Blad 1/2009

Bob bob bob...små slag - de store koster penge
Kommentar til Arne Gotveds artikel i årbog 2008 om GRØNNE ERNA i almindelighed
og om Skibsbevaringsfonden i særdeleshed
Tekst: Ole Vistrup, formand for Skibsbevaringsfonden.
“Små slag … de store koster penge”, sagde min farmor ofte til
mig den gang i 60erne, da jeg var lille … vel omkring 5-6 år …
når jeg førte mig frem med store meninger, som kun en frygtløs
ungersvend med en umættelig appetit på … men ingen
erfaring med … livet kan gøre det. Hun mente vel nok, at man
ikke skal løfte fanen så højt, at benene ikke kan nå jorden. Og
det kunne hun vel nok have ret i, men det var nu svært at
efterleve.
Det skal man heller ikke i dag … løfte fanen for højt, altså …
men det er netop, hvad jeg synes, at Arne Gotved gør i sin
artikel om GRØNNE ERNA og Skibsbevaringsfonden i TS’s
årbog 2008.
Først læser jeg, at Skibsbevaringsfondens uddelinger er en
“urimelig finansieringsform”, fordi lånepantet bliver stående i
skibet med sin fulde værdi, også efter at de arbejder, som
uddelingen vedrørte, er forfaldet. Det gør det, men hvorfor er
det sådan? Fordi Skibsbevaringsfonden af staten – med
offentlige midler – har fået til opgave at sikre flydende dansk
kulturarv for en dansk eftertid. Og pantet i skibet er den
eneste mekanisme, der kan være med til at forhindre, at et
fartøj, der er blevet restaureret med støtte af offentlige midler,
ikke sælges til udlandet, hvor man må se i øjnene, at de
pengestærke købere er flest. Egentlig synes jeg, at det er god
logik, at salg til udlandet skal søges forhindret.
Når så Skibsbevaringsfonden er villig til over en årrække at
rykke pantet fra første til sidste prioritet i takt med forfaldet og
dermed give plads for låneoptagning til anden side; når lånet
er rente- og afdragsfrit, og når fonden i øvrigt også accepterer,
at pantet kan blive stående i skibet og flytte med til en ny ejer,
tænker jeg, at følelsen af at være “forpagter” først og
fremmest må være af psykologisk karakter, mens det reelle
problem kan være svært for mig at få øje på. Jeg synes da ikke,
12
at låneformen er ideel, slet ikke, men ligefrem “urimelig”?
Så når GRØNNE ERNA stadig sejler videre med sang og musik
i kølvandet, kan det jo være fordi ejerne har overvundet den
psykologiske barriere og faktisk er stolte af at være forpagtere
af et stykke enestående dansk maritim kulturhistorie.
Jamen ligesom med huse, kan man vel få tinglyst en klausul i
skødet, og så ville pantet ikke være nødvendigt, kunne man
indvende. En sådan klausul skulle i så fald fastsætte, at skibet
ikke må sælges til en udenlandsk køber. Ja det kunne man,
men værdien af dette er ringe. Det er en fremgangsmåde, som
man har brugt i Norge, men den har ikke virket. Klausul eller ej
har man dér i flere tilfælde oplevet, at pludselig var skibet væk,
og uanset hvad man har fået tinglyst i skødet, kom det ikke
tilbage. Så den fremgangsmåde tror jeg ikke på.
Jeg læser så, at Arne ikke mener, at det gør sagen bedre, at
Skibsbevaringsfonden giver lån til museumsfartøjer og til en
kommunalt ejet og drevet færge. Projekter der efter Arnes
udsagn har mulighed for at skaffe hjælp fra anden side. Det
har jeg jo hørt før, og jeg kan ikke sige mig fri for at tænke, at
hvis man bare fremfører en påstand ofte nok, kan den til sidst
blive til en indforstået “sandhed”. Men det mener jeg ikke, at
den er.
Hvad angår museumsskibene ser jeg ikke nogen som helst
tegn på, at museerne har større mulighed for at skaffe hjælp
fra anden side, end en hvilken som helst anden ejer af et
bevaringsværdigt fartøj har; uanset ejerskabsformen, og jeg
kunne med lige så stor berettigelse fremføre påstanden, at
enhver privat ejer har muligheden for at søge hjælp fra anden
side. Hvor mange gange skulle jeg i givet fald fremføre den
påstand, førend den bliver til en “sandhed”?
Den kommunale færge IDA, der sejler mellem Stubbekøbing