Årets Brandit - Brande Historie

Brande Jul 2011 

Brande Jul er atter på gaden, hermed genoptages 

og videreføres en gammel tradition i byen – og vi håber, 

den kan vare ved. Det første Brande Jul blev udgivet 

tilbage i 1943. 

Vi håber, læserne hilser initiativet velkommen. 

I 2010 besluttede Brande Handelsstandsforening at 

stoppe udgivelsen af Brande Jul. Hermed blev der sat et 

foreløbigt punktum for en lang juletradition i byen. Men 

nu er Brande Jul på gaden igen efter at Brande Bladet 

har fået overdraget udgiverrettighederne af Brande Handelsstandsforening. 

Da Brande Jul ikke blev udgivet sidste år, indeholder 

bladet i år både et tilbageblik på 2010 og 2011. 

På opfordring har en række Brande-borgere bidraget til 

bladet på forskellig vis. 

Glædelig Jul 

Forsidebilledet prydes af Arvad Mølle i vinterpragt. 

Foto: Erik Lauritzen 


Udgiver: Brande Bladet 

Tryk: Brande Bladet 

Redaktion: Erik Lauritzen 

Oplag: 5.000 

Der skal lyde en tak til følgende bidragydere: 

Arne Ørtved 

Jesper Nygaard 

Karin Merete Rahbek-Engmarksgaard 

Sigrid Møller 

Ingrid Husum 

Jytte Gottlieb 

Peter Gjaldbæk 

Magna Dupont 

Julen er 

Af sognepræst Karin Merete 

Rahbek-Engmarksgaard, Blåhøj. 

Så skal vi til det igen. Julen 

nærmer sig med hastige skridt. 

Ja siden oktober har reklamebunkerne 

været fuld af jul. 

Juleudsmykningen – i hvert 

fald i de større byer har været i 

fuld gang siden oktober – og forretningernes 

vinduer har været 

pyntet ligeså længe. Der er ingen 

grænser for, hvor meget, der 

kan gøres ud af en barnefødsel, 

der fandt sted for et par tusind 

år siden. 

Nogle af os glæder os over fest 

og julehygge og duften af julebag 

midt i vinterens mørke. Mens 

andre af os bliver trætte bare 

ved tanken om jul – og alt det 

der følger med. Vi mærker, at der 

ikke er plads i os til julestemning 

og gran og gløgg. Vi har låst 

døren af for julestads Vi orker 

ikke. Julen må gå et andet sted 

hen. Den er hjemløs hos os. 

I en stald uden guirlander. 

Men sådan har julen nu altid 

været - altså hjemløs. Da Maria 

skulle føde sit barn, var der ikke 

plads til hende nogen steder. Så 

Jesus kom til verden blandt halm 

og dyr. Det var der ikke meget 

gran og gløgg og julehygge over!! 

Men der er til gengæld en pointe 

i, at det netop var som hjemløs, 

at Guds søn kom til verden. For 

Jesus blev ikke født med det 

formål at give os noget hyggeligt 

at fejre i de korte og mørke 

december dage. Der var langt 

større ting på spil, da Jesus blev 

født.

et løfte... 

For i stalden i Betlehem valgte 

Gud at komme til verden som 

én af os. Han kom for at være 

helt tæt på os. Derfor blev han 

født sådan som vi bliver født. 

Han kom for at vise os, hvem 

han er. Og netop ved at komme 

til verden som hjemløs i en stald, 

viser Gud os noget væsentligt 

om sig selv. 

Jul er for den, der ikke orker!! 

Jesu fødsel fortæller os, at Gud 

vil være dér, hvor ingen andre 

har lyst til at være. Dér, hvor der 

hverken er gran eller guirlander. 

Dér, hvor der ikke er noget at 

prale af. Dér, hvor glæden er 

hjemløs, og hvor der ikke er 

plads til lys og varme – dér vil 

Gud være, og dér er Gud!! 

Jul er ikke fortællingen om, at 

alt er godt, og nu har vi bare at 

være glade. Nu skal der for alt i 

verden julehygges! 

Nej jul er beretningen om, at Gud 

fl ytter ind i menneskers verden 

som et nærvær, der vil være hos 

os, dér hvor livet er svært, og dér 

hvor alt lys er slukket. 

Jul er et løfte om, at Gud er med 

os, når vi føler os hjemløse og 

ikke kan fi nde plads i livet. 

Så jul er især en højtid for de af 

os, som ikke orker julen og alt 

det væsen vi har gjort ud af den. 

Alle os, som julen er hjemløs 

hos – det er for vores skyld, at der 

overhovedet blev jul. Det var for 

at være hos os, at Guds søn kom 

til verden. Med nærhed. Med 

kærlighed. Med håb og med liv. 

Han er hvor vi er. Det er det 

glædelige ved julen. Også når vi 

ikke kan mærke det. 

Glædelig jul 

Brande Jul 2011 3

4 

EU-klimakommissær Connie Hedegaard blev modtaget af vindmøllelaugets forretningsfører Per Bjerke Hansen og 

formand Allan Toft Kristensen. Hun var festtaler og ”gudmoder” da lauget fejrede 25-års fødselsdagsfest og navngav 

3MW-møllen i Drantum. Festlighederne havde samlet omkring 500 gæster i det store telt, der var rejst i dagens 

anledning. 

Festlig vindmølledåb... 

Connie 

Hedegaard, dansk 

EU-klimakommissær, 

havde taget turen fra 

FN i New York for at 

navngive 3MW-møllen 

i Drantum og sammen 

med 500 gæster at fejre 

Uhre Vindmøllelaugs 

25-års jubilæum. 


Af Erik Lauritzen 

Fredag den 23 september stod 

solen højt på himlen og sendte 

sine varmende stråler ned over 

Husumvej i Drantum, hvor der 

var dækket op til fest i det store 

telt for foden af den 149 meter 

høje 3 MW Siemens-vindmølle, 

der var festens centrum. 

Heldigvis blæste der en pæn 

vind, der fi k de gigantiske møllevinger 

til at dreje rundt og gav 

vind til det blå blafrende EU-fl ag 

med de gyldne stjerner. 

På lang afstand kunne man iagttage 

dette fl otte skue, der skabte 

de perfekte rammer om 25-års 

jubilæet for Uhre Vindmøllelaug 

og navngivningen af den 3MW, 

gearløse vindmølle fra Siemens. 

Her kunne laugets formand 

Allan Toft Kristensen byde velkommen 

til de omkring 500 

gæster der havde taget imod 

invitationen.

Han overlod scenen til tidligere 

sognepræst Arne Ørtved, der 

bandt dagens indslag sammen 

med sikker hånd og humor. 

Gunvor blev navnet 

Blandt gæsterne sås fl ere af byrådets 

medlemmer, ligesom folketingsmedlem 

Kristian Jensen(V) 

havde taget en fridag for at være 

med til at fejre vindmøllejubilæet. 

Dagens æresgæst var EU’s danske 

Vindmøllelaugets formand, Allan Toft Kristensen overrakte klimakommissær 

Connie Hedegaard en glasskulptur som tak for hendes indsats. Bagved ses 

Arne Ørtved, der bandt dagens festligheder sammen. 

klimakommissær Connie Hedegaard, 

der iført sikkerhedsudstyr, 

lige skulle en tur op i toppen af 

den 149 meter høje mølle, inden 

hun kunne indtage talerstolen 

og foretage navngivningen af 

møllen. 

Gunvor blev navnet, hermed blev 

møllen opkaldt efter det ene af 

de to børn, der i forbindelse med 

den sorte døds hærgen i 1300 

tallet, der ifølge sagnet var de 

eneste overlevende i området. De 

blev således stamfædre for de nye 

generationer. 

Under store klapsalver kunne 

Connie Hedegaard løfte klædet 

fra et fl ot ”navneplade” udført i 

stål af Maskinfabrikken Apollo i 

Brande. 

Som tak for indsatsen, overrakte 

formand Allan Toft Kristensen 

klimakommissæren en glasskulptur 

specielt fremstillet til 

dagen af glaskunstneren Aksel 

Østergaard Jensen fra Ejstrupholm. 

-Det her er et godt eksempel på, 

at man ikke bare lader det blive 

ved de fi ne ord, man gør noget 

ved sagen. Det understreger, 

hvor stor betydning det folkelige 

engagement har. Det er de 

lokale initiativer, der er med til 

at drive udviklingen frem. Det er 

vindmøllelauget i Uhre et godt 

eksempel på. 

-I kan være stolte af at være en 

lille, men vigtig del af Danmarks 

vindmøllesucces, sagde Connie 

Hedegaard, EU-kommissær og 

ønskede tillykke med jubilæet. 

Den festlige dag blev afsluttet 

med god mad og drikke samt 

lystige sange og musik fremført 

af ”De Gyldne Løver”. 


6 

Uhre Brugsforening, som den så ud i slutningen af 1950’erne. 

Erindringer fra 

Uhre Brugsforening 

Uhre og Omegns Brugsforening 

blev stiftet den 14. januar 1906. 

Foreningens navn blev senere 

samme år ændret til Branduhre 

Brugsforening måske for at 

undgå forveksling med Uhre ved 

Vejle. Her vil vi kun bruge navnet 

Uhre Brugsforening. 

I det følgende giver forhenværende 

uddelerkone, Magna 

Dupont enkelte erindringsglimt 

fra dagligdagen i de godt og vel 

25 år (1945 – 1971), hvor hun og 

hendes afdøde mand Isak Dupont 

var uddelerpar i Uhre Brugsforening. 

(Skrevet i marts 2010) 


Vi var nygifte, fra Vejle-egnen 

og ivrige efter at få plads, så Isak 

søgte stillingen som uddeler. Det 

var der 76 andre der også gjorde. 

I et forsøg på at stille os selv 

bedst mulig ved den kommende 

udvælgelse, rejste vi med “brunkulstog” 

fra Vejle til Brande. Vi 

havde vore cykler med, så vi 

kunne komme rundt og besøge 

flest mulige medlemmer. Vi 

mente jo det kunne være godt, 

at medlemmerne fi k et indtryk 

af os, inden bestyrelsen senere 

skulle vælge det nye uddelerpar. 

Vi brugte to dage på den slags 

besøg. Overnatningsmulighed 

ved den lejlighed blev velvilligt 

stillet til rådighed af det daværende 

bestyrerpar ved Uhrekilde 

Andelsmejeri. 

Det endte med, at vi fi k tilbudt 

stillingen fra den 1. juli 1945, og 

vi var mere end glade. 

Fulde af virketrang 

Næsten alt var godt – anden verdenskrig 

med de fem forbandede 

år var netop slut, vi var unge, 

nygifte og fulde af virketrang, og 

vi havde lige fået den stilling, vi 

ønskede os. Eneste lille men ved 

det hele var, at vi syntes landskabet 

var meget fl adt, at der var alt 

for mange, meget mørke grantræer. 

Det var en stor kontrast

til den bøgelyse egn vi kom fra. 

Da vi kom til Uhre i 1945, var 

der foruden brugsen, et afholdshotel, 

et andelsmejeri, to smede, 

en tømrer, en købmand, en 

cykelhandler med lillebil og 

en skomager. Afholdshotellet 

var i starten fyldt med tyske 

fl ygtninge, som dog forsvandt 

ret hurtigt. Langt de fleste af 

brugsens medlemmer var landbrugere, 

men der var dog andre, 

herunder en del brunkulsarbejdere, 

der gerne var på kost og 

logi ved lokale koner. 

I den første tid efter vores tiltrædelse 

var det ikke ualmindeligt, 

at enkelte medlemmer mente de 

havde ret til at drikke en øl eller 

fl ere i brugsens kælderlokaler. 

Det havde der vist været en vis 

tradition for, før vi kom. For Isak, 

som ung uddeler, var det lidt af 

en udfordring én gang for alle 

at få gjort op med den tradition, 

men han var fast besluttet på 

det punkt fra den første dag. Det 

skulle høre op, og sådan blev 

det. Det var de fl este vist godt 

tilfredse med, måske ikke mindst 

en del af egnens hustruer. 

Rationeringsmærker 

Rationeringsmærker var en del 

af dagligdagen den første tid. 

Med mellemrum blev der uddelt 

særlige rationeringsmærker til 

alle familier. Mærkerne skulle 

afl everes sammen med pengene, 

når man købte ind. Havde man 

ikke fl ere rationeringsmærker, 

kunne man ikke købe flere 

varer, før man fi k mærker igen. 

Rationeringen betød, at alle 

fik mulighed for at købe de 

mest nødvendige varer. Kaffe og 

sukker var på ration helt frem 

til 1952 og først i 1953 var det 

endelig slut. 

Jeg husker især, hvordan alle 

familier i de år, kunne få 250 

gram sirup til jul. Vi havde en 

stor beholder med sirup. Den 

skulle opvarmes for at sirup’en 

kunne flyde let og så kunne 

medlemmerne ellers komme for 

at få deres ration. For at få noget 

skulle de selv havde glas med. 

Opvarmningen af sirup’en var 

min opgave. Det blev også tit min 

opgave at gøre en del af medlemmernes 

glas rene, før påfyldning, 

når de selv havde glemt at gøre 

det hjemmefra. 

”Mads Skjern” 

Isak var en dygtig forretningsmand. 

Hvad initiativ angår, 

havde han visse lighedstegn 

med Mads Skjern fra Matadorserien. 

Han havde tit svært ved 

at begrænse sit ”forretningsområde” 

til det, der vel ansås for at 

ligge indenfor normal brugsforeningsdrift. 

Et eksempel herpå 

var hvad man måske kunne 

kalde ”nyt skiffertag for gammelt 

bølgeblik”. Isak havde fundet ud 

af, at gammelt, rustent bølgeblik 

faktisk var i høj kurs. Der var stor 

efterspørgsel efter det til skure til 

opbevaring af tørv. Faktisk var 

det i så høj kurs, at Isak tilbød at 

overtage bølgeblik fra staldbygninger 

mv. hvor taget trængte til 

udskiftning og bytte det lige over 

med nyt skiffertag. Niels Arvad 

(daværende sparekassedirektør i 

Brande) var en af dem, der indgik 

sådan en handel og han var så 

godt tilfreds med det nye skiffertag, 

at han sagde: ”Her har du 

fem hundrede kroner – dem skal 

du have”. Han syntes vist ikke det 

kunne være rigtigt, at man bare 

sådan uden videre kunne få nyt 

for gammelt. Tilbuddet blev dog 

afslået af Isak, for som han sagde: 

”En handel er en handel”. 

Et andet eksempel på en ikke 

helt normal brugsforeningsaktivitet 

var da Isak engang i 

halvtredserne opkøbte en stor 

ladning tipvognsspor i Sønderjylland. 

Han lejede i den forbindelse 

en sættevogn for at få dem 

transporteret til Uhre. En af vore 

naboer spurgte mig ved den lejlighed: 

Hvad vil Dupont da med 

alt det gammel jern? Han ville 

sælge det, og derfor fi k han smed 

Røjbæk til at skære tipvognssporene 

til i passende længder. 

Hermed var der gjort klar til, 

at Uhre Brugsforening kunne 

tilbyde at levere jern til brug ved 

staldbyggeri. Og det gjorde vi så 

– vidt omkring i Jylland. 

Stor idérigdom 

Eller hvad med udlejning af 

service til alle slags fester. Isak 

købte et komplet servicesæt til 

200 personer samt to store gruekedler 

til at lave suppe i. 

