Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget - Statsbiblioteket

Hellere tosproget end tvetunget
Der er mange vanskeligheder og mange fornøjelser forbundet med at være oversætter og tolk.
I mange tilfælde er vanskelighederne og fornøjelserne identiske.
En af de fornøjelige vanskeligheder, som man ofte kommer ud for i oversættelses- og
tolkebranche, består i, at man tvinges til at tænke grundigere, end man måske ellers ville have
gjort, over, hvad ord og udtryk egentlig betyder, og hvad de dækker over – ikke bare, hvad
ordbøgerne kan foreslå af oversættelser, men hvordan bestemte udtryk faktisk anvendes i
konkrete aktuelle sammenhænge. Det er både lærerigt og krævende på en måde, der til en vis
grad bider sig selv i halen: Man lærer en del om den kultur, hvis sprog man arbejder med, når
man beskæftiger sig med de bibetydninger, der ikke står i ordbøgerne, og med de mere eller
mindre underforståede, bevidst eller ubevidst skjulte budskaber, der ligger i ordene; men for at
kunne gøre det stykke arbejde på en kvalificeret måde, skal man i forvejen være ret fortrolig
med den pågældende kultur.
Lad mig nævne et eksempel:
Et ord, som jeg altid har haft et nært forhold til, er ordet ”tosproget”. Det er jeg så at sige født –
eller i hvert fald opvokset – med.
(Man fødes jo ikke med et bestemt sprog. Mennesker fødes med evnen til at lære sprog, men
selve sproget – eller sprogene – lærer de af deres omgivelser).
I årenes løb er der mange, der har sagt til mig, at det må være dejligt for mig sådan at være
tosproget.
I mange år svarede jeg som regel noget i retning af, at Nå ja, tosproget og tosproget, det var
måske så meget sagt. Jeg var nok snarere noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9sproget.
Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på
henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på
evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert
fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. På den anden side er jeg ikke i tvivl om,
at det at vokse op med et andet sprog som sit andet – i mit tilfælde, bogstaveligt talt –
modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv, på et
progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det
udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå
på anden måde.
Derfor er jeg ikke tosproget i snæver forstand – ikke sådan som jeg forstår ordet – men bestemt
noget mere end 1½-sproget.
Hvis nogen skulle spørge mig i dag, ville jeg til gengæld ikke tøve med at sige: „Ja, det er godt
at være tosproget“. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at jeg i mellemtiden har tilegnet mig de sidste
10-25 pct., der mangler i at bringe de to sprog på samme niveau, men fordi jeg ville betragte mit
svar som et beskedent bidrag til at redde et godt og nyttigt ord fra at ende i et fælt uføre.
I de seneste år er det før så uskyldige ord tosproget blevet samlebetegnelse for en hel stribe
forhold, hvoraf de fleste er temmelig problematiske, og kun de færreste direkte har noget med
sprog at gøre: Tosprogede skoleelever er måske i virkeligheden børn, der har et andet
modersmål end dansk og ikke er så gode til dansk, at de kan følge undervisningen i en dansk
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 1
*

skole på normale vilkår, eller børn, som hverken behersker dansk eller deres families sprog i
tilstrækkeligt omfang.
Er det tosprogethed?
Det er det faktisk ifølge Den Store Danske Encyklopædi. Ifølge den indebærer tosproget ikke
nogen stillingtagen til, hvilket niveau folk behersker de to sprog på, men betegner blot, at de i
dagligdagen bruger begge sprog på et eller andet niveau. Det, som jeg kalder tosprogethed –
altså at de to sprog er på samme høje niveau – kalder encyklopædien balanceret tosprogethed
og bemærker, at den sjældent forekommer.
Undervisningsministeriet indførte i 1998 sin egen definition af tosprogethed: "Ved tosprogede
børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det
omgivende samfund, evt. gennem skolens undervisning, lærer dansk." (Bekendtgørelse nr. 68 af
28. januar 1998).
Sådan nogle børn eksisterer, og for at kunne tale om dem som gruppe, hvilket der givetvis er
mange gode grunde til at gøre, må man naturligvis kalde dem et eller andet. Jeg synes bare ikke,
at det er særligt hensigtsmæssigt at kalde dem ”tosprogede”, for derved okkuperer man så at
sige et ord, der ifølge Den Danske Ordbog har eksisteret i dansk siden i hvert fald 1963, og som
inden Undervisningsministeriet kom anstigende med sin nye betydning, allerede havde andre,
almindeligt anerkendte betydninger, f.eks. den, som jeg netop har citeret Den Store Danske
Encyklopædi for, og de måske mere gængse, der findes i Den Danske Ordbog.
