Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

det er den socialt skabte position, de øvrige parter først og fremmest forholder
sig til.
I dialogtolkningen vil tolken oversætte umiddelbart efter den ene part har talt,
vente mens den anden taler og så oversætte tilbage til den første. Tolken kan
derfor ikke som ved skriftlig oversættelse bruge tid på at tænke grundigt hverken
over sin forståelse af det sagte eller over formuleringer i sin oversættelse
mellem de to sprog, og dette skaber problemer ikke mindst for oversættelse
mellem grønlandsk og dansk. De to sprog er meget forskellige, både hvad angår
den virkelighed, ordene refererer til, og måske især hvad angår opbygningen af
syntaksen (Rischel 1996; Fortescue 1997). Det er således ikke muligt, som det
ville være for oversættelse mellem eksempelvis to europæiske sprog, at oversætte
et ord ad gangen; mellem grønlandsk og dansk er det i vid udstrækning
nødvendigt hele tiden at oversætte i sætninger som mindste enhed. Yderligere
gælder, at tolkene ikke er to-sprogede men taler dansk som deres andetsprog.
Nogle tolke taler godt dansk, men andre har kun haft dansk som fremmedsprog
i deres almindelige skolegang og taler blot nogenlunde dansk. Endelig gælder
det for oversættelse i sundhedsvæsenet, at ikke blot lægefaglige termer men
også en lang række mere almindelige ord for kroppen, sygdom og sundhed
enten ikke findes på grønlandsk eller har forskellig betydning byerne imellem,
hvorfor det alligevel er mest hensigtsmæssigt for tolken og patienten at bruge
de danske ord.
Set i et kommunikationsperspektiv skal tolken ikke blot oversætte men snarere
udføre en række betydningsdannelsesprocesser. Tolken skal danne mening på
basis af det, den første person siger, denne mening skal så transformeres til et
andet sprogs forestillingsverden og gennem oversættelse formidles videre som
noget, der gerne skulle repræsentere den oprindelige mening. Der er således
tale om en dobbelt betydningsdannelsesproces, der indebærer formidling af
mening, og som ligger udover de lingvistiske problemer med oversættelse
mellem to sprog på basis af eksempelvis forskelle i sprogopbygning (Werner &
Campbell 1973). "Tolken indgår i en kommunikationsproces, hvor det er hans
eller hendes opgave af hjælpe afsendere med at formidle budskabet, så det forstås
af modtageren i størst mulig overensstemmelse med afsenderens mening.
Tolken bliver en aktivitet, hvorigennem der skabes mening eller forståelse, og
det er budskaber, ikke sprog, som oversættes eller formidles under dialogtolkningen"
(Galal & Galal 1999, s. 103). Eller som Luckmann formulerer det:
"Because language reflects a person's reality, experience, culture, and world
view, interpreters do not focus on word-to-word equivalence, but rather on the
accurate expression of equivalent meaning" (Luckmann 2000). Dialogtolken
skal således ikke blot mestre to sprog men også være i stand til at skabe mening
i forskellige kulturelle forestillingsverdener og diskurssystemer (Knapp-Potthoff
& Knapp 1987). Galal og Galal viser, hvorledes brugen af religiøse vendinger
i det arabiske sprog dækker over en betydning, der er forskellig fra den,
der fremgår, når samme vending oversættes direkte til dansk (Galal & Galal
1999). Harrison analyserer konsultationer mellem engelske læger og asiatiske
31