Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

erfaring opdagede citrussaftens helbredende virkning, bortrev
mange søfolk. Kun få om bord døde en naturlig død I deres
køje.
Sikring afskib og besætning ved magisk kraft
Man søgte selvfølgelig, så godt man kunne, at sikre sig mod
ulykke og død ved magisk hjælp. Allerede før masten blev sat i
et nybygget skib, lagde man sølvmønter i mastesporet; de skulle
bringe heldige farter og desuden god fortjeneste. Skibet blev
udstyret med forskellige talismaner og maskotter, som skulle
beskytte det, f.eks. dyrehorn eller hornlignende genstande på
klyverbommens nok, hajhalefinner eller delfinhaler, som også
mentes at give god fart, eller også et albatroshoved og et skind
af et ofret får. En hestesko kunne sømmes til masten - stål var
virksomt mod det onde; I kristen tid opsatte man ofte kors og
helgenfigurer I stævnen eller andetsteds om bord. Alt dette antoges
at have magisk kraft mod det onde.
Søfolkene værnede sig personligt med alle slags amuletter.
Endnu 1 vore dage kan man træffe søfolk og fiskere med en
guldring 1 øret, den skulle beskytte mod dårlige øjne, gigt, hovedsmerter,
tandpine, men den var også god mod djævelskab.
Andre amuletter kunne være et stykke rav eller koral, en hajtand,
en sølvmønt i lommen og også kristne amuletter som kors,
rosenkranse, stumper af indviede alterlys eller helgenbilleder.
Virksom mod at drukne var en lille dåse salt, en sejrsskjorte (ens
egen fosterhinde), hvis man havde en, og også tatoveringer som
et kors, et pentagram eller en lykkegris. Bar man en tatovering
af et krucifiks, vovede hajerne Ikke at æde én, troede man.
Selv om søfolk gerne pralede med, at de var meget overtroiske,
vel på grund af deres farefulde liv, var de dog samtidig på
deres vis religiøse, uden at de følte, at de to ting egentlig var
uforenelige. Tro og overtro gik hånd i hånd. Samtidig bandede
de ganske forskrækkeligt uden nogen religiøs hæmning. På katolske
skibe betød den ydre religiøse fernis mere end på prote-
106