I Den Danske Ordbog defineres ”tosproget” således: ”som taler to sprog, oftest flydende”, eller
”som er skrevet på eller foregår på to sprog.” For at illustrere de to betydninger af ordet bruger
ordbogen i øvrigt et interessant eksempel fra dagbladet Information (2001): ”De tosprogede
elever, som klarer sig bedst i skolen, har fået tosproget undervisning i mindst tre år.”
Med mindre man udelukkende benytter ”tosproget” i Undervisningsministeriet nye betydning,
må man fastholde, at det ikke er tosprogetheden, der er problemet. Problemet er, at nogle af de
tosprogede ikke er tilstrækkeligt gode til dansk. Det er et meget alvorligt problem, men det er
ikke et problem, der er fælles for alle de tosprogede.
*
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på nogle andre nye betydninger af tosproget, hvor der ikke
burde være nogen tvivl om, at man er på gale veje. Ofte betyder tosprogede elever nemlig i
virkeligheden børn og unge med en anden kulturel baggrund end den traditionelle danske;
piger, der er tvunget til eller selv vælger at gå med hovedtørklæde; børn, der ikke må være med
til kristendomskundskab eller svømning eller tage med på lejrskoler; børn, der spiser en anden
slags mad end den sædvanlige danske; unge, som er stærkt demotiverede i forhold til skolen,
fordi de føler sig udstødte og på forhånd chanceløse i det danske samfund; unge med et forhold
til autoriteter eller med en opfattelse af seksualmoral og i det hele taget af forholdet mellem
kønnene, som er uacceptabel i det danske samfund, … eller hvad det nu er, man egentlig mener.
Det er alt sammen reelle problemer – nogle mere alvorlige end andre – som det er relevant at
diskutere og forholde sig til.
Men ved at feje det hele ind under betegnelsen tosproget skjuler man, hvad og hvem det
egentlig er, man taler om. Man skaber det falske indtryk, at alle de ovennævnte problemer – og
mange andre – har rod i et sprogligt forhold, hvilket langtfra altid er tilfældet. Man tager –
måske uden at ville det, og i hvert fald uden at sige det åbent – stilling i debatten om integration
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 2

kontra assimilation, og man forplumrer diskussionen om, i hvilket omfang børn, hvis families
sprog ikke er dansk, skal tilbydes undervisning i og på deres forældres sprog.
Endelig stempler man evnen til at begå sig på mere end ét sprog som et problem.
Der er selvfølgelig nogle, der mener, at det faktisk er tosprogetheden, der er grundproblemet –
altså at det andet sprog spærrer for tilegnelsen af dansk sprog, danske værdier, dansk adfærd …
for loyalitet mod danskheden. Det er en yderligtgående variant af assimilationstankegangen:
Man kan ikke være dansker, hvis man har et andet modersmål end dansk.
Det er en holdning ikke ulig den, der kommer til udtryk i Peter Fabers i øvrigt ret herlige sang
Dengang jeg drog af sted, hvor den djærve landsoldat synger: „For folk, som taler alle sprog, er
det nu lige fedt / men Fanden heller inte for den, som kun har ét.“ Og det er en tankegang, som
er beslægtet med den, der kommer til udtryk i formuleringer som jøder og danskere og kristne
og katolikker – hvad enten det så er mere eller mindre freudianske fortalelser eller bevidste
forsøg på at marginalisere bestemte grupper, hvis tilhørsforhold rækker videre end den
traditionelle danske flertalskultur.
Der behøver imidlertid langtfra altid ligge den slags holdninger bag den nye brug af tosproget.
Ofte er den udtryk for god vilje og for et ærligt ønske om ikke at såre nogen ved at bruge
udtryk, der opfattes som nedsættende eller på anden måde belastede. Men lige så ofte skyldes
den formentlig frygt for at tale åbent om noget, der opleves som politisk uacceptabelt eller i
hvert fald meget følsomt.
Uanset hensigten er det en upræcis og dårlig brug af ordet tosproget.
Den nye brug af tosproget indskrænker betydningen til nogle bestemte sprog: Når politikere og
skolefolk taler om tosprogede, mener de ikke fransk-danske, engelsk-danske, svensk-danske,
tysk-danske osv. elever. De er nemlig ikke problematiske – i hvert fald ikke på en måde, der gør
det relevant eller bare fristende at tale om dem som gruppe.
