Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

så med strømmen sejle hen til det sted, hvor liget lå på bunden,
og stoppe der. Man kunne også anbringe lyset i en tot halm eller
på et stykke træ.
Man mente efter iagttagelser at kunne fastslå, at en druknet
flød i vandet med hovedet nedad - og det var heldigt, for vendte
ansigtet opad og så på én, var det et tegn på, at vedkommende
selv snart skulle drukne. En druknet kvinde derimod flød på
ryggen, fordi hun, som det blev troet, selv efter døden søgte at
lokke mænd til sig, og den der så hende var fortabt, - et håndfast
udtryk for den vidtudbredte tro, at kvinder om bord var farlige.
I modsætning hertil havde den romerske naturforsker Plinius i
oldtiden meddelt, at kvindelige lig vendte ryggen opad af anstændighedsgrunde,
mens mandlige flød med ansigtet opad.
På Magellans verdensomsejling 1519ff. observerede man, at
kristne søfolk flød med ansigtet mod himlen, mens Indiske så
ned i dybet.
Havet en retfærdig dommer
Når en mand om bord var død, enten ved et uheld eller ved sygdom
-1 sjældne tilfælde ved et mord - skulle den døde så hurtigt
som muligt »begraves«, dvs. med ceremonier overgives til søen.
Han måtte helst ikke blive en nat om bord på skibet. Havets
magter krævede den døde som deres ejendom straks, ja de blev
ligefrem utålmodige, hvis det ikke skete med det samme, og
ville måske oprejse en vældig storm, som kunne resultere I forlis
eller stranding, eller modsat: sørge for at det blev vindstille I
lang tid, hvad der også kunne være katastrofalt. Man mente ligeledes,
at kompasset ville blive påvirket af den døde og derfor
vise falsk kurs.
Men heller Ikke for skibet var det godt at have et Hg om bord,
helt bortset fra den uhyggelige fornemmelse hos mandskabet.
Allerede tilbage i den græske og romerske oldtid finder vi den
tro, at både en syg og en død person, og for den sags skyld også
en forbryder, ikke mindst en morder, ville besudle skibet og
114