Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

-søer langt op i tiden har kastet alterbrød i vandet tillige med
vievand, tydeligt nok som helliggøreise og for at give de døde
del I sakramentet. Selv de forblev en del af den kristne menig­
hed.
At de I havet hvilende døde skal genopstå på dommedag ligesom
de på kirkegården, siges direkte i Johannes åbenbaring
20,13, hvor det forsikres, at havet skal afgive de døde, som er
deri. Dette løfte er da også optaget i de forskellige begravelsesritualer,
som ovenover omtalt.
Det må her betones, at hvis man anser havet for at være indviet,
kan man samtidig næppe tro på de onde magter, som kræver
de druknede som deres offer (jfr. tidligere). Alligevel har
begge opfattelser øjensynlig været almindelig tro, uden at søens
folk har tænkt logisk på det urimelige deri.
Dødsriger, hedenske og kristne
Inden for det kristne menneskes tanker om døden findes der to
helt uforenelige anskuelser, som begge bygger på bibelen. På
den ene side tror man, at den dødes sjæl straks efter dødens Indtræffen
går til himmerige eller helvede. På den anden at den
døde krop ligger i sin grav til dommedag, hvor den skal genopstå
og dømmes, om den (og sjælen) skal gå det ene eller det andet
af disse steder hen. Til daglig spekulerer man ikke over
denne dualisme, men der er ikke tvivl om, at man først og fremmest
er Indstillet på den første anskuelse, mens den anden: legemet
i graven, mere er af sentimental art; man har sine kære
liggende på kirkegården og kan gå hen og pusle om graven,
uden at tanken om dommedag egentlig er særlig virkelig.
I ældre tid - og 1 Tyskland forøvrigt stadigvæk - talte man om
den »kristelige søfart«, vel i modsætning til f.eks. den muhamedanske,
og det er ganske klart, at søfolk vokset op i et kristent
trossamfund normalt regner med at komme i et af de kristne
dødsriger, specielt selvfølgelig paradis. Argumentet er her det
140