Spejdernyt nr 3 2005 - Danske Baptisters Spejderkorps

More documents

Recommendations

Info

Foto: Kira Rødkær Nielsen Vi kan gøre en forskel i <strong>Spejdernyt</strong>s reporter har mødt Kira Rødkær Nielsen fra Mosbjerg Kreds, som netop er hjemvendt fra Nigeria, her fortæller hun om rejsen, hun aldrig glemmer. Et stort hus, et dansk ægtepar (Kirsten og Hartvig), et nigeriansk ægtepar (Chris og Eunice), en nyfødt nigeriansk baby, 6 nigerianske volontører, 6 danske volontører, en gartner, en køkkenhjælp, 3 vagter, 2 hunde, 2 skorpioner, en kakerlak, en slange, en mus og en masse edderkopper og firben – sådan levede jeg i halvanden måned i storbyen Jos i Nigeria. En oplevelse, som jeg har lært en masse af, og som jeg aldrig vil glemme. Jeg kan skrive fra nu af og til juleaften, om alt hvad jeg har oplevet, men så er jeg bange for, at I nok er faldet i søvn inden I når til enden, så jeg vil nøjes med at fortælle en lille brøkdel. Den del af Nigeria jeg så var primært storbyen, men et par gange kom jeg også helt derud i bushen, hvor der bare er ingenting, og så lige pludselig er der en lille landsby med en masse små runde lerhytter. Helt derude ser man også pludselig en skole, og så kan man ikke andet end at have ondt af de børn, som hver dag skal gå flere kilometer for overhovedet at komme hen til skolen. Hvor er man pludselig glad for, at skolebussen herhjemme stopper næsten lige uden for døren. Busser og taxaer er der til gengæld rigeligt af i byen. Jeg har aldrig oplevet mage til trafik. Nigerianerne sagde godt nok, at der var trafikregler, men vi havde meget svært ved at gennemskue dem. Trafikken var total kaos for os at se, og vi var meget taknemlige for, at vi ikke skulle køre selv. Måske tænker man så ”hvor får de alle de biler fra?”. Det er let at svare på: de får dem fra alle de rige lande – også Danmark. Et par gange så vi endda biler med danske reklamer på. Men vi giver jo ikke bare vores gode biler væk, så de biler, de har dernede, er dem, der for længst er blevet skrottet herhjemme – dvs. de er i MEGET dårlig stand. Ingen dørhåndtag, ingen beklædning indvendig, defekt speedometer (men hvad skal man også bruge det til?), knuste ruder – har man sådan en bil, så er det faktisk ret god standard. Helt fantastisk var det at opleve de små søde nigerianske børn, der var overalt. De var helt vilde, når de så os hvide, og de råbte altid ”baturi” (som betyder ”hvidt skind”) efter os i håb om, at vi så ville vende os mod dem og vinke til dem. Og kunne man så gøre andet end at vende sig om, vinke og råbe ”sanu” (som betyder ”hej”). Kunne de oven i købet få lov til at røre ved os eller holde os i hånden, ja så var deres dag reddet. Trods den store fattigdom, som for os kunne synes meget deprimerende, oplevede vi kun glade børn. Generelt var det bare en glad befolkning, som altid bød os velkommen med åbne arme. Mens jeg var i Nigeria arbejde jeg to steder: på en skole for tidligere gadedrenge og på et hjem for forældreløse babyer. Det var helt fantastisk at arbejde de to steder. Drengene på skolen var så åbne for at lære nyt. Jeg skulle undervise dem i sundhed. For os vil de fleste af de ting, som jeg lærte dem, være en selvfølge fx at man går i bad og børster tænder, men de har levet på gaden det meste af deres liv, og har derfor ikke lært det af deres forældre, ligesom vi har. De var så glade for at lære nyt, og jeg har aldrig før set drenge på 10-15 år sidde og skrive så meget ned – de var utrolig flittige. De var klar over, at skolen var deres eneste mulighed for ikke at ende på gaden igen, og de var så taknemlige for den mulighed.
