Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

1894 faldt kaptajnens søn på fuldskib »Tercera« af Fanø over
bord, da de i orkan var ud for Kap Horn, og kunne ikke reddes.
Først nogle dage senere, da Hornet var passeret, og de lå stille,
holdt kaptajnen en begravelseshøjtidelighed for sin søn, mens
flaget var på halv, og mandskabet stod bevæget og med blottede
hoveder. Sådanne ceremonier med salme, bøn og tale, men
selvfølgelig uden jordpåkastelse, kendes der enkelte eksempler
på. Normalt fandt de ikke sted.
Det er også kendt, at man på kirkegården har anlagt tomme
grave for de døde. De kom måske engang og tog dem i besiddelse.
Begravelse på kirkegården derhjemme
Heldige var de søfolk, som kom levende hjem fra farefulde rejser,
og som efter et langt liv kunne »sluge ankeret« og lægge op
til en fredfyldt alderdom og en rolig død i hjemmet. Man sagde
altid: Det er en lykkelig sømand, som bliver begravet på kirkegården!
og de efterladte var taknemlige for at have et sted,
hvortil de kunne knytte deres sorg, en grav som de med kærlighed
kunne passe og pleje med den trøst, som religionen og traditionen
kunne give: alt var vel, livet var gået, som det burde,
evigheden forestod.
Her er ikke grund til at gå nærmere ind på begravelsesceremonier
og -ritualer, som er fælles for »landkrabber« og »skildpadder«.
Drejede det sig om en menig sømand, var der i reglen
ikke meget maritimt præg over begravelsen, med mindre han
var medlem af en sømandsorganisation. Skipperne gjorde
mere stads ud af det, Ikke mindst i de søfartsbyer, hvor der var
et skipperlav fra gammel tid. Her førtes den dødes kiste til kirkegården
i lavets pompøse ligvogn, hvis den da ikke, som det
endnu er skik i Kerteminde Skipper Ligbærer Laug, blev båret
på skuldrene. Lavsbrødrene fulgte efter kisten, måske i sorte
161