Det er der ikke først og fremmest sproglige grunde til, men derimod sociale. Familier med et af
EU-sprogene som modersmål har almindeligvis længere uddannelser, bedre job, flere penge,
bedre boliger og er på alle måder bedre integreret i det danske samfund end familier, hvis
modersmål er fx tyrkisk, arabisk eller somalisk.
Derfor har forældrene i almindelighed større overskud til at støtte børnene i deres skolegang,
deres børn har mere overskud til at lære og er i det hele taget mere motiverede og
undervisningsparate. De er gennemgående på et højere bogligt og akademisk niveau og har
nemmere ved at tilegne sig sprog og andet skolestof.
Det er både rimeligt og nødvendigt at gøre en særlig indsats for at støtte de børn og de familier,
som er mindre heldigt stillet. De har mange problemer, og de manglende danskkundskaber er
kun ét af dem.
Jeg mener, at det er rigtigt at sprogscreene små børn og at sætte ind med danskundervisning
eller sprogstimulering i børnehaven – selvom det jo interessant nok indebærer en forlængelse af
undervisningspligten for en bestemt befolkningsgruppe.
Det er også rigtigt at tilskynde SFO’er og andre fritidsordninger til at stimulere børnenes
danskkundskaber og at gøre forældrene opmærksomme på de integrationsmuligheder, som den
slags institutioner rummer. Og at opkvalificere det personale, som skal varetage
sprogstimuleringen, ligesom det er rigtigt at styrke dækningen med lærere, der er uddannet til at
undervise i dansk som andetsprog og i det hele taget til at undervise elever, som ikke har dansk
som modersmål – og ikke bare i dansk, men også i alle de øvrige fag.
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 3

Vejen går ikke kun gennem dansk sprogstimulering og en mere effektiv undervisning i dansk
som andetsprog. Den går også gennem modersmålsundervisning og gennem undervisning på
modersmålet.
Blandt forskere i sprogpædagogik er der enighed om, at modersmålsundervisning er en klar
fordel for den sproglige udvikling – både på modersmålet og på majoritetssproget. Der er også
veldokumenterede erfaringer – bl.a. fra USA og Sverige, men også fra den dansk-tyske Sankt
Petri Skole i København – der viser, at en kombination af undervisning på to forskellige sprog
giver gode resultater – både sprogligt og fagligt.
Nogle børn med andre modersmål end dansk tilbydes modersmålsundervisning. Det er Danmark
forpligtet til at gøre for EU-sprogenes vedkommende, men ikke for de sprog, hvor problemerne
af de sociale grunde, som jeg lige har omtalt, er størst.
Undervisning i og på modersmålet er ikke bare nyttig af rent sproglige og faglige grunde. Den
viser også eleverne, at man tager deres modersmål og den kultur, som det repræsenterer,
alvorligt. I de mange tilfælde, hvor familiernes kulturelle og sproglige kundskaber, indsigt og
udsyn – ikke bare på dansk, men også på modersmålet – er begrænset, kan
modersmålsundervisningen løfte eleverne op på et sprogligt niveau og udvide deres horisont på
en måde, som de ikke ville opleve i familien. Til gavn for dem selv og for deres danske
omgivelser.
Det er gunstigt, at gymnasiereformen åbner mulighed for at indføre tyrkisk og arabisk på Aniveau.
Det vil kunne motivere flere elever med den baggrund til at blive i uddannelsessystemet,
og det ville bestemt heller ikke være nogen skade til, hvis flere danskere beherskede disse to
store indvandrer- og kultursprog.
Da mine forældre i sin tid skulle bestemme, hvilket eller hvilke sprog de ville tale med mig,
læste min mor en masse artikler, som bekymrede hende meget, fordi der stod, at børn, der
voksede op med to sprog, blev splittede og forvirrede. Det var åbenbart et ret veletableret
synspunkt dengang. Ikke desto mindre blev hun hurtigt enig med sig selv om, at hun ville tale
italiensk med mig, for hun kunne ikke forestille sig at tale et fremmedsprog med sin søn. Af
samme grund talte hun italiensk med min far, som til gengæld talte dansk med hende og med
mig.
*
Det gav mig ikke mærkbare problemer, og jeg oplevede i hvert fald ikke de kognitive
problemer, som jeg for nylig har set anført som argument for at undlade
modersmålsundervisning og for så vidt muligt at få tosprogede børn til kun at tale dansk.
