Download pdf-fil - Statens Institut for Folkesundhed

hvor der er en klar rolledifferentiering mellem den professionelle og lægmanden,
og hvor samtalen foregår i fastlagt rum og tid (Linell 1991; Hantho et al
1995). Konsultationssamtalen har som institutionaliseret samtale følgende særtræk
(Dimitrova 1991): 1. indholdet er i høj grad fastlagt, 2. indholdet har forskellig
karakter for parterne (arbejde/privatliv), 3. parterne har forskellige sociale
roller (professionelle/lægmand), 4. parterne har forskellig erfaringsverdener,
5. parterne kan have forskellige mål med samtalen, samt 6. der er en
ulige/asymmetrisk magtfordeling.
Byrne & Longs klassiske undersøgelse fra 1976 omfattede 2500 båndoptagede
samtaler mellem cirka 70 læger og deres patienter i England (Byrne & Long
1976). Materialet blev kodet i relation til, hvad der foregik i samtalen, og analyseret
ved optælling og relativt simple statistiske analyser. Det omfattende materiale
blev ikke kodet og bearbejdet samtidig og med samme formål, men der
imod indgik dele af materialet i relation til forskellige analytiske pointer og som
henholdsvis hypotesegenerende og afprøvende analyser. Undersøgelsens
hovedresultat bestod af en inddeling af konsultationssamtalen i en række faste
indholdsmæssige faser med et logisk forløb. Overordnet inddeles i en diagnose-
og en behandlingsfase. I diagnosefasen etablerer lægen kontakt med patienten,
hvilket oftest består af et enkelt "goddag" (fase 1), hvorefter lægen med en bred
åbning forsøger at finde ud af, hvorfor patienten er kommet (fase 2). Når dette
er sket kan lægen fortsætte med udspørgen til patientens symptomer eller en
fysisk undersøgelser (fase 3), hvorefter lægen i nogle konsultationer vil fastslå,
hvori problemet består (fase 4). I behandlingsfasen ('prescribing phase') fortæller
lægen om behandling og videre undersøgelser (fase 5), og konsultationen
afsluttes af lægen. "This is simply the way in which the doctor indicates that it
is time for the patient to go. By far the most potent indicator of termination is
the tearing-off of the prescription" (Byrne & Long 1976, s. 28).
Konsultationerne inddeles efterfølgende i to grupper, 'dysfunctional’ og ’not
dysfunctional', idet en dysfunktionel karakteriseredes som en konsultation, hvor
parterne ikke forstod hinandens mål med samtalen, og hvor ingen af disse mål
blev nået. Analyserne viste, at der gennemsnitlig blev brugt kortere tid på fase 2
i problemkonsultationer end i de øvrige konsultationer. Som det er fremgået, er
Byrne og Longs undersøgelse fokuseret direkte på, hvad lægen gør, og dette
uddybes i analyser af lægens sprogbrug i de forskellige faser. Lægens udtalelser
i konsultationens forskellige faser blev kategoriseret på en skala som mere eller
mindre patientorienterede, idet patientorienteret sprogbrug eksempelvis omfattede
åbne i modsætning til lukkede spørgsmål (diagnosefasen) samt opfordring
til patienterne om at fremkomme med deres syn på problemerne i modsætning
til situationer, hvor patienten blot underrettes om, hvad lægen har besluttet
(behandlingsfasen). Analyserne viser, at lægerne benytter forskellig 'sproglig
stil', men også at den enkelte læge benytter sig af nogenlunde samme stil på
tværs af konsultationer, dvs. uanset hvilket sygdomsproblem, der præsenteres i
konsultationerne, og uanset patienternes "verbal ability" (Byrne & Long 1976,
21