Vital september 2011 (pdf 9 MB) - Aarhus.dk

På Demens Caféen føler
Gerda sig værdsat
Poul erik jacobsen fortæller her om den betydning Demens Caféen
har for ham og hans kone gerda Hansen
Det er nu på andet år Gerda kommer på Demens
Caféen. Det gir mig anledning til at
skrive lidt om hvordan vi kom i kontakt med
Demens Caféen, og hvad dette har betydet
for vores hverdag.
Gerda er 60 år. Hendes demenssygdom
startede for 5-6 år siden. Efter et besøg hos
44
DeMens CaFéen
Gerdas læge i 2008, spurgte jeg om hun
havde kendskab til hvilke dagtilbud Aarhus
Kommune havde for demensramte. Jeg havde
selv lokalcentret i nærheden af hvor vi bor, i
tankerne. Dette mente lægen dog ikke ville
være det rigtige for Gerda. Først og fremmest
fordi et lokalcenters brugere ville være
Gerda Hansens yndlingsbeskæftigelse
på Demens
Caféen er at tegne
meget ældre end Gerda og fordi, som lægen
udtrykte det; hun har ikke brug for at være
sammen med mennesker der er i slutfasen
af et demensforløb.
Hun gav os i stedet en lille folder om Demens
Cafeén, og foreslog at vi tog kontakt
til stedet. Jeg besøgte cafeén dagen efter for
at forhøre mig nærmere. Jeg fik en god snak
med en ansat og vi aftalte at Gerda og jeg
skulle komme dagen efter. Der skulle dog gå
mere end et halvt år, før Gerda sammen med
demenskoordinatoren var klar til at møde op.
Hun mente nemlig ikke hun fejlede noget,
og ønskede ikke at være sammen med syge
mennesker.
Vi startede med at komme 1-2 gange
om ugen. I den periode kunne Gerda godt
spørge, inden vi skulle af sted, hvorfor hun nu
skulle det. Hendes humør var ret svingende,
og hun var i sorg over det der havde ramt
hende. Ret hurtigt kom hun til at deltage i
en samtalegruppe. Det tror jeg blev lidt af et
vendepunkt for hende. Her blev der sat ord
på hvad en demenssygdom er, og det tror
jeg var med til at hun, om end ikke ligefrem
kunne forlige sig med, så erkende sin demenssygdom.
Nu kommer Gerda på Demens Cafeen
3-4 gange om ugen. Hun deltager i mange
forskellige aktiviteter og føler hun stadig kan
noget, selvom sygdommen gør sit indhug i
hendes mentale evner.
En af hendes største glæder er at deltage i
et lille malerhold sammen med Jan. Det har
haft den sidegevinst, at hun også maler og
tegner herhjemme. Hun slapper af med det,
fordi det stadig er noget hun kan. Der går
næsten ikke en dag, hvor hun ikke tegner,
noget som hun ellers var holdt op med da
sygdommen tog over.
Hun har over nogle måneder sammen
med to ansatte lavet ”en livshistorie”, et spændende
projekt, som vores børn, familie og
venner også har set og været glade for.
Jeg føler Gerda har fået en slags ro i det
kaos demenssygdommen må fremkalde hos
hende. Grunden hertil skal først og fremmest
findes hos de ansatte på Demens Cafeén. De
møder den demensramte med en respekt og
en kærlig væremåde der gør, at den enkelte