget en velsmagende 

middag ved en gammel Thuleboplads på 

Eggers Ø. 

Et greb i blinde 

H.C. Gulløv, som lige er udnævnt til Nationalmuseets 

første forskningsprofessor, 

greb en tilfældig sten i nærheden med 

ordene: 

- Nu mangler der egentlig kun, at vi 

finder et bevis for, at palæo-eskimoerne 

har været her i området! 

Alle stirrede forbløffede på det, som 

ved nærmere eftersyn skulle vise sig at 

være en såkaldt mikroflække, som engang 

for mere end 1000 år har været anvendt 

som skæreredskab. 

De heldige arkæologers egentlige ærinde 

i området var at finde spor efter kulturmøder 

i Sydgrønland mellem nordboerne 

og Thule-kulturen i middelalderen. 

Men samtidig var de i et område, hvor 

der indtil videre ikke var fundet spor efter 

palæo-eskimoer, dvs. kulturer som levede 

før inuit kom omkring 1200-tallet. 

En undersøgelse på stedet afslørede 

hurtigt, at arkæologerne havde lejret sig 

oven på en affaldsplads, og at stedet så at 

sige tidligere i historien var ‘udgravet’ af 

det senere Thule-folk, som havde skåret 

tørv netop her. 

Tekniske prøver skal i løbet af efteråret 

fastslå, hvor gammel pladsen er, og 

det skulle undre meget, om der ikke ligger 

et fremtidigt udgravningsprojekt her. 

I renjægernes fodspor 

Holdet på Eggers Ø er kun ét af flere, 

som har gravet Sydgrønland tyndt denne 

sommer. Sila har haft en mindre offensiv 

i gang og har haft 20-25 mennesker 

i felten i Sydvestgrønland i løbet af 

juli og august. 

I Kangerlussuaq-området er Silas leder, 

Bjarne Grønnow, og 4 kolleger fulgt 

i hælene på fangeren og kunstneren Jens 

Kreutzmann, som i 1863 indtegnede de 

historiske renjægerruter og -lejre.

- Det er som at vandre gennem tiden, 

når man bevæger sig fra de nyere bopladser 

ved kysten til de mange pladser i indlandet 

fra forrige århundrede og tidligere, 

siger Bjarne Grønnow. Det, der ved 

første øjekast ligner en vildmark, viser 

sig ved nærmere eftersyn at være et kulturlandskab, 

hvor man følger de logiske 

veje gennem terrænet og langs ruterne 

finder de historiske efterladenskaber: varder, 

bopladser, flinteredskaber, en Madam 

Blå og patroner fra vor egen tid. 

Op gennem tiderne er fangerne i juli 

måned fundet sammen i samlingslejre 

ved kysten, hvor de har delt sig op i grupper 

på 3-4 familier, der er draget ind i 

landet for sammen at jage rensdyr et par 

måneder. 

Det lykkedes arkæologerne at finde 

omkring 100 lokaliteter med forbindelse 

til renjagten. Lige fra de større basislejre, 

hvor mange familier har boet, og hvor de 

nedlagte dyr er blevet parteret og ordnet, 

og til små overnatningslejre, hvor 

en fanger har overnattet under et klippefremspring. 

Fundene skal den kommende tid analyseres, 

så arkæologerne kan få et overblik 

over, hvordan jagten har udviklet sig 

op gennem historien, og hvad der har 

drevet udnyttelsen af indlandet. 

Og så venter Bjarne Grønnow spændt 

på en kulstof 14-analyse af noget trækul 

fra ildstedet på en palæo-eskimoisk boplads, 

som arkæologerne stødte på 50 kilometer 

syd for Kangerlussuaq-fjorden. 

Med en lidt betænkelig mine lader Grøn- 

Foto: Ulla Odgaard, Sila 

now sig narre ud i et gæt: 1500-2000 f. 

Kr. lyder det forsigtigt. 

En stormfuld udgravning 

Også nordboarkæologerne har haft travlt 

i det sydgrønlandske med bl.a. undersøgelser 

ved tre norrøne kirketomter nær 

Igaliku og Qorlortoq. 

Øst for nordbogården Herjolfsnæs har 

Hans Kapel og Flemming Rieck foretaget 

prøveudgravninger af en 28 meter lang 

bygning, som kan være et naust, dvs. et 

bådehus, som har kunnet rumme et stort, 

havgående skib. 

Det endelige bevis blev ikke fundet, 

men resterne af en lille smedje tæt på 

bygningen, har styrket mistanken om, at 

dette kan være det første fund af et naust 

i Grønland. 

Holdet fik under arbejdet endnu en 

gang bevis for, at feltarbejde i Grønland 

om sommeren langtfra er garanteret 

hverken solskin eller blot acceptabelt vejr. 

To fulde orkaner rasede med 42-44 meter 

i sekundet i løbet af en uge ind over udgravningsområdet 

og efterlod de forkomne 

arkæologer med en del ødelagt materiel. 

Verdens nordligste boplads 

Så langt mod nord man næsten kan komme, 

ved Frigg Fjord i Peary Land, har et 

hold geografer fra Københavns Universitet 

og arkæologer fra Grønlands Nationalmuseum 

og Arkiv og fra Sila i tre uger 

gennemført undersøgelser. 

Det er et område, som tidligere har 

haft talrige besøg af den legendariske ar- 

En arkæolog er krøbet ind i et klippely, hvor jægere i midten af 1800-tallet har fundet nattely under renjagten i Kangerlussuaq-området. 

Arkæologerne fra Sila fandt denne sommer mere end 100 lokaliteter med forbindelse til renjagten. 

kæolog Eigil Knuth, der har lokaliseret 

bopladser fra Independence I-kulturen 

(dateret til ca. 2000 f.Kr.), Independence 

II-kulturen (ca. 800-400 f.Kr.) og fra Thule-kulturen, 

der antages at have været i 

området i 1400-tallet. 

Et af de umiddelbare højdepunkter på 

sommerens ekspedition var verdens 

nordligste ruin, som forskerne fandt ved 

Columbus Sø i bunden af Frigg Fjord, 

hvor moskusoksejægere - formentlig fra 

Thule-kulturen - har efterladt et stensat 

ildsted med overliggende stegeplade. Desuden 

blev der lokaliseret en mindre Independence 

I-bosættelse ved rekognoscering 

af Frigg Fjord. 

Mennesket og klimaet 

Ellers var det sammenhængen mellem 

klimatiske svingninger og menneskets 

tilstedeværelse, som var det samlende 

pejlemærke for den tværfaglige Frigg 

Fjord-ekspedition, Midgaard 2001, der 

var udsendt af det Kongelige Geografiske 

Selskab. 

Forskerne har bl.a. opmålt en terrænprofil 

på lokaliteten Hvalterrasserne, 

hvor to indlejrede hvalkranier i 5 og 15 

meters højde og en Independence II-bebyggelse 

i 7 meters højde giver gode 

muligheder for at undersøge de relative 

vandstandsændringer gennem tiderne. 

En lignende terrænprofil blev også opmålt 

på Independence I-bopladsen på 

Adam C. Knuth Site, hvor arkæologerne 

udgravede en af de højtliggende ruiner. 

De indsamlede natur- og kulturhistoriske 

data vil nu blive tidsbestemt og sammenlignet, 

og forskerholdet håber herefter 

at kunne sige mere om, hvordan miljø- 

og klimaforandringer har påvirket 

menneskets tilstedeværelse i jordens 

nordligste egne. 


Af Gabrielle Stockmann 

Panoramaudsigt over de 

spektakulære Eleonore Baysedimenter 

på sydsiden af 

Lyell Land. Sedimenterne er 

i sin tid blevet aflejret på lavt 

vand ud for Østgrønlands 

kyst, men blev ved den kaledoniske 

bjergkædedannelse 

skubbet ind over land. 

Foto: Niels Henriksen 


Kontinenter på kollisionskurs 

Efter 30 års arbejde har geologerne nu kortlagt hele strækningen langs den 1300 kilometer 

lange kaledoniske bjergkæde i Nordøstgrønland. Undervejs har geologerne gjort overraskende 

fund, der har skabt helt nye teorier for dannelsen af bjergkæden. 

For ca. 400 mio. år siden kolliderede de to daværende 

kontinenter Laurentia (inkl. Grønland) og Baltica 

(inkl. Skandinavien) med voldsom kraft. Bjergarterne 

langs randen af hvert kontinent blev presset sammen, 

så jordskorpen blev omtrent dobbelt så tyk som 

tidligere (ca. 70 kilometer), og en bjergkæde blev 

skabt - det geologerne i dag kalder Kaledoniderne i 

Nordøstgrønland og i Norge. 

På højde med Himalaya 

Ved kollisionen blev bjergarterne udsat for store deformationer, 

smeltning og omdannelse, og aflejringer, 

der tidligere havde ligget på havbunden mellem 

Grønland og Norge, blev nu skubbet flere hundrede 

kilometer ind på land. 

Alperne og Himalayabjergene er nutidige eksempler 

på, hvordan kontinentkollision skaber bjergkæder. 

Sandsynligvis har Kaledoniderne engang været 

på højde med Himalaya med 8 kilometer høje bjerge, 

men millioner af års bevægelser i jordskorpen med 

hævning, erosion og kollaps gør, at det højeste bjerg 

i Nordøstgrønland i dag er ca. 3 kilometer. 

Nordøstgrønlands geolog 

Det var den karismatiske, danske geolog Lauge Koch, 

der i årene 1926-58 satte gang i en detaljeret, geologisk 

kortlægning af Nordøstgrønland. Lauge Koch 

havde med sine ekspeditioner og sit videnskabelige 

arbejde stor andel i, at Danmark ved den internationale 

domstol i Haag i 1933 fik tilkendt suverænitet 

over hele Grønland. 

