Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

et noget tilbage, der mindede om ham, og som eventuelt ville
drage ham tilbage til skibet. Mange turde heller ikke overtage
en død mands køje af frygt for, at han skulle komme tilbage for
selv at benytte den.
Begravelse i moderne tid: Det må nævnes, at begravelser til søs
nu er blevet meget sjældne, især efter sidste verdenskrig. De
døde skal bringes hjem, enten pr. fly eller opbevaret i skibets kølerum.
Italiensk lov forbød begravelser til søs I 1964, men såvidt
vides er de endnu tilladt I andre landes handels- og orlogsmarlner.
Sker der dødsfald på et dansk skib, må den dødes familie
give tilladelse dertil via radio, hvis skibet befinder sig i fjerne
egne. Den danske vejledning ang. ceremoniel og ritual om bord
ved begravelser blev revideret i 1974, men kun en enkelt begravelse
har fundet sted i de senere år.
Havet er indviet
Begravelsen og dens forløb er her blevet beskrevet 1 mange detaljer,
fordi den er af største vigtighed for vort emne. Som man
vil se, går der følgende hovedlinier - officielt og navnlig uofficielt
- igennem de forskellige ceremonier, riter og overtroiske
regler:
De skal hindre, den døde I at lokke andre til at følge sig og dø.
De skal hindre, at den døde går igen.
De skal sikre, at den døde kommer i sin grav på tilfredsstillende
måde, både menneskeværdigt og religiøst set.
Derfor de mange tabuer og advarsler, derfor iagttagelsen af
de rette ceremonier og ritualer. Uden dem sker det ikke på en
sådan måde, at sømanden I almindelighed har den fornemmelse,
at sømandsbegravelsen er acceptabel og afgiver den rette
verdslige og især religiøse - og overtroiske - garanti om den dødes
fremtid.
Spørgsmålet er i sidste ende, om en begravelse i havets våde
grav af sømanden anses for at være lige så god som 1 en kirke-
137