Svend Åge Madsen: "Døden i InterCity-toget"

1
5
10
15
20
25
30
35
40
Side 1 af 3 sider
Tekst 9: Svend Åge Madsen: ”Døden i InterCity-toget”. Fra novellesamlingen “Manden der
opdagede at han ikke eksisterede“, 2007.
Advokat Bella Fejnsmark
Velavejen 19 3.tv.
8000 Århus C
De er blevet omtalt som en dygtig sagfører der
har specialiseret Dem i usædvanlige sager, store
som små. Derfor tillader jeg mig at henvende
mig til Dem.
Jeg er en uberygtet mand – måske kan jeg
endda bryste mig af et positivt omdømme – der
normalt ikke ønsker ondt over mine medmennesker.
Jeg skriver til Dem efter at have læst morgenavisen
og efter at have forvundet det første
chok som artiklen på forsiden fremkaldte. Jeg
vil fremstille sagen før den skaber for voldsomt
røre, og tror bedst jeg kan gøre det i skriftlig
form.
Da jeg i går var steget på toget, IC 169,
afgang 18 52 fra Københavns Hovedbanegård,
fordybede jeg mig straks i en bog som jeg længe
har glædet mig til at kunne læse uforstyrret.
Undervejs var der en god, stilfærdig, venlig
stemning i kupéen, uden at nogen talte sammen.
Jeg sad på hele turen i hjørnet ud mod gangen,
med ryggen i kørselsretningen. Da vi planmæssigt
21 34 nåede til Odense, havde jeg følgende
medpassagerer:
I det modsatte hjørne en midaldrende-tilældre
kvinde, der ivrigt løste krydsogtværs, idet
hun af og til diskret spiste af nogle chokolader.
Jeg fik det indtryk at hun fandt nydelse i at
administrere disse og belønne sig selv med én
hver gang en vanskelig nød var knækket.
Den unge kvinde i hjørnet over for mig var
uden ophør opslugt af den bog, en kriminalroman
antager jeg, idet titlen var Mordet i Orientekspressen.
Over for krydsogtværs-damen, på den anden
vinduesplads, sad en midaldrende kvinde, der
hyppigt tog sig til tindingen eller pressede panden
mod ruden. Nogle få gange undervejs sukkede
hun undertrykt. Jeg antog at hun havde en
Døden i InterCity-toget
Svend Åge Madsen
45
50
55
60
65
70
75
80
85
Århus, 30. september 1995.
kraftig hovedpine – et fænomen jeg selv er
bekendt med – eller var dybt bekymret. Eventuelt
begge dele, måske det første fremkaldt af
det andet. Jeg understreger at hun ikke på nogen
måde generede os andre, tværtimod kæmpede
hun øjensynligt for at dæmpe sine ubehagsytringer.
Ved hendes side sad en mand i fyrrerne. Han
læste og rettede i en stak papirer i A4 format.
Af og til konfererede han med nogle andre
papirer der udgjorde et regnskab eller muligvis
en salgsopgørelse. Af en overskrift, som jeg
ikke kunne undgå at se, fremgik det at emnet
var skadedyrsbekæmpelse. Ret hyppigt kastede
han et blik på sit ur og efterlod et indtryk af at
være i tidnød, sandsynligvis skulle han aflægge
rapport på sit bestemmelsessted, men var endnu
ikke parat til det.
Det er ikke snakkesalighed, men ønsket om
præcision der får mig til at fremdrage disse
detaljer.
I Odense trængte en ung mand ind og besatte
det ledige midtersæde skråt over for mig. Fra
ham væltede en kraftig støj som jeg blev
opmærksom på så snart toget startede. Det lød
noget i retning af: Gadagung tsssch gadagung
tsssch gadagung tsssch. Jeg antager at den vedholdende
lyd trængte ud fra hans hovedtelefon
der ved en tynd ledning var forbundet med en
walkman placeret i hans skød.
Da lyden omsider standsede, åndede de fem
mennesker i kupéen lettet op. Men øjeblikket
efter væltede en ny regelmæssig larm frem af
en vis lighed med et fjernt, men dog hørligt
maskinværksted. Kunne man i det mindste have
opfattet melodien, ville det måske have været
lettere at forlige sig med støjen, men af lyden
hørte man kun: Da-dung-babahh da-dungbabahh
da-dung-babahh da-dung-babahh.
Jeg havde opgivet at læse, en opgave som
forudsætter en vis koncentration fra min side.
Undertiden fangede jeg et fortvivlet blik fra en
af mine medpassagerer. Ikke fra den unge mand

90
95
100
105
110
115
120
125
130
135
Side 2 af 3 sider
i midtersædet, skønt jeg forsøgte at nidstirre
ham. Han bladede rastløst i et fremlagt blad, tog
jævnligt en slurk af en cola-flaske som han
skiftevis stillede i sædet ved siden af sig og på
gulvet mellem sine udtrådte støvler.