Apropos fester, så spillede brugsen 

og uddeleren også på andre 

måder en rolle. Det var helt 

almindeligt, at der lå en liste i 

brugsen ved for eksempel konfi 

rmationer. Her kunne medlemmerne 

så ”skrive sig på” med 

det beløb der nu engang var 

kutyme. Beløbet blev så ført ind 

i medlemmets kontrabog, og så 

var det i øvrigt helt op til os at 

sørge for indkøb og indpakning 

af en passende gave, og ikke 

mindst sørge for afl evering af 

gaven på rette sted i kirketiden 

på konfi rmationsdagen. 

Det var også i de fl este tilfælde 

min mands opgave at sørge for 

”Tillykke-skilt” til æresport i 

forbindelse med bryllupper og 

sølvbryllupper. Da min mand 

endvidere, som den eneste i 

miles omkreds, havde en duplikator, 

var han også ofte selvskreven 

til at stå for trykningen 

af festsange. Undertiden gik det 

endda så vidt, at han blev bedt 

om at kigge lidt på versefødderne 

og rette til, hvor det var 

nødvendigt. Det var heller ikke 

ualmindeligt, at visse familier 

med mange børn, i forbindelse 

med juletræsfest på Uhre Kro, 

ringede til os og spurgte om vi 


8 

ikke lige kunne komme og hente 

deres børn, da de var kommet for 

sent på vej. Vi var jo, i hvert fald 

de første år, mellem de meget få 

i Uhre og omegn, der havde bil. 

Endnu et eksempel på Isaks 

initiativrigdom var dengang 

da begrebet hjemmefrysere 

dukkede op. Han så straks en 

forretningsmulighed her, og 

hvad gjorde han så? Han tilbød 

bestyrelsen for det lokale frysehus 

at overtage frysehuset mod 

at medlemmerne, i det omfang 

de selv ville købe en hjemmefryser, 

skulle købe denne ved Uhre 

Brugsforening. 

Kun to mursten til overs 

En af Isaks helt store interesser 

var at lave tegninger over nybyggeri, 

især staldbygninger, og 

herefter tilbyde at udregne det 

nødvendige forbrug af byggematerialer, 

cement, mursten, jern, 

vinduer, døre, tagplader osv. og 

sluttelig selvfølgelig levere alle 

Isak Dupont i butikken kort efter tiltrædelsen i 1945. 


materialerne. Ja man kan vel 

næsten sige, at Isak i samarbejde 

med den lokale murer Søren 

Egebjerg og den lokale tømrer 

Arne Danielsen ofte optrådte 

som en slags totalentreprenør. 

Hans omhu med den slags kan 

måske bedst karakteriseres ved 

en bemærkning fra en gårdmandskone 

i Drantum, hvor de 

havde fået bygget en ny stald, 

helt og holdent baseret på Isaks 

beregninger og leveringer. Hun 

sagde til ham efter at stalden 

stod færdigbygget: ”Det havde du 

regnet godt ud – der blev kun to 

mursten til overs”. 

Blandet landhandel 

Uhre Brugsforening var dog 

først og fremmest en blandet 

landhandel i ordets bedste betydning. 

Da vi tiltrådte var butikken 

indrettet med to lange diske 

opstillet vinkelret på hinanden 

i kolonialområdet og en mindre 

disk i manufakturområdet. På 

den lange disk var der et stort 

kasseapparat med håndsving og 

en stor søjlevægt. I de første år 

skulle næsten alle kolonialvarer 

jo afvejes. Selvfølgelig var der 

også en kaffemølle og når den 

malede så bidrog den til, at en 

lifl ig duft bredte sig over hele 

butikken. Både i disk og bagdisk 

var der masser af skuffer og 

hylder med alle mulige slags 

kolonialvarer og skabe med glaslåger 

for, hvor der var tobaksvarer. 

Foran diskene var der fl ere 

taburetter, hvor medlemmerne 

kunne side og snakke mens 

varerne blev ekspederet. Der var 

jo ikke noget der hed selvbetjening 

i fyrrerne og halvtredserne. 

Som sagt skulle næsten alt vejes 

af, så det tog tid at ekspedere en 

stor ordre, men så blev der snakket, 

alt skulle have sin tid. 

For enden af disken var der et 

lille rum med en skrivepult, en 

telefon og hylder til de cirka 150 

kontrabøger. Her stod vi, når vi

BIOMAR WORLD CLASS FISH FEED 

Glædelig jul 

& godt nytår 

Intet julebord uden fisk 

Prøv for eksempel en lækker pastasalat med røget ørred. Alt, hvad du 

behøver, er en portion kogt pasta rettet an med røget ørred, forårsløg, 

champignon, friske tomater og en let dressing. 

Og skal du spise ørred, så følg anbefalingen fra Fødevarestyrelsen 

og vælg en opdrættet ørred. Så er du sikker på at få et nemt, sundt 

og lækkert måltid. 

BioMar Gruppen er blandt verdens førende leverandører af foder til fiskeopdræt. 

Vi leverer foder til rundt regnet en fjerdedel af de ørreder og laks, som opdrættes i verden. 

Du kan se mere om BioMar på www.biomar.dk og www.biomar.com. 

BioMar A/S · Mylius Erichsensvej 35 · 7330 Brande

10 

Magna vejer kaffe af i 1965. 

skulle modtage ordrer fra medlemmerne 

og når vi skulle tælle 

sider sammen i kontrabøgerne. 

Kontrabøgerne havde numre fra 

én og opefter. Os der arbejdede 

i brugsen kunne for et givent 

medlem sige kontrabogsnummeret 

og for et givent kontrabogsnummer 

sige medlemsnavnet. 

Følgende replik mellem 

ansatte var ikke ualmindelig: 

”Husk lige at 106 skal have et 

halvt pund kaffe med mælkekusken”. 

I kontrabøgerne blev 

med håndskrift indført alt hvad 

medlemmet købte. Normalt 

skulle kontrabogens saldo betales 

straks i en ny måned. Det var 

nu ikke altid det blev overholdt, 

for selvfølgelig var der medlemmer 

der af forskellige årsager 

havde svært ved at betale. 

I det store og hele gik det på 

en god måde og det helt uden 

brug af hverken strafrenter 

eller inkassotrusler. Isak sagde 

aldrig nej til at folk kunne få 

nødvendige madvarer, selvom de 

havde en meget gammel gæld i 

kontrabogen. Han kunne i den 

slags situationer sige nej til at 

give kredit til køb af fl ere cigaretter 

og øl, men værre sanktioner 

blev det ikke til. 

I manufakturområdet var der et 


skab med en masse små skuffer 

fyldt med synåle, tråd, elastik, 

strikkepinde, knapper osv. osv. 

samt hylder med garn i alle 

farver, bomuldsstof i metermål 

og arbejdstøj. 

Gulvet var et terazzogulv. Det 

blev vasket hver lørdag efter lukketid 

(og skuret til jul), hvorefter 

det var rigtig pænt. Men lige 

inden for indgangsdøren var 

der en rist, og her var det ikke 

ualmindeligt, at nogle folk der 

skråede, afl everede en spytklat, 

og det var ikke altid at de var lige 

heldige med at ramme risten. 

I den ene ende af butikken var 

der en dør til ”bagbutikken”, der 

bestod af to mindre lagerrum og 

et stort samt et loftsrum og et 

kælderrum. Det første af de to 

mindre lagerrum (afvejningsrummet) 

var stedet hvor sukker, 

fi nt og groft salt, kartoffelmel 

mv. blev afvejet. Sukker blev 

afvejet i et-, to-, og fem kilos 

poser. Enhver ledig stund blev 

brugt til at veje af, så ekspeditionerne 

kunne gå hurtigere. 

En del af afvejningen var at 

lukke poser, og lukningen skulle 

kunne holde også når posen blev 

vendt på hovedet. For enhver ny 

lærling var det en rigtig god fornemmelse, 

første gang han lærte 

at lukke en pose der kunne holde 

til at blive vendt på hovedet. 

I afvejningsrummet var der også 

en petroleumspumpe med måleapparat, 

hvor der dagligt blev 

pumpet mange liter op i mindre 

dunke. I det næste lagerrum lå 

blandt andet sukker i 50 kilos 

sække. Sækkene skiftede hurtigt 

opholdssted, først til afvejningsrummet 

og derefter til hylderne 

i butikken. I det yderste, store 

lagerrum var der et stort åbent 

område med plads til ugentligt 

at modtage varer fra FDB, og 

med plads til at stille de varer der 

skulle bringes ud til medlemmer 

på den ugentlige varetur. 

Loftsrummet var fortrinsvist 

fyldt med landbrugsredskaber og 

-udstyr, men her var også gummistøvler, 

træsko og sommersko 

i mange forskellige størrelser og 

glas i store trækasser. Isak skar 

selv glas til efter mål. 

Spegesild, ost og reb 

Kælderrummet var et kapitel for 

sig. Her var først og fremmest øl 

og sodavand. Husholdningsøl, 

maltøl (der var efterspurgt af 

kvinder der nyligt havde født) og 

bajersk øl i trækasser med 50 i 

hver. Men der var sandt for dyden 

mange andre ting i kælderen. 

Rugbrød og franskbrød med nye 

forsyninger tre gange om ugen, 

et afl ukket skab med forskellige 

”giftprodukter”, spegesild i 10 

liters dunke, reb i store ruller, 

hele oste der skulle vendes med 

mellemrum indtil de blev hentet 

op i et glasskab i butikken. Hertil 

kom sirup, høstbindegarn i 

nøgler til selvbinderen, store 

baljer med brun sæbe og mange, 

mange andre ting. Det hele 

bidrog til en ubeskrivelig duft i 

kælderrummet. 

Landmændene leverede mælk til 

mejeriet som lå lige ved siden af 

brugsen. De havde en landmand 

til at køre mælketuren. I de

første år foregik det med hesteforspand 

og en fl ad mælkevogn. 

Senere hen blev hesteforspandet 

erstattet af traktorer. Dagligt 

havde mælkekusken bud med 

til brugsen og så gjaldt det om at 

få varerne ekspederet og leveret 

inden han kørte retur igen. For 

sin tjeneste fi k mælkekusken nu 

og da en cigar. 

Udover ”mælkekuske-tjenesten” 

var der selvfølgelig den ugentlige 

varetur. Det foregik på den 

måde, at mandag morgen startede 

medlemmerne med enten 

at ringe deres ordrer ind eller 

måske lade et barn på vej til 

skole afl evere en dosmeseddel i 

brugsen. Herefter blev varerne 

fundet frem og pakket, typisk i 

æggekasser af træ Dansk Andels 

Æg med plads til 360 æg. Om 

tirsdagen og om onsdagen blev 

varerne så kørt ud til de enkelte 

medlemmer ad en fastlagt rute. 

I de første år skete det ved hjælp 

af en lokal vognmand, men i 

begyndelsen af halvtredserne 

anskaffede Isak selv en varebil 

til formålet, og vi overtog selv 

opgaven. På tilbagevejen tog 

vi æg med fra medlemmerne. 

Æggene blev afl everet på Brande 

Ægpakkeri og når afregningen 

kom fra ægpakkeriet, blev de 

enkelte medlemmer godskrevet 

i deres kontrabog for det antal 

æg de havde leveret. 

Udover kolonialvarer havde vi 

også hønsefoder, koks. briketter, 

petroleum og cement, og ikke 

mindst 11 kilos gasfl asker med 

på vareturen. 

Det fungerede rigtig godt. Medlemmerne 

var glade for at få 

kolonialvarerne leveret lige 

til køkkendøren, hønsefoderet 

Magna og Isak Dupont 

fotograferet udenfor Uhre 

Brugsforening i 1945. 

leveret lige til hønsehuset, den 

tomme gasfl aske udskiftet med 

en fyldt osv., og selvfølgelig var 

de glade for at komme af med 

deres æg og tomme fl asker. Det 

betød at vareturschaufføren tit 

og ofte blev budt på kaffe – så 

kunne man jo også få høre lidt 

nyt fra byen. 

Vareturen optog altså en god del 

af ugens tre første dage. Torsdag 

kom der varer fra FDB. 

Når vognmanden havde været 

der med varer, var det yderste 

baglokale som regel fyldt op i en 

grad så det næsten ikke var til at 

komme hverken frem eller tilbage. 

Så gjaldt det om så hurtigt 

som muligt at få varerne placeret 

på rette plads. 

Brød sig ikke 

om hulkort 

I de seneste år af vores tid i 

brugsen ændrede FDB bestillingsproceduren, 

så det nu skulle 

ske ved at prikke huller i såkaldte 

hulkort. Det brød Isak sig slet 

ikke om. I bund og grund var han 

måske mere ”den frie købmand” 

end han var egentlig besjælet 

af andelstanken. Den udvikling 

der skete indenfor brugsforeningsbevægelsen 

og FDB i 

løbet tresserne med stadig mere 

centralisering var ham i hvert 

fald meget imod. Så meget, at 

han på et tidspunkt begyndte at 

indkøbe almindelige dagligvarer 

ved private grossister. 

Om torsdagen kom en slagter fra 

Andsager med lever og medisterpølse 

samt hele rullepølser og 

mange andre slags pålæg. Det 

var herefter min opgave at få 

kødet delt og pakket i små pakker 

med forskelligt vægtindhold, 

få indhold og vægt skrevet på 

pakken og herefter få det i fryseren. 

Det var før, der var noget der 

hed fødevarekontrol. I dag ville 

den slags være helt utænkeligt. 

Hvert forår modtog vi græsfrø 

og roefrø fra FDB. De kom i en 

jernbanevogn til Brande Station. 

Jernbanevognen, der næsten var 

fyldt helt op, blev kørt ud på et 

sidespor, og så fi k vi et afmålt, 

kort tidsrum til at få den tømt. 

Der var rigtig mange jutesække 

i forskellig vægt alt efter hvilke 

slags frø der var tale om. Det 

var et stort stykke arbejde at 

få de mange sække sorteret på 

medlemmer. Det var vi nødt til, 

så vi bagefter kunne køre ud på 

gårdene og afl evere frøene. 

Festdag for 

bestyrelsen 

Den 1. juli hvert år (eller nærmeste 

hverdag) blev forretningen 

lukket og der blev holdt optælling 

af det samlede varelager. Det 

var de ansatte og brugsens bestyrelse 

der stod for optællingen. 


12 

For bestyrelsesmedlemmerne 

var det en udpræget festdag. For 

mig, som uddelerkone, var det en 

lang og hård arbejdsdag. Som en 

sjov episode vil jeg nævne, det 

år hvor et bestyrelsesmedlem, 

lærer Pedersen, havde sovet 

for længe på optællingsdagen. 

Kort efter at lærer Pedersen var 

ankommet til brugsen ringede 

hans kone til mig og sagde om 

jeg ikke lige kunne lave noget 

havregrød til ham, da han jo ikke 

havde nået at få det der hjemme. 

Det gjorde jeg så. Men ellers så 

var det sådan på optællingsdagen, 

at bestyrelsen ankom kl. 

9:00 om morgenen og det blev 

hurtigt til en tradition, at man 

startede med bøf og spejlæg. 

Herefter var der optælling i et 

par timer (med fri sodavand og 

øl i kælderen). Så var det frokosttid 

med en menu der vel næsten 

kunne måle sig med, hvad der i 

dag er almindelig ved julefrokoster. 

Herefter et par timer med 

optælling igen før eftermiddags- 

Sønnen John Dupont fotograferet i butikken i 1954.. 


kaffe. Sådan fortsatte det. Der 

blev også serveret både aftensmad 

og aftenskaffe og efter alle 

måltider blev cigarkassen budt 

rundt. Det var som regel langt 

ud på aftenen før ”optællingen” 

sluttede. Jo det var en festdag – 

for bestyrelsen. 

