Læs - Historie-nu.dk

Arne Hardis er politisk redaktør på
Weekendavisen og bogaktuel med
Æresretten - Dansk forfatterforening og
udrensningen af de unationale 1945-
52 (Lindhardt & Ringhof)
Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber
diskussionerne.
TEKST Arne Hardis
ÆRESRETTEN
Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52
Svend Fleurons Allé hed en lille stump vej i Søborg uden for København.
Det hedder den ikke mere; i 1946 var navnet Fleuron blevet upassende, og
vejen skiftede navn til Maglegaards Allé. I dag er Svend Fleuron i det store
hele glemt.
Samme glemsel har ikke helt ramt den folkelige, socialdemokratiske digter
Harald Bergstedt, men indtil 1963 måtte den populære digter bag børnesange
som ’Solen er så rød, mor’ og ’Jeg ved en lærkerede’ ikke spilles i
Danmarks Radio. Først efter en lille snes års karantæne turde man slippe
hans sange løs igen.
Et tredje eksempel: I 1982 ville LO tildele den socialrealistiske forfatter Jakob
Bech Nygaard fagbevægelsens kulturpris, men i sidste øjeblik fik LOtoppen
kolde fødder, droppede Bech Nygaard og gav i stedet prisen til Hilmer
Wullf.
Fælles for de tre sager er, at de handler om glemsel, tabuisiering og retouchering
af forfattere. Om udrensning af den offentlige bevidsthed. De tre
forfattere – Fleuron, Bergstedt og Bech Nygaard – har nemlig den fortid til
fælles, at de blev udrenset under retsopgøret efter besættelsen. De havde
trådt ved siden af, været besættelsesmagten for venligt stemt, ja, Harald
Begstedt og Jakob Bech Nygaard havde endda meldt sig ind i det hjemlige
nazistiske parti, DNSAP. Sammen med 23 forfatterkolleger havnede de for
Dansk Forfatterforenings til lejligheden nedsatte særdomstol, Æresretten,
der i foråret 1946 tog stilling til, om hver enkelt af de 26 skulle
ekskluderes, kunne nøjes med en irettesættelse eller frikendes helt. 17 af
de 26 blev smidt ud af Forfatterforeningen, 4 fik en misbilligelse, mens 5
slap for videre tiltale.
Blandt de anklagede var store og større navne i samtiden: foruden Bech
Nygaard, Bergstedt og Fleuron eksempelvis den gamle nationale lyriker Valdemar
Rørdam, nobelpriskandidaten, som blev sunget ved alsangsstævnerne
i det første besættelsesår, indtil han pludselig slog følge med
arvefjenden og hyldede Hitlers felttog mod Sovjetunionen i digtet ”Så kom
den Dag”. Og der var især en række mindre talenter og lykkeriddere, der
nok ville være gledet ud i glemslen under alle omstændigheder. De fleste
af småfiskene meldte sig under hagekorsets fane, arbejdede måske også
på det nazistiske dagblad Fædrelandet – 12 af forfatterne, der havnede for
Æresretten, var organiserede nazister gennem længere tid af de fem
besættelsesår, og de blev alle ekskluderet. Ville Erling Bache have
overlevet glemslen, hvis ikke han havde allieret sig med besættelsesmag-

ten? Ville Minna Vestergaard, Poul G. Ernst, Thorkil Barfod eller Niels Meyn?
Dommer Kirk
Det er svært at diskutere, om det var rimeligt, at de 26 blev stillet for Æresretten.
Forfatterforeningens private domstol var kun en lille brik i det langt
større retsopgør, der skyllede hen over Danmark fra den 5. maj 1945. Vil
man beskrive det opgør positivt, kan man se det som et udslag af den folkelige
retsfølelse, der bryder igennem efter mere end fem års påtvungen
undtagelsestilstand. Anskuet mere skeptisk er det gadens parlament, direkte
folkemagt nødtørftigt smykket med rettens klæder.
