Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
HELEN SIMONSON<br />
Majorens<br />
sidste forelskelse<br />
Roman<br />
Oversat fra engelsk<br />
af Kirsten A. Nielsen<br />
POLITIKENS FORLAG
Kapitel 1<br />
i<br />
Major Pettigrew var stadig chokeret over telefonopringningen fra sin<br />
brors kone, så da det ringede på døren, gik han helt automatisk ud<br />
og lukkede op. Ude på de fugtige fliser stod mrs. Ali henne fra landsbyens<br />
købmandsbutik iført et stribet sjal og en fornuftig, grøn uldfrakke.<br />
Det gav et ganske svagt gib i hende, og hun hævede et kraftigt<br />
øjenbryn let og trådte et halvt skridt tilbage, da han åbnede døren.<br />
Majorens kinder blev røde af forlegenhed, og han strøg sig ned over<br />
den røde, blomstrede housecoat med et par hænder, der føltes som<br />
spader.<br />
“Åh!” udbrød han.<br />
“Major?”<br />
“Mrs. Ali?” Der opstod en pause, som syntes at vokse langsomt,<br />
ligesom universet, hvis dele – havde han for kort tid siden læst – skubbede<br />
sig fra hinanden, efterhånden som det blev ældre. ‘Æld ningsprocessen’,<br />
kaldte de det i søndagsavisen.<br />
“Jeg kommer efter avispengene. Avisdrengen er blevet syg,” sagde<br />
mrs. Ali, idet hun gjorde sin lille skikkelse så høj som muligt og talte<br />
i det hurtige og strenge tonefald, de andre damer i landsbyen brugte.<br />
7
Han foretrak den lave og blide stemme, hun talte med, når der var<br />
stille i butikken, og de som begejstrede tedrikkere kunne diskutere<br />
kvaliteten og duften af den te, som hun blandede specielt til ham.<br />
“Selvfølgelig, jeg beklager meget.” Han havde glemt at lægge<br />
ugens avispenge i en kuvert under måtten uden for døren. Han begyndte<br />
at fumle for at finde sine bukselommer et sted under den røde<br />
housecoat med klematisblomster. “Jeg beklager meget,” gentog han.<br />
“Det er ligegyldigt. De kan bare aflevere pengene i butikken senere<br />
– på et mere belejligt tidspunkt.” Hun havde allerede vendt sig<br />
halvt om, da han blev grebet af en trang til at forklare sig.<br />
“Min bror er død,” sagde han. Hun vendte sig om igen. “Min bror<br />
er død,” gentog han. “Jeg blev ringet op her til morgen. Jeg har ikke<br />
haft tid.” Morgenkoret af fugle havde stadig siddet og skræppet oppe i<br />
den kæmpestore taks, der stod op mod vestenden af hans hus, og himlen<br />
havde været lyserød, da telefonen ringede. Majoren, der havde<br />
været tidligt oppe for at ordne sin ugentlige rengøring af huset, blev<br />
nu klar over, at han havde siddet og været helt fortumlet lige siden<br />
da. Med en hjælpeløs håndbevægelse pegede han på sin besynderlige<br />
påklædning og tørrede sig derefter over panden. Pludselig følte han,<br />
at hans knæ blev slappe, og at blodet løb fra hans hoved. Han mærkede<br />
ganske uventet dørkarmen mod sin skulder, og mrs. Ali, der var<br />
hurtigere end hans øjne kunne følge, stod pludselig ved hans side og<br />
holdt ham oppe.<br />
“Jeg tror, at vi hellere må få Dem indenfor og ned at sidde,” sagde<br />
hun med en stemme, der var mild og bekymret. “Hvis De tillader<br />
det, henter jeg et glas vand til Dem.” Eftersom det meste af følelsen<br />
i majorens fødder syntes at være forsvundet, havde han ikke andet<br />
valg end at indvillige. Mrs. Ali førte ham hen over entreens ujævne<br />
stengulv og anbragte ham i en øreklapstol lige inden for døren i den<br />
lyse opholdstue, som var fyldt med bøger. Det var den stol, han holdt<br />
mindst af at sidde i, da polstringen var ujævn, og den havde en hård<br />
trækant på det forkerte sted i forhold til hans nakke, men han kunne<br />
jo ikke så godt klage.<br />
8
“Jeg fandt glasset på opvaskebakken,” sagde mrs. Ali og rakte ham<br />
det solide vandglas, som han brugte til opbevaring af sin tandbro om<br />
natten. Den svage lugt af pebermynte gav ham opkastningsfornemmelser.<br />
“Har De det bedre nu?”<br />
“Ja, meget bedre,” sagde han, mens hans øjne begyndte at fyldes<br />
med tårer. “Det er meget venligt af Dem ...”<br />
“Skal jeg ikke lave en kop te til Dem?” Hendes tilbud fik ham til at<br />
føle sig svagelig og ynkelig.<br />
“Jo tak,” sagde han. Han ville sige ja til hvad som helst for at få<br />
hende ud af stuen, mens han genvandt fatningen og fik sig befriet for<br />
housecoaten.<br />
Det var underligt, tænkte han, igen at sidde og lytte til en kvindes<br />
skramlen med tekopper ude i køkkenet. På kaminhylden smilede<br />