Desværre kom en retssag over en geologisk fagstrid 

få år efter til at skabe en dyb kløft mellem Lauge 

Koch og de øvrige danske geologer. I resten af sin levetid 

hyrede Lauge Koch næsten udelukkende udenlandske 

kollegaer til sine ekspeditioner, og blandt 

hans nærmeste medarbejdere var den schweiziske 

geolog John Haller. 

GGU på banen 

I 1968 - 4 år efter Lauge Kochs død - indledte det daværende 

Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU, 

nu en del af GEUS) den første af i alt 13 sommerekspeditioner 

til Nordøstgrønland. 

Statsgeolog Niels Henriksen, som er bedre kendt 

under tilnavnet Oscar, har ledet samtlige ekspeditioner, 

og han beretter, at John Haller på trods af den 

gamle geologstrid heldigvis var særdeles positiv over 

for GGU’s arbejde og gavmildt uddelte af sin store 

viden fra Lauge Kochs ekspeditioner. 

Første etape af GGU’s arbejde blev en skibsekspedition 

til Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, senere foregik 

arbejdet via landbaserede lejre fordelt langs hele 

Nordøstgrønland. GGU havde den betydelige fordel i 

forhold til Lauge Kochs ekspeditioner, at de kunne 

anvende helikopter til transport og rekognoscering. 

Ny fortolkning 

John Haller udgav i 1971 et stort og anerkendt værk 

om de østgrønlandske Kaledoniders geologi, men de 

seneste resultater fra GEUS har vist, at John Haller 

tolkede forkert, da han fremlagde en teori for dannelsen 

af Kaledoniderne. 

Hvor Haller troede, at bjergkædedannelsen var 

sket på stedet ud fra de tilstedeværende bjergarter, 

viser den nye kortlægning, at hele den ca. 1300 kilo-

meter lange, blotlagte del af Kaledoniderne i Nordøstgrønland 

er dannet ved, at store stykker af aflejringer 

er skubbet ind over hinanden og har lagt sig 

som tykke og tynde dækkener oven på de oprindelige 

bjergarter. 

Nogle af aflejringerne består af den tidligere havbund 

med grundfjeld og overliggende sedimenter, 

der er transporteret op til flere hundrede kilometer 

fra øst ind over det grønlandske grundfjeldsskjold i 

forlandet mod vest. Herved blev en 500-700 kilometer 

lang strækning dramatisk reduceret til 300 kilometer, 

hvilket svarer til en 40-60% forkortelse. 

Nøglen til Kaledoniderne 

Nøglen til forståelsen af Kaledonidernes dannelse 

ligger gemt langs randen af Indlandsisen, hvor laget 

af tilførte ‘fremmede’ bjergarter er tyndest. Her findes 

fem små, såkaldte ‘tektoniske vinduer’, hvor man 

får et kig ned til et tyndt lag (250-400 meter) af de 

oprindelige bjergarter (se figur). De kan være skabt 

ved, at f.eks. gletsjere har skåret sig ned igennem de 

flere kilometer tykke, overliggende lag af ‘fremmede’ 

bjergarter og har blotlagt de oprindelige bjergarter. 

Haller kortlagde faktisk den mest betydningsfulde 

af de tektoniske vinduer (Målebjerg-lokaliteten, se 

figur), men han forstod ikke betydningen af det, 

hvilket geolog Tony Higgins, som har været fast deltager 

på GEUS’ ekspeditioner til Nordøstgrønland, 

har fuld forståelse for. Haller var fra en tid uden 

kendskab til kontinentaldrift, og hvor man endnu 

ikke kunne aldersbestemme bjergarter, hvilket er et 

meget kraftfuldt værktøj for geologerne i dag. 

- Om yderligere 30 år har geologerne måske fået 

helt andre værktøjer, og så kan det være, at det er 

vores teorier, der skal revurderes, bemærker Tony 

Higgins. 

For ca. 25 år siden besøgte Tony Higgins selv et andet 

af de tektoniske vinduer uden at vide på det tidspunkt, 

hvor betydningsfuldt det var. Det var først 

ved kortlægningen af Målebjerg-lokaliteten under 

den sidste ekspedition i 1997-98, at GEUS indså, at 

der her var tale om tektoniske vinduer og dermed fik 

hele puslespillet til at gå op. 

Uorden i lagene 

For ca. 400 millioner år siden kolliderede de to kontinenter 

kaldet Laurentia (inkl. nuværende Nordamerika 

og Grønland) og Baltica (nuværende Nordvesteuropa 

inkl. Skandinavien) og dannede den kaledoniske bjergkæde 

i det nuværende Nordøstgrønland. Resultatet af 

sammenstødet er i dag synligt i nogle såkaldte tektoniske 

vinduer som f.eks. Målebjerg-lokaliteten i Andrée 

Land, hvor man kan se, at ældre bjergarter ved kollisionen 

er skubbet ind over yngre bjergarter. Den stiplede 

linie (NST) adskiller de oprindelige bjergarter (nederst) 

fra de tilførte ’fremmede’ bjergarter. Nederst er der 

gnejs (G), og ovenpå gnejsen ligger sandsten med spor 

efter fossiler (SF). Over den stiplede linie ligger bjergarter 

(Krummedal serie), der er ældre end sandstenene 

(SF). Med ældre bjergarter oven på yngre vidste geologerne, 

at der er tale om et dække af tilførte, ’fremmede’ 

bjergarter. For ca. 60 mio. år siden satte kontinentaldriften 

igen det amerikanske og det europæiske 

kontinent i bevægelse. Denne gang bort fra hinanden, 

så Atlanterhavet blev dannet. 

Kortlægningsarbejdet i Nordøstgrønland er illustreret 

på fem, nye geologiske kort fra GEUS, hvoraf 

det femte og sidste udkommer til december. 

Læs mere i Geologi - nyt fra GEUS nr. 2 2001 om 

Foldebjergene i Nordøstgrønland af Niels Henriksen 

og Tony Higgins. 

Kontakt: Tony Higgins akh@geus.dk 

Foto: Tony Higgins 

7• Polarfronten 3 / 01 

Kaledoniderne

Verdens nordligste ø 

Flere nye øer er denne sommer observeret nord for Grønland. En af 

dem er verdens nordligste stykke landjord. 


En rekognoscering fra fly i juli måned 

denne sommer har med stor sandsynlighed 

fastslået eksistensen af en lille ø 

nordvest for verdens hidtil nordligste ø, 

Oodaaq Ø, som ligger ud for Grønlands 

nordspids. Samtidig afslørede flyrekognosceringen, 

at der i området muligvis 

er to-tre andre, hidtil ukendte øer, hvoraf 

én er endnu længere mod nord. Dem 

kender man dog endnu ikke den præcise 

position på. 

Den nye ø blev fundet i 1996 af deltagerne 

på sportsekspeditionen American 

Top of the World Expedition, som i et 

forsøg på at finde Oodaaq Ø stødte ind i 

et 10x10 meter, stenfyldt landområde ca. 

1700 meter vestnordvest for denne. Ekspeditionen 

bestemte øens præcise position 

til at være 83° 40’ 34.8” N, 30° 38’ 

38.6” W 

Da ekspeditionsdeltagerne sammen 

med logistikchef Hauge Andersson fra 

Dansk Polarcenter i sommer overfløj stedet, 

bekræftede en ny GPS-måling, at 

der ligger en ø på nøjagtig den position, 

som ekspeditionen havde besøgt i 1996. 


Hauge Andersson siger, at havisens 

struktur i området viser, at der er en 

grænse mellem kystnær havis, der ikke 

bryder op hvert år, og havis, der regelmæssigt 

bryder op og fryser sammen 

igen. Grænsen går netop i det område, 

hvor øerne ligger, omtrent parallelt med 

kysten, og meget tyder på, at havisen i 

dette område er stabiliseret af undersøiske 

rev og banker samt enkelte banker, 

der når op over havniveau. 

Tilfældigheder ved snefygning og afsmeltning 

kan føre til, at det ikke altid er 

de samme øer, der fra år til år ses i sommermånederne. 

Det kan derfor ikke afvises, 

at der gemmer sig flere øer under 

havisen. 

Det er uden tvivl også de skiftende isforhold, 

som er forklaringen på, at Oodaaq 

Ø, som blev fundet i 1978, ikke har 

været synlig siden 1997. 

Dansk Polarcenter forventer, at det i 

de kommende år i forbindelse med andre 

aktiviteter i området vil være muligt at 

nå frem til de nye øer med helikopter. 

Kontakt: Hauge Andersson, DPC, 

tlf.: 32 88 01 13, ha@dpc.dk 

En af deltagerne fra sportsekspeditionen American Top of the World Expedition fotograferet på den nye ø, 

som de i 1996 tilfældigt nåede frem til under søgen efter Oodaaq Ø, som dengang var verdens nordligste. 

Foto: American Top of the World Expedition 

En strategi for Nationalparken 

Foto: Jens Søndergaard/Polarphotos 

Under et fælles ophold på Zackenberg 

Forskningsstation i august har miljø- og 

energiminister Svend Auken og landsstyremedlem 

for miljø Alfred Jakobsen 

indgået en aftale om at beskytte og udvikle 

Nationalparken i Nordøstgrønland. 

Aftalen lægger vægt på at beskytte 

områdets enestående natur- og kulturhistoriske 

værdier på en måde, så man lever 

op til internationale forpligtelser. 

