Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

En sømand kunne melde sig hos sin kone, sin mor, sin kæreste
eller andre familiemedlemmer, f.eks. i drømme, eller hans
våde, ligblege skikkelse i olletøj og søstøvler, med tang i håret,
kunne banke på døren eller ruden med dumpe slag, gå tungt op
ad trappen, tage konens varme hånd i sin Iskolde og efterlade
våde fodspor. Undertiden skete det ved, at hans indrammede
billede faldt ned af væggen, eller hans stemme råbte mor! eller
sagde det sidste farvel. Uret kunne gå 1 stå, og senere viste det
sig, at drukneulykken netop var sket i selvsamme øjeblik.
Sådanne tilfælde af »fjernsyn« eller »fjernhør« har været almindelige,
også i det gamle Grækenland og 1 nordisk sagatid, og
man har prøvet at forklare det som en slags telepati.
Derhjemme var der særlige personer, mest ældre kvinder,
»kloge koner«, - ofte anset for hekse, - som havde synske evner.
Til dem henvendte hustruer og mødre sig ofte, når det var på
de tider, at sømanden skulle vende tilbage efter rejsen, for at
spørge, om han ville komme hjem i god behold, og hvornår.
Hustruer og mødre kunne også selv prøve at finde ud af det. De
kunne bede Gud give sig et tegn på, om den kære levede endnu,
og lade sig berolige, når de ligesom følte en varm hånd lægge sig
over deres. Fra den jyske vestkyst fortælles, at en mor, hvis søn
var på langfart, vadede ud I stranden og kaldte ham tre gange
ved hans fulde navn. Hvis hun ikke så ham komme, var det et
tegn på, at han endnu levede. Ellers ville han have vist sig for
hende.
Iagttagelser om druknede
Om druknede sagde man, at de var »midt imellem flydendes og
synkendes«. Andre mente, at ligene kom tre gange op, inden de
sank. På den niende dag ville de druknede flyde op igen - efter
sigende fordi deres galdeblære bristede på det tidspunkt, eller
fordi gassen fra forrådnelsen løftede dem op.
Søgte man efter druknedes lig, var det en god måde at sætte
et tændt lys i et brød og lade det flyde i vandet. Det ville nemlig
113