hans hustru, Nancy, fra fotografiet; hendes brune krøllede hår var let<br />
forpjusket, og hendes fregnede næse var en smule rød af solen. De<br />
havde været i Dorset i maj i et regnfuldt år, sikkert 1973, og et strejf<br />
af sollys havde kortvarigt livet op i den blæsende eftermiddag, men<br />
det havde været længe nok til, at han havde kunnet indfange hende,<br />
mens hun stod og vinkede som en ung pige oppe fra Corfe Castles<br />
brystværn. I seks år havde hun været borte. Og nu var Bertie også<br />
borte. De havde efterladt ham alene tilbage, det sidste familiemedlem<br />
i deres generation. Han foldede hænderne for at standse en let<br />
skælven.<br />
Der var selvfølgelig Marjorie, hans usympatiske svigerinde, men<br />
ligesom sine afdøde forældre havde han aldrig helt accepteret hende.<br />
Hun havde højrøstede og dårligt formulerede meninger samt en<br />
nordlig dialekt, der skurrede i ørerne som en sløv barbermaskine.<br />
Han håbede bestemt ikke, at hun nu ville forsøge sig med en højere<br />
grad af fortrolighed. Han ville bede hende om et nyere fotografi af<br />
Bertie, og så selvfølgelig om Berties jagtgevær. Deres far havde gjort<br />
det klart, da han fordelte parret mellem sine to sønner, at det skulle<br />
samles igen i tilfælde af den enes død, således at det i intakt stand<br />
kunne gå i arv i familien. Majorens eget gevær havde nu ligget alene<br />
9
i mange år i valnøddetrækassen, hvor en fordybning i fløjlsforingen<br />
fortalte, at dets mage manglede. Nu ville geværerne få deres fulde<br />
værdi igen – omkring hundred tusind pund, forestillede han sig. Ikke<br />
fordi han nogen sinde kunne drømme om at sælge dem. I et kort<br />
øjeblik så han tydeligt sig selv ved den næste jagt – måske på en af gårdene<br />
ved floden, der altid var plaget af kaniner – afslappet bærende<br />
de to knækkede geværer over armen.<br />
“Du milde, Pettigrew, er det et par Churchillgeværer?” ville nogen<br />
spørge – måske lord Dagenham selv, hvis han var med på jagten<br />
den dag – og så ville han kigge flygtigt på dem, som om han helt<br />
havde glemt dem, og svare:<br />
“Ja, et matchende par Churchillgeværer. Det var noget prægtigt<br />
valnøddetræ, man brugte, dengang disse her blev lavet.” Og så ville<br />
han holde dem frem, for at man kunne inspicere og beundre dem.<br />
En raslende lyd, da noget stødte mod dørkarmen, rev ham ud af<br />
denne behagelige drøm. Det var mrs. Ali med en tung tebakke. Hun<br />
havde taget sin grønne uldfrakke af og svøbt sit stribede sjal om skuldrene,<br />
oven over en enkel, marineblå kjole samt et par snævre sorte<br />
bukser. Majoren blev klar over, at han aldrig havde set mrs. Ali uden<br />
det store, stive tunikaagtige forklæde, hun altid gik med i butikken.<br />
“Lad mig hjælpe med bakken.” Han begyndte at rejse sig op fra<br />
stolen.<br />
“Jeg klarer det udmærket selv,” sagde hun og stillede bakken på det<br />
nærmeste bord, mens hun skubbede den lille stak læderindbundne<br />
bøger til side med et hjørne af bakken. “De skal hvile Dem. De har<br />
sikkert fået et chok.”<br />
“Det kom helt uventet, telefonen, der ringede så urimeligt tidligt.<br />
Klokken var ikke engang seks. Jeg tror nok, at de havde været på hospitalet<br />
hele natten.”<br />
“Det var uventet?”<br />
“Ja, et hjerteanfald. Tilsyneladende ret voldsomt.” Han strøg sig<br />
eftertænksomt over sit stive overskæg. “Det er underligt, men man<br />
regner jo med nu om dage, at de kan redde folk, der bliver ramt af<br />
10
hjerteanfald. Sådan ser det altid ud i fjernsynet.” Mrs. Ali stødte tekandens<br />
tud mod kanten af en kop. Det gav et højt klink, og majoren<br />
frygtede, at der var gået en flis af. For sent kom han i tanke om, at<br />
hendes mand også var død af et hjerteanfald. Det var nok halvandet<br />
eller to år siden nu. “Jeg beklager, det var tankeløst ...” Hun afbrød<br />
ham med en forstående håndbevægelse og fortsatte med at hælde te<br />
op. “Han var et godt menneske, Deres mand,” tilføjede han.<br />
Det, han huskede bedst, var den store og rolige mands selvbeherskelse.<br />
Alt var ikke gået helt glat efter mr. Alis overtagelse af mrs.<br />
Bridges butik i landsbyen. Ved mindst to lejligheder havde majoren<br />
set mr. Ali en frisk forårsmorgen stå stille og roligt og skrabe spraymaling<br />
af sit nye spejlglasvindue. Adskillige gange, hvor major Pettigrew<br />
havde været i butikken, havde nogle små drenge stukket hovedet ind<br />