Det tror jeg heller ikke, at børnene i de tyrkiske eller arabiske eller somaliske indvandrerfamilier
gør, selvom deres sociale situation er dårligere, end min var det, og selvom de ikke har en dansk
far til at tage sig af den tidlige danske sprogstimulering.
Ikke alle sprog og kulturer har samme ordforråd, begrebsapparater og måder at tænke og
udtrykke sig på. Det kan umiddelbart medføre en vis forvirring, eller måske snarere undren.
Men den undren er nyttig. Alt, hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, kan også
udtrykkes på ethvert andet sprog. Det er blot et spørgsmål om at finde ud af hvordan. Det er en
nyttig træning i at tænke sig om, og ikke mindst i at indse, at der er flere måder at gøre tingene
på. Det, man kender fra den ene kultur, bliver hele tiden sat i perspektiv og udfordret af den
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 4
*

anden. Det er en praktisk træning i nuancering. I nogle heldige tilfælde – i mange tilfælde, vil
jeg gerne understrege – kræver den udvikling ikke andre ressourcer end dem, der leveres af
familien selv og af den almindelige skole, men i mange andre kræver det nogle af, eller alle, de
ekstra foranstaltninger, som jeg har nævnt tidligere – og måske flere endnu.
Flersprogetheden er ikke bare en fordel for den flersprogede selv. Den er også en ressource for
samfundet. Det er i det danske samfunds interesse, at dets borgere er i stand til at se ud over
deres egen kultur, og at de i det hele taget er trænet i at anskue ethvert emne fra så mange sider
som muligt og i at tænke på andre måder end de gængse.
*
Ligesom det selvfølgelig er en stor fordel, at borgerne behersker så mange sprog som muligt. De
fleste vil mene, at det siger sig selv, når det gælder engelsk. Men det gælder sandelig også for
alle de øvrige sprog. Det er sandt nok, at verdens eneste politiske, militære, økonomiske og
kulturelle supermagt hovedsagelig er engelsktalende, og at man efterhånden kan handle og
forhandle med det meste af verden på engelsk, men det er ikke hele sandheden. Man kan handle
og forhandle og i det hele taget omgås langt nemmere og bedre og mere fordelagtigt, hvis man
kender hinandens sprog og de kulturer, som de repræsenterer. Man undgår nemmere fejl og
misforståelser, hvis man kender hinandens sprog og ved, hvad de udtrykker, og hvad de dækker
over.
I vore dage findes der ikke sprog og kulturer, som ikke kan vise sig relevante. I de senere år har
vi gang på gang set, at der pludselig er opstået behov for – i Danmark eller i mere eller mindre
fjerne udlande – at tale med folk, som man indtil kort forinden aldrig ville have troet, at danske
læger, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, soldater, nødhjælpsarbejdere, embedsmænd,
entreprenører, forretningsfolk, fagforeningsfunktionærer, teknikere … – ville have brug for at
kommunikere med.
Engelsk er et udmærket lingua franca til mange formål, men det er en fejl at tro, at man ”forstår”
franskmænd, italienere, spaniere, tyskere, arabere, afghanere, tyrker, somaliere, russere, osv.,
bare fordi man kan tale engelsk med dem. Et lingua franca giver kun et overfladisk indblik i
modpartens kultur og tankegang. For at forstå dem rigtigt må man sætte sig ind i det sprog, som
hører til den.
Derfor bør man ikke kun betragte det, at nogle skoleelever i Danmark har et andet modersmål
end dansk, som et problem. Problemet er, at nogle af dem ikke kan dansk, og det skal man
naturligvis gøre noget alvorligt ved. og samtidig bør man støtte dem i at vedligeholde og
udvikle deres andet – altså første – sprog. Fordi det fremmer indlæringen af dansk, fordi det
styrker deres intellektuelle udvikling og identitetsdannelse, og fordi deres sprogkundskaber og
udsyn er en potentiel ressource for det danske samfund.
Hvad betyder alt dette for bibliotekerne?
Det betyder, at bibliotekerne, i endnu højere grad end det allerede sker, må indstille sig på at
betjene nye grupper af brugere, som ikke har dansk som modersmål, og hvis danskkundskaber
måske ikke er på et niveau, som gør det nemt at kommunikere med dem på dansk.
