Blad 1/2009

skulle åbne en udstilling om skibsrestaurering - “Under Sejl På
Ny”. Formålet var at vække interesse for bevaring af vor
sejlende kulturarv. Det tør nok antydes, at hensigten blev
opnået! Michael Kiersgaard var primusmotor, Åge Larsen, Ole
Crumlin-Pedersen, Bo Bonfils med flere fik styr på
inspirationerne. Og det gik slag i slag. For eksempel ved
generalforsamlingen i Pinsen i Gilleleje, hvor vi indførte
stemmeret for både skibejere og de personlige medlemmer. I
Rudkøbing, hvor vi valgte Arne Gotved til formand. Han fandt
på at skrive kronikker til dagbladene og havnechefernes
foreningsblad. Det var noget der ændrede den offentlige og
de professionelles holdning til den maritime kulturarv.
Nu har vor formand Poul-Erik Clausen pustet nyt liv i TSkludene.
Vi udvider sammenslutningens formål til også at
omfatte alle de maritime aktiviteter på land. Alt, der har og har
haft noget at gøre med skibsafart – den gang og nu.
Handel, fiskeri, forsyningerne, shipping, transport af våben,
søkortopmåling, fyr og bøjer. Bådebyggere, skibsbyggere,
smede, pileflettere, vodbindere, rebslagere, sejlmagere,
kompasmagere, billedskærere, trætjærebrændere,
linoliepresning - You just name it!
Samfundsmæssigt set ved vi jo, at pengene yngler dér, hvor
der handles. Når der ikke er flere fisk, standser bådbyggeriet,
vodbinderne og så videre. Efter indførelsen af dampmaskiner
og dieselmaskiner, ophørte brugen af sejl og så videre.
Nyheder har første prioritet i medierne. Nye, større og
hurtigere er tidens slogan – ikke altid en løsning. Jeg spørger
altid: “Hvad koster det? “Cost Benefit” er et udtryk for de
samlede udgifter for en udvikling. Heri skal også indregnes
arbejdsløshed, omskoling, forurening, afsavn, svie og smerte.
Der er bestandig dræbte og sårede både ved skibsfart,
brobyggeri, trafik og så videre. De skal begraves og de
heldige behandles på samfundets bekostning. Alle de faktorer
hører med til ’Cost Benefit’ beregninger.
Hvad gør vi? Her i landet har vi for eksempel gjort meget i
form af foreninger og museer. Der er de flittige efterlønnere,
pensionister, handicappede, foredragsholderne og dem med
10
en hobby. Ved museerne er der alle de frivillige, som passer på
vor kulturarv, hjælper med udstillingerne, fortæller om dem.
Selv var jeg ude på skoler og fortælle fynske 7. klasser om
Den anden Verdenskrig 1939 – 1945. Men vi må videre!
Havnebyerne må til at indarbejde alle former for aktiviteter på
havnearealerne. Især fritid, små virksomheder, kiosker,
’Puslepladser.’ Ikke kun boliger! Her er vi vist for sent ude?
Ud fra hovedtesen, at der på vore havne skal integreres
mange nye aktiviteter, samtidig med at der skaffes nye former
for arbejdspladser, foreslår jeg at vi i TS prøver at komme i
gang lokalt med:
• At bevare vore beddinger!
• At trække interesserede fra de landbaserede, maritime
virksomheder ind i vor planlægning / samarbejde.
• At etablere levende forbindelser mellem museerne og vore
fartøjer, forstået som gode, personlige kontakter
• At man på vore charterfartøjer håndplukker personer efter
togterne til samarbejdet i land (forudsat de er interesseret).
• At man gør ligesom i Limfjorden og Lillebælt Værftet i
Middelfart – skaber mange lokale forbindelser.
• At mange andre finder på nye måder at få aktiviteter i gang
på havnen.
• At I inviterer nøglepersoner på en sejltur.
• At de fynske havnebyer forbindes mere permanent med
Fyn Rundt, et den sejlads bliver ’lokomotiv’ for vinterens
aktiviteter med forberedelser til næste år, mindre
istandsættelser på de lokale fartøjer,
eller emner indenfor historisk kystkultur.
Vi bør vel også trække oplysninger fra vore broderlande
Norge og Sverige. Her tænker jeg både de praktiske og
formelle målsætninger, hvordan de arrangerer sig med at
bevare kyskulturen lokalt? Sender vi folk af sted? Arrangerer
vi ekspeditioner? Beder vi om rapporter? Hviken litteratur
foreligger? Har de - i vore kulturbevarings afdelinger - nogle
interessante meninger, noget vi kan bruge? O.s.v.