ad døren og råbt: ‘Perkere, rejs hjem!’ Så plejede mr. Ali at ryste på<br />
hovedet og smile, mens majoren fremstammede nogle undskyldninger.<br />
Postyret døde til sidst ud. De samme små drenge luskede ind i<br />
butikken klokken ni om aftenen, når deres mødre var løbet tør for<br />
mælk. De mest stædige fra den lokale arbejderklasse blev trætte af at<br />
køre over seks kilometer for at købe deres lodsedler til det nationale<br />
lotteri i en ‘engelsk’ butik. Landsbyens øverste klasser, anført af damerne<br />
fra de forskellige lokale komiteer, kompenserede for de lavere<br />
klassers uforskammethed ved at vise en stærkt overdreven respekt for<br />
mr. og mrs. Ali. Majoren havde hørt adskillige damer tale stolt om<br />
‘vores kære pakistanske venner henne i butikken’ som bevis på, at<br />
Edgecombe St. Mary var en utopi af multikulturel forståelse.<br />
Da mr. Ali døde, havde alle sørget på passende vis. Byrådet, som<br />
majoren sad i, havde diskuteret, om man skulle afholde en mindehøjtidelighed<br />
af en eller anden slags, og da det blev opgivet (hverken<br />
kirken eller pubben havde man fundet passende), var det endt med,<br />
at byrådet havde sendt en meget stor krans til begravelsen.<br />
“Jeg er ked af, at jeg aldrig fik lejlighed til at møde Deres vidunderlige<br />
hustru,” sagde mrs. Ali og rakte ham en kop te.<br />
“Det er nu seks år siden, hun døde,” sagde han. “Mærkeligt nok<br />
11
synes det både at være en evighed siden og samtidig bare et kort øjeblik.”<br />
“Ja, det er meget forvirrende,” sagde hun. Hendes distinkte udtale,<br />
som mange af landsbyens beboere kunne lære noget af, forekom ham<br />
at lyde som en velstemt klokke. “Nogle gange føler jeg, at min mand<br />
er lige så nær mig, som De er nu, og andre gange føler jeg mig helt<br />
alene i verden,” sagde hun.<br />
“De har jo familien.”<br />
“Ja, en temmelig stor familie.” Han bemærkede et anstrøg af ironi<br />
i hendes tonefald. “Men det er ikke det samme som det tætte bånd<br />
mellem mand og kone.”<br />
“Det er fuldstændig rigtigt,” sagde han. De drak deres te, og han<br />
tænkte på, hvor forunderligt det var, at mrs. Ali – uden for butikkens<br />
kontekst og her i hans egen opholdsstue – skulle vise sig at være en<br />
kvinde, der var så forstående. “Med hensyn til housecoaten,” sagde<br />
han så.<br />
“Housecoaten?”<br />
“Den der beklædningsgenstand, jeg var iført.” Han nikkede hen<br />
mod en kurv fyldt med numre af National Geographic, som housecoaten<br />
nu lå oven på. “Den brugte min hustru altid, når hun gjorde<br />
rent. Nogle gange så ...”<br />
“Jeg har en gammel tweedjakke, som min mand plejede at gå<br />
med,” sagde hun stille. “Nogle gange tager jeg den på og går en tur<br />
rundt i haven. Og nogle gange stikker jeg hans pibe i munden for at<br />
opleve smagen af hans bitre tobak.” Hun rødmede, så hendes hud<br />
fik en varmere glød, og kiggede ned på gulvet med sine dybe brune<br />
øjne, som om hun havde sagt for meget. Majoren bemærkede hendes<br />
glatte hud og hendes ansigts markerede træk.<br />
“Jeg har også noget af min hustrus tøj endnu,” sagde majoren.<br />
“Her efter seks år ved jeg ikke, om det stadig har bevaret duften af<br />
hendes parfume, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig.” Han<br />
ville gerne fortælle hende, at han nogle gange åbnede skabslågen og<br />
trykkede sit ansigt ind mod de grove ulddragter og de bløde chiffon<br />
12
luser. Mrs. Ali kiggede op på ham, og bag hendes øjne med de tunge<br />
øjenlåg anede han, at hun også tænkte på den slags fjollede ting.<br />
“Skal jeg skænke Dem en kop te mere?” spurgte hun og rakte hånden<br />
frem efter hans kop.<br />
Da mrs. Ali var gået – efter at have undskyldt, at hun sådan havde<br />
inviteret sig selv indenfor i hans hjem, og han havde undskyldt, at<br />
han sådan havde besværet hende med sin pludselige svimmelhed<br />
– iførte majoren sig atter housecoaten og gik ud i det lille bryggers<br />
bag ved køkkenet for at færdiggøre arbejdet med at rense sit gevær.<br />
Han kunne mærke en spænding i hovedet og en let brændende<br />
fornemmelse i halsen. Det var sorgens dumpe smerte i den virkelige<br />
verden – og det mindede mere om fordøjelsesbesvær end om<br />
lidenskab.<br />
Han havde stillet en lille porcelænskop med mineralsk olie til<br />
opvarmning over en lyseholder. Han dyppede fingrene i den varme<br />
olie og begyndte at gnide den langsomt ind i geværskæftet, der var af<br />
