18. Liv i lasten? Om den æstetiske dimensions ... - Sven Erik Werner

Liv i lasten?
Om den æstetiske dimensions overlevelsesmuligheder i det globalitære
informationssamfund
(1994)
USA's baseballturnering har i denne sæson været forstyrret af spillerstrejker. Den er det muligvis
endnu. Det er ikke godt at vide, for medierne har troligt transmitteret og refereret kampene, uanset
om de fandt sted eller ej. Ingen har skullet undvære weekendens tv-dramaer fra de store arenaer, og
ingen har måttet blade forgæves i mandagsaviserne efter resultater, stillingstabeller, topscorerlister
etc. Selv de små, pudsige breaks og de lidt længere, mere dramatiske time-outs med nærbilleder af
brådne pander og brækkede lemmer – alt det der krydrer også baseball-dramaturgien – er blevet
minutiøst gengivet og kommenteret. De eneste, der med overbevisning vil kunne sige, om
begivenhederne har fundet sted eller ej, vil være de – relativt få – der er kørt forgæves og visse
lørdage har måttet finde andre afløb for deres basic instincts, fordi (mange af?) kampene faktisk var
aflyst.
Forklaringen er ligetil: computer-simulation. Samtlige tilgængelige data om baseball-
kampe i USA siden turneringens start engang i 1890'erne er indlagret på harddisk og vil når som
helst kunne kaldes frem og mikses til en troværdig, men altså simuleret ”ny” match. Så meget mere
overbevisende som både statistisk sandsynlighed og individuel uforudsigelighed indgår som
selvfølgelige parametre i det færdige tv-produkt.
Projektets notoriske succes afspejles angiveligt i de mange, åbenbart spontane seer- og
læser-reaktioner, der kommenterede både kampene og ”kampene”, som om alt var ved det gamle.
Avisernes opulente referater, interviews m.m. er en knap så pålidelig målestok. USA's skrevne
presse er med få undtagelser enten direkte ejet eller indirekte kontrolleret af tv-selskaberne og må
formodes at være en del af komplottet. Seer- og læserbreve regnes derimod stadig for autentisk stof
– men hvorfor skulle de i grunden ikke også være fiksede?
Fremmed- eller frigørelse?
Alt efter temperament og indstilling kan man finde perspektiverne skræmmende eller stimulerende.
Undergangsfreaks vil kunne føle sig bekræftet i deres længe nærede forventninger til civilisationens
endelige forvandling til det globale limbo, den kollektive mentale ørken: det kan være galt nok, at
de vestlige samfunds mediepolitik i årevis har haft som eneste mål at perfektionere den permanente
www.sven-erik-werner.dk 139

