Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
sker. Denne skik kan følges tilbage til middelalderen. Et kors 1<br />
en kæde om halsen havde samme virkning. I senere tid kunne<br />
n<strong>og</strong>le finde på at tatovere navn <strong>og</strong> adresse på ryggen, selvfølgelig<br />
d<strong>og</strong> uden religiøs betydning. Efterhånden blev det ret almindeligt,<br />
at søfolk bar identitetsmærker om halsen.<br />
Flere steder havde man specielle pladser beregnet til strandvaskerbe<strong>grav</strong>elser,<br />
men Ikke indviede. Man gjorde ikke meget<br />
ud af be<strong>grav</strong>elsen. De døde beholdt deres pjalter på, <strong>og</strong> der var<br />
naturligvis ingen præst tilstede. Af <strong>og</strong> til var pladsen 1 senere tid<br />
kendetegnet ved en mindeplade eller måske endda et lidt større<br />
trækors. Især på den jyske vestkyst blev en del be<strong>grav</strong>et 1 klitter-<br />
Vistnok den ældste illustration af strandvaskere er et træsnit i den svenske katol<br />
ske ærkebiskop Olaus Magnus' berømte nordiske kulturhistorie fra 1555 (b<strong>og</strong><br />
II, kap. 3). Det forestiller en kystved det gamle bispesæde Skålholt i Island. T.h.<br />
ser man et skibbrud med druknende søfolk; flere af de døde er kommet i land<br />
<strong>og</strong> går som ånder eller skygger langs kysten, hvor de af <strong>og</strong> til åbenbarer sig for<br />
egnens folk, der først opdager at de er døde, når skyggerne forsvinder. Olaus<br />
Magnus fortæller, at deres sjæle skal renses i den nærliggende vulkan Heklas<br />
ild, som altså tænkes at fungere som skærsild. Archbishop Olaus Magnus' woodcut<br />
from 1555 shows beach washers in Iceland wandering around along the coast.<br />
151
Change language