valnødderod. Træet blev silkeagtigt under hans fingerspidser. Han<br />
slappede af med dette arbejde og mærkede, hvordan sorgen lettede<br />
og gav plads til en lille smule nysgerrighed.<br />
Mrs. Ali var, havde han halvvejs en mistanke om, en dannet kvinde,<br />
et kulturelt menneske. Nancy havde også været en sådan sjælden<br />
person, der holdt af bøger og små kammerkoncerter i landsbykirkerne.<br />
Men hun havde ladt ham alene, så nu var han prisgivet den omsorg,<br />
som de ukultiverede og grove kvinder i deres bekendtskabskreds<br />
udviste for ham. Det var kvinder, som talte om heste og velgørenhedslotteri<br />
ved jagtballet, og som fandt fornøjelse i at sladre om, at en eller<br />
anden upålidelig ung mor fra de kommunale boliger nu igen havde<br />
ødelagt arrangementet i ugens legegruppe i forsamlingshuset. Mrs.<br />
Ali var mere ligesom Nancy. Hun var en sommerfugl ved siden af<br />
den kværnende dueflok, som de andre kvinder udgjorde. Han indrømmede<br />
over for sig selv, at han gerne ville møde mrs. Ali igen uden<br />
for butikken, og han spekulerede over, om dette måske var et bevis<br />
13
på, at han ikke var så forstokket, som hans otteogtres år og landsbylivets<br />
begrænsede muligheder kunne lade formode.<br />
Opmuntret af denne tanke følte han, at han nu kunne klare den<br />
opgave at ringe til sin søn Roger i London. Han tørrede fingrene af i<br />
en blød gul klud og stirrede koncentreret på de mange forkromede<br />
knapper samt lysdiodeskærmen på den trådløse telefon – en gave fra<br />
Robert. Med dens hurtigopkald og stemmeaktivering var den nyttig<br />
for ældre mennesker, havde Roger sagt. Major Pettigrew var uenig<br />
i begge dele: at telefonen skulle være let at betjene, og at han selv<br />
skulle være et ældre menneske. Det var irriterende, men helt almindeligt,<br />
at så snart børnene var fløjet fra reden og havde etableret sig<br />
i eget hjem – i Rogers tilfælde en funklende ny penthouselejlighed<br />
indrettet i sort og messing i et højhus, der ødelagde Themsen og<br />
lå tæt ved Putney – begyndte de at behandle deres egne forældre<br />
som børn og ønske, at de var døde eller i det mindste gemt væk på<br />
et plejehjem. Det var alt sammen meget klassisk, tænkte majoren.<br />
Med en olieret finger lykkedes det ham at få trykket på knappen, der<br />
var mærket ‘1: Roger Pettigrew, VP, Chelsea Equity Partners’, som<br />
Roger havde skrevet med store, barnlige bogstaver. Rogers private<br />
finansieringsselskab havde til huse på to etager i et kontorhøjhus af<br />
glas i Londons Docklands, og da telefonen ringede med en metallisk<br />
tikkende lyd, forestillede majoren sig Roger sidde i et ubehageligt<br />
sterilt rum sammen med en hel række computere og en bunke<br />
mapper, som en meget dyr arkitekt ikke havde gidet sørge for skuffer<br />
til.<br />
Roger havde allerede hørt det.<br />
“Jemima har påtaget sig at ringe rundt. Pigebarnet er hysterisk,<br />
men alligevel ringer hun rundt til alle og enhver og deres hunde.”<br />
“Det hjælper hende måske at holde sig beskæftiget,” foreslog majoren.<br />
“Det drejer sig snarere om at svælge i rollen som den sørgende<br />
datter, hvis du spørger mig,” sagde Roger. “Det er ret hysterisk, men<br />
sådan har de jo altid været, er det ikke rigtigt?” Han talte med en<br />
14
mumlen, så majoren gik ud fra, at det betød, han endnu en gang sad<br />
og spiste ved sit skrivebord.<br />
“Det der er ikke nødvendigt, Roger,” sagde han strengt. Faktisk var<br />
hans søn ved at blive lige så udannet som Marjories familie. Byen var<br />
fyldt med uciviliserede, arrogante unge mænd nu om dage, og Roger,<br />
der nærmede sig de tredive, viste flere tegn på at have taget ved lære<br />
af dem.<br />
“Undskyld, far. Jeg er ked af det med onkel Bertie.” Der var en<br />
pause. “Jeg glemmer aldrig, dengang jeg havde skoldkopper, og han<br />
kom med et modelflybyggesæt til mig. Han blev der hele dagen og<br />
hjalp mig med at lime de der bittesmå træstykker sammen.”<br />
“Så vidt jeg husker, smadrede du det imod vinduet næste dag, selvom<br />
jeg havde advaret dig mod at flyve med det indendørs.”<br />
“Ja og du brugte det som optændingsbrænde i køkkenkomfuret.”<br />
“Det var gået i stykker, og der var ingen grund til at lade det gå til<br />
spilde.” Denne historie var velkendt for dem begge to. Den kom frem<br />
en gang imellem og blev fortalt ved familiefester. Nogle gange blev<br />
