Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
ville ske dem, hvis de selv som døde engang drev op på en fremmed<br />
strand <strong>og</strong> fik samme behandling. En beretning (optegnet<br />
1915) fortæller, at danske fiskere undertiden selv kastede jord<br />
på de Hg, de be<strong>grav</strong>ede i havstokken, <strong>og</strong> at præsten stiltiende<br />
godkendte dette. - De unge piger smykkede tit <strong>grav</strong>ene med<br />
blomster, f.eks. til St. Hans, i hvert fald I en senere, mildere tid.<br />
De utallige strandvaskersagn, der til hovedtema har de ulykkeliges<br />
»salighedsproblem«, er et ganske stærkt vidnesbyrd om,<br />
at alle langs kysten, ja formodentlig i hele samfundet, var klar<br />
over, at det var umenneskeligt at behandle de døde sådan.<br />
Spørgsmålet er da, om det hele er en slags »litterær« fiktion<br />
uden bund i virkeligheden, eller om det har en årsag.<br />
Vi har en del historiske vidnesbyrd om, hvordan man tidligere<br />
så på problemet. Herodot fortæller (ca. år 400 f.v.t.), at<br />
hvis man I Ægypten fandt en død, der var bidt af en krokodille<br />
eller druknet ved Nilens magt, skulle man balsamere ham <strong>og</strong><br />
under præsternes medvirken be<strong>grav</strong>e ham i en hellig <strong>grav</strong>. - I<br />
Eddaen nævnes, at man skal behandle et lig ordentligt, hvad enten<br />
personen er død af sygdom eller tilsøs; man skal vaske liget,<br />
kæmme håret, lukke dets øjne <strong>og</strong> mund, be<strong>grav</strong>e det <strong>og</strong> ønske<br />
det at sove saligt (sen hedensk tid). Fra begyndelsen af 1000årene<br />
har vi fra nordboernes Vesterbygd på Grønland efterretning<br />
om en mand Lodin, kaldet Lig-Lodln, som dr<strong>og</strong> rundt<br />
langs kysterne <strong>og</strong> bjergede, hvad han fandt af Hg; han t<strong>og</strong> dem<br />
med sig for at be<strong>grav</strong>e dem på kirkegården. Det var <strong>og</strong>så brugt,<br />
at man for at transportere Hgene de lange veje k<strong>og</strong>te kødet af<br />
dem <strong>og</strong> kun t<strong>og</strong> skeletterne med. Arkæol<strong>og</strong>erne har fundet<br />
<strong>grav</strong>e med mange kn<strong>og</strong>ler, sikkert af sådanne døde, f.eks. ved<br />
Thjodhildes kirke på Brattahlid, Grønlands ældste kirke (i<br />
Østerbygden).<br />
Den middelalderlige islandske lov Grågås siger: »Dersom hav<br />
eller ferskvand kaster menneskers lig op på land, skal ejeren af<br />
stedet føre disse lig til kirke. Dersom gods driver op på land<br />
med Hgene, skal man tage deraf, hvad der behøves (til be<strong>grav</strong>el-<br />
154
Change language