Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

vis, spredte de dog gru. Allermest kendt er den tro, at rotterne
ville »forlade det synkende skib«, når det lå i havn før sin sidste
rejse. Det samme fortælles forøvrigt om skibshunden, og ligeledes
om skibets værneånd, skibsnissen.
O^så den enkelte sømands forestående død kunne markeres
af forvarsler herom. Fugle kunne sætte sig i riggen, eller en haj
kunne luske bag skibet i dagevis, og en eller anden sømand fik
nemt den overbevisning, at det var ham, det gjaldt. Et blåt lys,
den såkaldte ligild eller nålld (nå = lig), kunne Iagttages ude
over søen, - et sikkert tegn på, at én skulle drukne dér; man
kunne skimte en ligkiste anbragt oppe i riggen; én kunne høre
en kirkeklokke ringe eller et drikkeglas klinge, - altsammen
sikre tegn. Måske fik sømanden i drømme et forvarsel om sin
død. Var det 1 land, kunne han så lade sig afmønstre eller nægte
at gå med, hvis han da ikke uden at knurre hengav sig til sin
skæbne. Synske kammerater kunne se en mystisk skikkelse, måske
vedkommendes dobbeltgænger, gå hen og læne sig over en
sømands køje, eller de så ham falde overbord. Hvis han så oven
i købet lå på maven og sov i sin køje med næsen i puden, var det
tydeligt nok, for i denne stilling flød ligene rundt i søen, vidste
man.
Havet er hedensk og kræver ofre
Efter gammel kristen overtro er havet hedensk, vel fordi det
mentes at være fyldt med uhyggelige væsner. Da Satan eller Lucifer
og hans engle blev udstødt fra himlen, faldt nogle af dem
på jorden, siger en folkelig overlevering, og de blev til bjergfolk
eller underjordiske, nisser og trolde, mens andre faldt i søen og
blev til havfolk: havmænd og havfruer. Desuden vrimlede det
med sælsomme havuhyrer: søslanger, kraker (kæmpefisk), havtrolde
osv. Man var på det rene med, at disse væsner forlangte
menneskeofre; selv den fredsommeligt udseende havmand åd
druknede søfolk, mente man. Det var derfor en almindelig tro,
at disse uhyrer var berettigede til sådanne ofre, ellers ville de
108