den fortalt som en sjov historie, og de grinede alle sammen. Andre<br />
gange var det en advarende belæring til Jemimas egenrådige søn. I<br />
dag lå der en antydning af bebrejdelse i den.<br />
“Kommer du herned aftenen før?” spurgte majoren.<br />
“Nej, jeg tager toget. Men du skal ikke vente på mig, far. Måske<br />
sidder jeg fast.”<br />
“Sidder fast?”<br />
“Jeg er ved at drukne. Der er vild panik lige nu. To milliarder dollars,<br />
fjendtligt opkøb af selskabsobligationer – og kunden er nervøs.<br />
Men giv mig besked, når der er besluttet en dato, så indfører jeg det<br />
i min kalender som et ‘must’, men man kan aldrig vide.” Majoren<br />
tænkte på, hvordan han mon blev indført i sønnens kalender. Han<br />
forestillede sig, at det skete med en lille gul postitseddel – vigtig,<br />
men ikke tidsfølsom, måske.<br />
15
Begravelsen blev fastsat til tirsdag.<br />
“Det passede for de fleste,” sagde Marjorie anden gang, hun ringede.<br />
“Jemima har aftenundervisning om mandagen og om onsdagen,<br />
og jeg skal til en bridgeturnering torsdag aften.”<br />
“Bertie ville bestemt have ønsket, at I fortsatte med jeres gøremål,”<br />
sagde majoren, der dog hørte en let sarkastisk tone i sin stemme. Han<br />
var sikker på, at begravelsen også var fastlagt under hensyntagen til<br />
Marjories skønhedssalonaftaler. Hun ville være sikker på, at hendes<br />
gule hår var nysat og hendes hud tonet eller vokset – eller hvad hun<br />
nu gjorde for at få et ansigt, der lignede udspændt læder. “Jeg går ud<br />
fra, at fredag er udelukket?” tilføjede han.<br />
Han havde netop fået en tid tirsdag hos sin læge. Lægesekretæren<br />
havde været meget forstående, omstændighederne taget i betragtning,<br />
og havde straks insisteret på at flytte et årligt tjek af et barn med astma<br />
til fredag for at presse hans EKGundersøgelse ind. Så han brød sig<br />
ikke om at aflyse.<br />
“Præsten har ‘Ungeikrise’ om fredagen.”<br />
“Jeg går ud fra, at de unge er i krise hver dag i ugen,” sagde majoren<br />
skarpt. “Der er tale om en begravelse, for pokker. Lad dem sætte<br />
andres behov foran deres egne for en gang skyld. Det kan de måske<br />
lære noget af.”<br />
“Indehaveren af begravelsesforretningen mente, at fredag var en<br />
upassende festlig dag til en begravelse.”<br />
“Javel ...” Han var fuldstændig målløs og overvundet af dette absurde<br />
argument. “Jamen så ses vi på tirsdag, omkring klokken fire?”<br />
“Ja. Kører Roger dig?”<br />
“Nej, han kommer direkte ned fra London med tog og tager en<br />
taxa. Jeg kører selv.”<br />
“Er du nu sikker på, at du kan klare det?” spurgte Marjorie. Hun<br />
lød faktisk ægte bekymret, og majoren blev rørt over hendes omsorg.<br />
Hun var selvfølgelig også alene nu. Han blev ked af, at han havde<br />
været så vred på hende, og forsikrede hende venligt om, at han var i<br />
stand til at køre selv.<br />
16
“Og du tager selvfølgelig med hjem bagefter. Vi skal have lidt at<br />
drikke og en bid mad. Noget helt enkelt.” Han bed mærke i, at hun<br />
ikke inviterede ham til at blive natten over, så han ville være nødt til<br />
at køre hjem i mørke. Hans empati for hende skrumpede igen. “Og<br />
måske er der noget af Berties, som du gerne vil have. Det må du lige<br />
kigge på.”<br />
“Det er vældig betænksomt af dig,” sagde han, idet han forsøgte<br />
at dæmpe den iver, der livede hans stemme op. “Faktisk var det min<br />
plan at snakke med dig om netop det på et passende tidspunkt.”<br />
“Jamen selvfølgelig,” sagde hun. “Du skal da have en lille ting, et<br />
minde. Det ville Bertie have insisteret på. Der er nogle helt nye skjorter,<br />
som han aldrig har brugt ... Men det skal jeg lige tænke over.”<br />
Da han slukkede telefonen var det med en følelse af fortvivlelse.<br />
Hun var virkelig en forfærdelig kvinde. Han sukkede ved tanken om<br />
den stakkels Bertie og funderede over, om han mon nogen sinde havde<br />
fortrudt sit valg. Måske havde han ikke tænkt ret meget over den<br />
sag. Ingen spekulerer over døden, når de tager de beslutninger, der<br />
gælder for livet, tænkte majoren. Og hvis de gjorde, hvilke andre valg<br />
kunne de så tage?<br />
Der var kun tyve minutters kørsel fra Edgecombe St. Mary til den<br />
nærliggende kystby HazelbourneonSea, hvor Bertie og Marjorie boede.<br />
Byen var et travlt handelscentrum for det halve amt og var altid<br />
fyldt med folk på indkøb og turister, så majoren havde lavet omhyggelige<br />
