Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
gøre det urent. Dette var så meget farligere, som gudernes<br />
vrede blev opvakt derved, således at de ville lade det gå ud over<br />
skibet <strong>og</strong> samtidig dets uskyldige mandskab, der derved ville gå<br />
til grunde i storm <strong>og</strong> uvejr. Skibet kunne på guddommens<br />
vegne simpelthen ikke tåle at have en død om bord. Derfor var<br />
en renselse (lustratio) af skibet højst nødvendig, efter at liget var<br />
kastet i søen. Allerede ved søsætningen <strong>og</strong> <strong>og</strong>så ved afsejlingen<br />
var det blevet renset ved ofre til guderne <strong>og</strong> forskellige riter,<br />
deriblandt præsteskabets ceremonier med rensende midler<br />
som ild (fakler), æg <strong>og</strong> svovl. Både skr<strong>og</strong>et, alle genstande om<br />
bord <strong>og</strong> hele mandskabet med deres klæder <strong>og</strong> våben blev renset<br />
ved hjælp af fremsigelse af bønner, stænkning af rent vand<br />
<strong>og</strong> offerdyrenes blod, samt præstens formaning til de døde om<br />
at forsvinde fra skibet <strong>og</strong> lade det i ro. Tit kunne en sådan renselse<br />
omfatte den hele orl<strong>og</strong>sflåde, som man mente blev besmittet<br />
af et enkelt urent skib.<br />
Endnu op I vor tid lader man både i fremmede kulturer <strong>og</strong><br />
især i katolske lande et nybygget skib rense ved vievand, svovl <strong>og</strong><br />
æg samt ild. På norske hvalfangerskibe har man helt op til nutiden<br />
»brent bort det vonde« med krudt, fakler eller blæselamper,<br />
hvis man havde en fornemmelse af, at der var n<strong>og</strong>et galt<br />
med skibet, fordi der var n<strong>og</strong>et ondt om bord.<br />
Det er sandsynligt, at der bag disse skikke ligger bl.a. den græske<br />
tanke om, at havet var retfærdigt <strong>og</strong> formåede at skelne mellem<br />
skyld <strong>og</strong> uskyld på gudernes vegne, således at det straffede<br />
folk, som havde forset sig, ved at lade deres skib gå under, så de<br />
druknede <strong>og</strong> derved altså gik glip af en normal be<strong>grav</strong>else, -<br />
desværre altså med det resultat, at uskyldige samtidig risikerede<br />
at blive medtaget i samme straf. Derfor var det vigtigt at foregribe<br />
ulykken ved at skaffe sig af med den skyldige, f.eks. ved at<br />
finde ud af hvem det var ved lodtrækning, <strong>og</strong> derpå kaste ham<br />
i søen. Samme tankegang ligger til grund for bibelens historie<br />
om profeten Jonas, som blev kastet over bord for at redde skib<br />
<strong>og</strong> mandskab. Var man ikke helt sikker i sin sag, kunne man<br />
115