Titusinder blev arresteret i den hektiske første befrielsesmåned, først af
modstandsbevægelsen og senere af det ordinære politi; aktionen fandt
sted på baggrund af modstandsbevægelsen voluminøse kartotek over
landsmænd, som man mistænkte for at være nazister, stikkere, medløbere,
værnemagere, kort sagt unationale.
Æresretten var i den forstand en funktion af folkestemningen; det var ikke
den, i hvert fald ikke den alene, der berøvede de anklagede forfattere deres
ære. De havde for en stor dels vedkommende mistet æren, i samme øjeblik
deres loyalitet med tyskernes sag blev kendt i offentligheden. Det blev eksempelvis
umuligt for Valdemar Rørdam at komme til orde både gennem
presse og forlag, meget kort efter at han i juni 1941 havde skrevet digtet
”Så kom den Dag”, der hyldede Finlands og Tysklands fælles angreb på det,
Rørdam efter moden overvejelse var nået frem til var den største trussel
mod dansk og nordisk selvstændighed: Ikke det Nazi-Tyskland, der holdt
hans fædreland og Norge besat, men Stalins kommunistiske Sovjetunion,
som havde opslugt de baltiske lande og overfaldet Finland.
Havde Forfatterforeningen ikke af egen drift bøjet sig for folkestemningen,
ville det formentlig have udløst et oprør i den organiserede forfatterstand.
Andre stands- og åndsorganisationer gennemførte lignende udrensninger i
de måneder, og opbakningen bag aktionen var da også monumental i Forfatterforeningen:
I en urafstemning stemte 157 ja til at gennemføre udrensningen,
kun 9 var imod. Tidsånden var til det.
Men det er interessant her 60 år efter at iagttage Æresretten som det, den
også var. Et spejl af de faktiske magtforhold i Europa efter det store krigsopgør.
Ud i mørket røg de forfattere, der havde støttet den ene, tabende,
diktator; ind i varmen kom de digtere, der havde prist den vindende. Valdemar
Rørdam mistede sin livsvarige hædersgave på finansloven på 3.600
kroner om året, ja, han frasagde sig dem frivilligt i et forgæves forsøg på at
undgå offentlighed om sine synspunkter under krigen. Pengene gik i stedet
– på opfordring af Hans Kirk - til Martin Andersen Nexø, der under Vinterkrigen
nogle få år tidligere var blevet spottet for sit forsvar for Stalins overfald
på Finland.
Denne spejling af magtforholdene på de europæiske slagmarker gik igen i
selve Æresretten. En af de tre dommere var netop den kommunistiske forfatter
Hans Kirk, der som den første slog til lyd for en udrensning, så snart
Danmark var blevet frit. Kirk havde selv i det første besættelsesår – mens
Hitler/Stalin-pagten stadig var i funktion – talt, som Moskva bød. Det var
formentlig med en vis uvilje, men Kirk var i 1940-41 med til, tro mod Hitler/
Stalin-pagtens ånd og bogstav, at frede Nazityskland og i stedet rette kritikken
mod England og den danske samlingsregering i tidsskriftet ’Kultur og
Politik’, som kommunisterne udgav efter at have brudt med den kulturradikale
bevægelse og tidsskriftet ’Kulturkampen’.
www.historie-nu.dk - side 2

De unationale
Foruden Kirk sad Forfatterforeningens næstformand, Carl Dumreicher, og
foreningens husjurist, landsdommer Torben Lund, i Æresretten. Lund var
Æresrettens formand, og hans placering viser, at Forfatterforeningen lagde
vægt på at give opgøret med de unationale en vis juridisk tyngde.
De indklagede forfattere havde da også ret til både at føre vidner, møde
med en bisidder og tale deres egen sag over for de tre dommere, der indrettede
den interimistiske domstol i Forfatterforeningens lokaler i København.