Men samtidig lægger aftalen op til, at 

Nationalparken skal indgå i en regional 

udvikling i Grønland, som især skal 

komme indbyggerne i Ittoqqortoormiit 

/Scoresbysund tilgode. International 

forskning og uddannelse, turisme og forbedrede 

adgangsforhold er vigtige elementer 

i den udvikling, som ministrene 

mener skal finde sted i forbindelse med 

‘Det arktiske vindue’ under EU’s Nordlige 

Dimension. 

Nationalparken i Grønland er verdens 

største og dækker med sine 972.000 km 2 

et areal, som er større end England og 

Frankrig tilsammen. Det meste er indlandsis, 

men de isfrie områder langs kysterne 

spænder lige fra ørkenagtige sletter 

over blide bakkedrag til skarpskårne 

bjergkæder. Her lever isbjørne, hvalrosser, 

moskusokser og en stigende bestand 

af ulve side om side med mindre dyr og 

et varieret fugleliv. 

Læs aftalens fulde indhold på 

www.dpc.dk/polarfronten/ 

zackenbergaftalen.html

Bunden blev ikke nået 

Efter en feltsæson med mange og komplicerede tekniske problemer mangler iskerneborerne på Indlandsisen 

stadig omkring 80 meter, før de er nede ved bunden. Og det kan blive vanskeligt at få det sidste stykke op. 


Det kunne umiddelbart virke som en 

overkommelig opgave. 150 meter iskerne 

manglede der, da boreholdet ved North- 

GRIP-iskerneprojektet på Indlandsisen 

sidste år sluttede boringen i 2930 meters 

dybde. Men det var et dårligt varsel, at 

sæsonen samtidig sluttede med, at boret 

satte sig fast i isen og måtte lirkes fri. 

Et genstridigt bor 

Det blev da også problemer med boret, 

som kom til at overskygge alt i denne 

sommer. Fem gange satte boret sig fast, 

og det skabte forsinkelser, både fordi borefolkene 

brugte mange dage på at få det 

fri, og fordi mekaniske og elektroniske 

dele måtte udskiftes og flyves ind til lejren 

på Indlandsisens top. 

Det har vist sig, at isen er betydeligt 

varmere tæt på Indlandsisens bund, og 

at det kan være forklaringen på, at boret 

igen og igen sætter sig fast: 

- Vores teori er, at det næsten smeltede 

issavsmuld fra boreknivene tæt på 

bunden fryser inde i boret og dermed får 

spånerne til at sætte sig i en prop, som 

ikke kan komme op. Temperaturen i bunden 

af hullet er kun 2ºC, og der skal derfor 

kun meget lidt varme til, før der 

kommer smeltning, siger Niels Gundestrup 

fra Geofysisk Afdeling på Niels 

Bohr Instituttet. 

Borefolkene hælder glykol i hullet for 

at smelte boret frit, og det har i år virket 

efter hensigten og forhindret en gentagelse 

af katastrofen i 1997. Da satte boret 

sig fast i 1371 meters dybde og tvang 

iskerneprojektet til at starte helt forfra 

med den nuværende boring i 1999. 

Vellykket trods alt 

En amerikansk og en europæisk boring 

fra 90’ernes begyndelse har givet sikre 

oplysninger om de seneste 90.000 år, 

mens der har været uenigheder om detaljerne 

i den såkaldte Eem-periode 

(115.000-130.000 år før nu). Denne periode 

er specielt interessant i en klima- 

sammenhæng, fordi det er en mellemistid, 

der kan minde om vores egen tid. 

NorthGRIP-boringen blev derfor anlagt 

et sted, hvor forskerne forventede, at islagene 

fra Eem-tiden ville ligge højt over 

bunden og dermed give adgang til en 

iskerne, som kunne give en mere sikker 

viden om perioden. Det ser ikke ud til at 

lykkes: 

- Boringerne denne sommer har styrket 

vores mistanke om, at de nederste lag 

er meget tæt på smeltepunktet, og derfor 

smelter langsomt bort, siger Sigfus Johnsen 

fra Geofysisk Afdeling. Ved en af de 

sidste boringer, sad der således klar is på 

boret, hvilket kan betyde, at boret har 

været i berøring med flydende vand. Så i 

værste fald er de interessante lag fra 

Eem-tiden simpelthen smeltet bort. 

De kun 70 meter iskerne var ganske 

vist et skuffende resultat af sommerens 

boring, men iskerneforskerne trøster sig 

med, at de som helhed har fået en iskerne 

med så stor lagtykkelse, at det giver 

mulighed for verdens bedste registrering 

af klimaet de sidste 105.000 år. 

Fotos: Geofysisk Afdeling 

Forskerne bag projektet, som ledes af 

Glaciologigruppen ved Niels Bohr Instituttet 

for Astronomi, Fysik og Geofysik 

på Københavns Universitet, håber stadig 

på, at det vil være muligt at afslutte 

boringen næste år. 

Kontakt: Niels Gundestrup, Geofysisk 

Afdeling, tlf.: 35 32 05 53, ng@gfy.ku.dk 

Øverst: Renseudstyr med skær, som blev brugt til at 

fjerne isbroer og tonsvis af frosset glykol. Glykolen 

blev hældt i borehullet for at frigøre iskerneboret de 

gange, det satte sig fast. 

Nederst: Der kom kun 70 meter iskerne ud af denne 

sommers boring på Indlandsisens top. 


Alle mand i god behold 

Den britiske opdagelsesrejsende Ernest Shackleton ville i 1914 

krydse Antarktis som den første. Han nåede aldrig at 

sætte fod i Antarktis, men alligevel blev det en 

højdramatisk og meget langvarig ekspedition. 


Da Ernest Shackleton i 1914 søgte deltagere 

til en ekspedition, som skulle krydse 

Antarktis, lagde han ikke fingrene 

imellem: 

- Men wanted for hazardous journey. 

Small wages. Bitter cold. Long months of 

complete darkness. Constant danger. Safe 

return doubtful. Honour and recognition 

in case of success. 

Men selv ikke Shackleton havde i sin 

vildeste fantasi forestillet sig, hvor rammende 

hans beskrivelse skulle vise sig at 

blive. 

Fra kyst til kyst 

Ernest Shackleton havde allerede to Antarktis-ekspeditioner 

bag sig, da han gik i 

gang med at planlægge British Imperial 

Trans-Antarctic Expedition. I 1901 deltog 

han i Robert Scotts første forsøg på 

at nå Sydpolen, og i 1908 måtte han på 

sin egen Nimrod-ekspedition give op 

kun 150 kilometer fra målet. 


Da nordmanden Roald Ammundsen i 

1911 i tæt kapløb med Scott som den første 

nåede Sydpolen, proklamerede Shackleton, 

at han ville være den første, som 

krydsede den ufremkommelige iskappe 

fra kyst til kyst. 

Akkompagneret af kanontordenen fra 

en begyndende verdenskrig forlod Shackleton 

i august 1914 London på ekspeditionsskibet 

Endurance med kurs mod 

South Georgia Island. 

Isen lukker sig 

Kun to dage efter at Endurance den 5. 

december 1914 havde forladt South 

Georgia Island løb ekspeditionen ind i uventet 

store mængder pakis, som gjorde 

sejladsen ekstremt besværlig. Gennem 

den næste halvanden måned krydsede 

Endurance møjsommeligt igennem 

Weddellhavet frem mod Vahsel Bugt, 

som var udset til at være landgangssted 

for ekspeditionen. 

Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute 

Ekspeditionsskibet Endurance i ismassernes faste greb. Efter mere end 300 dage blev 

skibet suget ned mellem de 5-10 meter høje isskruninger og endte på havets bund. 

Den 18. januar havde pakisen lukket 

sig helt om skibet, og Endurance var nu 

totalt overladt til ismasserne, som langsomt 

drev mod vest. Shackleton vidste, 

at først med det antarktiske forårs komme 

i oktober ville der igen være håb om 

at få skibet vristet fri af isen. 

Alt blev nu organiseret omkring det 

ene mål at overvintre så komfortabelt 

som muligt ombord på Endurance. Shackleton 

var meget opmærksom på at styrke 

besætningens moral og sammenhold og 

arrangerede fodbold- og hockeyturneringer 

på isen, fællessang, fester og meget 

andet. 

I Endurances lastrum var der stuvet rigeligt 

dåsemad og saltkød ned. Men 

Shackleton var klar over, at frisk kød - 

som indeholder C-vitaminer - kunne forebygge 

skørbug, så kødgryderne blev 

fyldt med sæl- og pingvinkød så tit som 

muligt.

Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute 

Reddet! Shackleton når frem til sine 22 strandede besætningsmedllemmer 

på Elephant Island den 30. august 

1916. På det tidspunkt var der gået 635 dage 

siden ekspeditionens start, og mange var utvivlsomt 

ved at opgive håbet om at blive reddet. 

En kamp for at overleve 

Alle ventede i spænding på, at foråret 

skulle få isen til at bryde op og åbne en 

sejlrende for Endurance. 

Men i stedet for at lette presset på skibets 

sider fik isens bevægelser Endurance 

til at knage og brage faretruende i 

sammenføjningerne, og den 27. oktober 

måtte Shackleton rømme det halvt nedskruede 

skib og i hast hejse redningsbåde, 

udstyr og proviant ned på isen. Fire 

uger senere blev Endurance – efter omkring 

300 dage fastlåst i isen – suget ned 

mellem de 5-10 meter høje isskruninger 

og sank til Weddellhavets bund. 

Om ikke før stod det nu helt klart for 

Shackleton og hans besætning, at målet 

ikke længere var at krydse Antarktis, 

men ganske enkelt at overleve. 

