Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget - Statsbiblioteket

skole på normale vilkår, eller børn, som hverken behersker dansk eller deres families sprog i
tilstrækkeligt omfang.
Er det tosprogethed?
Det er det faktisk ifølge Den Store Danske Encyklopædi. Ifølge den indebærer tosproget ikke
nogen stillingtagen til, hvilket niveau folk behersker de to sprog på, men betegner blot, at de i
dagligdagen bruger begge sprog på et eller andet niveau. Det, som jeg kalder tosprogethed –
altså at de to sprog er på samme høje niveau – kalder encyklopædien balanceret tosprogethed
og bemærker, at den sjældent forekommer.
Undervisningsministeriet indførte i 1998 sin egen definition af tosprogethed: "Ved tosprogede
børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det
omgivende samfund, evt. gennem skolens undervisning, lærer dansk." (Bekendtgørelse nr. 68 af
28. januar 1998).
Sådan nogle børn eksisterer, og for at kunne tale om dem som gruppe, hvilket der givetvis er
mange gode grunde til at gøre, må man naturligvis kalde dem et eller andet. Jeg synes bare ikke,
at det er særligt hensigtsmæssigt at kalde dem ”tosprogede”, for derved okkuperer man så at
sige et ord, der ifølge Den Danske Ordbog har eksisteret i dansk siden i hvert fald 1963, og som
inden Undervisningsministeriet kom anstigende med sin nye betydning, allerede havde andre,
almindeligt anerkendte betydninger, f.eks. den, som jeg netop har citeret Den Store Danske
Encyklopædi for, og de måske mere gængse, der findes i Den Danske Ordbog.
I Den Danske Ordbog defineres ”tosproget” således: ”som taler to sprog, oftest flydende”, eller
”som er skrevet på eller foregår på to sprog.” For at illustrere de to betydninger af ordet bruger
ordbogen i øvrigt et interessant eksempel fra dagbladet Information (2001): ”De tosprogede
elever, som klarer sig bedst i skolen, har fået tosproget undervisning i mindst tre år.”
Med mindre man udelukkende benytter ”tosproget” i Undervisningsministeriet nye betydning,
må man fastholde, at det ikke er tosprogetheden, der er problemet. Problemet er, at nogle af de
tosprogede ikke er tilstrækkeligt gode til dansk. Det er et meget alvorligt problem, men det er
ikke et problem, der er fælles for alle de tosprogede.
*
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på nogle andre nye betydninger af tosproget, hvor der ikke
burde være nogen tvivl om, at man er på gale veje. Ofte betyder tosprogede elever nemlig i
virkeligheden børn og unge med en anden kulturel baggrund end den traditionelle danske;
piger, der er tvunget til eller selv vælger at gå med hovedtørklæde; børn, der ikke må være med
til kristendomskundskab eller svømning eller tage med på lejrskoler; børn, der spiser en anden
slags mad end den sædvanlige danske; unge, som er stærkt demotiverede i forhold til skolen,
fordi de føler sig udstødte og på forhånd chanceløse i det danske samfund; unge med et forhold
til autoriteter eller med en opfattelse af seksualmoral og i det hele taget af forholdet mellem
kønnene, som er uacceptabel i det danske samfund, … eller hvad det nu er, man egentlig mener.
Det er alt sammen reelle problemer – nogle mere alvorlige end andre – som det er relevant at
diskutere og forholde sig til.
Men ved at feje det hele ind under betegnelsen tosproget skjuler man, hvad og hvem det
egentlig er, man taler om. Man skaber det falske indtryk, at alle de ovennævnte problemer – og
mange andre – har rod i et sprogligt forhold, hvilket langtfra altid er tilfældet. Man tager –
måske uden at ville det, og i hvert fald uden at sige det åbent – stilling i debatten om integration
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 2