Mange gode år 

I en række år var der en tradition 

med, at alle lærere ved Uhre 

skole kom til os i brugsen en 

aften kort før jul, efter normal 

lukketid for at udvælge slikvarer, 

som de ønskede at købe. Det 

udvalgte blev så stillet til side, så 

vi næste dag kunne lave pakker, 

få det noteret i deres kontrabøger 

og endelig få slikvarerne leveret. 

Slikvarer var dyrt, så det var altid 

spændende at tælle kontrabøgerne 

sammen for at se, hvor 

meget de havde købt. Hvis det 

blev til mere end 25 kroner pr. 

side var vi ovenud tilfredse. 

At være uddelerpar i de år, var 

et alsidigt arbejde - det fremgår 

vist af det foregående. Desværre 

endte det med at Isak fi k sclerose 

hvilket tvang os til at stoppe i 

1971, men i tilbageblik står tiden 

i Uhre Brugsforening for mig 

som mange og rigtig gode år. 

En tid jeg er taknemmelig for at 

have oplevet.

Juletilbud 

Sanita fl extræsko 

Str. 36-48. 

350.- 

Føres også 

i hvid str. 36-41. 

Sort kaptræsko 

Str. 36-48. 

380.- 

LIDT 

FLERE SKO 

SKOLAND 

Storegade 14 . Brande . Tlf. 97 18 42 90

Jan Glud Østergård 

kåret til ”Årets Brandit” 

”Årets Brandit” 

blev hyldet på Torvet 

med taler, blomster, 

champagne og 

naturligvis sang 

og musik. 

Det var en tydelig rørt Jan Glud 

Østergård, souschef i Ikast- 

Brande Musikskole, der, fuldt 

fortjent, blev kåret til ”Årets 

Brandit 2011” af Brande Borgerforening. 

-”Årets Brandit” er ikke en 

person, der bevæger sig i de 

fi nkulturelle lag i Brande, men 

han har med sin ildsjæl og sit 

engagement på sin egen ydmyge 

facon gjort en stor forskel. Med 

sin indsats har han skabt aktivitet 

og glæde for både børn og 

voksne i vores by og kommune i 

rigtig mange år, lød begrundelsen 

fra Jørgen Larsen, medlem af 

Brande Borgerforenings bestyrelse. 

For mere end 30 år siden blev Jan 

G, Østergård ansat til at starte 

Brande Musikskole. Gennem 

årene har han skabt en aktiv, 

dynamisk og kompetent musikskole, 

der har haft stor betydning 

for det kulturelle liv i Brande. 

-Jan har med sit store engagement 

og sin evne til at motivere 

og engagere børnene i musikskolen 

i høj grad skabt opbakning og 

opmærksomhed om musikskolens 

tilbud og aktiviteter, sagde 

Jørgen Larsen. 

Meget passende hyldede Brande 

Swing Singers ”Årets Brandit” 

med en sang specielt skrevet til 

lejligheden.

Alle ”Årets 

Branditter” 

gennem årene 

Ved årets Brande Marked kunne Brande 

Borgerforening kåre Jan Glud Østergård, 

souschef i Ikast-Brande Musikskole 

til ”Årets Brandit 2011”. Samtidig 

benyttede man lejligheden til at afsløre 

11 fl iser med navnene på alle ”Årets 

Branditter” siden prisen blev indstiftet 

i 1997. 

Foreningens formand, Peder Holt 

forklarede om idéen og benyttede 

lejligheden til at takke Peter Stubkjær 

Sørensen, grundlægger af Bonus Møllen 

og selv udnævnt til ”Årets Brandit 

2008” for idéen og økonomisk 

støtte til at få hugget navne i fl iserne. 

Kåret til ”Årets Branditter” er følgende: 

1997: Kunstmaler Kai Husum. 

1998: Nancy Nielsen, formand for Foreningen Norden. 

1999: Arkitekt Kristian Kristiansen. 

2000: Troels Holch Povlsen, Bestseller. 

2001: Sognepræst Arne Ørtved. 

2003: Birgit Vinge, formand for Kulturremisen. 

2005: Kirsten og Mogens Sommer Madsen, Brande Højskole. 

2007: ”Remisebanden” ved Preben Christensen, Kay Laursen og Poul Laursen. 

2008: Peter Stubkjær Sørensen, Bonus Møllen. 

2009: Vita Jørgensen, Brande Gymnastik- og Ungdomsforening. 

2010: Ole Berg Mortensen, Brande Idrætsforening. 

2011: Jan Glud Østergård, Ikast-Brande Musikskole. 

Ved Brande Marked afslørede Emond 

Rahbek og Preben Christensen fra 

bestyrelsen i Brande Borgerforening 

denne fl ise på Torvet, der fortæller, at det 

er foreningen, der kårer ”Årets Brandit”. 


16 


Storegade 27 

Billedet stammer fra 1912, hvor ejendommen 

Storegade 27 blev bygget. Det er Marius Dinesen, 

som står i butikkens døråbning drev EBM. 

(Engelsk Beklædnings Magasin). Den anden 

forretning er købmand M.N. Madsens, senere 

efterfulgt af I.C. Madsen og London Herremagasin. 

Da Dinesen fl yttede EBM til Storegade 12 i 

1917, blev han efterfulgt af Holm & Skovgaards 

forretning med kjoler, damehatte og broderi. 

Brande Brugsforening havde en overgang bygningen 

med i brugsforeningen. I 1972 etableres 

Rio Brande, der i en årrække blev drevet af Nanny 

og Laurits Højgaard. Efter i en længere årrække 

at have været lukket blev ejendommen solgt på 

tvangsauktion i 2010 til Erik Møller og Jakob 

Brun, som i fællesskab renoverede ejendommen 

med nye lejligheder og et butikslokale ud mod 

Storegade, hvor Hair Fashion ved Alice Nielsen 

fl yttede ind i efteråret 2011.

Vi er på landevejen 

hver dag... 

Med 82 biler kører vi rundt i landskaberne med 

turister, passagerer og patienter - hver dag året rundt. 

12 BUSSER KØRER TURISTFART, 50 KØRER RUTER OG 30 MINI- 

BUSSER OG 1 TAXA BETJENER VORE KUNDER I NÆROMRÅDET. 

1. november 2008 overtog vi Herning Turisttrafik og beskæftiger 

i dag 58 ansatte. Har I brug for en bus eller anden form for transport 

- så kontakt os på tlf. 97 18 26 36 

- vi har altid et godt tilbud på hånden..! 

Med venlig hilsen Rune, Ronny, Elsebeth og Aage Gasbjerg 

HERNING 

TURIST 

Taksvej 8 . 7400 Herning 

Tlf. 97 12 89 11 

Langkærvej 35 . 7330 Brande 

Tlf. 97 18 26 36

18 

Brande Jul 2011

Til slægtens ære 

Tør vi – kan vi være det bekendt? 

Det var nogle af de overvejelser 

Helene Haarmark og Kristian 

Knudsen var igennem, da tankerne 

om at fælde det gamle 

ahorntræ på gårdspladsen første 

gang kom frem. 

-Hvis vi fældede træet, ville vi 

samtidig fjerne en væsentlig del 

af gårdens historie og kunne vi 

være det bekendt overfor vore 

forfædre, som havde dyrket 

jorden, boet og levet på gården 

gennem generationer, fortæller 

Kristian Knudsen, der er fjerde 

generation på ejendommen 

Skerrisvej 15. 

Træet havde fået lov til at vokse 

sig så stort, at kronen næsten 

dækkede hele gårdspladsen og 

hindrede lyset i at trænge ind ad 

vinduerne i stuehusets køkken 

og stue. 

Efter mange og lange overvejelser 

besluttede parret, at træet 

måtte falde for motorsaven. Men 

det skulle ikke være en ganske 

almindelig og brutal fældning, 

man havde nemlig fået en idé. 

Det gamle træ skulle omdannes 

til en skulptur – og sådan er det 

blevet. 

I dag prydes gårdspladsen af en 

skulptur forestillende Marie og 

Hans Peter Møller Knudsen, som 

i 1870 plantede ahorntræet samtidig 

med, at gården blev bygget. 

Parret kontaktede Søren Brynjolf, 

der er kendt for at udføre 

skulpturer i træ og han er en 

mester i at se, hvilken skulptur, 

der gemmer sig i træets indre. 

Han påtog sig opgaven og i løbet 

af to dage havde han med sine 

motorsave fremtryllet Marie 

og Hans Peter Møller Knudsen, 

stående hånd i hånd midt på 

gårdspladsen. 

-Det var imponerende at følge 

hans arbejde med motorsavene 

og se, hvordan han lidt efter lidt 

skabte skulpturen, der havde 

gemt sig i det gamle træ, siger 

Helene Haarmark. 

Hun fortæller, at man havde 

været inde i overvejelser om, 

at træet skulle omdannes til en 

trold eller en drage, men parret 

er glad for beslutningen. 

I dag står den og troner som et 

værdigt minde over slægten, 

der har drevet gården gennem 

generationer. 

Hvis træet kunne tale 

Hvis det gamle ahorntræ kunne 

tale, ville det berette om et 

ungt par, Marie og Hans Peter 

Møller Knudsen, der en gang 

i 1870’erne plantede et lille 

ahorntræ ved deres nyopførte 

landejendom på Skerrisvej 15 i 

Langkær. 

Det ville berette om, at de gik på 

aftægt i 1922 for at give plads til 

sønnen Karl Kristian Knudsen 

og dennes hustru, Johanne, som 

drev ejendommen frem til 1961. 

Her tog næste generation over, 

da sønnen Gunnar og svigerdatteren 

Hanne Marie fl yttede ind. 

I 2002 fik deres søn, Kristian 

Knudsen skøde på gården og 

i dag danner den rammen om 

hans, Helene Haarmark og deres 

to børns liv. 

Billedet til venstre viser Søren 

Brynjolf i fuld gang med 

sin motorsav at fremtrylle 

skulpturen ud af det gamle 

ahorntræ og to dage senere 

Kristian Knudsen og kunstneren 

foran det færdige resultat. 


0 

Arne Ørtved, pensioneret sognepræst i Brande, har på opfordring af Brande Jul skrevet en julehistorie om sognets 

lærde præst, hans ølbrygning og den uhyggelige spådom. 

Julen i Brande i 1779 

Af Arne Ørtved 

Den norske præst 

Pastor Clausen glædede sig ikke til det nye år; og 

derfor faldt arbejdet dobbelt tungt for ham her i 

december. Vi nærmede os det skæbnesvangre år 

1780, - det år han frygtede. Og han skammede sig 

over det. Han var ellers ikke overtroisk. Tværtimod! 

Han var en praktisk mand. Just en præst 

efter den ny tids smag. Han kunne mere end sit 

Fadervor. Han havde prøvet mangt og meget her 

i livet. Han havde rejst, og han havde læst. 

Og det kom alt sammen hans sognebørn i Brande 

til gode. Præsten kunne lære dem mange udmærkede 

ting om jordens dyrkning og moderne landbrug 

på de magre jorde her på heden. Han brugte 

ofte en god del af sin prædiken på disse spørgsmål. 

Gerne den første del, mens kirkegængerne endnu 

var vågne; og da prædikenen aldrig varede under 

en time, kunne det godt blive til en del gavnlig 

lærdom for de fattige bønder. 

Nogle af de gamle klagede sig. Især konerne. De 


sagde, at der ikke var mange Guds ord i den præst; 

og det er troligt nok, at de har haft ret, men sådan 

var nu tidens stil for præster. De forstod sig ikke 

på at mane og helbrede og vende vinden og den 

slags. Det kaldte han sort lærdom, og så indførte 

han i stedet alle de nye skikke. Minsandten om 

han ikke også bildte sig ind, at han havde bedre 

forstand på ølbrygning end dem. Men hans øl 

smagte nu i hvert fald ikke nær så godt som deres, 

selvom man så heller ikke fi k så meget tyndskid 

og hovedpine af hans øl. Og man blev også hurtigt 

snurrig i hovedet af det. 

Jo, meningerne om pastor Clausen var delte i 

sognet. Nu havde han været her i 17 år, men 

mange havde ikke vænnet sig til ham endnu. Og 

det kneb med at forstå ham. Det var nærmest som 

om han sang i stedet for at tale. Han var fra Norge. 

Faderen havde været købmand i Kristiania; men 

da Niels Christian havde mere lyst til bogen end til 

handelen, blev han sendt til København for at stu-

dere. Der fi k han alle de moderne griller i hovedet, 

som faderen bestemt heller ikke var tilfreds med. 

Det var en hel lettelse, da han fi k embede langt fra 

hjemmet, først i en lille bygd ude vest på og senere 

i det allernordligste Norge, nemlig i Tromsø. Der 

kunne han ikke bruge meget af det, han havde 

lært i København. Jo, naturligvis alt det teologiske, 

men hvad med alt det praktiske? Hvad med 

folkeopdragelsen? 

Pastor Clausen gav ikke op. Naturligvis havde en 

mand, der kunne læse og skrive, noget at kunne 

give til sine sognebørn – også af rent praktisk art. 

Gud havde vel givet os mennesker forstand og 

fornuft, for at vi skulle bruge det. Var ikke Adam 

blevet sat til at give alle dyrene navne af Skaberen 

selv? En præst kunne betyde meget for sognebørnenes 

oplysning, så de bedre kunne blive i stand 

til at tage var på det liv, de skulle leve i kald og 

stand. Jo, præsten skulle både prædike og opdrage 

og undervise. Og det kunne man naturligvis også 

i Tromsø, selvom det var drøjt. Det var tunge folk 

at bakse med. 

Da det i de år farligt trak op til krig mod den 

gamle arvefjende Sverrig, blev pastor Clausen 

udnævnt til feltpræst. Det er ikke let at sige, om 

det var en forfremmelse eller det modsatte; men 

det betød i hvert fald, at han kom væk fra Tromsø. 

Feltpræsten kom vidt omkring; til hovedstaden 

København først og fremmest naturligvis, men 

også Sjælland og Fyn og Jylland kom han til. Og 

overalt sørgede han for at få hilst på biskoppen 

og andre, som havde indfl ydelse på embeders 

besættelse. 

Pastor Clausen fl ytter til Brande 

En skønne dag i 1763 kom den store og måske 

glædelige meddelelse: Han var blevet kaldet til 

sognepræst i Brande sogn inde midt på den jyske 

hede. Det var omtrent ligeså slemt som i Tromsø. 

Uden for lands lov og ret. En smuk og velholdt 

kirke var der dog; oven i købet med orgel! Det 

havde han ikke ventet! Den nye præst havde et 

par meget musikalske døtre. Også præstegården 

var rimelig velholdt, og så var haven berømt over 

det ganske land. 20 år før havde den navnkundige 

provst Risom anlagt en hel paradishave på 

skråningen syd for præstegården. Der var store 

løvtræer og græsplæner anlagt efter engelsk 

mønster. Og der kom ofte folk rejsende for at se 

den smukke have. 

Men ellers var præstegårdens jorde ikke noget at 

råbe hurra for. Det var magert sand det meste af 

det, og så nogle engdrag langs åen. En stor del lå 

hen i lynghede, som kunne bruges til græsning 

for får og ungkreaturer. Et rimeligt embede, hvis 

det blev drevet rigtigt. 

Pastor Clausen tog med energi og fortrøstning fat 

på arbejdet i Brande sogn. Det var et stort sogn 

at komme rundt i; og vejene var ikke de bedste. 