Ude af stand til at forcere ismasserne 

eller finde åbent vand til de tre redningsbåde 

måtte de 28 mand tilbringe de næste 

fem måneder i en lejr på isflagerne, 

som med mellemrum slog revner under 

dem og i øvrigt drev af sted, som vinden 

blæste. 

Ekspeditionens ufrivillige rute 

Først i begyndelsen af april viste der 

sig åbent vand, som gjorde det muligt at 

laste redningsbådene og begive sig af 

sted på en iskold, våd og stormfuld rejse, 

som efter 7 dage førte dem til klippeøen 

Elephant Island. 

Fast grund under fødderne har efter 

497 dage været en lettelse for de fleste, 

men det var indlysende, at den ugæstfrie 

og isolerede ø ikke gav noget håb om redning, 

men blot havde ført ekspeditionen 

endnu et skridt mod den endelige katastrofe. 

Den eneste chance for overlevelse 

lå i at nå den beboede South Georgia 

Island 1000 kilometer borte. 

En overmenneskelig præstation 

Den 24. april 1916 begyndte Shackleton 

sammen med fem mand i James Caird, 

den største af redningsbådene, den halsbrækkende 

tur over et af verdens mest 

barske havområder. Gennemblødte og 

forfrosne kæmpede de i 17 dage med 

tårnhøje bølger og konstante storme, 

som på et tidspunkt gik over til orkanstyrke. 

I en blanding af dygtighed og 

ufatteligt held lykkedes det kaptajn 

Frank Worsley at beregne den rigtige 

kurs, så de udmattede mænd den 8. maj 

fik det første glimt af South Georgias 

sorte klipper og to dage senere kunne 

vakle i land på den øde vestside af øen. 

Den lille båd var så havareret, at videre 

sejlads var umulig. Kun en sidste desperat 

klatretur over South Georgias 

bjerge og gletshere kunne bringe redningsholdet 

frem til hvalstationen Stromness. 

På kun tre dage lykkedes det Shackleton 

og to af hans folk med et minimum 

af udstyr at gøre turen, hvor de måtte 

søge ned fra højderne, når nattekulden 

lagde sig, og ikke fik nogen søvn af frygt 

for at fryse ihjel. 

En plads i historien 

Shackleton gik straks i gang med at organisere 

en undsætningsekspedition, og efter 

tre mislykkede forsøg nåede han endelig 

frem til de 22 strandede på Elephant 

Island den 30. august 1916, 635 dage efter 

ekspeditionens start. Alle var i god 

behold. 

Shackletons ekspedition mislykkedes, 

han nåede ikke sit mål, men han har alligevel 

fået sin plads i historien om de store 

opdagelsesrejsende. Han bliver i dag 

husket og beundret for sin hårdnakkede 

og modige kamp for at redde sin besætning 

og ikke mindst for sin evne til at 

holde sammen på sit mandskab i de 

mange krisesituationer. 

Hans liv sluttede i 1922 på South Georgia 

Island, hvor han døde af et hjerteslag 

... på vej til en ny Antarktis-ekspedition. 

Shackleton i storformat 

Shackletons dramatiske rejse er netop blevet 

filmatiseret til visning på kæmpeskærm, og 

filmen, ‘Shackletons ekspedition - Den antarktiske 

overlevelseshistorie’, kan fra den 

1/10 ses i Tycho Brahe Planetariets rumteater. 

Optagelserne har fundet sted on location 

på South Georgia Island, Elephant Island og 

Weddellhavet, så filmholdet har været igennem 

deres egne barske udfordringer og dramatiske 

oplevelser. Med i filmen er også tre 

veltrænede og erfarne bjergbestigere, som 

85 år efter Shackleton & Co’s klatretur over 

South Georgia Islands bjerge forsøger at 

gentage vovestykket. Efter en hård og udfordrende 

bestigning havde de tre bjergbestigere 

svært ved at forstå, hvordan forgængerne 

- nedslidte og forkomne og uden 

det mest elementære udstyr - havde kunnet 

gøre turen på bare 3 dage. 

Tycho Brahe Planetarium har desuden 

planlagt en række foredrag om Antarktis. 

Find de nærmere detaljer på www.tycho.dk 


Af Pernille Toft 


På talefod med fremtiden 

Cand.psych Naaja Nathanielsen 

Kun hver fjerde grønlandske studerende 

taler grønlandsk, og det giver problemer i 

forhold til Hjemmestyrets sprogpolitik, siger 

den ene af forfatterne bag rapporten med 

de opsigtsvækkende resultater. 

Et af de grønlandske politikeres mål for fremtiden er at 

indføre grønlandsk som officielt sprog i hele den offentlige 

sektor. Grønlands egen veluddannede ungdom 

skal permanent afløse den flygtige, danske arbejdskraft. 

Men en undersøgelse foretaget blandt grønlandske 

studerende viser, at 75 procent af dem ikke 

taler grønlandsk. De grønlandske politikere gør altså 

regning uden vært, når de forventer, at den nuværende 

generation af grønlandske studerende kan bestride 

jobs, hvor al kommunikation foregår på grønlandsk. 

Dansktalende grønlændere 

Undersøgelsen, som er den første af sin art, blev til 

på baggrund af en mistanke om, at de grønlandske 

Foto: Grete Dalum-Tilds 

studerende ikke taler, skriver eller forstår grønlandsk 

på det niveau som politikerne forventer. Kvinderne 

bag undersøgelsen er 25-årige cand.psych. Naaja 

Nathanielsen og stud.scient.pol. Naja A. Lund. 

Naaja har grønlandsk-dansk baggrund og tilhører 

selv de 75 procent, som ikke taler flydende grønlandsk. 

Hun planlægger at vende tilbage til Grønland, 

når hun har samlet et par års erfaring fra et job 

som psykolog i Danmark: 

- De studerendes manglende kendskab til det grønlandske 

sprog er et grundlæggende problem især i en 

jobsituation. Som psykolog kan jeg ende et sted, hvor 

jeg er helt alene i jobbet. Og så er det problematisk, 

at jeg ikke taler grønlandsk. 

De grønlændere, som i dag læser på en videregående 

uddannelse, er blevet undervist på dansk i folkeskolen. 

Derfor er det kun dem, som er vokset op med 

det grønlandske sprog i hjemmet, der reelt har haft 

muligheden for at lære det på modersmålsniveau. 

Ifølge undersøgelsen mener 97 procent af de studerende 

dog alligevel, at det er vigtigt at holde fast i 

det grønlandske sprog – og de vil gerne lære det. 

Men grønlandske studerende støder ind i flere forhindringer, 

hvis de sætter sig for at lære det grønlandske 

sprog. For det første uddannes der ingen lærere 

til at undervise i grønlandsk som andet- eller 

fremmedsprog. For det andet er undervisningsmaterialerne 

forældede, mangelfulde og udarbejdet til folkeskolen. 

Naaja Nathanielsen siger: 

- De studerende har en stor indsigt i grønlandske 

forhold, og undersøgelsen viser, at langt størstedelen 

af dem også har et basalt kendskab til det grønlandske 

sprog. Det er demotiverende at bruge en masse 

tid på f.eks. udtalelære. Derfor er der brug for veluddannede 

lærere og nye undervisningsmaterialer specielt 

til denne gruppe. 

Social polarisering 

Det grønlandske samfund præges i stigende grad af 

lysten til uafhængighed, og der er inden for få år 

taget flere skridt på vejen til en øget grønlandisering. 

Tendensen er allerede slået igennem i folkeskolen, 

hvor der i dag undervises på grønlandsk, og de 

dansktalende elever integreres i grønlandske klasser. 

Naaja Nathanielsen siger advarende: 

- Det er et problem, at de grønlandske politikere 

har så travlt med at lægge distance til det danske 

sprog, som trods alt stadig er en forudsætning for at 

tage en videregående uddannelse. De er ved at skabe 

et A- og et B-hold i det grønlandske samfund, hvor 

det kun er de dansktalende, som har mulighed for at 

tage sig en uddannelse.

På flere af Grønlands egne videregående uddannelsesinstitutioner 

undervises der i dag på dansk på 

grund af mangel på grønlandsktalende faglærere. 

Et spørgsmål om sprog 

Sprogbarrieren volder desuden en stor del af de studerende 

problemer i forbindelse med udsigten til at 

vende tilbage til Grønland. De frygter, at de vil få 

problemer med jobbet, det omgivende grønlandske 

samfund og sig selv, fordi de ikke taler grønlandsk. 

- Grønlandiseringen er blevet til en holdning, 

hvor man sætter lighedstegn mellem dansk og negativt, 

og det er især fra politisk side, at de dansktalende 

grønlændere mærker den løftede pegefinger. Vi 

føler, at for at blive accepterede i det grønlandske 

samfund som ’rigtige’ grønlændere, skal og bør vi 

kunne sproget ... og det er en stressfaktor. Tag f.eks. 

debatten om hvorvidt man må tale dansk fra Landstingets 

talerstol. Den er et glimrende eksempel på 

grønlandiseringen og den negative holdning til det 

danske, som den har båret med sig. 

Ifølge Naaja er grønlandiseringen blevet til et 

spørgsmål om sprog fremfor et skridt i en positiv retning 

mod en bedre uddannet arbejdsstyrke og bedre 

sociale vilkår og muligheder for alle. Og hun er ikke 

i tvivl om, hvad der må gøres, hvis den fremtidige 

udvikling af det grønlandske samfund skal sikres: 

- Hvis politikernes ønsker for fremtiden skal gå i 

opfyldelse, må de sætte langt flere ressourcer ind på 

at lære de dansktalende studerende grønlandsk – 79 

procent af dem ønsker faktisk at forbedre sig. Politikerne 

forhaster løsrivelsesprocessen uden at tænke i 

konsekvenser, og det skaber problemer. 

