Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

lande. Kirkeritualet for Danmark og Norge af 25. juli 1685 påbød
dog igen jordpåkastelsen, og det er her, den nævnte kortfattede
version i sin fyndige og stærke, næsten monumentale
form, optræder for første gang. En stor sprogmester har skabt
den. Måske tør vi gætte på, at salmedigteren Thomas Kingo,
der var medlem af kommissionen til revideringen af de gamle
ritualer, har æren derfor.
Der er som nævnt ingen tvivl om, at denne jordpåkastelsesformular
i folkelig bevidsthed står som det centrale punkt 1 ritualet,
som borgen for, at begravelsen er »rigtig«. Helt bortset fra,
at mange søfolk og landbeboere sikkert I deres inderste har troet,
at den - ikke mindst på grund af sin prægnante form - var en
slags magisk trylleformular, som ville binde den døde til graven
og hindre ham i at gå igen.
Overbordsætningen: Efter et fadervor, som man jo aldrig går
fejl af, var tidspunktet kommet til at skyde den døde i søen. Det
var en ufravigelig skik, at det skulle ske over styrbords side, skibets
fornemste; skete det over bagbord, var det en forsmædelse
af den døde og betød samtidig ulykke. Kun forbrydere kom den
vej. Udsætningen skete mest over lønningen eller gennem falderebsporten.
I reglen lagdes liget på en planke eller en slisk
over to bukke, og når planken blev løftet i den Inderste ende,
gled liget i søen med fødderne forrest under kommandoen: en,
tro, tre! ell. lign. Mere primitivt var det, hvis den døde blev hevet
over bord af to kammerater, den ene holdende hovedet, den
anden fødderne. Kammeraterne var Ikke glade for at skulle
sætte liget ud, men det hjalp, når de bagefter blev belønnet med
et glas rom. - Til kammeraten kunne de mumle: Farvel, Charlie!
Gud være din sjæl nådig! Hvil i fred! o.lign.
Om vejret tillod det, drejede skibet bi og lå stille under begravelsen.
For at andre skibe Ikke skulle tro, der var noget i vejen,
satte man I senere tid signalflagene: Begravelse. Under udsætningen
kunne man ringe med skibsklokken som en slags sjæleringning.
Af og til var vejret så orkanagtigt, at det var umuligt
133