Og Clausen kom vidt omkring i dette landets 

største sogn, hvad areal angik. Han ville gerne 

lære både sognet og sognebørnene at kende. Og så 

var der hans landbrugsinteresser! Der lå allerede 

adskillige skrifter hjemme i præstegården, som 

pastoren havde hjemforskrevet om muligheden 

for at dæmpe sandfl ugten og få mest ud af de 

sandede jorde. 

Konfi rmandundervisningen 

og præstens lærestreg 

Også konfi rmandundervisningen tog pastor Clausen 

fat på med stor energi. Det var ikke engang 

30 år siden, konfi rmationen var indført i landet, 

så der var ikke mange erfaringer med den nye 

undervisning for ungdommen. Det stod ringe til 

med kendskabet til landets religion; men Clausen 

gjorde, hvad han kunne. De fl este kunne ikke læse, 

så præsten fortalte bibelhistorie og læste op af 

Luthers lille katekismus. Så skulle konfi rmanderne 

gentage efter ham, sætning efter sætning, 

til de kunne det udenad. 

Det var en træg omgang. De var frygtelig tunge, 

de unge mennesker. De var trætte, når de kom og 

faldt ofte i søvn. Salmerne gik det bedre med, fordi 

de kunne synges ind i dem; og dem kendte de også 

hjemmefra. Hvert år til foråret kom overhøringen. 

Det var katastrofalt! Næsten ingen af dem kunne 

deres katekismus; og de måtte altså gå til præst 

et år til og måske et år mere, før de kunne blive 

konfi rmeret og få deres frihed. Ingen måtte tag 

plads uden for sognet, før de var konfi rmeret. 

Efterhånden blev pastor Clausen helt berygtet for 

sin konfi rmandundervisning; men det nyttede ikke 

noget at klage, for både provst og biskop var nødt 

til at bakke ham op. 

Men så fik de plagede konfirmander en overraskende 

hjælp ovenfra – fra Gud selv! Pastor 

Clausen skulle en tur til Norge for at besøge sine 

gamle forældre. Undervejs på rejsen blev det et 

forfærdeligt stormvejr, og de kom i havsnød. Da 

faldt pastor Clausen ned på knæ på det gyngende 

skibsdæk og bad Gud hjælpe dem frelste i land. 

Til gengæld lovede han aldrig mere at plage sine 

konfi rmander. De kom alle frelste i land; og fra 

den dag blev pastor Clausen betydeligt blidere 

over for konfi rmanderne. Alle fi k lov at slippe 


2 

gennem overhøringen første gang, så ingen kom 

til at gå til præst mere end et år. Og sådan har det 

fungeret siden. 

Den lærde præst. 

Nu var der faldet ro over konfi rmandundervisningen, 

men der var stadig alt det, præsten mente at 

have forstand på udover sin præstegerning. Ikke 

nok med at præsten fyldte sine prædikener med 

gode råd til bønderne, men han skrev sandelig 

også bøger om det. De blev godt nok ikke læst 

hjemme i sognet, for en profet er sjældent agtet i 

sin fædreneby, som Vorherre sagde engang. Men 

folk vidste nok, hvad bøgerne handlede om. Der 

var f.eks. den: Om en bondegårds passende størrelse 

og en Om sandfl ugtsdæmpning. Det var da 

tydeligt, hvor han havde stoffet fra til de bøger. Og 

hvad havde han mon så skrevet om dem? Ingen 

vidste det, men rygterne gik. 

Også dette spørgsmål faldt der ro om, da pastor 

Clausen i 1771 blev kaldt til København for at 

modtage majestætens overrækkelse af både en 

guld- og en sølvmedalje fra General Landvæsenskollegiet. 

Det var en stor ære både for præsten 

og for sognet, for som man siger: Når det regner 

på præsten, drypper det på degnen. 

Præsten og købmanden 

En ting, der ikke faldt ro om, var præstens uvenskab 

med købmanden lige over for præstegården. 

Det var en pinlig historie, og ingen – heller ikke 

sagens hovedpersoner – huskede længere, hvordan 

det var startet, og hvad uvenskabet egentlig 

drejede sig om. Nu skulle der imidlertid ingen 

ting til for at gøde dette uvenskab. Alt hørtes med 

mistænksomhed, og var der mulighed for misforståelser, 

blev de grebet med begærlighed på begge 

sider af vejen. Ikke mindst konerne var fl ittige til 

at pleje disse misforståelser. 

Tag f.eks. præstens bog Om Amerikas opdagelse 

har skadet eller gavnet. Købmanden tog det som 

en personlig fornærmelse og beskyldte præsten for 

at ville skade ham i næringen. Det var jo helt uden 

for enhver diskussion, hvilken kolossal betydning 

Amerikas opdagelse havde haft for købmænd og 

andre handlende. Der var kommet masser af nye 

varer på hylderne til gavn for kunderne og til 

støtte for omsætningen og dermed købmandens 

fortjeneste. Hvordan kunne man overhovedet 

skrive bøger om den slags? Nej, han var selvfølgelig 

misundelig, den gode præst. 

Men faktisk var det netop dette synspunkt, præsten 

belyste i sin bog. Det vidste købmanden bare ikke; 


han læste ikke bøger. Slet ikke når de var skrevet 

af præsten. 

Det var imidlertid slet ikke det, der pinte præsten 

her i december- Han var blevet så vant til gniderierne 

mellem de to familier. Næsten dagligt måtte 

de have bud over til købmanden; men det var 

altid en af pigerne, der gik derover. Pinligt var det 

nu for præsten, da de i august skulle brygge øl i 

præstegården og måtte konstatere, at gæret havde 

mistet sin kraft. Så måtte de over til købmandens 

madam og hente gær. Enhver vidste, at hendes 

øl var det bedste i byen, så det ville være tosset 

ikke at hente gær hos hende. Pigen blev omhyggeligt 

instrueret i, hvad hun skulle sige derovre. 

Købmandsmadammens smil var sødt som nykogt 

urt, da hun afl everede gæren og bad pigen hilse 

præstemadammen. 

Det ærgrede derefter præsten, at han for sig selv 

måtte indrømme, at præstegårdsøllet var blevet 

ikke så lidt bedre efter at være blevet gæret med 

købmandsmadammens gær. Men det sagde han 

ikke noget om til sin kone, for så havde der nok 

ligget et hus til ham. 

Denne pinlige episode i genboforholdet havde præsten 

nu forvundet; og i morgen skulle de brygge 

for tredje gang på den gær i præstegården, så nu 

kunne de snart betragte det som deres eget. 

Nej, det var noget helt andet, der pinte præsten; 

og det havde slet ikke noget med købmanden at 

gøre. Nej uviljen mod købmanden fortonede sig 

fuldstændigt i forhold til præstens plagsomme 

tanker. 

Den uhyggelige spådom 

Det var snart mange år siden, han havde fået det at 

vide; og han lo hjerteligt, da han hørte den første 

gang. Siden havde han hørt beretningen fl ere 

gange; og han vidste godt, at man fulgte nøje med 

på årstallet rundt om i hytter og på gårde. I begyndelsen 

forsøgte han at belære sognebørnene om, at 

den slags var gammel sort overtro; men det havde 

han opgivet. De gamle fortællinger var stærkere 

end præstens belæring. Nu måtte virkeligheden 

selv gøre det af med overtroen. 

Og så opdager præsten minsandten her i december, 

hvor man nærmer sig det skæbnesvangre år, 

at han selv har fået en snert af overtroen. Ja, endog 

en temmelig kraftig snert. Han kan nærmest ikke 

tænke på andet. Gang på gang griber han sig selv 

i at sidde og stirre tomt frem for sig. 1780! Måske 

skulle han have søgt væk inden? Nej, hold nu op! 

Gamle skrøner skal da ikke bestemme, hvordan 

en moderne fornuftig præst handler. Tværtimod!

FØR 

EFTER 

Nybygning - tilbygning - 

ombygning - reparationsarbejde 

Flere og flere lægger vægt på at bevare og fremtidssikre en eksisterende bygningsstil 

– renovere for at forbedre og modernisere - eller bygge nyt i en særlig stil. 

Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i’et 

– så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges 

nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparationsarbejde? 

Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! 

• Udskiftning af vinduer og døre 

• Udskiftning af køkken 

• Reparation af tag og isolering 

• Glasarbejde 

Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et 

tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, 

udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke 

mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. 

UDESTUE 

FØR 

EFTER 

Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse 

af dine planer – vore medarbejdere kan lide at 

lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. 

Og så rydder vi op efter os, selvom ”mor” ikke er 

med på arbejde! 

Borupvej 1 - 7330 Brande - Tlf.: 97 18 70 63 - Fax: 97 18 72 01 - ad@tdcadsl.dk - www.arnedanielsen.dk 

mmarketing

24 

1780 må da blive året, hvor pastor Clausen virkelig 

kan lære sine sognebørn, at man ikke skal ligge 

under for gammel overtro, men bruge sin forstand 

og sin fornuft og holde sig til kirkens lære. 

Jamen det var virkelig en skrøne af den værste 

slags, der dannede udgangspunkt for præstens 

spekulationer: I år 1700 var der gået ild i præstegården. 

Det blæste kraftigt, og ilden havde godt 

fat i stråtaget på staldlængen. Man pøsede vand 

på, men lige lidt hjalp det; ilden bredte sig og fi k 

fat i stuehusets tag. 

Præsten havde allerede bemægtiget sig kirkebøgerne 

og præstemadammen arvesølvet, da der 

pludselig kom en sort rytter jagende ind i præstegården. 

Han red hen til stuehuset og greb en 

håndfuld af det brændende tag, hvorefter han igen 

jog ud af gården. Et godt stykke fra den nærmeste 

bebyggelse stoppede rytteren op og smed den 

brændende håndfuld strå på jorden, hvorefter han 

trampede løs, til ilden var omhyggeligt slukket. I 

det samme slukkedes også ilden i præstegården; 

men rytteren gav sig god tid til omhyggeligt at 

tælle alle de svedne strå på jorden. 

Flere var fulgt efter rytteren, og nu kom også 

præsten. Han takkede manden og spurgte ham, 

hvornår præstegården skulle brænde igen. Der 

var 80 strå, så det bliver 80 år, svarede manden 

uden tøven. Men kan du også sige mig, hvor længe 

jeg skal leve, spurgte præsten. Det kan jeg godt, 

svarede manden, men det vil jeg helst ikke svare 

på. Men præsten pressede ham, og til sidst sagde 

rytteren: Præsten skal dø om to år fra i dag! 

Det kom til at gå i opfyldelse. Da der var gået 

to år, blev præsten alvorligt syg. På sit dødsleje 

tilkaldte han den sorte rytter og formanede ham 

på det strengeste aldrig mere at fortælle noget 

menneske, hvor lang tid de havde tilbage at leve i. 

Så måtte rytteren jo minde præsten om, hvordan 

præsten selv nærmest havde tvunget ham til at 

sige det; men at han nok skulle lade være med 

det for eftertiden. Kort efter døde præsten, - just 

på to års dagen for branden. 

Det var denne fordømte skrøne, pastor Clausen 

ikke kunne få ud af hovedet. Hvad ville det år 

1780 bringe af ulykker over præstegården? Hvis 

den brændte, skulle han jo selv bekoste genopbygningen; 

forsikring var der ikke noget, der hed. 

Skulle man bare lade som ingenting i det nye år, 

eller skulle man træffe sine forholdsregler? Kunne 

man indfl ette nogle ord om ildsvåde i julebønnen? 

Nej, det duede ikke, så ville folk bare blive endnu 

mere overtroiske. 


Den katastrofale ølbrygning 

Næste dag var det bryggedag i præstegården. Det 

var altid en spændende og festlig dag, især her 

til jul. Allerede aftnen før blev alting gjort klar. 

Bryggekarret blev skrubbet og skuret med malurt 

og derefter fyldt med vand. Masser af brænde blev 

båret ind i bryggerset. To granitsten blev anbragt 

midt i ildstedet sammen med brændet. Den ene 

skulle bruges til at få vandet i kog i bryggekedlen. 

Der blev simpelthen fyldt vand i, og når den glødende 

sten blev sænket ned i karret, kom vandet 

i kog. 

Den anden sten skulle præstemadammen bruge. 

Hun skulle rundt i sognet og besøge de fattige 

familier. Det var en gammel skik. Senere tog hun 

også på besøg på de store gårde; men det var længere 

hen mod julehøjtiden; for det besøg tjente 

også til at minde gårdmændene om juleofferet. 

Det var en vigtig del af præstens løn; og de skulle 

jo nødigt være for sparsommelige. 

Den nat havde præsten mange sære drømme. 

Han så den sorte rytter ride rundt fra hus til hus 

og gård til gård i hele byen. Men han slukkede 

ikke ilden. Tværtimod havde han en fl ammende 

fakkel i sin hånd, og med den tændte han ild i 

gård efter gård. Det mærkelige ved drømmen var, 

at rytteren begyndte og endte i præstegården. Og 

begge gange tændte han ild i den gård, der ikke 

blot var præstens bolig, men også hans vigtigste 

indtægtskilde. 

Endelig blev det morgen! Præsten rejste sig fra det 

leje, som havde beredt ham så frygtelige mareridt. 

Nu skulle dagens travlhed i hvert fald give ham 

andet at tænke på. Pigerne havde allerede været i 

gang en rum tid. De havde tændt for ilden under 

det store kogekar, inden de gik ud at malke. Præstemadammen 

kom ud og overvågede, at alt gik 

til, som de skulle, inden hun skulle ud på sognets 

forblæste vinterveje. 

Der blev skrubbet og skuret. Kar med dampende 

kogt vand blev båret rundt i bryggerset og hældt 

over malten og humlen. Det lugtede lifl igt og 

lokkede karlfolket til; men ingen måtte smage 

den søde urt, før præsten selv havde været der og 

fået et krus. Her om julen var urten så sød, at man 

næsten ikke kunne skille læberne ad efter at have 

smagt på den, så meget klistrede den. Hvis der var 

kommet en ny karl til gården, som skulle drilles, 

gav man ham i stedet et krus af den afkogte humlesaft. 

Det var bittert og smagte afskyeligt; og det 

var festligt at se en sådan karl spytte drikken langt 

fra sig, medens alle gårdens piger så grinende til. 

Præstemadammen kunne lige nå sine husbesøg,

inden gæren skulle tilsættes. Det skulle hun og 

pastoren stå for sammen. De fremsagde naturligvis 

ikke de gamle halvhedenske formler, men måske 

lød de i deres indre, og rundt om kunne man se 

nogle af gården folk bevæge læberne ganske lydløst, 

men gæren blev drysset i. 

Gårdskarlen havde allerede spændt for, og madam 

Clausen var blevet pakket godt ind for at modstå 

den bidende kulde. Hun satte sig til rette og sagde 

så til karlen: Kom så med stenen Jens! Den varme 

sten fra ildstedet skulle bæres ud, men idet han gik 

forbi rummet med halm til ølbrygningen snublede 

han over et kødben, som en af hundene havde 

efterladt. For ikke at blive forbrændt, kastede 

han den varme sten fra sig, og den rullede ind i 

halmrummet. 

I ét nu stod rummet i lys lue. Pigerne fór skrigende 

ud. Karlen så sig forvildet om efter en spand vand; 

men alt vand var i ølkarrene. Han greb en strippe 

med humlevand, men den forslog ikke noget 

overfor det buldrende bål. Snart måtte karlen følge 

efter de forskræmte piger. Udenfor var præsten 

kommet til hidkaldt af larmen. I hast uddelte han 

ordrer. Der dannedes en kæde fra bryggerset til 

brønden, og naboerne blev tilkaldt. Flere strømmede 

de til. 