Et tosproget samfund 

Modsat mange andre samfundsdebattører taler Naaja 

ikke for at opprioritere det danske sprog på bekostning 

af det grønlandske – hun vil have begge sprog 

vægtet højere. Hun mener, at fejlen i den offentlige 

debat er, at når der tales for en styrkelse af det ene 

sprog, går man automatisk ud fra, at det betyder en 

svækkelse af det andet. 

Sprog er altså både en del af problemet og en del 

af løsningen. Debatten er blevet en politisk varm 

kartoffel, som ingen hidtil har haft mod til at pille 

skindet af. Men Naaja har ingen betænkeligheder 

ved at udråbe begge sprog som en nødvendighed for 

det grønlandske samfund - også i fremtiden: 

- Politikerne skal lade være med at se den danskgrønlandske 

problemstilling som en enten-eller situation 

og i stedet tage konsekvensen af, at man har et 

tosproget samfund, hvor begge sprog er nødvendige 

for samfundets fremtidige vækst. 

Foto: Charlotte Haslund-Christensen 

Naaja Nathanielsen: 

“- Det er et problem, at de 

grønlandske politikere har 

så travlt med at lægge distance 

til det danske sprog, 

som trods alt stadig er en 

forudsætning for at tage 

en videregående uddannelse. 

De er ved at skabe et 

A- og et B-hold i det grønlandske 

samfund, hvor det 

kun er de dansktalende, 

som har mulighed for at 

tage sig en uddannelse.” 


Knas i konsultationen 

Det er ikke nogen hemmelighed, 

at det kan være svært at komme 

igennem over for lægen. I Grøn- 

land er der ofte en tredje person 

tilstede, som kan gøre det endnu 

sværere for patienten. 


Kultursociolog Tine Curtis fra Statens Institut 

for Folkesundhed har – ganske vist 

udstyret med videokamera og mikrofon 

– fungeret som fluen på væggen i konsultationen 

hos en række grønlandske 

læger og har efterfølgende talt med flere 

af deltagerne. 

Det er der kommet en ph.d.-afhandling 

ud af ’Kommunikation mellem læge og 

patient i Grønland’, hvor Tine Curtis minutiøst 

er gået ind og har pillet samtalerne 

i konsultationen fra hinanden og 

især har undersøgt, hvor meget plads 

patienten får. 

Tolken som stopklods 

Tine Curtis vidste fra den tidligere gennemførte 

interviewundersøgelse, Sundhedsprofilen 

for Grønland, at omkring 

halvdelen af de grønlandske patienter benytter 

en tolk, når de skal tale med deres 

dansktalende læge, og at de har oplevet 

sprogproblemer under konsultationen. 

Med sin undersøgelse er hun trængt 

dybere ned i samtalerne og har blotlagt, 

hvad der egentlig sker, når læge og patient 

forsøger at kommunikere gennem en tolk. 

- En analyse af samtalerne viser, at tolken 

først og fremmest systematisk forsøger 

at få patienten til at svare på lægens 

spørgsmål. Derimod er tolken ikke 

særlig opmærksom på patienten, som 

ikke får mulighed for at komme frem 

med sine bekymringer og spørgsmål. 

Forklaringen er, at tolkene - der ligesom 

lægen bærer hvid kittel - ser sig selv 


I den grønlandske lægekonsultation er der ofte en tolk tilstede. Undersøgelse viser, at tolken ikke er særlig 

opmærksom på patientens behov og gør det svært at komme igennem med spørgsmål til lægen. 

som en del af sundhedssystemet og som 

lægens forlængede arm. De mener derfor, 

at opgaven er løst, hvis blot lægens 

spørgsmål er blevet oversat og besvaret 

af patienten. 

Ifølge Tine Curtis vil en vellykket tolkning 

kræve, at tolken i højere grad formidler 

dialogen mellem læge og patient 

og er mere lydhør over for patientens 

behov for at stille spørgsmål. 

To samtalekulturer 

Tolkeproblemet er med til at forstærke 

nogle socio-kulturelle forskelle mellem 

læge og patient, som også uden tolken 

kan give knas i kommunikationen. 

Den grønlandske patient har typisk 

den oplevelse, at danske læger taler meget 

og hurtigt og tit afbryder. Samtidig 

ser patienten sig selv som gæst i konsultationen 

og vil derfor ikke virke krævende 

eller anmassende med sine spørgsmål. 

Den grønlandske patient bryder sig heller 

ikke om at tale i munden på andre og 

er vant til længere pauser, før han selv 

begynder at tale. 

Tine Curtis’ samtaler med læger og 

patienter viser ikke overraskende, at lægerne 

efter konsultationen kan undre sig 

over, hvorfor patienterne ikke var mere 

aktive i samtalen, mens patienterne føler, 

de ikke har fået mulighed for at komme 

frem med deres spørgsmål. 

Patienten i centrum 

Tolkningen og de socio-kulturelle forskelle 

vil altid i et vist omfang virke hæmmende 

på en åben samtale mellem lægen 

og patienten. Men Tine Curtis mener bestemt, 

at det er muligt at arbejde frem 

mod en situation, hvor de grønlandske 

patienter i langt højere grad får opfyldt 

deres behov for at komme til orde: 

- Det gælder i første omgang om at få 

debat og oplysning i gang om problemet, 

både i det grønlandske samfund som helhed 

og på sygehusene. Og der er heller 

ingen tvivl om, at faglige kurser for læger 

og tolke kunne bevidstgøre om, hvordan 

de overlader mere af samtalen til 

patienten, slutter Tine Curtis. 

Kontakt: Tine Curtis, 

Statens Institut for Folkesundhed, 

tlf. 39 27 12 22, tc@si-folkesundhed.dk 

Tine Curtis’ ph.d.-afhandling kan bestilles 

hos SIF på 39 20 77 77 eller 

sif@si-folkesundhed.dk 

Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto

Visioner på tre ben 

Hanne Petersen tiltrådte 1. september som DPC’s nye direktør. I denne 

kommentar fremlægger hun sine første tanker om centrets fremtid. 

Af Hanne Petersen 

Dansk Polarcenter har nu eksisteret 

i 13 år, og som nytiltrådt direktør 

har jeg selvfølgelig gjort 

mig nogle tanker om, hvilke opgaver centret 

skal påtage sig de kommende år. DPC 

skal fungere på basis af tre funktioner, der 

alle skal støtte arktisk forskning. De tre 

hovedopgaver er: 1) forskningskoordinering, 

2) logistikstøtte og 3) information. 

I f.eks. Norge og Tyskland har man 

valgt at koncentrere den arktiske forskning 

ved ét eller få store institutter. I 

Danmark og Sverige er den arktiske 

forskning derimod placeret i forskningsmiljøer, 

der er spredt på mange institutioner. 

Begge modeller har deres styrker 

og svagheder, men den danske model skaber 

et behov for et samlet overblik, så de 

mange miljøer og interessenter ved, hvad 

der foregår, og gensidigt kan inspirere 

hinanden. Her har DPC en oplagt koordinerende 

opgave. 

Koordineringen kan ske ved at udarbejde 

systematiske oversigter over projekter 

og deltagere, så de forskellige brugere 

hurtigt kan få et overblik. Eller ved 

at skabe en platform for møder og workshops, 

hvor forskningsmiljøerne kan lære 

hinanden at kende. Dertil kommer, at 

DPC skal være udfarende i at udarbejde 

forskningsstrategier i tæt samarbejde 

med KVUG. 

Der er et stigende behov for forskningssamarbejde, 

hvor DPC har en koordinerende 

rolle. Dels vil der fortsat være 

et ønske om at fremme tværfaglige projekter. 

Der har altid været tradition for, 

at danske polarekspeditioner har været 

tværfaglige, så arktiske forskningsprojekter 

har på den baggrund fortsat gode muligheder 

for at være trendsættere. Dels 

er forskning i dag ofte forbundet med 

større, strategiske indsatser, som kræver 

en fælles platform som udgangspunkt. 

Hertil kommer, at indsatsen hos Grønlands 

egne forskningsinstitutioner har 

været stadigt stigende, og det må være et 

mål at udbygge kontakten, så både Danmark 

og Grønland får mest muligt udbytte 

af indsatsen. Her er kontakten til 

Grønlands Hjemmestyres forskningskoordinator 

væsentlig. 

Som en del af forskningskoordineringen 

har DPC også en vigtig rolle i det 

voksende, internationale samarbejde i det 

arktiske område. Udover en række europæiske 

råd og netværk har specielt oprettelsen 

af Arktisk Råd skabt mulighed 

for øget, internationalt forskningssamarbejde. 

Det har allerede givet en række 

projekter især på miljøområdet, men også 

de socioøkonomiske fagområder vil få 

stigende betydning i fremtiden. DPC skal 

her formidle til den dansk-grønlandske 

forskerverden, hvad der foregår, og også 

bruge den indsamlede viden til at støtte 

danske og grønlandske interesser i det 

internationale arbejde herunder EU. 

Det andet ben er den logistiske hjælp, 

der er nært knyttet til forskningskoordineringen. 

I øde, svært tilgængelige områder 

er der både et økonomisk, praktisk 

og sikkerhedsmæssigt incitament til at 

koordinere logistikken. Der er behov for 

både informationer, rådgivning og praktisk 

hjælp. Zackenberg-stationen i Nationalparken 

er et eksempel på, hvordan DPC 

i samarbejde med forskningsinstitutioner 

kan tage initiativ til større koordinering 

mellem forskningsfaciliteterne i Grønland. 

Stationen sikrer også mulighed for 

avanceret forskning i et øde område og 

bred kontakt til miljøforskere verden over. 

