Spejdernyt nr 3 2005 - Danske Baptisters Spejderkorps

Foto: Kira Rødkær Nielsen
Vi kan gøre en forskel i
Spejdernyts reporter
har mødt Kira Rødkær
Nielsen fra Mosbjerg
Kreds, som netop er
hjemvendt fra Nigeria,
her fortæller hun om
rejsen, hun aldrig
glemmer.
Et stort hus, et dansk
ægtepar (Kirsten og
Hartvig), et nigeriansk
ægtepar (Chris og Eunice), en nyfødt nigeriansk baby,
6 nigerianske volontører, 6 danske volontører, en
gartner, en køkkenhjælp, 3 vagter, 2 hunde, 2 skorpioner,
en kakerlak, en slange, en mus og en masse
edderkopper og firben – sådan levede jeg i halvanden
måned i storbyen Jos i Nigeria. En oplevelse, som jeg
har lært en masse af, og som jeg aldrig vil glemme.
Jeg kan skrive fra nu af og til juleaften, om alt hvad
jeg har oplevet, men så er jeg bange for, at I nok er
faldet i søvn inden I når til enden, så jeg vil nøjes
med at fortælle en lille brøkdel.
Den del af Nigeria jeg så var primært storbyen, men
et par gange kom jeg også helt derud i bushen, hvor
der bare er ingenting, og så lige pludselig er der en
lille landsby med en masse små runde lerhytter. Helt
derude ser man også pludselig en skole, og så kan
man ikke andet end at have ondt af de børn, som
hver dag skal gå flere kilometer for overhovedet at
komme hen til skolen. Hvor er man pludselig glad
for, at skolebussen herhjemme stopper næsten lige
uden for døren.
Busser og taxaer er der til gengæld rigeligt af i byen.
Jeg har aldrig oplevet mage til trafik. Nigerianerne
sagde godt nok, at der var trafikregler, men vi havde
meget svært ved at gennemskue dem. Trafikken var
total kaos for os at se, og vi var meget taknemlige
for, at vi ikke skulle køre selv. Måske tænker man så
”hvor får de alle de biler fra?”. Det er let at svare på:
de får dem fra alle de rige lande – også Danmark. Et
par gange så vi endda biler med danske reklamer på.
Men vi giver jo ikke bare vores gode biler væk, så de
biler, de har dernede, er dem, der for længst er blevet
skrottet herhjemme – dvs. de er i MEGET dårlig stand.
Ingen dørhåndtag, ingen beklædning indvendig,
defekt speedometer (men hvad skal man også bruge
det til?), knuste ruder – har man sådan en bil, så er
det faktisk ret god standard.
Helt fantastisk var det at opleve de små søde nigerianske
børn, der var overalt. De var helt vilde, når de
så os hvide, og de råbte altid ”baturi” (som betyder
”hvidt skind”) efter os i håb om, at vi så ville vende
os mod dem og vinke til dem. Og kunne man så gøre
andet end at vende sig om, vinke og råbe ”sanu”
(som betyder ”hej”). Kunne de oven i købet få lov til
at røre ved os eller holde os i hånden, ja så var deres
dag reddet. Trods den store fattigdom, som for os
kunne synes meget deprimerende, oplevede vi kun
glade børn. Generelt var det bare en glad befolkning,
som altid bød os velkommen med åbne arme.
Mens jeg var i
Nigeria arbejde jeg
to steder: på en
skole for tidligere
gadedrenge og på
et hjem for
forældreløse
babyer. Det var
helt fantastisk at
arbejde de to
steder. Drengene
på skolen var så
åbne for at lære nyt. Jeg skulle undervise dem i sundhed.
For os vil de fleste af de ting, som jeg lærte dem,
være en selvfølge fx at man går i bad og børster tænder,
men de har levet på gaden det meste af deres liv,
og har derfor ikke lært det af deres forældre, ligesom
vi har. De var så glade for at lære nyt, og jeg har aldrig
før set drenge på 10-15 år sidde og skrive så meget
ned – de var utrolig flittige. De var klar over, at skolen
var deres eneste mulighed for ikke at ende på gaden
igen, og de var så taknemlige for den mulighed.