Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
monier. Vi kan her erindre den tidligere nævnte kvinde Gudveg,<br />
som blev »lagt over bord« I Grønlandshavet ca. 1300, men<br />
hvis tomme kiste med en runepind i blev fundet be<strong>grav</strong>et på<br />
Herjolfsnæs kirkegård I Grønland. Hvis man ikke havde troen<br />
på, at det hjalp hende, hvor hun lå, ville man vel næppe have foretaget<br />
denne skinbe<strong>grav</strong>else.<br />
Det er tydeligt, at man har troet eller i hvert fald håbet på ad<br />
religiøs-mystisk vej at bringe freden til dem, der uden ceremonier<br />
befandt sig i havet. Og det var der sådan set ikke n<strong>og</strong>et<br />
mærkeligt i. Den katolske kirke forsøgte i almindelighed gennem<br />
sine sjælemesser <strong>og</strong> bønner at hjælpe de døde. I Frankrig<br />
fortælles om, hvordan man i middelalderen foranstaltede skinbe<strong>grav</strong>elser<br />
for sådanne søfolk, med dødsritualer, en lille symbolsk<br />
kiste af træ eller voks, anbragt på et bord mellem tændte<br />
vokslys, med vigilier om natten <strong>og</strong> fejring af en dødsmesse. -<br />
1401 stiftedes i Liibeck et »evigt broderskab <strong>og</strong> gilde« til trøst <strong>og</strong><br />
hjælp for døde <strong>og</strong> levende, som søger deres næring på søen. Da<br />
mange, siges det, dør på havet <strong>og</strong> kastes over bord uden at have<br />
haft lejlighed til at skrifte <strong>og</strong> angre deres synder, lader broderskabet<br />
holde en evig messe ved St. Nikolajs alter, for at han hos<br />
Gud skal bede for søfolkenes sjæl. - I Brugge besluttede tyske<br />
hansekøbmænd i 1485 hver søndag at holde vigllie <strong>og</strong> sjælemesser<br />
for de druknede skippere, skibmænd <strong>og</strong> bådsmænd (dvs. søfolk).<br />
- Protestanterne afviste principielt sjælemesser, men på<br />
de nordfrisiske hvalfangerøer bad præsten, hedder det fra<br />
1700-årene, fire uger fra prædikestolen om, at liget afen druknet<br />
sømand måtte blive fundet, <strong>og</strong> skete dette ikke, holdtes der<br />
en be<strong>grav</strong>elseshøjtidellghed. Følget samledes i sørgehuset <strong>og</strong><br />
gik 1 procession til kirken, hvor præsten holdt en ligprædiken,<br />
som om den døde havde været til stede. Som man ser, drejede<br />
det sig ikke om en gængs mindehøjtidelighed. Man troede fuldt<br />
<strong>og</strong> fast på, at man derved kom I kontakt med den dødes sjæl o«hjalp<br />
den.<br />
Også til søs forekom en lignende mindeceremoni af <strong>og</strong> til. I<br />
159
Change language