Der er også behov for, at man i forbindelse 

med større, strategiske forskningsprojekter 

får lavet en overordnet, logistisk 

planlægning for at udnytte ressourcerne 

optimalt. Udredning af forholdene 

omkring kontinentalsoklen ved Grønland 

er et eksempel på et projekt, hvor 

Kommentar 

en koordinering af den logistiske indsats 

vil være central. 

Det tredje vigtige ben er information. 

Der er den målrettede, snævre, faglige 

information til forskerverdenen, hvor 

DPC skal sikre, at relevante informationer 

om forskningsaktiviteter er tilgængelige 

for nuværende og potentielle, arktiske 

forskere. 

Den mere brede information om arktiske 

emner har som overordnet mål at 

styrke interessen for arktiske forhold og 

dermed sikre tilgang fra fremtidige ressourcer 

til området både med hensyn til 

uddannelser og vidensopbygning. Vi skal 

på den måde være med til at sikre, at arktisk 

forskning også i fremtiden kan tiltrække 

nye forskere. 

På informationsområdet er DPC ikke 

alene, men én af flere kilder, og udviklingsmulighederne 

er i princippet uendelige. 

Men den samlede målsætning må 

være, at DPC er et sted, både på nettet 

og gennem den trykte formidling, hvor 

man ved, man kan få troværdig og relevant 

information om arktiske emner. 

DPC skal levere informationer, der efterspørges, 

men også informationer, der 

er nødvendige for beslutningstagere. DPC 

er ikke en forskningsinstitution, men 

præsentation af eksisterende information 

på en brugervenlig måde kan også 

bidrage med ny erkendelse. 

Information og viden er nøglebegreber 

i en bæredygtig udvikling. En øget viden 

om samspillet mellem miljø og økonomiske 

og sociale forhold er nødvendig, og 

dette gælder også for de arktiske områder. 

DPC har en rolle i alle disse forhold. 



Sunde bjørne i Østgrønland 

Atuakkianut 

pissanganartunut 

aqqutaavugut! 

Vejen til spændende 

grønlandske bøger! 

www.atuakkiorfik.gl 

Atuakkiorfik A/S · Postboks 840 · 3900 Nuuk 

tlf. 32 21 22 · fax 32 25 00 · sale@atuakkiorfik.gl 

Frygten for, at forurening af miljøgifte 

truer de østgrønlandske isbjørnes sundhed, 

er foreløbig dæmpet. Det er konklusionen 

i en ny DMU-rapport, ’Forekomst af “afvi- 

gende” isbjørne i Østgrønland’, som frem- 

lægger de første resultater af en større 

undersøgelse. 

Forskerne har trukket på de lokale fangeres omfattende 

viden om isbjørne og indsamlet oplysninger om i 

alt 1110 isbjørne, som er nedlagt i perioden 1945 til 

1999. 

Kun hos 13 af bjørnene er der fundet abnormiteter, 

og heraf stammer de fire fra naturlige skader og 

sygdomme, som f. eks. en brækket tå eller et afbidt 

bagben. Tilbage er 9 bjørne med medfødte sygdomme 

og misdannelser, som f.eks. for mange eller for få 

kløer, en misfarvet pels og - for en enkelts vedkommende 

- forandringer i de ydre kønsorganer. 

Det var netop de alarmerende norske fund på Svalbard 

af isbjørne med tegn på tvekønnethed (pseudohermafroditisme), 

som i 1999 satte gang i den østgrønlandske 

undersøgelse. På Svalbard er man siden 

nået op på i alt 10 hunbjørne med forandringer i de 

ydre kønsorganer. 

Forskerne mistænker de høje koncentrationer af 

miljøgifte, som er fundet i isbjørnene på Svalbard og 

Grønland, for at kunne føre til fysiske abnormiteter. 

Undersøgelserne af de østgrønlandske bjørne fortsætter, 

og for øjeblikket er forskere fra Danmarks 

Miløundersøgelsers Afdeling for Arktisk Miljø og 

Grønlands Naturinstitut i gang med at undersøge 

knogler og organ- og vævsprøver fra 100 isbjørne, 

som er nedlagt af fangere i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund 

kommune i årene 1999-2001. 

Interesserede kan læse mere om isbjørneundersøgelsen 

i DMU-rapporten og i en teknisk rapport fra 

Grønlands Naturinstitut: ’Isbjørne i Østgrønland’. 

Kontakt: Erik Born, DMU, tlf.: 46 30 19 48, 

ewb@dmu.dk

Hold din viden ajour i 

- fugl 

eller 

fisk? 

i natur 

og museum 

Zoologisk Museums populære tidsskrift 

I fortæller museets medarbejdere og studerende om deres 

nyeste forskningsresultater fra det omfattende feltarbejde hjemme 

og ude - ikke mindst i Grønland. Man kan læse om nye, 

spændende fund af dyr, om udvalgte godbidder og kuriositeter 

fra Zoologisk Museums gamle samlinger. 

bringer i hvert nummer oplysninger om Zoologisk Museums 

nye særudstillinger og baggrunden for dem, om udstillingerne 

i forhallen, om "Åbent hus"-arrangementer osv. 

udkommer årligt med 2 rigt illustrerede hæfter på 32 

sider. Et års abonnement koster, frit tilsendt, kun 50 kr. 

Bestil hos: 

ZOOLOGISK MUSEUM 

Universitetsparken 15, 2100 København Ø 

Telefon: 35 32 11 20, e-mail: jfredskov@zmuc.ku.dk 

Ny cd-rom med Grønlandskort 

I dette kvartal udkommer 

Grønlands Topografiske kortværk 

på cd-rom. Grønlands-kortene er 

i tre målestoksforhold og ligger 

på to cd-rommer. Der medfølger 

et gratis kortvisningsprogram. 

Pris: kr. 1.750,- inklusiv moms. 

Få mere information hos Kort & 

Matrikelstyrelsens Kundekontor på 

telefon 35 87 55 30 eller se vores 

hjemmeside www.kms.dk/gtk.

Topografisk Atlas Grønland 

- langt mere end et atlas 

"Med nærværende bog i hånden er 

det muligt, selv for mennesker der 

ikke har været i Grønland, at finde 

rundt på denne verdens største, og 

efter min mening, smukkeste ø". 

Forfatteren Jørgen Riel i forordet 

til Topografisk Atlas Grønland, der 

udkom i forbindelse med Det Naturvidenskabelige 

Fakultets 150 års 

jubilæum. Bogen viser en række af 

Københavns Universitets meget 

stærke forskningsområder, og giver 

en opdatering på samlet mere 

end 80 forskningsområder skrevet 

af mere end 50 forskere. Den præsenterer 

fakultetets naturhistoriske 

fag geografi, geologi, geofysik 

og biologi i en grønlandsk 

ramme, sammen med fagene arkæologi, 

samfundsfag og historie 

på en fælles rejse, så flot illustreret 

i Aka Høeghs billede til bogen. 

www.geogr.ku.dk/dkgs/atlas 

Wrist World Wide 

280 sider, 295 kr. 

C.A.Reitzel A/S 

International Boghandel, 

Nørregade 20 

DK-1165 København K, Danmark 

Topografisk Atlas Grønland, udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 2000. 

Aka Høegh "Rejsen" 

Jens Gitz-Johansen: 

GABA 

Leverandør af 

PROVIANT 

KØKKENUDSTYR 

KIOSKVARER 

Kalaallit nunaanni 

inuussutissarsiornermi siunnersorti 

Sulisa A/S ilinnut suleqatissaalluartoq 

- ukunannga aallaaveqarluni: 

1. Siunnersuineq 

■ Aallarnisaasunut siunnersuineq 

■ Suliffeqarfinnut pioreersunut siunnersuineq, uani aamma pineqarlutik: 

- Kinguaariit nikinnerat 

- Tunisassianik inerisaaneq 

- Avammut niuerneq 

2. Aallarnisaasunut suliffeqarfinnullu pioreersunut aningaasaleeqataaneq 

3. Sumiiffinni ataasiakkaani nunallu immikkoortortaani inuussutissarsionermi 

piorsaaneq 

Grønlands 

erhvervsudviklingsselskab 

Sulisa A/S din naturlige samarbejdspartner 

- indenfor følgende kerneområder: 

1. Rådgivning 

■ Iværksætter rådgivning 

■ Rådgivning til eksisterende virksomheder, herunder 

- Generationsskifte 

- Produktudvikling 

- Opstart af eksport 

2. Kapitalformidling til iværksættere og eksisterende virksomheder 

3. Lokal- og regional erhvervsudvikling 

Kalaaliaraq * Den lille grønlænder 

Sulisa A/S 

Kuuttartoq B 1077, 4. sal 

P. O. Box 368 

3912 Maniitsoq 

Greenland 

Telefon +299 812300 

Telefax +299 812400 

E-mail: sulisa@greennet.gl 

Homepage: www.sulisa.gl 

Gitz-Johansens dejlige billedbog om en lille dreng fra Østgrønland - om hans 

oplevelser fra han bliver født i en jordhytte en nat med flammende nordlys og 

til han sammen med sin far går på jagt efter rype, snehare, isbjørn og hvalros. 

185,00 kr. 

Forlaget Atuagkat 

BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND 

TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44 

www.wrist.com 

Head office: Gasvaerksvej 48 · DK-9000 Aalborg · Phone +45 98 13 72 77 · Fax +45 98 16 58 33 · Telex 69691 wrist dk · E-mail: wrist@wrist.dk

scanmaps.dk 

- hele verden i én butik 

Køb online 

på Nordisk Korthandels website. 

Her finder du kort, guider, glober, atlas og meget mere. 