Kvinden med hovedpine pressede fortvivlet
fingrene imod tindingen og masserede dem
med en jævn, vrikkende bevægelse. Pigen med
kriminalromanen trak demonstrativt længere
ind i krogen, væk fra sin sidemand, uden at han
bemærkede hendes ubehag.
Da vi befandt os i et støjhelvede der lød som
et trykluftbor efterfulgt af en hvislen, knækkede
krydsogtværs-damens blyant, hvilket fik hende
til at kaste et desperat blik til siden. Mellem
Middelfart og Fredericia spiste hun alle sine
chokolader, hurtigt, uden nydelse, uden at kunne
styre sig selv. Derpå rodede hun i sin taske,
men fandt kun en neglefil at trøste sig med.
Skadedyrsbekæmperen ved min side stirrede
stadig hyppigere på sit ur og bladede tilbage i
papirerne som om han fandt det vanskeligt at
huske hvad han lige havde læst.
Tjing-tjing-blang tjing blang, tjing-tjingblang
tjing blang, tjing-tjing-blang tjing blang.
Lidt efter Fredericia skruede han højere op.
Hovedpinen var på nippet til at henvende sig,
men afstod af frygt for at gøre ondt værre. Efter
mit bedste skøn var det heller ikke tilrådeligt at
tale fornuft til støvleknægten.
Måske kunne man have forliget sig med den
meningsløse støj – og den sørgelige fortsættelse
kunne være undgået – hvis den unge mand havde
fundet nydelse i det han udsatte sig selv og
andre for, men hans blik var absolut tomt. Man
fik en stærk fornemmelse af at trykluftboret for
længst havde malet alt mellem hans to øreklapper
til jævnt støv.
Efter at have bladet uinteresseret i et andet
blad, fordrev fyren tiden med at rode rastløst i
sine lommer. Lidt efter Vejle stak han et cigaretskod
i munden. Endnu inden han havde
tændt det – han havde allerede tændstikkerne
fremme – var der én der hostede besværet, en
anden sendte et skarpt blik imod Ikke-rygerskiltet,
en tredje rystede advarende på hovedet,
en fjerde sukkede, og jeg lagde hånden på dørhåndtaget
for at hjælpe ham ud.
Signalerne var tilstrækkeligt kraftige til at de
trængte ind. Med et utilfreds grynt rejste den
unge mand sig og forlod kupéen idet han efter-
140
145
150
155
160
165
170
175
180
185
lod sin cola og walkman som løfte om en snarlig
tilbagekomst.
Knap var han udenfor før der skete temmelig
meget, som det vil tage mig nogen tid at beskri-
ve. Man må forsøge at forestille sig det udført
hurtigt, præcist og samtidigt.
Tindingedamen greb ledningen, som forbandt
walkman og hovedtelefon, og foretog
med begge hænder en rolig vrikkende bevægel-
se på ét bestemt sted, som om hun masserede
dén i stedet for pulsåren i sin tinding.
Uden at tøve havde orientekspressen udtaget
kassettebåndet. Hun trak det en smule ud af
facon, rullede det frem, krøllede det, rullede og
vred båndet rundt på det nye sted, før hun satte
det tilbage.
Imens havde jeg ud af mit rejsevækkeur
taget batteriet, som var nær opbrugt. Uret var
allerede begyndt at tabe. Jeg åbnede elementbe-
holderen i walkman’en og erstattede det ene
batteri med mit næsten udslidte.
På samme tid havde krydsogtværs-damen
skrabet forsigtigt med sin neglefil hen over
tonehovedet.
Regnskabsmanden åbnede knægtens colaflaske,
og med forsigtig hånd hældte han to dråber
ud over batterierne, og yderligere en dråbe på
det tilfilede tonehoved.
Det jeg vil få vanskeligst ved at overbevise
en dommer om er, at alt dette foregik uden at vi
udvekslede et ord, uden forudgående aftale,
men sådan skete det.
Jeg vil tro operationen varede mindre end et
kvart minut og alle var tilbage i deres tidligere
stilling da drengen vendte tilbage. Han kan
næppe have taget mere end tre drag af sit cigaretskod
og havde endnu lungerne fyldt med røg
som han først tømte ud da han igen sad på sin
plads.
Tom i blikket tog han hovedtelefonen på og
tændte. Bla-dung-dang-tschiii bla-dung-dangtschiii
bla-dung-dang…
Der opstod lidt uro i kupéen, i to takter, så
var der knas. Fyren rettede på ledningen, fandt
et blødt sted, fik genetableret forbindelsen. Bladuuuuung-
dang-tschiiøøø...
Knægten viste tegn på bekymring. Han
åbnede og fandt båndet krøllet. Han rettede det
omhyggeligt.
