Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

land, hvor de senere fandt den. - Muligvis er denne beretning
påvirket af nedskrivningstidens kristne tradition.
Disse beretninger, så magre de er, illustrerer som man ser, at
der bortset fra de religiøse ceremonier Ikke er megen forskel på
en søbegravelse dengang og i kristen tid.
En del forestillinger af før-krlsten art er overgået I senere tiders
sømandstro. Det gælder f.eks. troen på dødeskibe, som afhenter
de dødes kroppe (og sjæle). De skal sikkert ses i forbindelse
med færgemanden Charons båd, som efter græsk tro færgede
de døde over floden Styx til dødsriget, mod at de betalte
ham færgepenge, hvorfor de fik en mønt med i munden, når de
blev begravet. Tanken kendes også i nordisk oldtid, som det
f.eks. fremgår af Gautreks saga, hvori det fortælles, at to søfolk
havde en guldmønt på sig for dermed at betale Odin for deres
overfart til de dødes land, hvis de skulle omkomme ved drukning.
Allerede i oldtidens Ægypten førtes de døde bort i både -
I ægyptiske grave har man ofte fundet bådmodeller -, og efter
den gamle nordiske tro transporterede skibet Naglfar, bygget
afdøde mænds negle, dem til dødsgudinden Hels rige.
Dødeskibe og spøgelsesskibe
Fra sen tid fortælles om en dødssejler, bygget af djævelen selv.
Når den viste sig med sine sorte sejl, var den på vej for at hente
sjælen af et menneske, der havde forskrevet sig til ham. Man
kunne skræmme den væk ved at slå på potter og pander, for
denne larm kunne Fanden ikke lide.
Andre dødssejlere kom for at hente de døde søfolk og sejle
dem til dødslandet, som ligger utilgængeligt for de levende.
Folk, der havde dristet sig på nært hold af disse skibe, kunne
fortælle, at deres mandskab Ikke havde noget hoved; skipperen,
et skelet med et timeglas I hånden, var den første, der var
druknet det år. Undertiden var skibet hvidt affarve. Det sejlede
så hurtigt, at det slog gnister, og det kunne sejle mod vinden.
120