Nordisk Korthandel 

Nordisk Korthandel - scanmaps.dk 

Studiestræde 26-30 

1455 København K. 

Telefon: 33 38 26 38 email: info@scanmaps.dk 

-find de kort du søger 

INTERNATIONAL TRANSPORT & LOGISTICS 

DFDS Transport A/S 

Stenholm 19 

9400 Nørresundby 

Tlf: 96 32 96 32 

Fax: 96 32 96 99 

www.dfdstransport.dk 

DFDS Transport A/S 

Ladegårdsvej 6-12 

2770 Kastrup 

Tlf: 32 47 95 00 

Fax: 32 47 95 89 

DFDS Dan Transport ApS 

Industrivej 8 

3900 Nuuk 

Tlf: +299 32 10 88 

Fax: +299 32 51 56

KASPER CAMP 

En fleksibel og mobil lejrløsning i felten 

Kasper Cabin: 

7 m2 moderne komfort hvor som helst 

• Isolerede ydervægge af aluminium 

• Kan modstå vind op til 70 m/s 

• Kort montagetid 

• Cabin er fremstillet i aluminium 

• Kræver ingen særlig vedligeholdelse 

• Cabin vejer 850 kg 

Individuel indretning af Cabin til f.eks. 

• Overnatning med 1, 2, 3 eller 4 sovepladser 

• Køkken, kontor eller toilet og brusebad 

• El-radiatorer, oliefyr eller skibsovn 

• Justerbare ben 

Kan leveres med f.eks.: 

• Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr 

• Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm 

• Solceller 

Kasper ApS · Strandmarksvejen 1· 3730 Nexø · Denmark 

Tlf. +45 56 48 84 56 · Fax. +45 56 48 80 08 

www.kasper4u.com · info@kasper4u.com

Grønland rundt 

Amerikaneren Lonnie Dupree og australieren John 

Hoelscher nåede i begyndelsen af september frem til 

Tasiilaq i Østgrønland og har dermed afsluttet den 

sidste af fire etaper rundt om Grønland. Rejsen er 

gjort med traditionelle, grønlandske transportmidler, 

og siden starten i 1997 har Dupree og Hoelscher tilbagelagt 

5500 kilometer i hundeslæde og 5000 kilometer 

i kajak. 

Læs mere på www.explorers.org/newsfiles/archivefiles/thule/index.html 

Europas gletschere forsvinder 

Siden 1850 er udstrækningen af Europas gletschere 

ifølge Danmarks Meteorologiske Institut halveret. 

Nogle af de lavest beliggende er allerede forsvundet. 

Holder det nuværende tempo, er alle syd- og mellemeuropæiske 

gletschere væk i 2050. 

Mere på www.dmi.dk/nyt/ 

Søløver foretrækker sild 

De seneste årtier er der blevet længere mellem Stellers 

søløver i vandene ved Alaska. For få år siden blev 

fiskeriet efter sej ellers begrænset for at sikre, at søløverne 

havde nok af det, man mente var deres livret. 

Men nu har to forskere netop bevist, at den opfattelse 

er forkert: søløver foretrækker sild. Og flere 

sej betyder desværre færre sild, så der har været tale 

om en rigtig bjørnetjeneste. 

Effektiv solenergi i Grønland 

Undersøgelser fra Center for Arktisk Teknologi under 

DTU viser, at solfangere giver op til 40 procent 

mere energi i Grønland end i Danmark. Selv i mørke 

kan Grønland udnytte den alternative energi på 

grund af sneens lys, og mange studerende i Sisimiut 

har med stor succes fået opvarmet deres kollegieværelser 

ved hjælp af solfangere. Efter offentliggørelsen 

af de videnskabelige undersøgelser har Landstingets 

energiudvalg besluttet at forsøge at skabe bedre betingelser 

for alternativ energi. 

Det antarktiske ozonhul genåbnet 

I løbet af den sidste uge i august blev der igen dannet 

et antarktisk ozonhul, som i begyndelsen af september 

dækkede et område på ca. 23 millioner kvadratkilometer, 

hvilket er ca. 2,5 gange større end 

USA’s areal. Ozonhullet er kun overgået af sidste års 

ozonhul, der nåede et rekordstort areal på 28 millioner 

kvadratkilometer i begyndelsen af september. 

Definitionen på et ozonhul er, at mindst 1 / 3 af den 

totale ozonmængde er nedbrudt. 

Se mere på www.dmi.dk/nyt/ 

KORT NYT 

Øget russisk engagement på Svalbard 

Rusland genåbner forskningsstationen i Barentsburg 

på Svalbard. Stationen blev oprindelig etableret i begyndelsen 

af 1980’erne og har været udgangspunkt 

for forskning i geologi, seismik, meteorologi, atmosfærefysik 

og marinbiologi. Aktiviteten på Barentsburg-stationen 

er blevet indskrænket i takt med afviklingen 

af den russiske minedrift, og de fleste forskere 

havde ved midten af 90’erne forladt Svalbard. 

Ny chef for den geologiske hukommelse 

Jørgen Tulstrup er pr. 1. august blevet ansat som chef 

for Geologisk Datacenter ved Danmarks og Grønlands 

Geologiske Undersøgelse (GEUS). Geologisk 

Datacenter er Danmarks og Grønlands geologiske 

hukommelse, hvor olieselskaber, amter, kommuner 

og andre brugere kan hente geologiske oplysninger, 

der er indsamlet i de sidste 75 år. Jørgen Tulstrup, 

som er uddannet cand. scient. i geologi og geofysik 

fra Aarhus Universitet, kommer fra en stilling som 

seniorrådgiver ved GEUS. 

Fuglebekendtgørelse flyveklar 

Hjemmestyrets embedsmænd i Direktoratet for miljø 

og natur arbejder for øjeblikket på en ny grønlandsk 

fuglebekendtgørelse, som vil blive fremlagt på Landstingets 

efterårssamling 2001. Grønlands miljøminister 

Alfred Jakobsen siger i et interview i Arctic Bulletin, 

at den nye lovgivning for alle fuglearter vil indeholde 

drastiske begrænsninger i den tilladte jagt, og 

at jagtsæsonen vil blive reduceret med flere måneder. 

WWW om miljø og natur 

En ny miljøundervisningsportal er på vej. Det nye 

initiativ omtaler elektronisk og trykt undervisningsmateriale, 

som vurderes af lærere fra grundskolen, 

gymnasiet og erhvervsuddannelserne. Portalen drives 

af Amtscentret for undervisning i Århus i samarbejde 

med Miljø- og Energiministeriet og kan fra 

den 28/9-2001 besøges på adressen www.muu.dk 

Nyt miljøatlas på nettet 

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har lagt et detaljeret 

miljøatlas ud på internettet. Atlasset dækker 

kyststrækningen mellem 62 og 68º Nord, en strækning 

på 1800 kilometer, og indeholder oplysninger 

om blandt andet klima, isforhold, dyre- og planteliv 

samt jagt og fiskeri. 

Se environmental-atlas.dmu.dk 

Moders stemme 

Og så har franske forskere 

fundet ud af, at 

babysæler i løbet af 

ganske få dage bliver 

i stand til at genkende 

deres mors stemme 

blandt alle de andre 

hunsælers gøen. Moderen 

venter for en 

sikkerheds skyld 2-3 

uger, før hun svømmer 

ud for at fouragere, 

men har sælungen 

ikke til den tid lært 

moderens stemme at 

kende, risikerer den 

at sulte ihjel. 

“ 

” 


KORT NYT 


Mødet med ismuren 

Det første Polar Circle Marathon er blevet løbet omkring 

Kangerlussuaq i Vestgrønland. En del af den 

42,195 kilometer lange rute førte løberne ind over 

Indlandsisen, som var så spejlglat, at flere måtte en 

tur ned at ligge. 135 løbere fra 6 nationer deltog, og 

selvom man ikke skulle tro det muligt, udtalte vinderen 

efter 3 timer 16 minutter og 38 sekunder, at 

det havde været en fantastisk naturoplevelse. 

Derfor knurhår 

Ved hjælp af små ubåde, der efterlader de samme 

spor i vandet som større fisk, har tyske forskere opdaget, 

at sæler bruger deres knurhår til at opspore 

fisk. Op til 180 meter fra byttet kan sælerne følge 

sporene i vandet, og de meget følsomme knurhår gør 

det desuden muligt for sælerne at jage både i mørke 

og i meget plumret vand. 

Sultne krokodiller søges 

I Husavik i Nordøst-Island har man planer om at 

importere et hold krokodiller til at æde sig igennem 

de store mængder affald fra byens fiskeindustri. Byens 

borgmester siger, at det er en miljørigtig løsning, 

og håber også på, at de usædvanlige miljøarbejdere 

kan tiltrække nogle flere turister. 

Numre på nettet 

Det er nu muligt at finde et telefonnummer i Grønland 

på internettet. Tele Greenland har lagt den 

grønlandske telefonbog ud på sin hjemmeside - 

www.tele.gl - hvor man hurtigt kan søge på et navn 

eller et nummer. Internetportalen Greenlandinfo tilbyder 

desuden lokaltelefonbøgerne på deres hjemmeside 

- www.greenlandinfo.gl - hvor man kan søge 

i telefonbøgernes fagregister. 

Fremme af forskning i Grønland 

Med det formål at styrke forskningsudvikling og 

forskerrekruttering i Grønland er der blevet uddelt 

to ph.d.-stipendier, som er gået til Flemming Ravn 

Merkel, der skal undersøge overvintrende edderfugle 

i Grønland, og Gitte Tróndheim, som vil studere 

slægten og familiens betydning i grønlandske bysamfund. 

