Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

Ifølge de mange sagnagtige beretninger skal det ofte have
været sådan, at folk, der så lig ligge i strandkanten - måske flere
efter en stranding -, Ikke undså sig for at plyndre dem. Først og
fremmest tog de værdier. Af og til havde de døde ekstra penge
på sig, for at finderne mod at få disse skulle sørge for deres begravelse.
Det var fristende for en fattig mand, hvis han så et Hg
med et par gode støvler på, at tage dem fra det. For ham repræsenterede
de en formue. Sad støvlerne fast, kunne han brække
benet af. Havde strandvaskeren en guldring på fingeren, som
ikke gik af, kunne særligt rå personer skære hele fingeren af. De
kunne stjæle sølvknapperne af trøjen eller trække den dødes
bukser af. Måske havde han et smukt halstørklæde af silke, som
de kunne bruge. Værst var det, hvis de ilanddrevne Ikke var helt
døde, for så kunne ligrøverne, stadig Ifølge folkesagnene, slå
dem ihjel og derpå udplyndre dem. Dette var en ond gerning,
og utallige sagn fortæller, hvordan de døde, der var usynlige,
sprang op på ryggen af dem, så de måtte bære dem, indtil de var
hævnet, eller uretten var gjort god igen. De kunne følge efter
ransmanden og forlange sagerne tilbage: Giv mig mit ben og
min støvle! Sådanne ligrøvere var dybt foragtede, helt bortset
fra det ulovlige de havde gjort.
Når man fandt en strandvasker skvulpende i strandkanten,
skulle man trække ham på det tørre, lægge hans arme overkors
på brystet og give ham en sten eller en tot tang til hovedpude,
Indtil han kunne begraves. Fra Skåne meddeles fra 1800-årene,
at når man trak ham op, sagde man: Kom min kristendoms broder,
så skal jeg hjælpe dig!
Det var i ældre tid tit skik, at strandvaskerne blev kulet ned i
havstokken, lige over hvor søen skyllede op. Man vidste jo Ikke
altid, om de var af ens egen tro og måtte begraves på kirkegården,
eller om de eventuelt var katolikker (i katolske lande: protestanter),
tyrkere ell. lign. hedninge. Af den grund havde
mange søfolk tatoveret et kors eller et krucifiks på kroppen, for
så var der ingen tvivl om, at de I hvert fald var kristne menne-
150