På den anden side kunne de ikke på forhånd få at vide, hvad de var
anklaget for, og de mødte en ’ret’, hvor efterforskning, anklagemyndighed
og dommer var smeltet sammen i én funktion.
Går man dommene efter, er der et vist præg af tilfældighed over dommene,
specielt i den ”nedre” ende – gråzonen, hvor de indklagede ikke var organiserede
nazister og ikke havde bidraget til den nazistiske presse. Det virker
også kritisabelt, at man i kampens hede ikke havde udviklet straffebestemmelser,
der muliggjorde tidsbegrænsede straffe. Enten slap man helt, eller
også fik man en misbilligelse eller blev ekskluderet. Misbilligelsen er i sin
natur ”evig”, men det samme var eksklusionerne. Man rensede sig for de
uværdige og kunne ikke i 1945-46 forestille sig, at de skulle kunne genindtræde
i den organiserede forfatterstand. Det fik man noget besvær med i
1947-48, da Jakob Bech Nygaard søgte sin sag genåbnet. Forfatterforeningen
ville ikke frikende den en gang dømte, men nåede frem til et kompromis
og ville benåde ham. Før benådningen kunne gennemføres, måtte foreningen
gennem endnu en urafstemning, der lovfæstede denne mulighed.
Nok så betænkeligt var det, at de uheldige elementer blev anklaget for forseelser,
der ikke var så meget som antydet i Forfatterforeningens love, og at
anklagen mod dem var så diffus. Som det gjaldt for det øvrige retsopgør,
måtte Forfatterforeningen vedtage love med tilbagevirkende kraft for at
kunne skille sig af med de uønskede elementer. Det var disse ekstraordinære
love, 157 forfatterforeningsmedlemmer uden at blinke sagde ja til.
Anklagen lød slet og ret ’unational’, uden at der var gjort det mindste forsøg
på at afgrænse, hvad man skulle forstå ved unational. Betød det tyskvenlig?
Nazistisk? Antidemokratisk? Skeptisk over for England? Skulle man
kunne anklages for samtaler ført inden for hjemmets fire vægge? For rejser
i Tyskland? For at møde op ved arrangementer, som tyske institutioner stod
bag?
Den samme diffuse karakter havde de såkaldte tjenestemandsretter, som
var en del af det offentlige Danmarks retsopgør. Også her kunne man blive
mødt af en tiltale for unational virksomhed, hvor det blev op til dommerne
efterhånden at udfylde, hvad der skulle forstås ved anklagen.
Samarbejdspolitikken
Det ligger lige for at betragte store dele af retsopgøret gennem en anden
optik også; som et udtryk for, at samfundet i et forsøg på at forene det uforenelige
- samarbejdspolitik og modstandskamp - lod de mest spektakulære,
kontroversielle og betændte udslag af samarbejdspolitikken „hænge på
torvet“. Udrensningen var jo samtidig en rensning – af samarbejdspolitikken,
som skulle renses for sine mest betændte udtryk for at overleve
efter befrielsen.
Denne politik nød under krigen en enestående popularitet, eller i hvert fald
gjorde konsekvenserne af den det. Det er der ingen grund til at undre sig
over. Historikeren Søren Mørch opremser fordelene ved samarbejdspolitikken
i „24 statsministre“ i portrættet af Erik Scavenius - den udenrigsminister
og statsminister, der mere end nogen anden tegnede og forestod
samarbejdspolitikken:Danmark var det af de krigsførende og besatte lande,
www.historie-nu.dk - side 3

der havde de mindste tab - og de fleste indtraf karakteristisk nok efter
samarbejdspolitikkens sammenbrud. Danskere klarede sig bedre end andre
nationaliteter gennem de tyske koncentrationslejre og fængsler - fordi
langt de fleste først blev deporteret sent. Igen som følge af samarbejdspolitikken.
Retsvæsnet forblev på danske hænder lige indtil
samarbejdspolitikkens sammenbrud, hvad der betød færre landsmænd
sendt i koncentrationslejr og færre dødsdomme. Jøderne blev ikke udskilt
forud for forsøget på deportering - igen på grund af samarbejdspolitikken.
