Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget - Statsbiblioteket

dansk og anden litteratur og originalværker skrevet på indvandrersprogene. Indvandrernes sprog
er jo ikke bare ”indvandrersprog”, men i høj grad også kultursprog, med deres egen historie og
litteratur. En del af de nye biblioteksbrugere vil af sig selv efterspørge en del af dette materiale,
hvis eksistens de kender til i forvejen, men ligesom de dansksprogede brugere, som
bibliotekarerne kender så godt, har også de nye brug for at blive vejledt, stimuleret, udfordret og
måske lokket til at læse noget, som de ikke troede, var noget for dem, eller som de bare ikke
vidste fandtes. Det kræver, at bibliotekerne har medarbejdere, som er orienterede i arabisk,
tyrkisk, indisk, pakistansk osv. litteratur, for nu bare at blive ved bøgerne. Naturligvis behøver
ikke alle bibliotekarer have disse kompetencer, og der er sikkert også biblioteker, hvor de er
mindre relevante end andre steder, men der er ingen tvivl om, at det er kompetencer, som vil
blive mere og mere nødvendige. Det er naturligvis en udfordring – en ressourcekrævende
udfordring – for bibliotekssytemet som helhed, for de enkelte biblioteker og for deres
medarbejdere. Men ligesom man, vistnok ifølge et slovakisk ordsprog, bliver et nyt menneske,
hver gang man lærer et nyt sprog, tror jeg også, at man bliver en ny og endnu bedre bibliotekar,
hver gang man sætter sig ind i en ny litteratur.
Lige så lidt som folk med dansk som modersmål kun vil læse danske bøger, vil folk med
indvandrer- eller flygtningebaggrund kun læse bøger fra ”det gamle land”. Måske skal
bibliotekerne til at have – hvad ved jeg? – Dan Brown på tyrkisk og Stephen King på arabisk for
ikke at nævne Patricia Cornwell på somalisk, Dickens på pasthunsk og Shakespeare på urdu. I
det omfang sådanne oversættelser ellers findes.
Man kunne også forestille sig, at der blandt disse biblioteksbrugere ville være interesse for det,
der somme tider med en bred og upræcis betegnelse kaldes ”diaspora-litteraturen”, litteratur
skrevet af, oftest engelsksprogede, forfattere, der gerne selv har oplevet at flytte sig fra en kultur
til en anden, og som i deres bøger beskæftiger sig med emner som migration, identitet og
forholdet mellem rige og fattige lande og mellem folk med forskellige sprog, hudfarver og
etnisk og religiøs baggrund. Lad mig nævne forfattere som Salman Rushdie, Zadie Smith, Kiran
Desai, V.S. Naipaul og Hanif Kureishi, for nu bare at tage dem, som jeg selv har oversat. Der er
som bekendt også mange andre, og man behøver hverken være indvandrer eller flygtning for at
sætte pris på dem. Hvis man er, vil man muligvis gerne læse dem på et andet sprog end dansk
eller engelsk.
Bibliotekerne er steder, hvor folk kommer for at låne bøger og musik og film og spil og for at
finde informationer. Men de er også så meget andet. De er mødesteder, steder for samtale og
debat, ramme om lektiecafeer og undervisningstilbud og mange andre aktiviteter, som på
forskellige måder er væsentlige for integrationen. I den forbindelse har bibliotekerne en vigtig
status som ”frirum”, idet det jo er aldeles frivilligt, om man vil komme der eller ej. I
modsætning til skolen og de forskellige forvaltninger, er der ingen pligt, tvang eller myndighed
forbundet med bibliotekerne. De repræsenterer ikke på forhånd ”de andre”, men kan være
steder, hvor alle kan føle sig velkomne.
Bibliotekerne har også en vigtig symbolsk betydning. Ved at have indvandrernes og
flygtningenes kulturer repræsenteret på hylderne er bibliotekerne med til at vise, at det danske
samfund anerkender og respekterer disse kulturer. Det er ikke noget ringe bidrag til
integrationen.
Thomas Harder, 2008
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 6