2013-04-14 2. søndag efter påske Konfirmation ... - Grindsted Sogn
2013-04-14 2. søndag efter påske Konfirmation ... - Grindsted Sogn
2013-04-14 2. søndag efter påske Konfirmation ... - Grindsted Sogn
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
<strong>Grindsted</strong> Kirke. <strong>Konfirmation</strong>sgudstjeneste.<br />
Søndag d. <strong>14</strong>. april <strong>2013</strong> kl. 10.00.<br />
Egil Hvid-Olsen.<br />
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække.<br />
Salmer.<br />
DDS 478 ”Vi kommer til din kirke, Gud” (mel.: ”Op, al den ting”).<br />
Dåb: DDS 450,1-2 ”Du kommer, Jesus, i vor dåb”.<br />
DDS 450,3 ”Du kommer, Jesus, i vor dåb”.<br />
DDS 331 ”Uberørt af byens travlhed”.<br />
- - -<br />
DDS 321 ”O kristelighed”.<br />
<strong>Konfirmation</strong>: DDS 29 ”Spænd over os dit himmelsejl”.<br />
DDS 2 ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære!”.<br />
Tekstlæsninger.<br />
Ez. 34,11-16; Joh. 10,11-16.<br />
1
Prædiken.<br />
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene,” siger Jesus og<br />
drager to sammenligner – én mellem sig selv og hyrden, og én mellem mennesker og<br />
får. Han mener det helt igennem positivt; ingen tvivl om det! Ikke desto mindre kan<br />
sammenligningen mellem mennesker og får lyde lidt komisk. Får går ikke for at være<br />
de kvikkeste dyr på jorden. De er faktisk temmelig hjælpeløse, hvilket gør dem lette<br />
at styre. Disse særpræg ved fårene har sat sig spor i sproget, hvor vi kan beskrive<br />
andre som ”umælende får”. Når man er umælende, giver man ikke sin vilje eller<br />
protest til kende, men følger bare med strømmen. Ligeledes kan man sige om folk, at<br />
de ”ser fårede ud”. De ser altså ud, som om de ikke ved, hvad de skal gøre, sige eller<br />
mene. De er som får, der følger tankeløst med.<br />
Når Jesus kalder dem, der tror på ham, for får, ligger det lige til højrebenet at anse<br />
kristne for at være viljeløse fjolser. I vore dage er der da også en udbredt tendens til<br />
at anse kristendommen for at være en undertrykkende og hjernevaskende<br />
konstruktion, som folk kun underkaster sig, fordi de har brug for at kunne udpege en<br />
mening med tilværelsen. Den tankegang går blandt andet tilbage til Karl Marx, der i<br />
midten af 1800-tallet udtalte, at ”religion er opium for folket”, altså en skadelig<br />
virkelighedsflugt. Hvis det var tilfældet, ville der sidde 28 hjernevaskede unge<br />
mennesker langs midtergangen i dag, for så bestod konfirmationsforberedelsen i en<br />
minutiøs fjernelse af enhver selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen til<br />
kristendommen. Da var konfirmanderne blevet indoktrineret til at tro på et budskab,<br />
hvis eneste formål ville være at opretholde kristendommen for kristendommens egen<br />
skyld. Det, vi i så fald ville fejre i dag, var, at jeg havde haft held til at gøre en hel<br />
flok unge mennesker indskrænkede og tankemæssigt dovne. Vi ville fejre, at jeg<br />
havde forvandlet jeres børn – og tilmed også et af mine egne - til får.<br />
2
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
Sådan forholder det sig heldigvis ikke, for det, konfirmanderne har fået indsigt i, er<br />
ikke, hvordan de skal tro på den helt rigtige måde – og hvis de havde, ville den helt<br />
rigtige måde ikke gå ud på at holde alle kritiske spørgsmål nede. Det, konfirmanderne<br />
har fået indsigt i, er de centrale dele af det kristne budskab. Det gør dem ikke til<br />
eksperter på området; men forhåbentlig har de forstået så meget, at alt, hvad der ikke<br />
kan bevises, ikke nødvendigvis er løgnagtigt. Der kan ligge dybe sandheder i det,<br />
man må gribe til tro for at få hold om. Mens mange mener, at troen forvansker<br />
sandheden, og derfor insisterer på at begrænse tilværelsen til det, vi kan bevise og<br />
vide, så er det kirkens påstand, at troen bringer os tættere på sandheden. Livet<br />
rummer nemlig meget mere end det, vi kan vide. Livet i sig selv er et mirakel. Man<br />