Endelig slap det danske produktonsapparat næsten uskadt gennem krigen,
fordi samarbejdspolitikken sikrede, at der næsten ingen krig var på dansk
grund.
„Det lykkedes oven i købet at holde folketingsvalg i marts 1943 med rekordstor
valgdeltagelse og massiv opbakning til de partier, der sad i
samlingsregeringen under Erik Scavenius’ ledelse. Min sjæl, hvad vil du
mer?“, som Søren Mørch polemisk spørger.
Det er en gængs betragtning, at 29. august 1943 markerer bruddet med
samarbejdspolitikken, og det er da også rigtigt i den forstand, at den ene
samarbejdspart - de danske politikere - gav op efter den dato og herefter
holdt sig diskret i kulissen. Men det er måske lige så frugtbart at anskue
samarbejdspolitikken som et kontinuum hele besættelsen igennem, en
konstant, hvor den variable var en stadig udtynding af det politiske islæt på
dansk side. En udtynding som følge både af tysk pres og manglende lyst til
at betale de stigende omkostninger ved at fortsætte projektet fra danske
politikeres hold: Samlingsregeringen lige efter besættelsen var i sagens
natur i sig selv en udtynding af politikkens partipolitiske indhold. Regeringsomdannelsen
sommeren 1940 med indsættelse af den professionelle diplomat
Scavenius som udenrigsminister var det også. Christmas Møllers
sortie efteråret 1940 og det tyske pres i julen 1940 for Staunings tilbagetræden
til fordel for en mere upolitisk regeringsleder, kan anskues som del
af samme mønster: En stadig udtynding af det politiske ansvar for samarbejdet.
Tilsvarende med udnævnelsen af Scavenius til både stats- og udenrigsminister
i november 1942 og optagelsen af „upolitiske“ ministre som
Gunnar Larsen og Laurits Hansen. Endelig fortsatte samarbejdspolitikken -
på vågeblus - efter august 1943, alene administreret af departementchefstyret,
men med politikerne opererende i kulissen og Buhl som skyggestatsminister.
Det var skyggepolitik, politik uden politikere.
Samarbejdspolitikkens frugter ville man fortsat gerne nyde, der var bare
ikke længere nogen, der kunne betale de politiske omkostninger ved politikken.
Samarbejdspolitikken kom til at stå i gæld til modstandsbevægelsen.
Samarbejdspolitikken minimerede krigens skader for næsten hele det
danske samfund, og den medvirkede i kraft af sin føjelighed over for de
tyske krav til, at det demokratiske system ikke blev væltet over ende til fordel
for et nazistisk styre. Men de politiske omkostninger hobede sig op, efterhånden
som det tyske sammenbrud stundede til. I samarbejdspolitikkens
navn var ethvert tilløb til modstandskamp blevet fordømt af
konge, regering og medier. Kommunister var blevet interneret og deporteret.
En række forsonlige indrømmelser til besættelsesmagten som tilslutning
til Antikominternpagten, dannelse af Dansk-tysk Forening, etablering af
såkaldte forståelsesrejser til Tyskland og accept af udsendelse af østfrontfrivillige
var i fuld åbenhed blevet ydet - anbefalet, sanktioneret eller dog
accepteret af myndighederne.
Mental rengøring
Anskuet på den måde blev Forfatterforeningens Æresret en lille del af det
store mentale rengøringshold, der forsøgte at fjerne samarbejdsprojektets
www.historie-nu.dk - side 4

værste pletter, så det kunne stå om ikke jomfrueligt rent så dog renset
forud for formælingen med modstandsbevægelsen. Når ingen efter befrielsen
ville være samarbejdspolitikkens advokater, var det naturligvis endnu
sværere at finde accept for handlinger foretaget af kunstnere, der kun vanskeligt
kunne siges at være tvunget til at være tyskvenlige eller samarbejdsvillige.