I fl ere timer kæmpede man med ilden, Kirkebøgerne 

og arvesølvet var bragt i sikkerhed ovre i 

kirken. Det gjaldt om at redde så meget af stuehuset 

som muligt og nogle af staldbygningerne. 

Hele byen hjalp til; selv købmanden var til stede. 

Madam Clausen var bragt til sæde ovre hos købmandsmadammen. 

Der sad de og drak købmandens 

lækre øl med en lille opstrammer til. Kaffe 

drak man sjældent, og hvad ville det også have 

hjulpet i den situation? 

Bryggers, køkken, storstue og pigekamrene 

udbrændte, men det lykkedes at redde den østlige 

ende af præstegården med den fi ne stue og 

præstens studerekammer. Men jul kunne man 

naturligvis ikke holde i præstegården. Alting var 

sodet til og lugtede af røg. Karle og piger blev 

anbragt rundt om på gårde i omegnen, medens 

selve præstefamilien måtte tage bolig i købmandsgården. 

Det gamle fjendskab var glemt for en 

stund, og selv de to madammer havde glæde af 

hinandens selskab. 

Julenat 

Julenat mødtes de alle til gudstjeneste. Det sodede 

stuehus kunne ses fra kirkedøren. Det lå der i den 

hvide glimtende sne som en uhyggelige sort ruin 

i måneskinnet. Præsten sukkede tilfreds. Det var 

trods alt godt, det var i 1779 gården brændte, når 

det nu skulle være. Så passede den gamle spådom 

alligevel ikke; og de havde da reddet det meste. 

Om lidt skulle han sammen med menigheden 

synge den ældgamle julesang Den signede dag, 

som vi nu se ned til os fra himmelen komme. Nu 

behøvede han ikke frygte den nye dag og det nye år. 

Det var vel ikke rigtig julefred i kristelig forstand, 

der sænkede sig over hans sind; men fred var det 

dog. Så blev det altså alligevel ikke jul i den gamle 

præstegård. Det blev det til gengæld i den gamle 

købmandsgård. 

Spådommen går i opfyldelse 

Hvad pastor Clausen gudskelov ikke kunne vide 

den aften var, at han aldrig mere skulle holde jul 

i præstegården. I løbet af foråret fi k de ganske vist 

bygget nyt stuehus, men den 16. september 1780 

brændte hele Brande by; kun kirken stod tilbage, 

da den ulykkeligste dag i mands minde havde lagt 

byen i ruiner. 

Om det var gammel overtro eller et tilfælde, ved 

ingen. Man havde ellers truffet alle forholdsregler; 

men da en bonde i den østlige ende af byen 

kastede vand på et glødende ildsted for at sikre 

sig mod den brand, han havde drømt om natten, 

så eksploderede det hele. Og i løbet af et øjeblik 

stod gården i lys lue. Derfra bredte ilden sig i den 

kraftige vind til hele byen. Præstegården gik med 

i købet. – Hele præstegården. 

Fra den dag talte pastor Clausen ikke så meget om 

den sorte overtro. Som et lidet plaster på såret fi k 

bønderne besked på at yde hjælp både økonomisk 

og praktisk til byggeriet af en ny præstegård, skønt 

de havde nok at se til med deres eget. Byggeriet 

trak ud i fl ere år, og inden byggeriet var helt færdigt, 

blev pastor Clausen forfl yttet til et embede 

i Fredericia, hvor han virkede de sidste seks år af 

sin embedstid. 

I 1792 gik han på pension med 160 rigsdaler om 

året. Han fl yttede til København, men hans tanker 

gik ofte til Brande og til den sorte rytter, der red 

ind i præstegården i år 1700. Hvem var han? Og 

hvem stod han i ledtog med? Når han fi k de spekulationer 

tog han sin salmebog frem og sang af 

sine gamle lungers fulde kraft verset fra Luthers 

gamle julesalme: 

Lad fnyse her, lad rase hist! 

Guds slægt dog sejre må til sidst. 

Så tak da Gud af hjertens grund 

tålmodig glad i allen stund. 


26 

En ”gammel” og en ”ny” brandit – læge Allan Vinge og sognepræst Arne Holst-Larsen – studerer den nye Brande-bog. 

I baggrunden har Jan Svendsen travlt med at signere bøger til Arne Danielsen og Arne Eriksen med ryggen til. 

Borgerne skrev 

deres egen historie 

”Ved urhanens fj er” 

Brande Kommunes 

historie 1970-2010. 

Erik Lauritzen 

Den 6. januar 2008 præsenterede 

forfatter og journalist 

Jan Svendsen sin arbejdsplan 

for tilblivelsen af Brande 

Kommunes historie 1970- 

2010. Her fastsatte han 

den 1. november klokken 

15.00 som tidspunktet, hvor or 

bogen skulle være klar til præsentation. 

Samtidig var det 


Jan Svendsen 

Redaktion Jan Svendsen 

 

Brande Kommunes historie 1970-2010 

DialogForum.dk 

ambitiøse mål at skrive den 

bedst bog af sin art. 

Begge dele lykkedes. 

Det blev afsløret med blot 

fem minutters forsinkelse 

ppå 

Brande Bibliotek mandag 

dden 

1. november 2010, hvor 

oomkring 

70 involverede i spæn- 

di ding ventede på at få det færdige 

re resultat i hånden. Resultatet var 

en 

bog skrevet af branditter for 

br branditter og andet godtfolk, 

mmen 

også for tilfl yttere, der har 

ly lyst til at kende den egn, der er 

ko kommet til. 

1.568 1. personer 

”Ved urhanens fjer” når utrolig 

vidt omkring, hvor den for

eksempel nævner 700 butikker, 

liberale erhvervsdrivende, 

håndværkere og industrier. 100 

foreninger. Den rummer 55 

portrætartikler, 12 citatsider, 

50 faktabokse og 165 fotos. Navneregistret 

omfatter 426 navne, 

men dertil kommer personer, 

som står nævnt i for eksempel 

en opremsning, så alt i alt tæller 

bogen 1.568 personer. 

Bogen bygger først og fremmest 

på de mange personers egne 

fortællinger om politik og trafi k, 

forsyninger og foreninger, kirker 

og skoler, kultur og natur. Historien 

trækker også spor bagud til 

dengang de skovløse sogne lå 

dækket af hede, og bogen følger 

Brande fra landsby til stationsby 

og fra handelsby til industriby. 

En historisk 

guldgrubbe 

Arbejdsgrupperne har produceret 

694 A4-sider, heraf har 

Jan Svendsen brugt, hvad der 

svarer til 301 A4-sider. De mange 

forskelligartede indlæg har han 

skrevet sammen til en bog på 

320 sider mod de 272 planlagte. 

I to ringbind på 694 sider i alt og 

på to usb-stik råder de to lokalhistoriske 

foreninger i Brande og 

Blåhøj over det samlede råmanus 

til ”Brande Kommunes historie 

1970-2010”, som interesserede 

kan studere nøjere. 

-Nok er urfuglen død i både vores 

natur og kommunevåben, men 

i bogen fl agrer fjerene fortsat, 

sagde Jan Svendsen. 

Disse tre spørgsmål 

har vi stillet tre 

unge mennesker på 

Præstelundskolen 

Hvad har været det bedste i 2011? 

Hvad glæder du dig mest til i 2012? 

Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke? 

Kira Meldgård Opstrup, 15 år. 

Det bedste, der hændte for mig i år, var en tur til 

Norge med min bedstemor. Det blev desværre den 

sidste tur, inden hun døde. 

-Jeg glæder mig til min søsters konfi rmation og 

til en ferietur til Australien. 

Ønsket for 2012 er, at jeg får en god eksamen og 

at jeg kommer i en god klasse på gymnasiet. 


8 

Igen i år havde Egon (Ina Bøgedal) en 

genial plan, der skulle gøre ham selv, 

Benny (Annette Riber Rasmussen) og Keld 

(Brian Hansen) styrtende rige. Blåhøjs 

revyhold var atter på banen og bød på 

masser af gymnastik for lattermusklerne 

med indslag om stort og småt fra årets 

gang i Blåhøj og nærmeste omegn. 

Der var sus i skørterne da Uhre 

Revyen indtog det blå telt ved 

sommerfesten i Uhre Naturpark. Fra 

venstre ses Gitte Lindberg, Marianne 

Schandorff, Jan Grarup og de to 

debuttanter AnneMarie Pedersen og 

Tina Søndergård. 

Nedzad Boskailo, 15 år. 


Det bedste i 2011 var at begynde i 9. 

klasse, så er der nemlig ikke så lang 

tid til, jeg er færdig med folkeskolen. 


Jeg glæder mig til at begynde på Ikast- 

Brande Gymnasium. 

Har du særlige ønsker til 2012 

– hvilke? 

Mit ønske for 2012 er, at jeg får en 

god start på mine tre år i gymnasiet. 


Selv om man havde fundet de bløde hatte 

frem, måtte holdet fra Langkærvej alligevel 

nøjes med andenpladsen ved gadekampen, 

som var årets nyskabelse ved sommerfesten 

i Drantum. ”Kineserne” fra Risbjergvej løb 

af med sejren. Gadekampen bestod blandt 

andet i gummistøvlekast og ballerulning.

“ 

Er boligmarkedet 

gået i stå? 

Så er der brug 

for en mægler, 

der ikke er det 

danbolig Brande 

“ 

Er det svært at sælge boliger i øjeblikket? Det kommer an på, hvordan man ser på det. 

I danbolig er vi selvstændige mæglere, som har erfaring nok til at vide, at boligmarkedet går op 

og ned. Og at det er et spørgsmål om at kunne sit håndværk til bunds, for at dit boligsalg skrider 

planmæssigt frem. Det vil vi gerne fortælle mere om. Giver du en kop kaffe? 

danbolig Brande 

Statsaut. ejendomsmægler & valuar, MDE · Jernbanegade 7, 7330 Brande · Tlf. 9718 0815 · brande@danbolig.dk · www.danbolig.dk

30 

Med rygsæk på ryggen og vandrestav i hånden lægger Sigrid Møller, i lighed med mange andre pilgrimme, en sten. 

Helst skal man have stenen med hjemmefra, og når man lægger den her, slipper man af med sine bekymringer. 

Indtryk fra min 

vandring på Caminoen 

Fortalt af Sigrid Møller, 

tidligere turistchef i 

Brande. 

Efter at have læst en artikel skrevet 

af en journalist, som havde 

gået noget af El. Caminoen i 

Spanien, fi k jeg lyst til at gøre 

det samme. 

Jeg var blevet alene og havde en 

masse problemer, men da alt var 

ordnet, havde jeg et stort behov 

for en lang vandring. Jeg deltog 

i en del pilgrimskurser og vandringer 

omkring Silkeborg, blev 


medlem af pilgrimsforeningen i 

Viborg og købte et pilgrimspas. 

Købte rygsæk, sovepose og gode 

støvler 

Den 23. september 2008 fl øj jeg 

til Bordeaux og derfra videre 

med tog til Saint Jean Pied-de 

Port, hvor jeg var så heldig at 

have bestilt en overnatning i et 

meget hyggeligt refugium eller 

alberge som det også kaldes og 

fi k et stempel i mit pilgrimspas. 

Vidste at turen over Pyrenæerne 

er en af de hårdeste etaper og på 

28 km, så det var klogt at lade 

rygsækken sende til Roncesval- 

les. Jeg kendte ingen, så det hele 

var lidt underligt, men det søde 

hollandske par, som bestyrede 

stedet sørgede for fælles middag, 

hvor vi hver især skulle fortælle, 

hvor vi kom fra og hvorfor vi ville 

gå. Jeg kom til at sove sammen 

med 5 andre kvinder og vi var 

alle fra forskellige lande. Det blev 

især Marleen på omkring 40 fra 

Belgien, som jeg talte meget med 

på den første del af turen. 

Næste morgen startede jeg på 

min tur og efter nogle kilometer 

kom en yngre spanier, José og 

spurgte, om vi skulle følges ad

og lidt efter Maria fra Italien, det 

gjorde vi, men ofte gik vi hver for 

sig. Ruten er afmærket med gule 

pile eller muslingeskaller. Det 

blev en hård tur over Pyrenæerne, 

men åndeløs smuk. Nåede 

endelig Roncesvalles. 

Vi overnattede i et gammelt 

kloster, som var omdannet til 

et refugium med mange køjesenge. 

Vi var til messe i kirken, 

hvor munkene gav hver enkelt 

pilgrim deres velsignelse. Det var 

svært at sove med de mange lyde. 

Næste morgen videre gennem 

ege- og bøgeskove ad snoede 

veje op og ned, mødte Franz 

fra Achen i Tyskland og vi gik 

sammen et stykke tid og det kom 

vi til mange gange i løbet af de 

næste uger. Strålende solskin 25 

grader, smukt at vandre i Baskerlandet. 

Det fyldte mig med stor 

taknemlighed at få lov at opleve 

denne tur. Kom til Zubiri over en 

gammel pilgrimsbro over fl oden 

Aga om eftermiddagen, fi k mit 

stempel i refugiet. Her mødte 

jeg igen Marleen, som fortalte 

mig, at hun havde cancer og at 

lægen havde sagt, at hun skulle 

gå pilgrimsturen, som hun 

sådan havde ønsket sig, inden 

det blev for sent. Hun beklagede 

sig aldrig og havde det dejligste 

smil, ville helst gå alene, men var 

glad for at være sammen med os 

når vi nåede frem.. 

Under stjernehimlen 

Da det var svært at sove, stod jeg 

ofte meget tidligt op og startede 

turen i mørke med den smukke 

stjernehimmel og mælkevejen 

lige over. 

Det var helt utroligt at gå i 

stilheden og langsomt opleve 

himlen blive lysere og solen stå 

op som en stor ildkugle. Komme 

til en lille landsby, gå gennem de 

snævre gader, se de små stalde 

hvor køerne blev drevet ud for at 

komme på græs. Det var næsten 

altid konen med kittel og tørklæde, 

med stok i hånden, der 

fi k de 5 til 10 køer af sted ud på 

græs. Finde en lille “Bar” sætte 

rygsækken udenfor, gå ind og få 

en café con leche, en bocadillo og 

møde andre pilgrimme. 

Nåede Pamplona i Navarra 

gennem den franske byport og 

befæstningsområdet helt fra år 

75 f.Kr. Det var den første større 

by med en smuk katedral. Der 

var tyreløb i gaderne, det var 

festligt at opleve, især spaniernes 

begejstring. 

Vandring for sjælen 

Turen næste morgen gennem 

vinmarker og efter ca. 5 km lå 

der en vinbodega med en udendørs 

hane med vin, men tidligt 

på dagen er en mundfuld nok. 

Derefter en hyggelig lille by 

Azqueta, hvor Pablito tog imod 

og inviterede ind i sin have. Han 

solgte hjemmegjorte pilgrimsstokke 

og han vidste lige, hvad 

der passede til en. Jeg fik en 

herlig stok, som jeg brugte på 

hele turen. Jeg kom til at elske 

min stok og følte mig nu som en 

rigtig pilgrim. Hvis jeg glemte 

den, gik jeg altid tilbage for at 

hente den. 

Det utrolige er at vandre helt 

alene, kun omgivet af naturen - 

tænke tanker til ende, gennemgå 

gode og dårlige oplevelser, lære 

at tilgive sig selv og andre. Jeg 

tror aldrig, jeg har oplevet noget 

så godt. Jeg følte, hvor lidt de 

mange materielle goder betyder, 

når det kommer til stykket. 