tv-transmission af deres egen fremmedgørelse, men der har dog hidtil været tale om transmissioner
af noget, en forbindelse til en slags virkelighed, hvor manipuleret eller direkte mediestyret den så
ellers måtte tage sig ud. Den dag, denne spinkle forbindelse kappes og udskiftes med real virtual
reality, hører bogstavelig talt alting op, og civilisationen kan med sindsro udstede sin egen
dødsattest.
Men sagen har nu også sine lyse sider. I USA, Japan og snart også i Europa opbygges
gigantiske digitale motorvejsnet – the information superhighways – som vil give såkaldte brugere
adgang til enhver opdrivelig information, men også rekvirere enhver daglig fornødenhed, så de
slipper for ubehagelige menneskelige konfrontationer i daginstitutioner, supermarkeder og
pengeinstitutter, på socialkontorer eller eventuelle arbejdspladser.
Og ikke nok med det: Skærm-menuen omfatter naturligvis også kulturel føde.
Maleriudstillinger, koncerter, teaterforestillinger, bogmesser osv. kan hentes lige ind i stuen, så man
undgår irritation over billetkøer, parkeringsbesvær og al den trængsel og alarm, der i øvrigt er
forbundet med fysisk fremmøde på offentlige forlystelsessteder.
Lænestolskoncept
Alt dette er allerede markedsførte bud på en ny virkelighed, eller hvad man nu vil kalde det.
Informationsteknologiens næste slagvare må logisk nok – omend ikke nødvendigvis – blive
simulation. Hvorfor bruge alle de ressourcer på at arrangere koncerter, bogmesser etc.? Hvorfor
ikke bare lade brugerne selv zappe sig frem til den komplette Picasso-udstilling, det perfekte U2-
show, den sublime baseballmatch osv.?
Lænestolsfabrikanterne går gyldne tider i møde i dette simulacrum af en verden, som
trods al interaktivitet vil blive lige så lav- og fåmælt som tilbagelænet. Sikkert også fredeligere. For
hvem skulle gide føre krige, der ikke har mediernes interesse, fordi medierne/brugerne kan lave
deres egne, bedre krige derhjemme? "Always look to the bright side..."
Ophavsretten
Også for musiklivet åbner der sig revolutionerende muligheder. Det vil være en smal sag at
producere medrivende simulationer af DR's torsdagskoncerter, Tivolisæsonens udbud,
landsdelsorkestrenes repertoire, Det kgl. Teaters musikforestillinger etc. Det er kun at røre en
finger. Og den smule uforudsigelighed, disse musiklivets kærnehuse har haft at byde på, vil det ikke
være svært at implementere. Selv dirigenterstatninger og lyndubleringer af solister må der kunne
tages højde for. Kun kværulanter og andre nærtagende gemytter med nostalgisk hang til forældede
www.sven-erik-werner.dk 140

samværsnormer vil registrere forskellene og måske ligefrem protestere mod de mange
institutionsnedlæggelser og fyringer.
Der bliver utvivlsomt problemer med ophavsretten, men den er allerede nu så
differentieret – for ikke at sige udvandet – at det alligevel om 10-20 år vil blive for besværligt og
kostbart at håndhæve den. Informationsmotorvejene vil blot fremskynde processen. Når efterhånden
hvem som helst kan sample hvad som helst og kolportere det hvor som helst, så næsten ingenting
kan spores til nogen som helst af kød og blod, bliver det mildt sagt vanskeligt at argumentere for en
individuel ophavsret med rod i det 19. århundredes forestillinger om originalitet og kunstnerisk
særpræg.
Et fremtidshåb
Også her bliver der altså betydelige ressourcer at spare. Og dem kan man så bruge til – ja, til hvad?
Det er lige så nærliggende som naivt at sige: til alt det, der vil noget andet. Og alligevel skal det
siges, for det er kun her, et fremtidshåb kan næres. Skal vi undgå simulatorernes zombie-samfund –
eller bare have nogenlunde styr på det – kræver det først og fremmest årvågne mennesker, der
forulemper os med tilværelsens magiske gådefuldhed, skrøbelighed og uforudsigelighed og finder
det umagen værd at artikulere deres indsigt i overrumplende udsagn – kunstværker, som det hed i
gamle dage.
Politiske provokationer gør det ikke. God kunst er altid politisk, politisk kunst er
næsten altid dårlig. Det er sagt mange gange før, men det bliver heldigvis stadig sagt. For nylig af
Lisbeth Bonde (i Information) som kommentar til Michael Elmgreens omklamrende egotrip på
udstillingen Europe Rediscovered på færgen Kronborg: "Når værkernes æstetiske dimension
opgives, kan man lige så godt gå ud i virkeligheden og arbejde direkte politisk..."
Men den æstetiske dimensions overlevelse afhænger just af politikere, (musik)råd og
institutioner, der tør sætte grænser for medieteknologiens amokløb og nægter at skifte det
retningsvisende kompas ud med tidens altregistrerende og derfor intetsigende radar. Som den gamle
kompasfører Gandhi sagde, da han blev spurgt, hvad han mente om europæisk kultur: ”Det ville
være en god idé".
Det er det stadig. Måtte selv kulturministre indse det og handler derefter – også når det
kan koste stemmer og medierne holder sig væk. Medier og teknologi – og især deres daglige
kopulation – vil altid være mainstream.
TVÆRSTAND, nr. 20, 1994
www.sven-erik-werner.dk 141