I praksis betød det, at enhver ytring eller handling, der anerkendte
besættelsesmagtens eksistens – det være sig rejser, selskabeligt samvær
eller skriverier – blev betragtet som en anerkendelse af selve besættelsen
og dermed bragte de pågældende forfattere i alvorlig fare for at blive
udrenset.
At diskutere dette i lyset af samarbejdspolitikkens rationale er ikke let. På
den ene side kan man sige, at samarbejdspolitikkens hele hensigt var at
skåne så omfattende dele af det danske samfund som muligt fra nazificering.
Selv om de fraterniserende forfattere tilsyneladende handlede ad
samme tangent som politikere og embedsmænd, arbejdede de i virkeligheden
mod samarbejdspolitikkens væsen, fordi de legitimerede den
besættelsesmagtens ideologi, som samarbejdspolitikken skulle beskytte
imod. Det er argumentet bag den klassiske definition på kulturel kollaboration.
På den anden side var kunstneres og kulturpersonligheders samvær med
besættelsesmagten en integreret del af samarbejdspolitikken. Den Dansk-
Tyske Forening var et halv-officielt foretagende udgået fra Udenrigsministeriet
sommeren 1940, der indstillede sin virksomhed, i samme øjeblik politikerne
forlod kommandobroen 29. august 1943. Kulturpersonligheder blev
tilskyndet til at søge medlemskab i Dansk-tysk Forening, lige som repræsentanter
for Arbejderbevægelsen blev tilskyndet til at tage med på
forsonlighedsrejser til Tyskland. Begge dele skulle ifølge samarbejdspolitikkens
logik minimere risikoen for en nazistisk magtovertagelse af
selve det demokratiske system.
”Denne hysteriske tid”
Kan man lære noget af Forfatterforeningens Æresret? Måske man kan
lære, at udrensning, forstødelse og den uundgålige fortielse og tabuisering
ikke er den mest hensigtsmæssige måde at gøre op på. Hverken for den
indklagede forfatter eller det omgivende samfund. Naturligvis skulle de forfattere,
der svigtede nationen under besættelsen, stå til regnskab for deres
handlinger. Men man havde måske stået sig ved en løbende åben konfrontation
– i offentligheden og i de kollegiale organer og foreninger – med de
forfattere, som man i stedet satte på anklagebænken for at kunne skubbe
dem i mørket. Det ville tvinge de anklagede til at forsvare sig, forklare sig,
undskylde, måske endda angre, og det ville måske som tillægsgevinst åbne
for en mindre mytepræget opfattelse af, hvad der egentlig foregik under
besættelsen.
En af de nazistiske forfattere nægtede at møde op for Æresretten. Det var
Thorkil Barfod, som i et brev til Æresretten understregede, at han fortsat
var nazist og ville være det ”indtil mit sidste åndedrag”. Han forudså, at
mens han nok skulle overleve en eksklusion – både som digter og menneske
(det holdt ikke stik, Barfod døde året efter, i 1947, og hans digtning er i
dag totalt glemt) – så det værre ud for Forfatterforeningen: ”Derimod vil
skammen før eller senere falde tilbage ikke på mig, men på den. Hvis ikke
danske forfatteres forening i denne hysteriske tid vil hævde sine medlemmers
ret til frit at tænke, tro og tale – samt skrive, så har den på en så beskæmmende
måde svigtet sine idealer, at det vil blive svært siden hen at
vaske denne plet af.”
Frihed til at tænke, tro, tale og skrive. De demokratiske idealer, anråbt af en
www.historie-nu.dk - side 5

glødende nazist i nederlagets stund. Det er patetisk og hyklerisk, men det
er vel også et smukt vidnesbyrd om styrken i det demokratiske system. En
styrke, Forfatterforeningen ikke kunne eller turde tro på i de første ophidsede
måneder og år efter 5. maj 1945.
www.historie-nu.dk - side 6