Gik langs marker og fl oder og 

sommetider svale fødderne i en 

fl od eller ligge og kikke op på 

himlen med smukke skyer. Nyde 

de mange forskellige landskaber, 

møde andre pilgrimme, mange 

som har oplevet en stor sorg. 

Som en ældre fransk læge. Han 

havde mistet sin datter og familie 

i en ulykke nogle år tilbage. Han 

gik hvert år mange kilometer og 

det hjalp ham meget - og som 

han sagde: Mange sygdomme 

kan kureres på sådan en tur, også 

dem i sjælen. 

Sover tæt 

Når ind i Riojadistriktet og går 

ad stien gennem vin og store 

høstede kornmarker. Stakkede 

halmballer, et godt sted at få et 

lille hvil i læ for vinden. 

Overnattede på et kirkeloft i 

Granon, hvor vi lå på rullemadrasser 

tæt sammen, da der 

hele tiden skulle være plads til 

en mere. Parret, som bestyrede 

stedet, lavede en herlig suppe til 

os alle. Her mødte jeg et ungt 

par fra Hjørring. Vi gik hen til et 

lille kapel, hvor vi sad på jorden 

hver med et stearinlys i hånden. 

Man skulle på sit eget sprog 

sige til sin sidemand hvad man 

ønskede vedkommende skulle 

opleve på turen til og i Santiago. 

Gik på den stejle skovvej til San 

Juan de Ortega, var nu meget 

sammen med Barrie fra Holland 

og vi overnattede i klosteret med 

koldt vand og uden køkken, 

derfra videre til Burgos, som er 

en storby med et enestående bygningsværk 

den gotiske katedral. 

Det er betagende at være inde 

i katedralen, som er fyldt med 

smukke kunstværker. Regnen 

styrtede ned og det blev et vældigt 

tordenvejr, men næste dag 

skinnede solen igen. 

Efter to dage fortsætter vi og 

kommer efterhånden ud på den 

castilianske højslette, som ikke 

er fl ad, men med bløde bakker 

så langt øjet rækker, her er så 

stille og det er dejligt at være på 

landet igen. 

Kommer ind til Leon, en dejlig by 

med en smuk katedral fra 1063, 

med 737 glasmosaikvinduer en 

unik bygning, man kan studerer 

i timevis. Vi tog et hotelværelse 

og nød bylivet sammen med de 


32 

mange pilgrimme sidde ude og 

nyde et glas vin og spise tapas, 

Med sten i hånd 

Næste dag videre til Astorga, som 

er en af de vigtige byer på pilgrimsvejen, 

her støder sølvvejen 

fra Sevilla til. Der er en bymur 

og kirken er næsten en katedral 

og Gaudis bispepalads med pilgrimsmuseet 

blev besøgt. Vejen 

fra Astorga er meget varieret 

og vi kom til Rabanal en dejlig 

lille by med et hyggeligt refugium 

med vældig søde engelske 

værtsfolk og lige overfor på 

restauranten den herligste galiciske 

grønsagssuppe. Her fi ndes 

også et benediktinerkloster hvor 

munkene gerne tager imod også 

til en andagt i kirken og det på 

engelsk. Til refugiet hører der 

en hyggelig have, hvor vi fandt 

sammen og havde en skøn aften 

med sang og guitarmusik. 

Fortsætter videre og det går op 

ad mod Jernkorset, et koldt og 

blæsende sted i 1500 meters 

højde. Jernkorset står på toppen 

af en ti meter høj pæl, her ligger 

dynger af sten i alle størrelser 

og hver sten repræsenterer en 

pilgrim som er gået over passet. 

Helst skal man have stenen med 

hjemmefra, og når man lægger 

den her, slipper man af med sine 

”bekymringer”. På mange af 

stenene står der små vers eller 

en lille tegning. 

Fordybelse 

nær himlen 

Videre til EL Acebo med mange 

pittoreske huse i en slugt, og 

videre over den gamle pilgrimsbro 

til Molinaseca, det var dejligt 

at svale fødderne i fl oden 

Maruelos og fortsætter til Pon- 

Vandringen på Caminoen bød på 

al slags vejr, lige fra høj sol til den 

strideste blæst og regn. 


ferrada for at overnatte og besøge 

den gamle tempelridderborg fra 

1178. Vi opholdt os meget længe 

i borgen, da der var så meget at 

se både ude og inde, så det blev 

middag inden vi fortsatte til Villafranca. 

Det sidste stykke var 

hårdt i varmen og stejlt op ad 

støvede stier. Næste dag lod vi 

rygsækkene sende, da vi valgte 

den alternative rute gennem 

bjergene. Det går stejlt op og 

derefter fortsætter det let opad i 

Real-bjergkæden i nogle timer. 

Det var så smuk en tur – jeg gik 

alene for rigtigt at kunne fordybe 

mig så nær himlen. 

Vi når La Faba nær toppen, og 

landskabet åbner sig i en vidunderlig 

udsigt ud over bjergene, 

det er næsten ikke til at fatte, 

at der kan være så smukt. Det 

bliver til en pause i græsset og 

snart er vi en hel fl ok - en ung 

tysker skærer hjerter i min stok. 

Vi når snart grænsen mellem 

Leon og Galicien, apostlen 

Jacobs land og stenen der viser 

at der er 152,50 km til Santiago. 

Fuglesang 

og kobjælder 

Vi fortsætter og tager et hvil 

undervejs på en mark med kun 

fuglesang og kobjælder. Igen 

møder vi Franz fra Achen, han

liver glad for at se os igen og vi 

beslutter at følges ad til Samos 

klostret, som er det ældste i Spanien. 

At overvære vesperandagten 

er noget særligt. Vi møder 

igen kendte ansigter og snart går 

snakken om, hvad vi har oplevet 

siden sidst. Selve sovesalen er 

kold og stor, med mange lyde 

både snorken og knirkene køjer, 

bare man vender sig det mindste. 

Altså tidligt af sted næste morgen 

og snart kommer vi til en slags 

trylleskov med meget varieret 

bevoksning, som ender i et fl odlandskab. 

Vi går hver for sig og 

mødes først om eftermiddagen 

og overnatter i en lille fl ække. 

Næste dag går turen til Portomarin 

meget af turen går på 

jordveje som beskyttes af stendiger 

fra den ene landsby til den 

næste. Her er der mange mange 

Horréos, som er en form for lade 

til at tørre majs i. Et lille hus 

stående på fi re stenpæle, der alle 

ender i en stor rund stenfl ade. 

Væggene er lavet af træbrædder, 

så der er konstant udluftning. De 

fi ndes kun i Asturien og Galicien. 

Vejen går stejlt ned i Minodalen, 

her blev fl oden Mino dæmmet op 

for at give plads til et elektricitetsværk 

i 1962 og man opførte 

en ny by oppe på skråningen, 

man flyttede sten for sten på 

kirken og man kan se numrene 

på stenene. Tog afsked med 

Barrie som skulle rejse hjem. 

Videre gennem små landsbyer 

og forbi et sjældent kors fra 

1670 af sten og udhugget på 

alle fi re sider. Længere fremme 

forbi et kors som viser, at her er 

en gammel pilgrimskirkegård. 

Så kort før målet måtte mange 

bukke under efter den udmattende 

vandring. Jeg overnatter i 

Palas do Rei og starter i mørke 

næste morgen, som altid en 

stor oplevelse at se dagen gro 

frem og alt er så stille. Et stykke 

af vejen på en original romersk 

vejbelægning. Tænk her har gået 

mange pilgrimme gennem årene 

alle med det samme mål. 

Tæt ved målet 

Næste morgen de sidste ca. 15 

km. og i Monte Do Gozo ser jeg 

for første gang tårnene på katedralen 

i Santiago de Compostella, 

nu går det hurtigt og man er ved 

målet, det er en skøn følelse. 

Så op på pilgrimskontoret og 

få sit pilgrimsbevis på at have 

gennemført turen. Så det store 

øjeblik at betræde katedralen, 

denne berømte og smukke bygning 

som hurtigt er fyldt med 

pilgrimme og man genkender 

mange. Det bliver til smil, tårer 

og knus. Selve messen med en 

lille spinkel nonne som synger 

så smukt, at man glemmer alt 

omkring sig. Et stort røgelseskar 

svinger gennem rummet, jo der 

er en særlig stemning. 

Oppe ved alteret står en stor 

statue af apostlen Jakob, som vi 

går forbi og lægger armene om 

hans hals og nede i krypten kan 

man besøge hans kiste. Bagefter 

Efter en lang vandring er det dejligt 

at hvile ud i læ af en høstak, tage 

støvlerne af og blot lade solen bage 

på de hårdt prøvede fødder. 


34 

mødes vi til en øl på torvet ved 

katedralen - utroligt at vi ses 

igen, fra så mange forskellige 

lande. Der er en varme og glæde 

mellem os, og vi føler Caminoen 

har haft stor betydning også 

fremover. 

Afsked med turen 

Selvom vejret er ved at være 

regnfuldt og koldt går jeg videre 

mod Finisterre vi er ikke ret 

mange og snart er jeg helt alene 

de næste 80 km. Det bliver en 

god tur især over Tampre fl oden 

som fortsætter ud i en opdæm- 

Ruten var afmærket med gule pile 

eller muslingeskaller. 

Lisa Emily Petersen, 15 år. 


met sø. Ponte Maceira hedder 

byen og man kan slet ikke lade 

være ned at blive lidt i byen, her 

er så smukt og det er kun det 

lille vandfald som kan høres. 

Jeg går en omvej ud til Muxia 

som er et pilgrimssted og efter 

en hård nedstigning nåede jeg 

frem i mørket, På refugiet var 

der kun en ung tysker og da jeg 

sagde at det havde været hårdt, 

sagde han ganske rigtigt at det 

var bedre at dø på Caminoen 

end på et alderdomshjem. Næste 

dag videre mod Finesterre. Her 

mødte jeg Jose og Marie de to fra 


Det bedste, der er hændt mig i år er, at 

jeg var hos min farfar, da han døde. 

Endvidere var jeg på et godt højskoleophold 

sammen med andre unge. 


Jeg glæder mig til sidste skoledag og 

en god sommerferie, som endnu ikke 

er planlagt. 

Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke? 

Ønsket for 2012 er, at jeg kommer ind 

på Ikast-Brande Gymnasium. 

den første dag, det blev et glædeligt 

gensyn og de inviterede 

mig til at spise med. Næste dag 

genså jeg en dansk kvinde, og et 

par fra Schweiz, så vi tilbragte 

den sidste aften med fælles 

madlavning. Næste dag gik jeg 

det sidste stykke og nåede stenen 

med 00 km på. Det var fantastisk 

at stå der på klipperne ud mod 

Atlanterhavet og igen strømmede 

der en varme igennem 

mig. Senere satte jeg mig på en 

sten på stranden og tog afsked 

med turen, som havde givet mig 

så meget. 

Beviset på at have gennemført pilgrimsvandringen – et pilgrimspas fyldt med 

stempler.

Henrik Overgaard 

Direktør, Brande 

Hvordan kan vi hjælpe dig? 

I Handelsbanken har vi altid sat tæring efter næring og vil hellere være på den 

sikre side end at tage chancen. Det lyder måske lidt kedeligt, men det har gjort os 

til verdens næststærkeste bank og givet os Nordens mest tilfredse kunder*. 

Som kunde i Handelsbanken får du: 

en personlig rådgiver uden salgsmål og bonusløn 

produkter og løsninger, som er tilpasset dine behov og din økonomi 

en bank med tid til dig – mød din rådgiver også uden for de officielle 

åbningstider, på dit arbejde, hjemme hos dig eller i filialen 

Vi ønsker dig og din familie en rigtig god jul og et godt nytår. 

*Ifølge EPSI og Bloomberg 

Åbningstider: 

Man 10-16 

Tirs-ons 9-16 

Tor 9-17 

Fre 9-16 

Storegade 36 / 7330 Brande / tlf. 4456 4800 

brande@handelsbanken.dk / www.handelsbanken.dk/brande

36 

Disse tre skolepiger ser ud til at nyde regnvejret, de tog sig nemlig en ”vandcykeltur” ad Strømmen på vej hjem fra skole, 

da Brande den 18. august 2010 på det nærmeste druknede i regn. På den modsatte side sss nogle situationsbilleder fra 

forskellige steder i byen. Blandt andet ved musikskolen, på Østre Allé og i Præstelunden. 

Brande druknede i regn... 

Branditterne kæmpede 

mod vandmasserne. 

Erik Lauritzen 

Onsdag den 18. august 2010 gik 

Brande Å gik over sine bredder, 

veje og broer skyllede væk og 

adskillige private kæmpede for at 

holde vandet ude, da et kraftigt 

skybrud overfaldt byen. 

Masser af kældre stod under vand 

og adskillige boliger langs åen fi k 

vand ind i stuerne, andre steder 

kæmpede man med sandsække 

og pumper for at forhindre vandets 

indtrængen. 

I Brande Hallerne blev vandet 

presset op gennem kloakkerne 


med det resultat, at hele kælderen 

blev oversvømmet. 

I Musikskolen ved Brande Bibliotek 

stod vandet meterhøjt 

og mange instrumenter, blandt 

andet skolens fl ygel blev vanskadet. 

Ved Musikskolen anlagde Beredskabet 

en dæmning, for at hindre 

yderligere vandskade og for at 

kunne pumpe den megen vand 

væk fra skolens lokaler. Her 

kørte store lastbiler i pendulfart 

med grus for at klare opgaven. 

På H.C. Andersensvej stod vandet 

op i husene og fl ere steder løb 

vandet både ind fra åen og fra 

området ved Digterparken. 

På Præstelunden stod adskillige 

kældre, køkkener og stuer under 

vand, ligesom dele af fortov og 

vej var skyllet bort. 

Ved Engparken gik åen også over 

sine bredder og dækkede det 

meste af haven. På modsatte side 

stod kældre under vand og Østre 

Allé blev overskyllet ved broen, 

der blev stærkt undermineret. 

På et tidspunkt blev vejen lukket 

for trafi k. 

Anlægget langs Ørbækvej var på 

det nærmeste omdannet til en 

stor sø og fl ere broer var skyllet 

væk. Det samme skete ved renseanlægget 

på Sandfeldvej, som 

stod under vand. 

Alt i alt oplevede Brande sine 

mest omfattende vandskader i 

omkring 30 år.


38 

Der er noget bagved! 

Af Ingrid Husum 

Det mener lille Dagmar i hvert 

fald, hun spejder horisonten 

rundt med sine små, røde evigt 

rindende øjne efter noget, der 

ligger bagved. Hvis Dagmar er 

et livstykke, så er det et meget 

tyndt et. Hun har så rigeligt at 

gøre med at holde sig selv oppe. 

Og som hun fryser! Vinter og 

sommer er hun ligedan klædt 

på; en falmet rød jakke, så lang, 

at den når ned over gummistøvlerne, 

et tørklæde bundet 

fast under hagen, grå kjole og 

ternet forklæde. Sådan går hun 

derhjemme og sådan går hun 

til Brugs. 

Det sidste gør hun mindst to 

gange om ugen. At cykle har hun 

aldrig fået lært, biler er hun gal 

på. Der skal gode argumenter 

og langt bekendtskab til, hvis 

man skal lokke hende ind i sådan 

noget djævelskab og hun truer 

med sine magre arme efter dem, 

der kører om ved hende. 

-Lille Dagmar er ikke som de 

andre, siger de voksne. Det ved 

børnene godt, men hun er ikke 

en, de har lyst til at drille. På sine 

gode dage keder Dagmar sig ikke, 

hun snakker og hun griner. Det 

er især hendes mange søskende, 

hun fører lange samtaler med, 

men hun går alene rundt og 

tuller med at bære brændsel ind, 

hente vand, skrælle kartofl er og 

skælde ud på de mange katte, 

der render om benene på hende. 