”Det er irriterende når båndet trækker
skævt,” sagde regnskabsmanden.

190
195
200
205
210
215
220
225
230
235
Uden at svare foretog drengen et nyt startforsøg.
Skrat, skrat. Han åbnede igen til kassetten.
”Tonehovedet bliver let ridset når båndet vrider,”
sagde orientekspressen.
”Man kan rense det med benzin,” foreslog
jeg venligt.
Fyren var indædt. Han startede igen. Hele
kupéen sad med tilbageholdt åndedræt. Der
skete ingenting. Desperat bankede han på kassen,
trykkede på knapperne. Apparatet begyndte
at spole, men opgav brat med en hvinen. Han
rettede på båndet, glattede det, forsøgte igen,
uden held.
Da han åbnede til batteriet fik han væske på
fingrene.
Krydsogtværsen: ”Det er farligt når batteriet
lækker.” ”Det ødelægger de ædlere dele,” tilføjede
hovedpinen deltagende.
Skadedyrsbekæmperen: ”Det bedste man
kan gøre er at skille den ad og lægge alle delene
i olie.”
”For at drive syren ud,” tilføjede jeg. ”Før
den har ætset for meget væk.”
Fyren tørrede beholderen i et stykke papir,
drejede på batterierne, undersøgte dem mistroisk.
”Lige sat nye batterier i,” gryntede han.
Orientekspressen: ”Af og til kan de være
defekte.”
Tindingelappen: ”Man skal hellere bruge de
alkaliske.”
”De er alkaliske.”
Regnskabet: ”Man kan klage, men man får
ikke noget ud af det.”
Orientekspressen: ”Ingen kan man stole på.”
På dette tidspunkt havde fyren opdaget at
ledningen var knækket.
Krydsogtværsen: ”Mon syren kan krybe op
gennem ledningen?”
”Så hurtigt kan den ikke ætse,” forsikrede
jeg. ”Det må være en gammel skade.”
”Ny hovedtelefon,” mumlede han og blev
yderligere indædt fordi båndet netop smeltede
mellem fingrene på ham, dér hvor colaen havde
angrebet.
Hovedpinen: ”Det kan sættes sammen med
tape.”
Skadedyrsbekæmperen: ”Men det hjælper
ikke.”
Orientekspressen: ”Ledningen kan have
Side 3 af 3 sider
været i klemme. Hvis den ligger skarpt bøjet
kan den knække.”
Toget standsede ved Horsens.
Jeg er villig til at aflægge ed på at sådan
faldt ordene, ingen bebrejdelser, ingen trusler
mod knægten, kun hjælpsomhed. Alligevel var
det som om noget var trængt ind i cementmassen
på dette tidspunkt.
Han rejste sig, bakkede ud af kupéen med
åbenstående mund idet han prøvede at stoppe
støjmonsteret i lommen.
Tindingelappen: ”Min nevø fik ødelagt sit
bedste tøj, da der kom syre på det.”
Krydsogtværsen: ”Ætset huller” .
På dette tidspunkt var knægten tumlet ud.
Der faldt en velsignet fred over kupéen. Vi hengav
os til vores sysler, ingen talte og ingen forlod
kupéen. Da jeg 2316 steg af i Århus var der
ikke vekslet ét ord mellem os, bortset fra en
kort konstatering fra Regnskabets-time med
blik mod det tomme sæde: ”Underligt, han
skulle ellers først have været af i Frederikshavn.”
Jeg har tilladt mig at ændre en smule ved
mine medpassagerers data, så det bliver vanskeligt
at spore dem, medmindre de foretrækker
selv at melde sig når de har læst morgenavisen.
Der skal ikke herske tvivl om at den unge
mand var stærkt fortumlet da han, kort efter
Horsens, forlod vores kupé, men ingen havde
nogen anelse om hvad der siden skete med ham.
Jeg må dog tilstå at jeg, da jeg så hans ansigtsudtryk,
fik en fornemmelse som om han i et
glimt gennem vores øjne havde set ind i sig
selv, og kun set pulveriseret cement.
Men det eneste man kan anklage mig for –
og i betragtning af min hidtil uplettede straffeattest
føler jeg mig overbevist om at De vil kunne
opnå en meget lempelig straf – er at have tilvendt
mig et næsten ubrugt batteri. Mit gamle
udslidte batteri vil man utvivlsomt kunne finde
i walkman’en på den ulykkelige unge mand der
døde, da han i går af uforklarlige grunde tumlede
af toget noget før Skanderborg station.
240
245
250
255
260
265
270
275
280
285
Venlig hilsen
Aktuar Jørgen Fegge-Hansen
Døds- og ulykkesforsikringsselskabet Hamlet
Ryesgade 25
8000 Århus C
(2007)