beregninger vedrørende trafikken på ringvejen, mulige parkeringsvanskeligheder<br />
i de smalle gader omkring kirken og tid til at tage<br />
imod kondolencer. Han havde besluttet at tage af sted ikke senere<br />
end halv to. Og alligevel sad han nu her i bilen foran sit hus uden at<br />
røre sig. Han kunne mærke, at blodet flød gennem hans krop så langsomt<br />
som lava. Det virkede, som om han var ved at smelte indvendig<br />
og hans fingre allerede havde mistet knoglerne. Han var ikke i stand<br />
til at bevæge rattet. Han forsøgte at dæmpe sin panik ved at trække<br />
vejret dybt nogle gange. Han kunne umuligt gå glip af sin egen brors<br />
17
egravelse, og alligevel var det ikke muligt for ham at dreje startnøglen<br />
om. Han overvejede kort, om han måske var ved at dø. Det var<br />
bare en skam, at det ikke var sket i går, for så kunne de have begravet<br />
ham samtidig med Bertie og sparet alle for at møde op to gange.<br />
Der lød et bank på bilruden, og han drejede hovedet som i en<br />
drøm og fik øje på mrs. Ali, der så bekymret ud. Han tog en dyb<br />
indånding og fik placeret en finger på knappen til de automatiske<br />
ruder. Han havde været modvillig over for den idé med, at alt skulle<br />
være automatisk. Nu var han glad for, at han ikke skulle dreje på et<br />
håndtag.<br />
“Er alt i orden, major?” spurgte hun.<br />
“Det tror jeg nok,” sagde han. “Jeg skulle bare lige have vejret. Jeg<br />
skal af sted til begravelse, som De ved.”<br />
“Ja, det ved jeg,” sagde hun. “Men De ser meget bleg ud. Er De<br />
frisk nok til at køre bil?”<br />
“Jeg har ikke andet valg, kære ven,” sagde han. “Jeg er bror til den<br />
afdøde.”<br />
“Måske skulle De stige ud og trække lidt frisk luft et øjeblik,” foreslog<br />
hun. “Jeg har en kold sodavand, som måske kan kvikke Dem lidt<br />
op.” Hun bar på en lille kurv, hvori han kunne se et skinnende grønt<br />
æble, noget let fedtet papir, der tydede på indpakkede kager, og en<br />
høj grøn flaske.<br />
“Ja, måske lige et øjeblik,” sagde han og steg ud af bilen. Det viste<br />
sig, at kurven var en lille hilsen, som hun havde tænkt sig at stille på<br />
hans trappe, til når han kom hjem igen.<br />
“Jeg var bekymret for, om De huskede at få noget at spise,” sagde<br />
hun, mens han drak sodavanden. “Jeg spiste ikke noget i fire dage<br />
efter min mands begravelse. Jeg endte på hospitalet med dehydrering.”<br />
“Det er meget venligt af Dem,” sagde han. Efter at have drukket<br />
den kolde sodavand havde han det bedre, men hans krop rystede stadig.<br />
Han var alt for bekymret til at føle situationen ydmygende. Han<br />
var nødt til at nå frem til Berties begravelse på en eller anden måde.<br />
18
Bussen kørte kun hver anden time med reduceret kørsel om tirs dagen<br />
og sidste bus tilbage klokken 17. “Jeg må vist hellere se, om der er en<br />
taxa ledig, for jeg er ikke sikker på, at jeg er i stand til at køre bil.”<br />
“Det er ikke nødvendigt,” sagde hun. “Jeg kan køre Dem. Jeg var<br />
alligevel på vej til Hazelbourne.”<br />
“Åh, det kan jeg umuligt ...” begyndte han. Han brød sig ikke om at<br />
blive kørt af en kvinde. Han hadede deres forsigtige kørsel i vejkryds,<br />
deres klodsede ligegyldighed over for nuancerne i gearskiftning og<br />
deres totale ukendskab til bakspejlet. Mangen en eftermiddag havde<br />
han sneglet sig af sted ad de snoede veje bag en langsom kvindelig<br />
bilist, der muntert bevægede hovedet i takt til popmusikken fra en<br />
radiostation, mens hendes tøjdyr sad og nikkede i takt på bagrudehylden.<br />
“Det kan jeg umuligt,” gentog han.<br />
“De må gøre mig den ære at lade mig være til lidt hjælp,” sagde<br />
hun. “Min bil står parkeret ude på vejen.”<br />
Hun kørte som en mand, idet hun aggressivt skiftede gear i svingene<br />
og med stor fornøjelse styrede den lille Honda hen over bakkerne<br />
med god fart. Hun havde åbnet vinduet i sin side en lille smule, så<br />
den friske vind fik hendes rosa silketørklæde til at blafre og kaste sorte<br />
hårlokker hen over hendes ansigt. Hun fejede dem utålmodigt væk,<br />
mens hun speedede op, så bilen nærmest fløj hen over en lille, kraftigt<br />
hvælvet bro.<br />
“Hvordan har De det?” spurgte hun, og majoren vidste ikke lige,<br />
hvad han skulle svare. Hendes kørsel gav ham en smule kvalme, men<br />
på den spændende og gode måde, som små drenge oplever det, når<br />
de kører i rutsjebane.<br />
“Jeg føler mig ikke så ødelagt som før,” sagde han. “De kører godt.”<br />
