Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

de derboende protestanter og døde søfolk blev begravet. At
man ofte valgte en ø som begravelsesplads skyldtes, at man ville
være sikker på, at hedninge ikke forstyrrede gravfreden.
Døde protestantiske søfolk i katolske lande, greb kaptajnen
undertiden til den udvej at udgive dem for katolikker, da de ellers
ikke ville blive begravet på stedets kirkegård. Begravelserne
foregik selvfølgelig i al enkelhed. I reglen fulgte skibets officerer
og et udvalg af den dødes kammerater efter liget. Trods alt
var det dog bedre at blive begravet her end I søen. Allerbedst
ville det selvfølgelig have været at blive begravet på den hjemlige
kirkegård. Men dels ville der ikke være plads til at bringe de
ofte mange døde hjem på skibet, dels var det i høj grad et hygiejnisk
spørgsmål, og så var søfolkene som nævnt rædselsslagne
ved tanken om at skulle sejle »med lig I lasten«. Det var nok kun
hvalfangerne, der af princip tog deres døde med hjem til begravelse.
Måske kunne de også bedre konservere dem i isen.
Mindebegravelser
For de døde, der druknede uden begravelse, kunne man sætte
en mindesten hjemme I kirken eller på kirkegården. Allerede
fra vikingetiden kendes en del runesten, som selv angiver at
være rejst over en død, f.eks. Våstra Stro (Skåne) sat afen bror
over sin bror, der fandt døden nordpå på vikingetogt, og Nylarsker
I, rejst afen søn over sin fader, der druknede med hele sit
skibsmandskab. Krist hjælpe hans sjæl i al evighed! siger den.
Også I senere tid har man rejst »gravsten« på kirkegården
over folk, som blev derude og altså ikke ligger der, f.eks. på de
gamle hvalfangerøer fra Danmark og sydpå til Holland. På en
sten fra Rømø (1723) over to brødre Lambertsen står, at de
begge ligger »ved havsens bunde«. Sådanne sten er mere end
blot mindesten; det kunne se ud til, at man netop ved at sætte
stenen på kirkegården har ment, at det ville redde de to fra evig
fortabelse. Sandsynligvis er den blevet opsat med religiøse cere-
158