Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
iderne), hvor den blev fundet <strong>og</strong> plyndret, inden den til sidst<br />
blev nedsat i kirken.<br />
I en tom kiste 1 en <strong>grav</strong> på kirkegården i Herjolfsnæs (Ikigait)<br />
i nordboernes Østerbygd på Grønland lå der i stedet for liget en<br />
runepind fra ca. 1300 med flg. indskrift: »Denne kvinde, som<br />
hed Gudveg, blev lagt over bord i Grønlandshavet«. Det har<br />
altså været en minde<strong>grav</strong> for den døde kvinde. Herom senere.<br />
Fra fransk middelalder berettes, at de døde om bord blev syet<br />
ind i en sæk sammen med n<strong>og</strong>etjord, som dels skulle tynge sækken<br />
ned, dels mindede om en be<strong>grav</strong>else i land. Fornemme passagerer<br />
t<strong>og</strong> tit en ligkiste med i deres bagage.<br />
Fra 1500-årene <strong>og</strong> op til vor tid har vi en lang række beskrivelser<br />
af be<strong>grav</strong>elser til søs. I det følgende skal det store stof<br />
sammensættes til en generel beretning.<br />
Forberedelse: Stemningen om bord var trykket, når én lå på sit<br />
yderste. Var der en præst om bord, trøstede han ham <strong>og</strong> gav<br />
ham sakramentet; hos katolikker den sidste olie. Hvis en stor<br />
fugl satte sig på råen, var det et tegn på, at døden var nær. Det<br />
var almindelig tro, at en syg ville dø, når man nærmede sig land.<br />
Af <strong>og</strong> til blev den dødes krop vasket <strong>og</strong> barberet. I reglen blev<br />
han be<strong>grav</strong>et i sit eget tøj. Var det en officer eller standsperson,<br />
blev han iklædt sit bedste tøj eller sin uniform. Om kaptajnen på<br />
vestmdiefareren »Upernivik« (1781) fortælles, at han klædtes I<br />
trøje, lange bukser, hvide strømper, sko <strong>og</strong> nathue. Undertiden<br />
blev liget efter at være vasket viklet ind I lange strimler sejldug,<br />
så det lignede en mumie; på hovedet fik det en sejldugshue.<br />
Man gav den døde lidt salt - som var rensende <strong>og</strong> nærmest helligt<br />
- <strong>og</strong> en beskøjt med til den sidste rejse.. Armene blev lagt<br />
over kors på brystet, eller hænderne blev foldede. Katolske sømænd<br />
lagde gerne en hellig ting i den dødes bukselomme, f.eks.<br />
et stykke Indviet vokslys. Af <strong>og</strong> til var det 1 ældre tid skik at lægge<br />
en mønt i munden på den døde, enten som tærepenge eller for<br />
dermed at kunne betale færgemanden for overfarten til dødsriget<br />
(jfr. det tidligere sagte om Charons mønt).<br />
127