kan bare se på konfirmanderne. Hver og en af dem er enestående, en gave, et mirakel.<br />
Hvis I ikke kan se det, så tænk på dengang, de var små. Det er kun 13-<strong>14</strong> år siden, at<br />
de blev født og ikke kunne noget som helst andet end at skrige, spise og fylde bleen.<br />
Det er da mirakuløst, at de nu er blevet så store, at mange af dem er ved at vokse<br />
deres forældre over hovedet. Det er mirakuløst, at de har udviklet sig til at være<br />
selvstændige individer, der ganske vist stadig har brug for lidt retledning ind imellem,<br />
men alligevel kan klare rigtig mange ting selv – når de ellers gider. De er ikke<br />
indskrænkede får, men selvstændigt tænkende personer.<br />
Når Jesus omtaler andre som får, er det altså slet ikke så nedladende og negativt<br />
ment, som vi har en tendens til at forstå det. Det bliver tydeligt, når vi hører, hvordan<br />
han beskriver sig selv, nemlig som en hyrde – og vel at mærke en god en af slagsen.<br />
Betegnelsen ”god hyrde” går ikke så meget på Jesu evner, som på hans sindelag.<br />
Jesus er den gode hyrde, fordi han ikke vil tøve et sekund på at forsvare sine får mod<br />
trusler. ”Jeg sætter mit liv til for fårene”, siger han. Det er ikke, fordi han er et<br />
svulmende muskelbundt, at han til hver en tid vil gribe ind, når fårene trues. Det er<br />
derimod, fordi han bekymrer sig om hvert enkelt individ i flokken. Der er altså ikke<br />
nogle får, der er mere værd end andre. I så fald ville han have sagt, at han satte sit liv<br />
3
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
til for de mest værdifulde af fårene. Hvad enten det er et får med en skavank eller et<br />
stort og stærkt et af slagsen, er han parat til at gå i døden for det.<br />
Her kan man indvende, at datidens hyrder var nødt til at sætte deres liv til for fårene.<br />
Hvis de kom hjem med en fåreflok, hvor der manglede et eller flere dyr, skulle de<br />
kunne fremvise tydelige beviser på, at de havde gjort alt, hvad de kunne, for at redde<br />
det angrebne får. Det krævedes altså af dem, at de gik aktivt ind i kampen, for kun<br />
hvis de kunne fremvise en afrevet del at fåret – for eksempel en ørelap eller et<br />
skinneben – slap de for at betale erstatning. 1 Et sådant erstatningskrav kunne hurtigt<br />
ruinere en hyrde, der hørte til på samfundets bund. Men hyrdernes arbejdsgivere<br />
stolede ikke på deres ansatte. De havde rig mulighed for at sælge dyrene under<br />
hånden. Derfor krævede fårenes ejere håndfaste beviser på, at de mistede får virkelig<br />
var taget af rovdyr. Hvor skræmmende det end måtte være, ville de fleste hyrder<br />
derfor gribe deres stave og bruge dem som våben mod angribende dyr. Først når<br />
rovdyret enten var blevet skræmt væk eller hyrden havde sikret sig et bevis på sin<br />
indsats, kunne han stoppe kampen.<br />
Det er dog klart, at hyrden ikke ville lade sig påføre større skader end absolut<br />
nødvendigt. Netop denne kendsgerning adskiller den lejede hyrde fra den gode hyrde.<br />
Jesus markerer selv forskellen ved at beskrive den lønnede hyrde sådan her: ”Den,<br />
der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader<br />
fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra<br />
hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.”<br />
Jesus sætter sagen lidt på spidsen, for derved fremstår forskellen mellem de lønnede<br />
hyrder og den gode hyrde tydeligere. Jesus er helt klart ikke som de lønnede hyrder.<br />
Han har et helt særligt forhold til fårene. Han er altså ikke bare ansat til at passe på<br />
dem. De betyder så meget for ham, at han er parat til at gå i døden for dem. Når vi<br />
husker på, at fårene er et sprogligt billeder på mennesker, ser vi også, at det var<br />
1 Gads Bibelleksikon I, Gads Forlag 1998, s. 322, artiklen ”Hyrde”.<br />
4
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
præcis, hvad han gjorde, da han lod sig korsfæste. Da gik han i døden for fårene. Da<br />
