Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

kapper og med sørgeflor; der var en bedemand i spidsen, der
medførtes lavsfane og dannebrog på halv stang, og der var ofte
sørgemusik. Tit var skipperens eget dannebrog svøbt om kisten,
hvis man Ikke benyttede lavets lig- eller båreklæde, sort og
med påbroderede skibsfremstillinger og dødssymboler.
Det maritime i llgbegængelsen var i oldtiden mere udtalt.
Flere steder læser vi om døde fyrster, som lægges til hvile på et
rigtigt skib -1 reglen vel hans eget - på land. Dette er forsynet
med hans våben og kostbarheder, og det antændes som et mægtigt
ligbål, der formenes at bringe den dødes sjæl til sit bestemmelsessted.
Undertiden brænder man ikke skibet, men der kastes
en høj op over det - til glæde for senere tiders arkæologer.
De mange gravanlæg fra vikingetiden i form af skibssætninger
er også vidnesbyrd om den dødes forbindelse med søen og tillige
om troen på dødeskibet, der bortfører den døde. Skibssætningerne
kan tit være meget store: i Jelling er der rester af en
der har været 150 m lang, og de store sten, der er opsat, er synlige
tegn på, hvor stor betydning søfarten og dens traditioner
har haft.
Senerehen har søfarere måttet nøjes med mindre pomp.
Langs kysterne i Europa, ikke mindst i de gamle hvalfangeregne,
findes hundredvis, måske tusindvis af pragtfulde kommandørgravsten
fra 1600-1800-årene, ofte med relieffer afskibe og
skippere og med lange, fromme, maritime indskrifter og den
afdødes data. En af de mest karakteristiske gravindskrifter fra
nyere tid er sat på skipper Christen Hansen (1798-1873) og
hans kones gravsten på Marstal kirkegård:
Her hviler Christen Hansen/ til ankers med sin kone;
han letter ikke før/ han kommer for Guds trone.
Naivt og dog prægnant er her sagt, hvad der er at sige om den
ting. Så mangen sømand ligger sikkert og godt på kirkegården.
Hvis han kunne høre, ville han kunne opfatte verdenshavenes
brusen i de vestindiske konkylier, som endnu mange steder kan
ses omkranse sømandsgrave.
162