Mens hun er på vej til Brugsen, 

snakker hun også med sig selv; 

det er dosmersedlen hun har på 

”lystavlen” og læser højt. Den 

er også det eneste hun læser. 

Undtagen altså det, hun læser i 

skyerne eller af himlens kulør. – 

Der er noget bagved, siger hun, 


bøjer det lille fuglehoved bagover 

og plirrer med øjnene. Og så er 

det lige meget om der ikke er en 

sky i sigte. Måske har hun evenre 

til at se mere end os andre? 

Det ville der også være en vis retfærdighed 

i, der er nok, hendes 

evner ikke rækker til. Dagmar 

bliver ikke skånet; hun hjælper 

til ved alt forefaldende arbejde 

derhjemme, og der forfalder både 

stald- og markarbejde, spande at 

vaske, bær at plukke og meget 

andet. Dagmar deltager i det 

hele. Altså hvis det passer hende! 

Engang imellem er der slet ikke 

noget, der passer lille Dagmar, 

hun har sine ”tovlige dage”. Og 

sært ser det ud, når hun går 

til brønden, pumper to store 

spandfulde vand, bærer dem op 

på gårdspladsen og svinger dem 

rundt under høje, skingre hyl! 

At hun dog ikke bliver træt i de 

tynde arme! Sådan kan hun blive 

ved en hel dag! Men så er hun 

også træt, for det varer længe, 

før hun gentager forestillingen. 

Når Dagmar remser sin indkøbsseddel 

op i Brugsen, er der én 

ting, der er helt sikkert; nederst 

står der: Bolsjer! For 50 øre 

blandede. 

Det første nyder hun, så snart 

hun er kommet rundt om hjørnet. 

Det står hun og udsøger 

sig der allerbedste, mens hun 

samtidig holder kig med, om der 

kommer nogen. Ingen skal kigge 

i hendes bolsjepose! Nærmer der 

sig børn eller hunde, er posen 

lynhurtig nede i lommen. 

Og så trasker hun hjemad, det 

tager sin tid. Dagmar må af og til 

stoppe og op se på skatten. Tage 

et bolsje mere og holde øje med 

hundene – og hvad der er bagved. 

Uden for køkkenvinduet i det, 

der engang var en have, står et 

lille skævt træ. Det er hendes. 

Hvert år i god tid før jul, pynter 

hun det med et par krøllede 

kræmmerhuse, en skæv stjerne 

og nogle julehjerter, der er gået 

op i fl etningen. Så er hun klar; 

rundt og rundt hopper hun, 

griner og hujer glad. Intet juletræ 

kan give større glæde. Hun 

tager et par ture rundt om det 

hver dag. Efterhånden blæser 

pynten af. Noget bliver fanget 

og gemt, andet må fornyes næste 

jul. Det kan godt vare hen til 

fastelavn, før det sidste slipper 

taget – julen varer længe…

2100 KVM. 

VAREHUS I BRANDE 

Vi har ombygget og moderniseret vores varehus, og kan 

nu tilbyde mere plads og større vareudbud til vore kunder. 

Besøg bl.a. vores... 

Store tekstilafdeling Flotte grøntafdeling 

Parfume og 

kosmetikafdeling 

Slagterafdeling med 

friskkåret kød hver dag 

 

www.kvickly.dk 

Bagerafdelingen med 

friskbagt brød

40 

Brande Jul har bedt 34-årige Jesper Nygaard, om at skrive om julen i Brande, sådan som han husker den. 

Jesper Nygaard er født og opvokset i Brande. Han bor i dag i Gjellerup ved Herning med Anne og parrets to 

døtre og arbejder som redaktør på Mediehuset Herning Folkeblads nyhedsite AOH.DK og to radiostationer. 

Jul – og så skal vi på kro 

Eller historien om en 

emigrants erindringer 

og traditioner fra julen 

i Brande 


Af Jesper Nygaard 

Smask. 

Den landede lige på hovedet på 

ham. Altså snebolden. Og det var 

min skyld. Jeg havde tyret den 

hårdt sammenpressede kugle 

så højt op i luften, som mine 

arme magtede. Og selv om jeg 

kun gik i 4. klasse, var det altså 

– i al beskedenhed – ret højt. 

Så snebolden slog hårdt, da den 

bragede ned i hovedet på den 

sagesløse fyr fra 7. klasse. 

Det var i skolegården på Dalgasskolen, 

at ”uheldet” skete. Han 

tudbrølede. Jeg blev bange. Hans 

venner blev rasende. Jeg blev 

skrækslagen. Så stak jeg af. Løb 

ind på skolens gang og blev vist 

nok reddet af klokken. De fi k i 

hvert fald aldrig fat i mig. 

Det er så sikkert som strømper 

under juletræet (og det er ret 

sikkert), at jeg hvert år kommer 

til at tænke på snebold-dramaet 

fra min barndom i Brande, når 

julefreden sænker sig hjemme 

hos os en dag eller to før 24. 

december. Det er med andre ord 

en vaskeægte juletradition. 

Nu er jeg skruet sådan sammen, 

at jeg generelt set ikke hænger 

mig voldsomt meget i traditioner. 

Nostalgi bliver vist heller 

aldrig en af mine foretrukne 

livsanskuelser. Men hændelser 

For en kort stund krydsede Jesper 

Nygaard sit ungdoms spor, her 

ved Vagns Krostue, hvor der er 

tradition for at mødes den 23. 

december med vennerne fra dengang 

decembertraditionerne også bød på 

julebadminton i Brande Hallerne.

og begivenheder som det fantastiske 

sneboldkast holder jeg nu 

alligevel af at tænke tilbage på 

hver jul. Fordi de minder mig om 

gode, sjove og på nogle områder 

skelsættende oplevelser fra den 

by, der i min barn- og ungdom 

fyldte det meste af min verden. 

Og fordi jeg selv her 12 år efter 

at være fl yttet fra Brande stadig 

føler mig knyttet til byen – ikke 

mindst da mine forældre stadig 

bor her. 

Så når først snebold-episoden 

popper frem på øverste etage, er 

det givet, at andre erindringer fra 

barndommens juledage dukker 

op i kølvandet. For eksempel 

kælketurene på marken ved 

Bøgevænget, hvor der altid var et 

par stykker, som endte i bækken, 

så de plaskvåde og iskolde måtte 

traske hjem. Var du ikke en af 

dem, Allan Baunsgaard? Og hvad 

med dig, Mark Skov Madsen – du 

strøg vist også i engang? 

Mark var min bedste ven, helt 

fra før vi begyndte i skole. Vi 

boede begge på Blåbærvej, og 

han er også fast inventar i mine 

jule-erindringer. Utallige er de 

snemænd, vi har bygget i vores 

have. Og når vi ikke byggede 

snemænd, spillede vi fodbold – i 

sne selvfølgelig. Sådan husker 

jeg det i hvert fald. Der var altid 

sne, da jeg var dreng… 

Der var også altid andespil i 

Brande Hallerne. December 

måneds højdepunkt i badmintonklubben. 

Jeg elskede det. 

Det står som et af de allerbedste 

juleminder fra min barndom. 

Verden udenfor kunne vælte. 

Jeg tonsede rundt på banen. Og 

hyggede mig med vennerne. 

Søren, Peter, Rasmus, Torsten, 

Mads og Erik. 

Eriks far er for øvrigt også med 

i mine tanker hver jul. Bent 

Møller. Min badmintontræner 

gennem mange år. Jeg var begejstret 

for ham. Bent var en dygtig 

træner. Og så kunne han få os til 

at høre efter på en – synes jeg - 

meget fi n måde. 

Han råbte HOLD SÅ KÆFT eller 

HØØØR EFTER helt utroligt 

højt. Og når man så stivnede og 

kiggede på ham, stod han der 

med en lille venlig trækning ved 

munden og et glimt i øjet. Ingen 

var i tvivl om, at manden var fast 

besluttet på at få ro. Men ansigtsmimikken 

afslørede samtidig, at 

han holdt af os. Klasse! 

Apropos klasse. Jeg ved ikke, 

hvorfor to bestemte og sammenhængende 

episoder fra min 

klasse på Dalgasskolen ligeledes 

altid dukker op i mine tanker her 

omkring juletid, for det skete 

rent faktisk en sommerdag. Men 

det gør de altså. Måske fordi de 

handler om godhjertet drilleri, 

som hører nisserne til. 

Første omgang vandt jeg. I en 

hjemkundskabstime – det var 

vist i ottende klasse – fik jeg 

min aldeles fremragende lærer 

Susanne Rasmussen og min 

klassekammerat Lise-Lotte til 

at stille sig på hver sin side af en 

bradepande fyldt med vand. Midt 

i vandet lå en kugle af sølvpapir. 

Jeg forklarede, at når jeg sagde 

”nu”, gjaldt det om at puste 

kuglen over til den anden. Sådan 

var konkurrencen. 

Begge bøjede i knæene og stak 

næsen helt ned til bradepanden 

– parat til at puste. I det samme 

råbte jeg nu og klaskede mine 

hænder ned i vandet, så Lise- 

Lotte og Susanne blev plaskvåde. 

Igen måtte jeg fl ygte. 

Men Susanne vandt alligevel til 

sidst. Få dage senere bankede 

fru Møller, skolens sekretær og 

i øvrigt Bent Møllers hustru, 

på ind til klassen. Med en meddelelse 

til mig. Børnetandplejen 

på rådhuset havde ringet og sagt, 

at jeg skulle skynde mig derned, 

lød beskeden. 

Dengang havde jeg seriøs tandlægeskræk. 

Men der var ikke så 

meget at gøre. Op på cyklen og 

af sted. Da jeg nåede frem, forklarede 

jeg assistenten, at jeg var 

blevet bedt om at komme. Det 

kunne hun da ikke lige forstå, 

så hun spurgte, hvilken besked 

jeg havde fået på skolen. 

- Jamen, I ringede og sagde, at 

jeg skulle komme, fordi jeg har 

abnorme tænder, skælvede jeg. 

I det samme kom min tandlæge, 

Erik Midtgaard, ud til receptionen, 

og med et kæmpe smil 

på læben sendte han mig ud af 

døren med en bemærkning om, 

at så slemt stod det nu heller ikke 

til med mine tænder. 

Da jeg nåede tilbage til skolen, 

stod ALLE mine klassekammerater 

i vinduerne og skraldgrinede. 

Susanne havde fået sin hævn. 

Raffineret. Gennemtænkt. Og 

lærerigt. Den dag fandt jeg ud af, 

hvad abnorm betyder… 

Og nu skal jeg ikke trætte dig 

længere, kære læser. For nu 

skal jeg på kro. Eller det skal 

jeg i hvert fald lige om lidt. 23. 

december. Vagns Krostue. For 

at møde de gamle venner og 

bekendte. Og en masse andre, 

som har samme tradition. En 

årligt tilbagevendende Brandebegivenhed 

for alle med tid og 

lyst og mulighed. Ses vi? 

PS: Til dig jeg ramte med snebolden 

– undskyld. 


42 

Hilsen fra Argentina ntina 

Peter Gjaldbæk fra 

Brande er i år af Rotary 

i Brande udsendt som 

udvekslingsstudent til 

Argentina. Her beretter 

han om nogle af sine 

oplevelser. 

Jeg håber, I nyder tilværelsen 

hjemme i Danmark, for jeg nyder 

min hernede fuldt ud. Siden jeg 

skrev til jer sidst, er der da også 

sket noget spændene, både i 

familien, i skolen og med Rotary 

hernede, som jeg da lige synes I 

skal høre om. 

I skolen, som nævnt i tidligere 

brev er en landbrugsskole, har 

vi f.eks. lært at fange køer med 

lasso – og ja, det er bestemt 

sværere end man tror, så jeg er 

altså ikke verdensmester endnu, 

men det skal nok komme en dag. 

Som det store emne i skolen 

lige for tiden, har vi haft om: 

”Hvordan man ”stjæler” sæden 

fra en tyr”. Fint nok for mig – 

det skal vi vel bruge maskiner 

til. Men nej, der blev jeg sgu 

overrasket. Vi skulle have fat i 

en tyr og en ko. Og så skulle de 

ellers i gang med deres form for 

lagengymnastik – eller hvad man 

kalder det blandt køer – og når 

de så er i gang, skal man egentlig 

afbryde deres lille leg, ved at tage 

fat på tyrens ”sjover” med sin 

egen hånd, og så putte den ind i 

en kunstig skede, og derfra skal 

man ellers bare sørge for at tyren 

fortsætter med at være tilfreds. 

Og når tyren så er færdig, trækker 

man sig ellers ud, og så skal 

sæden ellers bare opbevares ved 

37 grader. Om det er en smule 

ulækkert... ja. 

I skolen er de i gang med deres 


sidste årsprøver, da deres skoleår 

er anderledes end vores, så vi 

skal til at have sommerferie nu. 

Jeg tager ikke prøverne, så jeg 

sidder på diskoteket sammen 

med de andre, som heller ikke 

har prøver på det tidspunkt. Jeg 

tog dog en prøve i engelsk og fi k 

95% rigtige, så det er jeg godt 

tilfreds med. 

Med Rotary hernede har vi alle 

fået fornyet vores VISA. Det var 

lidt af en bøvlet oplevelse. Vi fi k 

at vide, at vi skulle på en rejse til 

Uruguay for at få dem fornyet, og 

vi havde en dag til at tilmelde os. 

Uden vi vidste, hvad det kostede, 

hvor lang tid eller noget som 

helst. 

Men vi fi k det dog løst og kom 

med - og så kunne vi næsten 

ikke komme af turen igen. Vi 

havde fået at vide, turen ville vare 

4 dage, men 3. dag fi nder vi ud 

af, at vi bliver sat af på en tankstation 

11 km. fra en by, og 150 

km fra vores by, som vi bor i. Så 

der skulle vi i gang med at ringe 

til familier og counsellor for at 

høre, hvordan vi kom hjem, midt 

om natten søndag til mandag. 

Men vi kom hjem. 

Men ellers kan jeg rigtig godt 

lide vores Rotary Klub hernede 

og de er rigtig hjælpsomme, plus 

min counsellor snakker dansk, 

så det er da også dejligt lige at 

få snakket lidt dansk en gang i 

mellem. 

I familien har vi haft besøg af 

moderens forældre som bor i 

Mar del Plata, de kom og var 

her en hel weekend. Det var nu 

meget hyggeligt. 

Men ellers er familien jo stadig 

den samme. Og jeg skulle efter 

planen skifte familie den 5. 

januar. 

Jeg har været så heldig at mødes 

Peter står sammen med en tidligere 

udvekslingsstudent Fran, som 

bor i Argentina. Fran har været 

udvekslingsstudent her i Brande 

2004/2005. 

med Fran som var udvekslingsstudent 

i Brande i 2004/2005. 

Fran boede hos os i 4 måneder, 

så jeg har altid ønsket at mødes 

med ham, hvis jeg kom til Argentina 

og det lykkes. Jeg husker 

Fran som en stor legedreng, men 

nu var han jo en voksen mand. 

Så det var lidt underligt at se 

ham igen. Vi har aftalt, at vi skal 

ses igen inden jeg rejser hjem til 

Danmark. 

Jeg har det rigtig godt her, og har 

på intet tidspunkt tænkt på at 

overveje at tage hjem, da jeg har 

fået nogle utrolig gode venner 

hernede. Både folk fra Argentina 

og andre udvekslingsstudenter. 

