Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

trels (Mother Carey's chickens), Cape hens, Cape pigeons, mollyhawks
(også mollymawks = små albatrosser) o.fl.
I vore dage er det nok mest albatrosserne (af danske søfolk I
ældre tid kaldet kapsgæs), man tænker på, skønt disse først ret
sent er kommet Ind i billedet. De hvide albatrosser skulle være
de ærlige søfolk, og nogle mente ved at iagttage en overbordfalden
at have set, at da han druknede, steg hans sjæl op af søen I
form af en albatros. Efter almindelig moderne tro er de stolte
albatrosser dog gamle skippere og Ikke jævne søfolk. De skal
have været hårde mod deres undergivne og må nu bøde derfor.
En tradition siger, at St. Peter og Fanden ikke kunne blive enige
om, hvem der skulle have dem, og så endte det med, at de skulle
flyve rundt mellem himmel og helvede. Dette må vel forøvrigt
også gælde de andre fugle. Her kan man sammenligne med beretningen
om den irske helgen St. Brendans eventyrlige sørejse
1 begyndelsen af 500-årene, hvor han på Færøerne mødte et
slags fuglenes paradis. En af disse fugle, der kunne tale, forklarede
ham, at de var sjæle i forklædning, hverken engle eller
djævle.
I den internationale forening for Kap Horn-skippere, Amicale
Internationale des Capitaines au Long-Cours, Cap-Horniers, stiftet
1936 i St.-Malo, opkalder man medlemmerne efter fuglene:
kaptajner, der har ført sejlskib rundt Kap Horn, kaldes albatrosser,
yngre kaptajner, der som matroser har rundet Kap
Horn, betegnes som mollyhawks, og de menige kaldes for Cape
pigeons.
Kristelig begravelse i søen
I Halfred Vanrådeskjalds saga har vi en beretning om, hvorledes
denne berømte digter døde på vej til Island kort efter år
1000 og blev lagt i en kiste. Selv om han var kristen, blev hans
kostbare ting: hjelm, kappe og ring, efter hedensk skik lagt med
ham 1 kisten som gravgods. Denne drev ind på Suderøerne (He-
126