“Jeg kan lide at køre bil,” sagde hun og smilede til ham. “Bare<br />
mig og maskinen. Ingen til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Ingen<br />
regnskaber, ingen statusopgørelse – bare den åbne vejs muligheder<br />
og mange ukendte destinationer.”<br />
“Sandt nok,” sagde han. “Har De kørt mange ture?”<br />
“Ih nej,” svarede hun. “Jeg plejer bare at køre ind til byen hver<br />
19
anden uge for at hente forsyninger. De har et pænt udvalg af indiske<br />
specialbutikker på Myrtle Street. Ellers bruger vi hovedsageligt bilen<br />
til udbringning.”<br />
“De skulle køre en tur til Skotland eller sådan et sted,” sagde han.<br />
“Og der er også motorvejene i Tyskland. Der skulle være behageligt<br />
at køre, har jeg hørt.”<br />
“Har De kørt meget i Europa?” spurgte hun.<br />
“Nej, Nancy og jeg snakkede om det. Køre igennem Frankrig og<br />
måske lidt ind i Schweiz. Men vi fik det aldrig gjort.”<br />
“De skulle tage af sted,” sagde hun. “Mens De har muligheden.”<br />
“Og hvad med Dem?” spurgte han. “Hvor kunne De tænke Dem<br />
at tage hen?”<br />
“Mange steder,” sagde hun. “Men der er jo butikken.”<br />
“Vil Deres nevø ikke snart være i stand til at passe butikken alene?”<br />
spurgte han. Hun lo, men det var ikke en glad latter.<br />
“Åh jo,” sagde hun. “Han vil meget snart være i stand til at passe<br />
butikken alene, og så bliver jeg overflødig.”<br />
Nevøen var et nyt og ikke særlig behageligt element i landsbybutikken.<br />
Han var en ung mand på omkring femogtyve. Han gik med en<br />
stiv holdning og havde en antydning af hovmod i sit blik, som om han<br />
altid var forberedt på at blive konfronteret med en ny fornærmelse.<br />
Han havde intet af mrs. Alis stilfærdige og charmerende tjenstvillighed<br />
og intet af afdøde mr. Alis tålmodighed. Selv om majoren på et<br />
eller andet plan var klar over, at det var hans ret, følte han det akavet<br />
at stille et spørgsmål om prisen på frosne ærter til en mand, der<br />
forventede at blive hånet netop ved at få stillet et sådant spørgsmål.<br />
Desuden optrådte nevøen altid med en behersket strenghed over for<br />
tanten, hvilket majoren ikke brød sig om.<br />
“Har De tænkt på at trække Dem tilbage?” spurgte han.<br />
“Det er blevet foreslået,” sagde hun. “Min mands familie bor oppe<br />
nordpå og håber, at jeg vil sige ja til at bo hos dem og indtage min<br />
retmæssige plads i familien.”<br />
“En kærlig familie kan sikkert kompensere for at være nødt til at<br />
20
o i det nordlige England,” sagde major Pettigrew, der dog tvivlede<br />
på sine egne ord. “Jeg er sikker på, at De vil nyde at være den agtede<br />
bedstemor og matriark.”<br />
“Jeg har ikke selv fået børn, og min mand er død,” svarede hun i et<br />
syrligt tonefald. “Derfor vil jeg nok blive mere ynket end agtet. Det<br />
forventes, at jeg overdrager butikken til min nevø, der så vil få råd til<br />
at hente sig en god hustru fra Pakistan. Til gengæld vil jeg få husly og<br />
sikkert æren af at passe andre familiemedlemmers små børn.”<br />
Majoren var tavs. Han følte på én gang forfærdelse og ulyst til at<br />
høre mere. Dette var netop grunden til, at folk for det meste snakkede<br />
om vejret. “De kan da ikke tvinge Dem ...” begyndte han.<br />
“Ikke i retslig henseende,” sagde hun. “Min vidunderlige Ahmed<br />
brød med familietraditionen for at sikre sig, at butikken gik til mig.<br />
Men der er dog noget gæld, der skal betales. Desuden, hvad er retssikkerhed<br />
mod vægten af en families holdning?” Hun drejede til venstre<br />
og pressede sig ind i et lille hul i den travle trafik på kystvejen. “Man<br />
er nødt til at overveje, om det er umagen værd at kæmpe, hvis resultatet<br />
bliver, at man mister familien og bryder traditionen.”<br />
“Det er jo fuldstændig umoralsk,” sagde majoren chokeret og holdt<br />
så fast i armlænet, at hans knoer var helt hvide. Det var problemet<br />
med disse indvandrere, tænkte han. De foregav at være engelske.<br />
Nogle af dem var oven i købet født her. Men under overfladen lå der<br />
alle disse barbariske holdninger og troskab mod fremmede skikke.<br />
“De er heldig,” sagde mrs. Ali. “Angelsakserne har for en stor dels<br />
vedkommende brudt med denne afhængighed af familien. Hver generation<br />
føler, at den har ret til at gøre, som den vil, og er heller ikke<br />
bange for det.”<br />
“Det er rigtigt,” sagde majoren og godtog automatisk denne kompliment,<br />