Til sidst vil jeg da lige minde 

jer om, at I skal nyde vinteren 

og kulden hjemme i Danmark, 

mens jeg, her i denne 3 måneders 

lange SOMMERferie, skal 

bo i en strandby sammen med 

mine familier og venner. 

Endnu en gang tak til Rotary 

Klub Brande fordi I giver mig 

denne oplevelse, det er jeg Jer 

meget taknemmelig for. 

Peter Gjaldbæk

ERHVERVS- OG UDDANNELSESRETTET – ISÆR FOR ORDBLINDE! 

H E R N I N G V E J 1 4 · 7 3 3 0 B R A N D E · T L F . 9 7 1 8 4 5 4 5 · B R A N D E H S . D K · Å R S P L A K A T E N 2 0 1 1 · A C R Y L P Å L Æ R R E D A F K I R S T E N L Y N G E M A D S E N

44 

Året 2010 i glimt 

Den 9. januar kunne Brande 

Taekwondo Klub festligholde 

indvielsen af sportens elitecenter 

under Dansk Taekwondo 

Forbund. Det har til huse på 

Dalgasskolen. 

I januar kunne Folkekirkens 

Nødhjælp markere 30 år med 

genbrugsbutik i byen. 

Den 30. januar kunne Skærlund 

Forsamlingshus fejre 100-års 

jubilæum. 

I januar kunne Foreningen 

Norden fejre 60-års jubilæum. I 

den tid foreningen har eksisteret 

har man kun haft to formænd, 

nemlig provst Kr. Otte og Nancy 

Nielsen, som har beklædt posten 

siden 1972. 

Hos damerne blev årets fi rmaskydning 

vundet af holdet fra 

Siemens, mens holdet fra Serup 

Olesen var bedst hos herrerne. 


Individuelt vandt Jytte Lund fra 

Siemens, mens Peter Rasmussen 

fra Bestseller var bedst hos 

herrerne. 

I februar kunne Brande Højskole 

markere indvielsen af sin seneste 

udvidelse, der rummer en fl ot 

stor festsal samt en glassal med 

masser af muligheder. 

I begyndelsen af marts kunne 

Korskolen ved Brande Kirke 

markere, at man havde sunget 

i 25 år. 

Ved generalforsamlingen i 

Brande Venstre blev 34-årige 

Morten Bak Pedersen valgt som 

ny formand. Han afl øste Karlo 

Kragsig Kristensen. 

I marts blev tidligere bibliotekar 

Thorkild Kjær udnævnt til 

æresmedlem i Lokal- og Slægtshistorisk 

Forening for Brande og 

Omegn. 

Lørdag den 30. januar 2010 kunne Skærlund Forsamlingshus markere sin 

100 års fødselsdag, og mange gæster var mødt frem for at fejre den runde 

dag. Blandt andet en gruppe tidligere formænd med den nuværende i spidsen. 

Fra venstres ses Søren Skærlund, Henning Nielsen, Peter Eriksen, Herluf 

Mortensen, Lars Mathiesen, Ida Pedersen, Poul Pedersen, nuværende formand 

Aage Nielsen og Sigvald Holmgaard. 

I slutningen af marts kunne 

Brandtex fejre 75-års jubilæum. 

I maj kunne Brande Folkekor 

markere sig 25-års jubilæum. 

Ved Brande Marked lørdag den 

29. maj kårede Brande Borgerforening 

Ole Berg Mortensen 

som ”Årets Brandit”. 

Søndag den 30. maj var Brande 

Kirke fyldt af sognebørn, der 

ønskede at tage afsked med sognepræst 

Inge Marie Mols efter 36 

år i embedet. 

Den 18. juni markerede Handelsbankens 

direktør, Benny Larsen 

sit 40-års jubilæum i banken. 

Den 1. juli markerede organist 

Irma Andersen sit 25-års jubilæum 

som organist ved Brande 

og Uhre kirker med en koncert 

i Uhre kirke. 

For en kort stund kom Brande 

Tæppet frem i dagens lys. Det havde 

været opmagasineret i kælderen 

under Brande Bibliotek, som blev 

oversvømmet i august.

I juli blev gavlmaleriet ”Rene 

linjer” i Jernbanegade renoveret. 

Gavlmaleriet stammer fra 1990 

og er malet af norske Adolph 

Denis Horn, der deltog i genindvielsen. 

Den 1. august kunne salgsassistent 

Jette Nielsen fejre 40-års 

jubilæum i Kvickly Brande. 

I slutningen af juli kunne man 

afholde fernisering på den sidste 

udstilling efter Den Internationale 

Workshop for Billedkunstnere. 

Den første workshop fandt 

sted i 1993 i RemisenBrande. 

Den 15. august kunne Tove 

Vingborg fejre 40-års jubilæum 

i Handelsbanken. Samme dag 

markerede Hanne O. Eriksen og 

Annette Krogstrup deres 25-års 

jubilæum i banken. 

Onsdag den 18. august oplevede 

Brande nogle af sine værste oversvømmelser 

i mange år. Regnen 

væltede ned med mange skader 

til følge. Åen gik over sine bredde 

og adskillige huse fik vand i 

kældre og stuer. Blandt andet 

forvoldte vandet store skader på 

Brande Musikskole. 

Den 1. september kunne Svend 

E. Rasmussen fejre 25-års jubilæum 

med S.E. Biler på Brandlundvej. 

I september trampede dygtige 

cykelfræsere i Uhre 100.000 kr. 

ind til et nyt fl ygel til skolen. 

Den 23. september kunne 

Brande Soroptimistklub fejre 

10-års jubilæum. 

Den 1. oktober overtog Gitte 

Schnedler Colorame på Torvet 

efter Rasmus Sørensen. 

Efter to tvangsauktioner lyk- 

kedes det Erik Møller og Jakob 

Brun at købe Rio Brande med 

henblik på at renovere bygningen 

og indrette lejligheder. 

Den 1. oktober kunne Ulla og 

Mogens Petersen markere 30-års 

jubilæum med MP Boligtekstil. 

I slutningen af oktober åbnede 

Den Jyske Sparekasse en afdeling 

i Brande med Peter Munkholm 

som leder. Banken har til huse i 

det gamle rådhus på Storegade. 

Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev 

Erik Thomsen udnævnt til ”Årets 

borger i Blåhøj”. 

Den 1. november kunne Dorthe 

Vestergaard Hansen fejre 25-års 

jubilæum i Nordea. 

Teaterkompagniet havde stor 

succes med forestillingen ”Midt 

om Natten” i RemisenBrande. 

Den 1. november kunne Jan 

Svendsen præsentere ”Ved urhanens 

fjer” Brande Kommunes 

historie 1970-2010. 

Den 26. november kunne Brande 

Elværk fejre 100-års jubilæum 

og samme dag kunne frisørmester 

Jacob O. Madsen markere, 

Vikingerne indtog Blåhøj ved årets sommerfest. 

at han havde været formand i 31 

år – og dagen efter rundede han 

selv de 90. 

I november blev Ikast-Brande 

Kommune sunget sammen ved 

et stort korarrangement for alle 

kor i kommunen. Det foregik i 

RemisenBrande. 

Ole Berg Mortensen blev kåret som 

”Årets Brandit 2010”. 


46 

Året i glimt 2011 

Ved årsskiftet kunne optiker 

Hanne Damgaard Hald fejre 

20-års jubilæum med Brande 

Brillecenter. 

Lørdag den 26. februar kunne 

Drantum Forsamlingshus fejre 

genindvielse efter en omfattende 

restaurering og ombygning. 

Hermed er forsamlingshuset 

i fi n stand, når det i 2012 kan 

markere 100-års fødselsdag. 

I marts, efter 41 år som møbelhandler 

i Brande, besluttede 

Ole Møbjerg at lukke sin butik, 

Brande Bolighus 

Den 25. marts blev Tania Dondes 

Christensen, ny sognepræst 

i Brande, ordineret i Viborg 

Domkirke. 

I slutningen af marts kunne 

Henrik Kraglund, formand for 

Brande Fjernvarme tage det 

første spadestik til værkets nye 

fl isfyr på Mylius Erichsensvej. 

Den 1. april overtog Jette Nielsen 

stafetten som turistchef efter 

Jytte Gottlieb. 

Den 1. april kunne frisørmester 

Peter Mikkelsen fejre 20-års 

jubilæum som selvstændig frisør 

i Brande. 

Den 12. april blev Dina Blomstrand 

valgt til ny formand for 

Brande Handelsstandsforening. 

Hun afl øste Hans Ulbrichsen, der 

få måneder forinden midlertidigt 

overtog posten fra Ulla Sørensen. 

I slutningen af april flyttede 

Butik Tankestrejf ind i nye lokaler 

i Storegade 40. 


Den 1. maj tiltrådte Henrik 

Overgaard stillingen som ny 

afdelingsdirektør i Handelsbanken. 

Han afl øste Benny Larsen. 

Den 1. maj kunne Centrum 

Farver Colorama fejre 75-års 

jubilæum. 

Den 1. maj kunne Arne og Marianne 

Andersen fejre 30 år med 

Hotel Dalgas. 

I maj kunne Bjarne Kristensen 

fejre 45-års jubilæum hos Euromaster 

i Brande. 

I maj måned blev gavlmaleriet 

”Dødens Eliksir” på Stationsvej 

5 renoveret for fjerde gang. 

Gavlmaleriet, der stammer fra 

1970 er malet af norske Adolph 

Denis Horn. 

I slutningen af maj markerede 

bestyrelsen bag Uhre Mølle 

genindvielsen af møllens gamle 

pakhus efter endt restaurering. 

Den 31. maj kunne Ragnhild 

Christensen, Skolestien 1, fejre 

sin 100-års fødselsdag. 

Den 1. juni kunne Niels Henrik 

Nielsen markere sit 40-års jubilæum 

som ansat i kommunen. 

Den 1. juni fejrede erhvervskundemedarbejder 

Lene Holm 

25-års jubilæum i Nordea. 

Midt i juni tiltrådte Sigurd 

Kristensen stillingen som ny 

halinspektør i Brande Hallerne. 

Han afl øste Martin Reinevald. 

I juni ansatte Brande Handelsstandsforening 

Thomas Juul 

som ny citychef. 

Ved Brande Marked den 18. juni 

udnævnte Brande Borgerforening 

Jan Glud Østergård, souschef 

i Ikast-Brande Musikskole 

til ”Årets Brandit 2011”. 

Glenn Holm Frandsen fra 

Brande Jagtforening skød sig til 

DM-guld i Nordisk Kombinationsskydning. 

Den 4. juli var Lillian Rauff i 

audiens hos Dronning Margrethe 

for at takke for fortjenstme- 

Børnene fra byens børneinstitutioner dannede et farvestrålende optog i 

forbindelse med Brande Marked.

daljen hun havde modtaget for 

40 års tjeneste i Flyvevåbnet. 

Den 9. juli kunne Hanne Madsbjerg 

fejre 40-års jubilæum i 

Handelsbanken. 

I begyndelsen af juli blev det 

første spadestik til en ny Faktabutik 

på Østre Allé taget. Butikken 

åbnede den 24. november. 

Den 1. august åbnede Simone 

Søderberg butikken ”Dyrenes 

Lykke” i Storegade. 

Den 1. august kunne Margit 

Risbjerg fejre 40-års jubilæum i 

kommunens tjeneste. 

Den 2. august markerede skoleleder 

Susanne Rasmussen, viceskoleleder 

Bodil Schulz og skolebibliotekar 

Bitten Jacobsen på 

Dalgasskolen 25-års jubilæum. 

Fredag den 12. og lørdag den 13. 

august markerede Lions Club 

10-års jubilæet for Sensommer 

Rock med to dages fuld musik. 

I august blev Lars Heide ansat 

som ny forpagter af klubhuset 

på Brande Stadion. 

Glenn Holm Frandsen fra Brande 

Jagtforening skød sig til DM-guld i 

Nordisk Kombinationsskydning. 

Den 1. september kunne Jette 

Kaas Pedersen fejre 25-års jubilæum 

i Den jyske Sparekasse. 

I september blev Ikast-Brande 

Kommune for andet år i træk 

udnævnt til ”Årets Erhvervskommune”. 

Den 15. september kunne Pia 

Høj fejrer 25-års jubilæum i 

Handelsbanken. 

Den 16. september fejrede Dorit 

Haahr 25-års jubilæum hos BTX 

Group. 

Den 23. september fejrede Uhre 

Vindmøllelaug sit 25-års jubilæum 

med navngivning af 3 

MW-møllen i Drantum. 

Den 1. oktober blev Jimmy 

Andersen udnævnt til ny direktør 

for Stark i Brande. 

Den 1. november kunne Yvonne 

Fuglsang fejre 25-års jubilæum 

i Handelsbanken. 

Den 1. november kunne Jytte 

Frydensbjerg fejre 25-års jubilæum 

som sekretær på Uhre 

Friskole. 

Børn festligt udklædt til Brande 

Marked. 

Den 3. november åbnede optiker 

Hanne Damgaard Hald sin nye 

butik, Brande Smykkecenter 

Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev 

Karina Faartoft kåret til ”Årets 

Blåhøj-borger”. 

Den 8. november blev Brande 

Fjernvarmeværks fl isanlæg sat 

i gang. 

I november havde Teaterkompagniet 

stor succes med ”Styrmand 

Karlsens Flammer”. 

Den 10. november blev Danske 

Bank i Brande udsat for røveri. 

Den 17. november havde Brande 

Soroptimistklub 370 gæster til 

modeshow i RemisenBrande. 

Det gav et overskud på 130.000 

kr. til fordel for NANU-børn, der 

arbejder for bedre forhold for 

grønlandske børn. 

Den 17. november åbnede Rema 

1000 sin nye butik på Vestergårdsvej 

3. 

Den 24. november fl yttede Fakta 

fra Kirkegade og til nybygget 

butik på Østre Allé. 

Den 26. november markerede 

Brande Atlet Klub sit 75-års 

jubilæum med boksestævne i 

Brande Hallerne. 

Redaktionen er sluttet den 1. 

december. 


året går på hæld... 

MERE DIG DIG 

Peter Munkholm 

filialchef 

tlf.: 97 14 81 02 

GLADE OG TILFREDSE KUNDER LØFTER 

JULESTEMNINGEN ENDNU MERE ... 

Erik René Pedersen 

erhvervsrådgiver 

tlf.: 97 14 81 03 

Tanja Hansen 

erhvervsrådgiver 

tlf.: 96 60 14 79 

2011 har været et travlt år i Den Jyske Sparekasse 

i Brande og det er vi naturligvis taknemlige for. 

Rigtig mange private og erhvervsvirksomheder 

fra lokalområdet har valgt at blive kunder hos os 

og indlede et samarbejde, hvor fortrolighed, tillid 

og gensidig respekt er nøgleværdier! 

Jette Kaas Pedersen 

kundemedarbejder 

tlf.: 97 14 81 05 

Jette Meyer Pedersen 

kundemedarbejder 

tlf.: 97 14 81 04 

Joan Johnsen Hansen 

kunderådgiver 

tlf.: 97 14 81 06 

I din lokale sparekasse er hjælp og gode råd aldrig 

længere væk end et telefonopkald, en smsbesked 

eller et museklik. 

Vi vil gerne ønske kunder, samarbejdspartnere og 

venner af huset en god jul og et godt nytår. Vi 

glæder os til at have travlt igen i 2012. 

Storegade 5 | 7330 Brande | Tlf. 97 14 81 00 | www.djs.dk

Årets Brandit - Brande Historie

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?