Stipendierne finansieres i fællesskab af ITog 

Forskningsministeriet, Undervisningsministeriet 

og Grønlands Hjemmestyre. 

Se også de dagsaktuelle nyheder på www.dpc.dk

Nye bøger 

Per Herholdt Jensen: Grønlands Kommando 

i 50 år, Aschehoug 2001, 239 sider, 

369 kr. 

Grønlands Kommando blev oprettet i 

1951, da den danske stat overtog den amerikanske 

flådestation i Arsukfjord i Sydgrønland, 

og har siden været hovedsæde 

for den øverste militære chef i Grønland. 

Kaptajnløjtnant Per Herholdt Jensen har 

selv tilbragt 11 år i Grønland og fortæller 

i bogen, som er fyldt med billeder fra 

hele perioden, om kommandoens mange 

opgaver og historie. 

H.T. Sandell, B. Sandell, E. W. Born, R. 

Dietz og C. Sonne-Hansen: Isbjørne i Østgrønland 

- En interviewundersøgelse om 

forekomst og fangst, 1999, Grønlands 

Naturinstitut 2001, 94 sider. 

Rapporten sammenfatter, hvad 52 fangere 

i Ammassalik og Ittoqqortoormiit 

kommuner fortalte i 1999 om isbjørnenes 

udbredelse, bjørneadfærd, forekomst 

af hi, vandringsveje og lokale bestande, 

samt om fangstens størrelse og køns- og 

alderssammensætning. Undersøgelsen er 

en del af et større isbjørneprojekt, se s. 16. 

Rapporten kan bestilles hos Grønlands 

Naturinstitut, tlf.: +299 32 10 95, 

info@natur.gl 

Norbert Rosing: The World of the Polar 

Bear, Firefly Books 2001, 175 sider. 

Isbjørne fascinerer mange - også fotografer. 

Norbert Rosing har rejst i arktisk 

Canada siden 1988 og præsenterer i denne 

bog livets gang i bjørneland gennem 

tekst og fascinerende og smukke billeder. 

Fotos: Norbert Rosing 

Tidsskriftet Grønland, nr. 6 - august-september 

2001, Det grønlandske Selskab, 

Abonnement 275 kr. i Danmark og 260 

kr. i Grønland. 

Efterårets nummer af Tidsskriftet 

Grønland indeholder bl.a. et interview 

fra 1979 med jordemoder Netta Nielsen 

om polarforskeren Knud Rasmussen. 

Kjeld Hansen: Farvel til Grønlands natur, 

Gads Forlag 2001, 145 sider, 159 kr. 

I denne debatbog dokumenterer forfatteren 

og miljøjournalisten Kjeld Hansen 

med udgangspunkt i tal fra Grønlands 

egne biologer, at der sker en omfattende 

ødelæggelse af den unikke, grønlandske 

fauna. Bogens påstand er, at grønlænderne 

ikke lever bæredygtigt og aldrig har 

gjort det i moderne forstand. 

Miljø- og Energiministeriet: 

Milljøindsatsen i Arktis 2000, Miljø- og 

Energiministeriet 2001, 87 sider, gratis. 

Beretningen indeholder en gennemgang 

af de aktiviteter og initiativer, der 

er støttet af Dancea-rammen. Dancea administrerer 

den danske miljøstøtte i det 

arktiske område. 

David W. Zimmerly: Qayaq, Kayaks of 

Alaska and Siberia, University of Alaska 

Press 2000, 103 sider. 

Kajakken har eksisteret i sin nuværende 

form i mindst 2000 år og David W. 

Zimmerly ønsker med denne bog at bevare 

den kollektive viden, som generationer 

af kajakbyggere har indsamlet. Bogen 

giver en detaljeret gennemgang af 

de tekniske detaljer, men når også omkring 

regionale og historiske forskelle. 

DPC-udgivelser 

Zackenberg Ecological Research Operations, 

6th Annual Report, 2000. Danish 

Polar Center, 2001, Gratis. 

Beretningen om feltsæsonen 2000 i 

Zackenberg er på trapperne med en smuk 

akvarel af maleren Jens Gregersen på 

forsiden. Rapporten bringer beretningerne 

om 10 forskellige forskningsprojekter 

samt data fra den årlige monitering af en 

lang række klimatiske, geografiske og 

biologiske forhold. I 2000 blev ZEROlinjen, 

som går fra havet op til toppen af 

bjerget Aucella, for anden gang gennemgået 

af botanikere. 

Peter Schuchert: Hydroids of Greenland 

and Iceland (Cnidaria, Hydrozoa). 

Meddelelser om Grønland, Bioscience 

53. Dansk Polarcenter, 2001. 184 s. 

Peter Schucherts værk er det første 

samlede bestemmelsesværk over hydroider, 

som er små dyr, der filtrerer vandet 

for småpartikler og små organismer. Bogen 

omfatter hydroider fra Grønland og 

Island og beskriver for første gang hydroider 

fundet så langt mod nord som Pearyland. 

Den vil være grundbogen for alle, 

der fremover skal bestemme hydroider. 

DPC-nyt 

Læser nummer 5000 

Polarfronten nærmer sig med stormskridt 

abonnent nummer 5000. Det betyder, 

at bladet siden starten i 1997 har 

fået mere end 3000 nye abonnenter. Redaktionen 

vil gerne markere dette jubilæum 

ved at udlodde et eksemplar af ’Topografisk 

Atlas Grønland’ til den, som bestiller 

abonnement nummer 5000. Bogen 

– som blev omtalt her i bladet i nr. 4/2000 

– præsenterer i 83 korte artikler grønlandsforskningen 

i al sin mangfoldighed 

og er derfor en lækkerbisken for den, der 

vil vide mere om de emner, som Polarfronten 

tager op. 


Det er svært at forestille sig en situation, hvor det eneste kort, 

der findes over Fyn, kun viser de største veje og næsten ingen 

højdekurver. Men sådanne områder findes i Grønland. 

Nu er et af dem velbeskrevet, efter at det flere år er blevet 

gennemvandret af sygeplejersken Jette Weismann og matematikeren 

Frank Nielsen, erfarne danske vandrere med forkærlighed 

for øde og ubeskrevne egne. 

Syd for de populære turistmål Ilulissat og Jakobshavn Isfjord 

og øst for Qasigiannguit ligger et helt uberørt naturområde på 

størrelse med Fyn. Her har Jette Weismann og Frank Nielsen siden 

1995 vandret i alt fire gange, bl.a. fordi det er nemt at komme 

ind til Indlandsisen ude fra havet. 

I starten havde de som hjælpemiddel kun de seneste, officielle 

kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen, baseret på skråfotografier 

fra 1947 og derfor både grove og unøjagtige. Det betød, at de 

mødte uventede fjeldskråninger, vandløb og søer og ofte måtte 

vende om og finde nye måder at komme frem på. Der var også 

opstået nye naturfænomener, siden kortene blev lavet. 

På næste vandring blev kortene suppleret med stereofotogrammetriske 

luftfotos fra Kort- og Matrikelstyrelsen fra 1985 og 

derefter med råkort lavet på computer af en professionel kartograf 

efter de fotogrammetriske billeder. Men virkeligheden så 

stadig anderledes ud end vejviserne: Også siden 1985 havde naturkræfterne 

ændret landskabet, og flere steder var der uventede 

og bratte højdekurver, som ikke kunne ses på de fotogrammetri- 

Foto: Frank Nielsen og Jette Weismann 

Frank Nielsen og Jette Weismann har bidraget med både 

beskrivelser og nye stednavne til Greenland Tourisms nye 

vandrekort over området syd for Jakobshavn. 

Kortlægning på vandrefødder 

Kun forsynet med gamle, grove kort kastede to danske vandrere sig ud i et 

uberørt naturområde syd for Jakobshavn Isfjord og blev konfronteret med 

den grønlandske naturs foranderlighed. Seks år og fire vandringer senere 

er området og forandringerne nu velbeskrevne. 

Af Jette Møller Nielsen 

ske billeder, fordi de lå i skygge på optagelsestidspunktet. 

De nye iagttagelser blev noteret og råkortet justeret. Resultatet 

af de to vandreres arbejde kan nu ses både på et nyt, detaljeret 

vandrekort for området udgivet af Greenland Tourism og i 

bogen Vandringer syd for Jakobshavn Isfjord. 

De nye kort har også mange flere stednavne end de gamle. 

Dem har Frank Nielsen og Jette Weismann indsamlet med lokale 

fangere og skriftligt materiale som kilder. Sammen med museet i 

Qasigiannguit arbejder de nu på en bog om områdets stednavne. 

De har selv navngivet et par nyopdagede steder, søen Tininnilinnguaq 

(den lille Tininnilik-sø). Den kan blive 75 meter dyb og 

brede sig over et stort område, men den kan også blive helt tømt 

for vand (Tininnilik betyder “bliver lavvandet”). 

Syd for Tininnilinnguaq ligger den store Tininnilik-sø. Begge 

søer har afløb til Saqqarleq-fjorden, som via Tasiusaq-fjorden løber 

ud i Jakobshavn Isfjord. 

Ifølge gamle optegnelser har Tininnilik høj- og lavvande med 

ti års mellemrum, og der kunne på et par måneder løbe 2 km 3 

vand ud af søen. 

Den voldsomme udtømning af ferskvand gik bl.a. ud over saltvandsfiskene 

i fjorden og dermed fiskeriet. Men vandniveauet er 

blevet mere stabilt, mener Jette Weismann og Frank Nielsen, og 

der er i dag masser af saltvandsfisk at fange i fjordsystemet. 

Læs mere på www.sydforisfjorden.dk

Polarfronten 2001 – 3

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?