Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

ne. Langs stranden findes der talrige Dødemandsbjerge, hvor
disse stakler blev gravet ned, ofte så dårligt, at vinden blæste
sandet væk og blottede knoglerne, eller at ræve kunne æde af ligene.
Formodentlig har hvert sogn langs kysten haft en sådan
massegrav. Andre steder talte man om »de døde mænds grave«
(f.eks. på Nordby Hede, Samsø). Den der kom forbi lagde en
småsten der, så der til sidst var store stendynger. En sådan skik
blev forøvrigt fulgt flere steder. Stenene skulle tynge de døde
ned, så de Ikke kunne gå igen, men det hjalp ikke altid. Ved
HIrtsholmene var det et rev, Nåmandsrevet (nå = Hg), hvor
strandvaskerne ofte skyllede ind. I Sverige havde man lignende
Dodmanskår. Også uden for Norden markerede man fund af
strandvaskere i stednavne, f.eks. Dodman Point (England), Dodeniansberg
(Holland).
1780 strandede en russisk orlogsfregat ved Hornbæk, og
mange døde blev begravet nær kirken i et sted, der blev kaldt
Russerhullet. En af de døde var tyrk og måtte ikke begraves
sammen med dem, men kom i en høj, Tyrkerhøjen, for sig selv.
Nogle steder blev strandvaskerne begravet lige uden for kirkegårdsmuren,
i senere tid måske inden for nordmuren, hvor
selvmordere og henrettede fik deres plads. Det skete om natten
uden ceremonier, og uden at de døde kom i et hylster, endsige
en kiste. Præsten måtte Ikke være tilstede, og der måtte Ikke
plantes en blomst på stedet.
Langs stranden og I klitterne gik de arme døde om natten og
hylede og klagede sig, fordi de ville begraves rigtigt, fortæller
mange sagn. Ingen mennesker turde gå forbi, fordi de anfaldt
dem, sprang op på ryggen af dem og ville tvinge dem til at bære
sig til kirkegården. Man så også de døde stå ved muren og kigge
længselsfuldt Ind. Ja der fortælles endda, at levende mennesker
havde medlidenhed med dem og hemmeligt kastede dem over
muren Ind på kirkegården. Så var de øjensynlig tilfredse, selv
om de ikke fandt en grav dér.
Det er et stort spørgsmål, hvorvidt de mange strandvasker-
152