kastede han sig ud i en hovedkulds kamp mod ulveflokken.<br />
Man kan undre sig over, hvad der fik Jesus til at gøre sådan noget. Det er klart, at<br />
der er forskel på Jesus og andre mennesker. Han bekriver sig jo som hyrden, mens vi<br />
beskrives som hjælpeløse får. Han er altså mere værd end os. Derfor er det lidt<br />
underligt, at han gik så langt for at frelse os.<br />
Jeg sagde før, at konfirmanderne er blevet sat ind i de centrale dele af det kristne<br />
budskab. En af de mest centrale dele af kristendommen er budskabet om, at Gud er<br />
præget af kærlighed. Det er han i en sådan grad, at den kun delvist kan sammenlignes<br />
med kærligheden mellem mennesker. Kærligheden mellem mennesker brænder ud,<br />
hvis den ene holder op med at elske den anden. Bliver ens kærlighed ikke gengældt,<br />
sygner den hen. Dette gælder mellem kærester og ægtefæller. Helt så tydeligt er det<br />
ikke mellem forældre og børn, hvor der skal rigtig meget til, for at forældrene mister<br />
kærligheden til deres afkom. Alligevel bliver det mere og mere almindeligt, at børn<br />
bryder forbindelsen til deres forældre.<br />
Sådan forholder det sig med kærlighed mennesker imellem. Men sådan forholder<br />
det sig ikke med Gud. For ham var kærligheden den drivkraft, der kastede ham<br />
hovedkulds i døden; præcis som en hyrde, der gik til modangreb på en stor flok<br />
glubske ulve. Det gjorde han, fordi han havde en flok at beskytte; en flok, der bestod<br />
af alt andet end perfekte mennesker; en flok, for hvem kærligheden til andre kunne<br />
være forbigående, mens kærligheden til dem selv var livslang; en flok, der ikke<br />
gengældte den kærlighed, Jesus viste dem, men var elsket af ham alligevel.<br />
Det var ikke, fordi der truede en større katastrofe, som ville tage livet af en lang<br />
række mennesker, hvis ikke Jesus gik i døden. Kristendommen fortæller ikke eventyr<br />
som dem, hvor piger i konfirmationsalderen med jævnlige mellemrum ofres til en<br />
drage, indtil en rask ungersvend heltemodigt går imod uhyret. Det er helt andre<br />
trusler, der er på spil i kristendommen; dels døden og dels den trussel, vi hver især<br />
5
Prædiken til <strong>2.</strong> <strong>søndag</strong> <strong>efter</strong> <strong>påske</strong>, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. <strong>Konfirmation</strong>.<br />
bærer i os, når kærligheden til os selv alt for tydeligt er større end kærligheden til<br />
andre.<br />
Selvom hver og en af os er et mirakel, har vi det med kun at se det mirakuløse i os<br />
selv og vores nærmeste. Andre mennesker er der bare. Nogle har det godt, andre har<br />
det skidt; men deres velbefindende er deres egen sag. Vi kan jo ikke tage al verdens<br />
lidelse på os.<br />
Det er sandt nok, at vi ikke kan påtage os ansvaret for at afskaffe al den ulykke, der<br />
præger en stor del af verdens befolkning. Men vi kan godt påtage os en del af det –<br />
oven i købet en noget større del, end vi gør. Og dog vægrer vi os imod det. Vi har det<br />
jo lige så godt.<br />
Denne almenmenneskelige brist tog Jesus konsekvensen af. Selvom han i sin<br />
egenskab af Gud kunne have uskadeliggjort dem alle, valgte han at overgive sig til<br />
den tids mest magtbegærlige og selvcentrerede mennesker; de ypperligste<br />
repræsentanter for menneskelig egoisme. Det gjorde han for at møde dem med en<br />
kærlighed, de slet ikke havde fantasi til at forestille sig; en kærlighed, der tilgav dem<br />
og alle andre – også os. Det var en kærlighed, der var så stærk, at den kunne<br />
uskadeliggøre døden og lade de døde følge Jesus ind i Guds rige. Da viste han sig<br />
igen som den gode hyrde; som ham, end ikke døden kunne få til at forlade sin flok.<br />
Det er denne guddommelige kærlighed, konfirmanderne har stiftet bekendtskab med<br />
i konfirmationsforberedelsen; en kærlighed, de første gang hørte om ved dåben, og<br />
som de til enhver tid kan gribe ud <strong>efter</strong>.<br />
Amen.<br />
6