Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

den for at fiske en ko op, der var faldet ned I den fra græsmarken
I merset; at det næsten Ikke kunne klemme sig igennem den
engelske Kanal, uden at man smurte skibssiderne med sæbe; at
det tog 100 år at stagvende osv. osv. I mange overleveringer har
dette skib i al sin usandsynlighed fungeret som de ægte, uforfalskede
søfolks flydende paradis. Man siger, at når en død sømand
blev sat ud i søen, lå der en usynlig gig ved skibssiden, ført
af Ben Bådsmand, som samlede ham op og bragte ham over til
det store skib. Her var alt anderledes end til hverdags: Ingen
blev purret ud til vagt, maden var dejlig, og rom og andre drikkevarer
flød rigeligt. I værtshusene var der søde piger, sang og
musik som i Fiddler's Green. Det allerbedste var, at de tidligere
strenge overordnede var tilstede som søfolkenes tjenere: skipperen
rebede sejl, styrmanden skrubbede dæk, og rederen var
messedreng, som sprang for at. opvarte dem. Og disse fhv. plageånder
fik ikke del I goderne, men måtte nøjes med mugne beskøjter,
fordærvet kød, surt skibsøl eller råddent saltvand.
Det store skib som sømandsparadis nævnes først på tryk i
1840'rne, mens skrønen I sig selv er meget ældre.
Alle disse forestillinger fra Davy Jones til det store skib har via
engelske søfolk bredt sig til andre nationer, men der er naturligvis
aldrig nogen, der virkelig har taget dem alvorligt. Paradisvisionerne
var kun ønskedrømme.
Døde, ikke begravede søfolk, som ikke fandt ro i havet, mentes ofte at vende til­
bage til deres skib som gengangere. Undertiden hjalp de deres rædselsslagne
kammerater i skibsarbejdet, men ofte varslede de skibets undergang. Herved
opstod den moderne version af klabautermanden, som oprindelig var en godli­
dende skibsnisse, men nu blev til en uhyggelig havenes ånd, en dødning i sort
olietøj, som spåede død, når han viste sig stående i vantet. - Træsnit efter Karl
Sedivy 1890 (i 111. Familie-Journ.). At the end oj the 19th century the unburied dead
sailor who returned to his old ship as a ghost was conjused with the Jriendly ship's spirit
called the. klabauterman. The latter was now transjormed into a horrible skeleton in, black
oilskins, an evil and ominous spirit ofthe sea who aroused terror whenever he appeared.
145