Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

More documents

Recommendations

Info

deres trosbekendelse og nationalitet. De fik ikke engang en grav at hvile i. Utallige sagn og beretninger fra Danmark og udlandet er bygget over deres problem: de dødes højeste ønske var at komme i Indviet jord på kirkegården, hvor de kunne ligge i fred til den yderste dag, - hvis de da var kristne, hvad de fleste selvfølgelig var, 1 hvert fald 1 de europæiske farvande. Allerede 1 oldtidens Grækenland var man principielt imod at give de druknede en rituel begravelse, idet druknedøden ansås som en utålelig og uacceptabel dødsmåde, antagelig fordi man mente, at den var gudernes straf for folk, der havde forbrudt sig på en eller anden måde. Vergils Æneide (bog V) fra 1. årh. før vor tidsregning beretter om Æneas' styrmand Palinurus, der blev skyllet over bord i storm og drev op på en ukendt strandbred, hvor han ikke fik den rette begravelse, som ville sikre ham indgangen til dødsriget Hades. - I Horats' Oder (1. bog, ode 28) fra samme tid fortælles i digtet »Strandvaskerens sjælevånde« om den døde sømand, der gik til bunds i en storm på havet og skyllede op på stranden; her bønfaldt han sin skipper om at kaste de tre håndfuldejord på hans lig, så han kunne redde sin sjæl (jfr. tidligere i afsnittet om jordpåkastelsen). Når man i senere tid var bange for at have med strandvaskere at gøre, kunne det også hænge sammen med, at man mente, at den der bjergede dem, selv ville drukne. Man troede, at man kunne lokalisere omdrivende strandvaskere ved et blåligt »liglys«, der svævede over deres sted i vandet (jfr. tidligere). Efter udbredt overtro sagde man, at de druknede skulle komme i land til Kristi Himmelfartsdag. Når de skyllede Ind på stranden, var det tit et uhyggeligt syn, Især hvis de havde ligget længe i vandet, så hoved og lemmer måske var slidt af, og fisk havde ædt af dem. Kødet kunne være halvt opløst, så det let gik af knoglerne. Nyligt druknedes kroppe var helt bløde, og man måtte straks trække støvlerne af dem, for kort tid efter Indtrådte stivheden. 148
Korsfæstelsen som tatoveringsmønster. Da søfolk satte alt ind på at blive begra vet i indviet jord på kirkegården, hvis de skulle drive døde i land, lod de sig fra gammel tid ofte tatovere med et krucifiks på ryggen, så man kunne se, at de var kristne. Samtidig mente de, at hvis de om bord skulle straffes for en eller anden forsyndelse, ville de kunne undgå tamp, da ingen turde slå på en så hellig teg ning. - Mønster fra ca. 1920-30 i en af tatovør Niels Fischers mønsterbøger på Handels- og Søfartsmuseet. A crucifix tattooed on the back ivas a means of being identified as a Christian and as such entithd to a churchyard burial if washed ashore. At the same time sailors thought it would help them avoid pumshment with the cat-o'-nine- tails since no-one dared to strike such a holy picture. Pattern from about, 1920-30. 149
Page 1 and 2: Sømandens våde grav Begravelse ti
Page 3 and 4: Den overbordfaldne havde sjældent
Page 5 and 6: stantiske. Katolikkerne havde helge
Page 7 and 8: Th 1 Havets onde, hedenske magter p
Page 9 and 10: Eufemismer for at dø Søfolkene va
Page 11 and 12: En sømand kunne melde sig hos sin
Page 13 and 14: gøre det urent. Dette var så mege
Page 15 and 16: f.eks. genever, whisky og sprit. Al
Page 17 and 18: Den der ser spøgelsesskibet Den fl
Page 19 and 20: Disse dødeskibe lignede de forskel
Page 21 and 22: Hvordan klabautermanden nøjagtigt
Page 23 and 24: v/mm #'%'• A. " / •',' Den fran
Page 25 and 26: iderne), hvor den blev fundet og pl
Page 27 and 28: sådan, at liget blev sat ud, lige
Page 29 and 30: hvorledes han har levet, er mig hel
Page 31 and 32: lande. Kirkeritualet for Danmark og
Page 33 and 34: at gøre noget ud af begravelsen, m
Page 35 and 36: et noget tilbage, der mindede om ha
Page 37 and 38: denske hav I sin tid var blevet ind
Page 39 and 40: nærliggende: Vi stakkels fattige s
Page 41 and 42: efter behag, med værtshuse, danseb
Page 43 and 44: den for at fiske en ko op, der var
Page 45: kammerater mod uvejr. De kunne foru
Page 49 and 50: sker. Denne skik kan følges tilbag
Page 51 and 52: Kunstneren Niels Skovgaard har i 19
Page 53 and 54: sen); er der mere, skal stedets eje
Page 55 and 56: fortegnet billede af virkeligheden,
Page 57 and 58: monier. Vi kan her erindre den tidl
Page 59 and 60: 1894 faldt kaptajnens søn på fuld
Page 61 and 62: Asken strøs i havet I vore dage er
Page 63 and 64: We do have a few details about buri
Page 65: telling how they were mistreated by

Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?