Ud over de sproglige udfordringer for personalet betyder de nye brugere også, at der i stigende
grad vil blive stillet nye krav til materialebestanden. Det skal være muligt at låne bøger, film
osv. på urdu, tyrkisk, somalisk, arabisk og de øvrige indvandrersprog – både oversættelser af
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 5
*

dansk og anden litteratur og originalværker skrevet på indvandrersprogene. Indvandrernes sprog
er jo ikke bare ”indvandrersprog”, men i høj grad også kultursprog, med deres egen historie og
litteratur. En del af de nye biblioteksbrugere vil af sig selv efterspørge en del af dette materiale,
hvis eksistens de kender til i forvejen, men ligesom de dansksprogede brugere, som
bibliotekarerne kender så godt, har også de nye brug for at blive vejledt, stimuleret, udfordret og
måske lokket til at læse noget, som de ikke troede, var noget for dem, eller som de bare ikke
vidste fandtes. Det kræver, at bibliotekerne har medarbejdere, som er orienterede i arabisk,
tyrkisk, indisk, pakistansk osv. litteratur, for nu bare at blive ved bøgerne. Naturligvis behøver
ikke alle bibliotekarer have disse kompetencer, og der er sikkert også biblioteker, hvor de er
mindre relevante end andre steder, men der er ingen tvivl om, at det er kompetencer, som vil
blive mere og mere nødvendige. Det er naturligvis en udfordring – en ressourcekrævende
udfordring – for bibliotekssytemet som helhed, for de enkelte biblioteker og for deres
medarbejdere. Men ligesom man, vistnok ifølge et slovakisk ordsprog, bliver et nyt menneske,
hver gang man lærer et nyt sprog, tror jeg også, at man bliver en ny og endnu bedre bibliotekar,
hver gang man sætter sig ind i en ny litteratur.
Lige så lidt som folk med dansk som modersmål kun vil læse danske bøger, vil folk med
indvandrer- eller flygtningebaggrund kun læse bøger fra ”det gamle land”. Måske skal
bibliotekerne til at have – hvad ved jeg? – Dan Brown på tyrkisk og Stephen King på arabisk for
ikke at nævne Patricia Cornwell på somalisk, Dickens på pasthunsk og Shakespeare på urdu. I
det omfang sådanne oversættelser ellers findes.
Man kunne også forestille sig, at der blandt disse biblioteksbrugere ville være interesse for det,
der somme tider med en bred og upræcis betegnelse kaldes ”diaspora-litteraturen”, litteratur
skrevet af, oftest engelsksprogede, forfattere, der gerne selv har oplevet at flytte sig fra en kultur
til en anden, og som i deres bøger beskæftiger sig med emner som migration, identitet og
forholdet mellem rige og fattige lande og mellem folk med forskellige sprog, hudfarver og
etnisk og religiøs baggrund. Lad mig nævne forfattere som Salman Rushdie, Zadie Smith, Kiran
Desai, V.S. Naipaul og Hanif Kureishi, for nu bare at tage dem, som jeg selv har oversat. Der er
som bekendt også mange andre, og man behøver hverken være indvandrer eller flygtning for at
sætte pris på dem. Hvis man er, vil man muligvis gerne læse dem på et andet sprog end dansk
eller engelsk.
Bibliotekerne er steder, hvor folk kommer for at låne bøger og musik og film og spil og for at
finde informationer. Men de er også så meget andet. De er mødesteder, steder for samtale og
debat, ramme om lektiecafeer og undervisningstilbud og mange andre aktiviteter, som på
forskellige måder er væsentlige for integrationen. I den forbindelse har bibliotekerne en vigtig
status som ”frirum”, idet det jo er aldeles frivilligt, om man vil komme der eller ej. I
modsætning til skolen og de forskellige forvaltninger, er der ingen pligt, tvang eller myndighed
forbundet med bibliotekerne. De repræsenterer ikke på forhånd ”de andre”, men kan være
steder, hvor alle kan føle sig velkomne.
Bibliotekerne har også en vigtig symbolsk betydning. Ved at have indvandrernes og
flygtningenes kulturer repræsenteret på hylderne er bibliotekerne med til at vise, at det danske
samfund anerkender og respekterer disse kulturer. Det er ikke noget ringe bidrag til
integrationen.
Thomas Harder, 2008
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 6

Thomas Harder, født 1959 i København af dansk-italienske forældre. Cand.mag. i italiensk og
historie; forfatter, oversætter, konferencetolk, foredragsholder; skribent ved dagbladet Politiken;
adjungeret professor ved Copenhagen Business School.
Thomas Harder: Hellere tosproget end tvetunget 7