selv om han slet ikke var sikker på, at hun havde ret.<br />
Hun satte ham af på hjørnet nogle få meter fra kirken, og han skrev<br />
sin svigerindes adresse på et stykke papir.<br />
“Jeg kan bare tage en bus tilbage eller noget,” sagde han, men de<br />
21
vidste begge to, at det ikke var tilfældet, så han opgav sin protest. “Jeg<br />
regner med at være færdig klokken seks, hvis det kan passe?” tilføjede<br />
han.<br />
“Helt bestemt.” Hun tog hans hånd i sine et øjeblik. “Jeg ønsker Dem<br />
et stærkt hjerte og familiens kærlighed denne eftermiddag.” Majoren<br />
blev meget bevæget og håbede, at han kunne bevare denne følelse, når<br />
han stod over for Berties stivnede krop i en valnøddetræskiste.<br />
Højtideligheden var stort set den samme blanding af farce og sorg,<br />
som han huskede fra Nancys begravelse. Kirken var stor og skummel.<br />
Det var en presbyteriansk kirke fra midten af århundredet, hvis<br />
nøgne beton ikke blev mildnet af røgelse, vokslys og mosaikruder som<br />
i Nancys elskede St. Mary’s Church of England. Her var der ikke et<br />
gammelt klokketårn eller en mosbegroet kirkegård med kompenserende<br />
skønhed og roen ved at se de samme navne hugget i sten gennem<br />
generationer. Den eneste trøst var den lille tilfredsstillelse ved<br />
at se, at så mange var mødt op til højtideligheden, således at også to<br />
rækker klapstole bagved var optaget. Berties kiste stod over en lille<br />
fordybning i gulvet, næsten ligesom en afløbskanal, og på et tidspunkt<br />
under ceremonien blev majoren helt forskrækket, da der lød en mekanisk<br />
brummen, og Bertie pludselig blev sænket ned. Han blev ikke<br />
sænket mere end ti centimeter, men majoren måtte kvæle et uvilkårligt<br />
udbrud, mens han ufrivilligt rakte en hånd frem. Det havde han<br />
ikke været forberedt på.<br />
Både Jemima og Marjorie holdt en tale. Han havde regnet med at<br />
forholde sig ironisk til deres taler, især da Jemima, iført en bredskygget<br />
sort stråhat, der var mere passende til et elegant bryllup, oplæste et<br />
digt, hun havde skrevet til ære for sin far. Men selv om digtet virkelig<br />
var gyseligt (han huskede kun, at det var en hel masse om bamser og<br />
engle, som slet ikke stemte overens med den presbyterianske lære),<br />
forvandlede hendes ægte sorg det til noget virkelig rørende. Hendes<br />
mascara løb ud over hele hendes magre ansigt, og hun måtte næsten<br />
bæres ned fra læsepulten af sin mand.<br />
22
Majoren var ikke på forhånd blevet bedt om at holde en tale. Han<br />
betragtede dette som en alvorlig forglemmelse og havde forberedt<br />
adskillige sætninger, mens han havde ligget søvnløs i de mellemliggende<br />
ensomme nætter. Men da Marjorie, på vej ned til sin plads<br />
igen efter den korte og tårevædede afsked med sin mand, lænede sig<br />
ind mod ham og spurgte, om han ville sige noget, sagde han nej. Til<br />
sin egen overraskelse følte han sig igen svag, og både hans stemme og<br />
syn var sløret af bevægelse. Han greb begge hendes hænder og holdt<br />
dem et langt øjeblik, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage.<br />
Efter ceremonien, da han stod ude i foyeren med de røgfarvede<br />
vinduesruder og gav hånd til folk, var han blevet rørt over at se så<br />
mange af sine og Berties gamle venner, heriblandt nogle, han ikke<br />
set i mange år. Martin James, som var vokset op sammen med dem<br />
begge i Edgecombe, var kørt hele vejen fra Kent. Berties gamle nabo<br />
Alan Peters, som var en dygtig golfspiller, men i stedet for var blevet<br />
en ivrig fuglekigger, havde kørt helt ovre fra den anden side af landet.<br />
Mest overraskende var det dog, at waliseren Jones, en af majorens<br />
gamle soldaterkammerater tilbage fra officersskolen, som havde mødt<br />
Bertie et halvt dusin gange en sommer og var fortsat med at sende dem<br />
begge et julekort hvert år, var kommet ned helt fra Halifax. Majoren<br />
greb hans hånd og rystede på hovedet i en ordløs tak. Øjeblikket blev<br />
dog ødelagt af Jones’ anden kone, en kvinde, som hverken han eller<br />
Bertie havde haft lejlighed til at møde, og som græd fortvivlet ned i<br />
sit store lommetørklæde.<br />
“Hold nu op, Lizzy,” sagde Jones. “Jeg beklager, men hun kan ikke<br />
gøre for det.”<br />
“Jeg er meget ked af det,” jamrede Lizzy og pudsede næse. “Det<br />
samme sker, når jeg er til bryllup.” Majoren havde ikke noget imod<br />
det. Hun var i det mindste kommet. Roger var ikke dukket op endnu.