verden! Det var en blandetfornemmelse at komme på hjemmet for forældreløse børn. På den ene side var det jo godt, at disse babyer var blevet taget ind og kunne blive adopteret af et barnløst par, men samtidig var det også nogle forfærdelige forhold, de levede under. De spiste, sov og blev skiftet i det samme rum. Et lille mørkt rum med senge, madrasser og et par stole. Selvom vi oplevede denne elendighed, så var vi alligevel glade for at komme på hjemmet. De var lige så taknemlige som alle andre. Når vi kom, overlod ”nanny´erne” det fuldstændig til os at tage os af de 10-12 børn (mest helt små babyer). Og det var dejligt at føle, at vi på den måde kunne give dem et pusterum fra den nok ellers meget ensformige hverdag. Der var to drenge Efterlysning af spejdere Vi mødtes i Boserup skoven (ved Roskilde) fredag aften til nat-o-løb i Sjællands Division. Vi var noget chokerede over at der ikke var nogen spejdere, kun dem fra Roskilde. Det kunne vi ikke forstå. Det var divisionens o-løb, og der var ingen spejdere. Løbet var langt, sjovt og hårdt. Men til sidst fandt løbet sin rigtige vinder. For gruppen blev det tilfældigvis patruljen fra Roskilde. Og for troppen blev det de ”gule gardiner” fra Skee. Men konkurrencen var desværre ikke så hård for gruppen, der var kun én patrulje. Og for troppen var der kun vores patrulje, De gule piger. Hvor var I andre? Så for at få lidt konkurrence delte vi vores patrulje i to (the blue girls og de gule gardiner) Efter løbet tog vi ind til Baptistkirken hvor vi overnattede. Vi blev vækket halv 7 lørdag morgen – gaab. Lokalet lugtede! Sådan er det, når man sover sammen på 5-6 år, og de fik os virkelig til at føle, at vi gjorde en forskel. Hver gang vi trådte ind på hjemmet, kom de løbende imod os og kastede sig om halsen på os. Det var helt fantastisk at opleve, hvor glade de drenge var for, at vi kom, man må virkelig sige, at vi fik mindst lige så meget igen, som vi gav. Ligesom alle andre steder, var børnene her også glade hele tiden, og de græd kun, når de var sultne. De danske babyer kunne godt lære noget af de nigerianske babyer (de har ikke engang sutter!). Jeg kunne blive ved at fortælle, om alt det jeg oplevet, men jeg vil stoppe nu, inden I falder i søvn. Til sidst kan jeg kun sige: vil DU opleve et folk, som er taknemlige for hvad de har, og som har Gud med i alt, hvad de foretager sig, så tag til Nigeria (eller et andet land i Afrika) – du vil ikke fortryde det. Kira Rødkær Nielsen, Mosbjerg med drenge! Klokken blev hurtig kvart over 8, det tidspunkt hvor toget afgik. Vi kom til Svanemøllen og opdagede hurtigt, at vi ikke mere var de eneste, som var på løb. Der fik vi udleveret en stak konvolutter, og så gik løbet i gang. Vi tonsede rundt i København, og sluttede i Fælledparken hvor der var varm kakao. Om aftenen tog vi i svømmehallen og bagefter tog vi i momobio og der så vi Harry Potter 3, sejt. Næste dag sluttede løbet med en god gudstjeneste. Tak for en super god weekend De gule piger, Skee Foto: Mikkel Nilsson
Page 1 and 2: SPEJDER NYT nr. 3 maj/juni 2005 BLA
Page 3 and 4: Brownsea 2005 Da vi ankom til Økse
Page 5 and 6: Se løsninger i næste nummer af Sp
Page 7: En af de ting, som vi deler med all
Page 11 and 12: Du bestemmer selv - du er fri Det f
Page 13 and 14: Annoncer Lejrbål og ”Øksedal by
Page 15 and 16: 2005 Badeferie i Kumbya Efter turen
Page 17 and 18: Klip fra Viborg Stifttidende Spejde
Page 19 and 20: Førerstævne - set fra oven! En li
Page 21 and 22: Tro & Spejder På flugt ”Alle, de
Page 23 and 24: Opslagstavlen Rejs til Indien med D

Spejdernyt nr 3 2005 - Danske Baptisters Spejderkorps

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?